Burney´s rejsedagbøger

SIGURD BERG:

Burney's rejsedagbøger

DR. BURNEY1 s MUSICAL TOURS IN EUROPE.
Vol. I-1I. 328 + 268 s. Edited by Percy A. Scholes. - Oxford University Press 1959

Den nu foreliggende nyudgave af Charles Burneys vidtberømte dagbøger fra hans musikalske rejser i Europa i 1770 og 1772 kan betragtes som definitiv. Førstedelen, der behandler Frankrig og Italien, udkom første gang i London 1771 og har senere været nyudgivet adskillige gange, også på tysk, fransk og italiensk. Andendelen med rejseoptegnelser fra Centraleuropa og Nederlandene udkom i London 1773, ligeledes efterfulgt af talrige udgaver. Bemærkelsesværdig var især den tyske udgave, besørget af C. D. Ebeling, som var en nær ven af Burney og hvis kommentarer til udgaven har så stor interesse, at mange har kunnet benyttes i den nu udkomne nyeste udgave.

Men den nye udgave adskiller sig fra de tidligere ved en del hidtil ukendt stof. Da Burney udgav sine rejsebøger første gang, havde han med overlæg udeladt flere partier af sine optegnelser. Mange år senere udskrev han det udeladte stof til brug for sine påtænkte memoirer, som han dog ikke nåede at få udgivet før sin død. Hans datter, madame Fanny D'Arbley, udgav 1832 »Memoirs of Doctor Burney« med benyttelse af faderens utrykte materiale. Hans eget påbegyndte memoiremanuskript kendes ikke, men udgiveren af den nye udgave har til alt held haft Burneys egen udskrift af de tidligere udeladte partier af rejsedagbøgerne til disposition. De fandtes i tre skrivehefter og er nu indføjet i helheden.

Som bekendt var formålet med Burneys rejser at samle materiale til en omfattende musikhistorie, der udkom i 4 bind i årene 1776-89.

Burney var selv en vel uddannet musiker, elev af Thomas Arne og en tid violinist i Handels orkester. Senere beklædte han forskellige organiststillinger i London, komponerede en række kammermusikværker og sange og gjorde indgående musikhistoriske studier, der skaffede ham en musikalsk doktorgrad ved universitetet i Oxford. Hans førnævnte »General History of Music« var et af de første musikhistoriske værker i moderne betydning, dog i sine bedømmelser delvis forældet, men i redegørelserne for sin samtids musik og for tidens koncert- og operapraksis en vigtig kilde for senere tiders musikforskning.

Frem for den endelige gennemarbejdede musikhistorie har Burneys dagbogsoptegnelser ifølge sagens natur en umiddelbar friskhed. De er formentlig ofte skrevet på sengekanten efter dagens oplevelser. Han er stadig midt i begivenhedernes atmosfære og han endnu de musikalske indtryk i øret, når han nedfælder dem i sine primitive hefter, hvor hver side er påfaldende tæt skrevet, som om han var yderst nøjeregnende med sit papirforbrug. At han i det hele taget var en omhyggelig mand, viser mange af hans optegnelser, der røber en helt forbløffende hukommelse for ganske små detailler i de ofte komplicerede oplevelser, han har haft, og som han vitterligt ikke har haft mulighed for at notere ned på stedet.

