Litteratur

• LITTERATUR JEAN JENKINS: Musical Instruments. - The Horniman Museum, London 1958. 109 p. 3. s. 6 d.

The Horniman Museum i London besidder den righoldigste engelske samling af musikinstrumenter. Den publikation, museet nu har udsendt, giver med samlingen som det naturlige udgangspunkt en koncentreret oversigt over verdens instrumentbestand i fortid som i nutid. - Museets musiketnolog, Jean Jenkins, der benytter sig af det almindeligt anderkendte klassificeringsprincip, lægger i sin fremstilling en omfattende viden for dagen. Og da den lille håndbog er særdeles billig, vil den kunne blive til megen nytte for den lægmand, der ønsker at snuse lidt til organologien.

Et par gentagelser i teksten vil antagelig glide ud i kommende udgaver. Det turde være overflødigt to gange at fortælle historien om den sydamerikanske indianer, der søgte at lave en europæisk guitar med de forhåndenværende materialer (p. 18 og p.

93). Og forvirrende er det at se stålfiolen optræde også blandt idiophoner (p.44), hvor den ikke hører hjemme.

Enkelte oplysninger er diskuterbare. Om lyren hedder det således, at den er »the only type of instrument, which may be considérée! European in origin« (p. 84). Desværre er der ikke meget, som taler for at give Europa førsterangsplads. Man ved, at lyren eksisterede i Mesopotamien omkring 3.000 f. Kr., og intet europæisk fund er af blot tilnærmelsesvis samme ælde. Når forfatteren hævder, at lyren i dag kun kendes i Afrika, er det heller ikke ganske korrekt, da den f. eks.

forekommer på oen Bahrein i Den persiske golf. Uklart virker det endelig, når det påstås (p. 93), at fidelen eksisterede i det 6.

århundrede og antagelig allerede tidligere.

Uden bue vil en fidel være et lutinstrument, og buens oprindelse må, såvidt vides, søges i Persien eller Kurdistan og det 9. århundrede.

I øvrigt er teksten yderst pålidelig, og den lærde forfatterinde kommer med adskillige gode iagttagelser. Der er intet opsigtsvækkende ved hendes afgrænsning af begrebet »folkemusik«. Da der imidlertid nu og da af politiske eller kunstnihilistiske årsager gares forsøg på at lade dette begreb omfatte også visse af den industrielle epokes genrer, vil det trods alt være rimeligt her at give et resumé af hendes karakteristik: Folkemusik består af traditionsgivet stof, der overleveres mundtligt. Den læres ikke ved hjælp af bøger, film eller radio, men overgives fra en generation til den næste. Den følger traditionsgivne mønstre for både ord og melodi, og selv om nye emner eller temaer kan inddrages, har formen en tendens til at bevare sin arkaiske karakter.

Denne karakteristik vil jo ikke kunne gøre det ud for en juridisk eller filosofisk definition, og det er just det gode ved den. Den er en retningsviser, der peger mod det væsentlige.

På seks kort vises seks forskellige instrumenters udbredelse over kloden. - En fortræffelig idé i nydelig udførelse. Pro.

CARL PIDOLL: Mit Ih med Chopin. 248 s. Oversat af Clara Hammerich. - Jespersen og Pios forlag.

Få komponister har vist som Chopin været udsat for en romantiserende behandling. Hans liv er romantisk i egentlig forstand, på samme måde som hans musik er et af de fornemmeste udslag af romantikkens kultur. Men digter man videre på alt dette, havner man utvivlsomt ude i den sentimentale genre. Vi har været vidne til det gennem mere eller mindre »historiske« romaner, gennem banale, ja afskyeligt sentimentale film. Man spørger: Er dette ikke til større skade for den polske klavermesters kunst, end en saglig, mindre populær fremstilling af hans liv og værker. Den del af publikum, der når frem til hans kunst ad de omveje, som diverse romaner og film byder på, kan alligevel ikke opnå noget ægte forhold til og oplevelse af hans kunst. En undtagelse blandt alt dette følsomme gendigteri omkring Chopins skikkelse, er uden tvivl Carl Pidolls bog »Mit liv med Chopin«, genfortalt som en beretning skrevet af maleren Delacroix, Chopins nære ven fra Pariser-årene. Pidoll har jo tidligere vakt opsigt ikke mindst med sin bog om Beethoven: »Forstummede toner« og senere med »Det grå sendebud« (Mozart). Pidolls form for gendigtende biografi er altid baseret på en grundig musikhistorisk undersøgelse, suppleret med glimrende almene kulturelle og politiske miljøskildringer, og hertil kommer en ægte begejstring for den specielt musikalske side af den pågældende tonekunstners liv og virke. I sin Chopin-bog er det utvivlsomt også netop de kulturelle miljøskildringer, der giver bogen særligt værd udover en almindelig biografisk roman. Hans beskrivelse synes, så vidt jeg har kunnet eftergå den, at bygge dels på Chopins og andres breve og dels på Delacroix's egne optegnelser samt sidst og ikke mindst på George Sands »Historie de må vie« og hendes roman »Lucresia Floriáni«.

De uhistoriske kendsgerninger, der flere steder har indsneget sig, Mendelssohn gøres således til Thomaskantor, gør ikke bogens værdi ringere. Forfatteren lader nemlig hele tiden skinne igennem, at det ikke er en historisk biografi, men en skildring, set gennem en kunstners (alias Delacroix) temperament. Bogen er underholdende i bedste forstand, og den henvender sig mere til den kyndige læser, med kulturel indsigt, end til den, der blot søger banal underholdning i et tillokkende, delikat biografisk emne. Chopinbogen står ganske vist ikke på højde med »forstummede toner«, men Pidoll har givet en ganske rammende karakteristik af både Chopin og navnlig George Sand. Her skal til slut særlig fremhæves, at sproget (selv i dets danske gengivelse) er formet, som var det skrevet af en franskmand omkring år 1850, og den kendsgerning gør læsningen ikke ringere. B. J