Overalt på sine rejser satte Burney sig i forbindelse med tidens mest kendte musikfolk, hvoraf han ofte har givet velskrevne og rammende karakteristiker. Et udmærket billede har han f. eks. givet af Philip Emanuel Bach, som han traf flere gange under sit ophold i Hamburg 1772. Bach modtog sin engelske gæst med største elskværdighed, men sagde, at han skammede sig ved at tænke på det ringe udbytte, Burney ville få af sin ulejlighed med at bsøge Hamburg. »De er kommet her halvtreds år for sent«, sagde han. - Burney fortæller så »Han var ved at prøve et nyt pianoforte, og med et næsten ubændigt vildskab overøste han det med fingerfærdighed og ideer, som ville have henrykket hvem som helst ... Ved afskeden fortalte han mig, at der skulle opføres noget elendig musik af ham næste dag i Catharinakirken, som han rådede mig til ikke at høre.« Burney gik alligevel til kirkemusikken, som han fandt udmærket, men dårligt udført. På hjemvejen sagde Ph. Em. Bach: »Hvis jeg boede et sted, hvor mine kompositioner kunne få en god udførelse og blive godt hørt, ville jeg sikkert tage livet af mig selv af lutter anspændelse for at vinde behag. Men adieu musik! Dog, disse folk her er gode samfundsborgere, og jeg har her mere ro og uafhængighed end ved et hof. Jeg gav op, da jeg blev halvtreds, og sagde: lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø! og jeg har nu vænnet mig til min situation, undtagen dog, når jeg møder mennesker med smag og dømmekraft, som fortjener bedre musik end vi kan give dem her.« Nogle dage senere besøger Burney atter Ph. Em. Bach. »Jeg fandt ham sammen med tre-fire fornuftige og velnærede personer, hans venner, foruden hans egen familie ... Han var så venlig at sætte sig til sit Silbermann Clavichord, sem er hans yndlingsinstrument, og spillede tre eller fire af sine bedste og vanskeligste kompositioner med den delikatesse, præcision og åndfuldhed, der retfærdigvis har gjort ham så berømt mellem sine landsmænd. I de patetiske og langsomme satser formåede han at give de lange toner et udtryk af sorgfuld klage, som kun kan frembringes på clavichordet og måske kun af ham selv . . . Efter middagen spillede han med en kort afbrydelse til henimod kl. 11. Efterhånden blev han så oplivet og grebet, at hans udseende var lige så inspireret som hans spil. Hans blik var fast, underlæben trukket ned, og sveden dryppede fra hans ansigt. Han sagde, at hvis han ofte blev sat i arbejde på den måde, ville han blive ung igen. - Han er nu 59 år gammel, temmelig lavstammet, med sort hår, sorte øjne og brunlig lød, et meget udtryksfuldt ansigt og et venligt, levende væsen.« Burney oplevede endda at høre selveste Frederik den Store blæse på fløjte ved en hofkoncert på Sans-Souci i oktober 1772. Kongen var dengang 60 år gammel, men åbenbart i fuld musikalsk vigeur: »Koncerten begyndte med en tysk fløjtekoiicert, hvor Hans Majestæt udførte solopartiet. Hans embouchure var klar og egal, fingerfærdigheden brillant og hans musikalske smag ren og ukunstlet. Jeg glædede mig, ja var endda forbløffet over hans behændighed i allegroerne og over hans følsomme udtryksfuldhed i adagio. I det hele taget stod hans udførelse af mange enkeltheder over, hvad jeg ellers har hørt blandt amatører, ja endog professionelle. Hans Majestæt spillede tre lange og vanskelige koncerter i flugt, alle med samme fuldkommenhed ... De kadencer, Hans Majestæt udførte, var meget lange og indviklede, og man kunne nok høre, at de var skrevet i en tid, hvor han ikke behøvede at trække vejret så ofte som nu, thi i visse passager, som var særlig lange og vanskelige, samt hen mod slutningerne, var han, stik imod reglerne, nødt til at trække vejret før passagen var forbi.« De nye, hidtil utrykte partier af Burneys optegnelser er tydeligt markerede i udgaven, og man undrer sig over, at han ikke har fundet flere af disse oplysninger værdige til optagelse i den første trykte udgave. Som eksempel kunne man her nævne en samtale, han i 1770 havde med Piccini, Glucks berømte rival, som han søgte at overtale til et Londonbesøg. Man får her udmærkede oplysninger cm de økonomiske forhold ved den tids koncertturneer og tillige et godt indtryk af Piccini som forretningsmand.

Percy A. Scholes kommentarer til dagbøgerne er uhyre grundige. De er anbragt som fodnoter, men der henvises til dem i det detaillerede register i bind II, der således fungerer som et slags leksikon over tidens aktuelle musikliv. Som håndbog inden for sit område er denne nye udgave absolut praktisk.

Men den kan tillige nydes som underholdende læsning om den europæiske musikultur, der omgav og påvirkede den endnu ikke voksne Mozart.