Musikalier
MUSIKALIER
Højmesseliturgi
Til de senere års alvorlige bestræbelser på at skabe almengyldige normer inden for folkekirkens liturgi, føjer sig nu den af Theologisk Oratorium udsendte Dansk Højmesseliturgi. Dens kunstneriske målsætning er klar, og dens mission lader sig derfor let definere. Den er udtryk for trang til liturgisk regelmæssighed og dermed til gudstjenestens forskønnelse. Den søger at skabe en fast ramme om den centrale form i liturgien, højmessen, ved at ordne storformens forløb af orationer og sangstykker med den latinske kirkes højmesse som det egentlige forbillede.
Her findes Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Benedictus og Agnus Dei som fast tilbagevendende led, og skiftende præfationer til kirkeårets forskellige fester. Musikken er enstemmig vekslende med enkelte flerstemmige korsvar, og tilstræber tydeligvis berøring med den middelalderlige latinske kirkesang. Det er netop disse berøringspunkter og den deklamatoriske udformning i det hele taget, der kan gøres kritiske indvendinger imod. Det er her som med al anden form for kirkelige tekster på modersmålet, der søges tillempet gregorianikken: den søger at opretholde en identitet, et væsensslægtskab, som aldrig har eksisteret. Gregoriansk sang er benævnelsen for den kunst, der påbegyndte og fuldendte sin udviklingsbane i middelalderen, den er enstemmig, og dens sprog er oldkirkens, nemlig latinen. Dens anonymitet, dens overpersonlige væsen, dens evne for og vilje til fleksibel melodisk formdannelse, lader sig aldrig overføre til et andet sprog. Gregoriansk sang ophører simpelt hen med at være det den er, når latinen erstattes af modersmålet, mens modersmålet på sin side må give afkald på meget i henseende til naturligt tonefald og tonisk diktion, når den tillempes gregoriansk melodik. Man kan tale om forskellige grader af kvalitet inden for eksperimenter af denne art, men aldrig om gregoriansk sang, og har man i Kirkemusikkredsens Forslag til Højmesse set betydeligt mere vellykkede forsøg på løsninger af det uløselige, har man herhjemme endnu ikke hørt folkekirkelige bestræbelser i så henseende, der blot kunne kaldes heldige. Der er ingen grund til at betvivle, at Chr. Vestergaard-Pedersen er gået alvorligt til værks, og har udarbejdet de enstemmige sangstykker ud fra den bedste overbevisning, men problemet, der som ovenfor anført hidrører fra, de tekstlige og musikalske verdeners fjerne og uforenelige poler, er til stede, og hviler endog tungt over det kunstneriske helhedsresultat. B. L.
HERBERT CONNOR: Sång och Lek i För- och Småskola. - Westerbergs, Stockholm.
Bogens grundsynspunkt er, at musikken skal leges ind i de små børn, og det er givet rigtigt. Den indeholder 20 vel valgte sanglege af inter-europæisk oprindelse, og det er tanken, at af en gruppe på 15-30 børn skal halvdelen lege og halvdelen spille på Orffinstrumentariet til legen.
Rent bortset fra, at de spinkle toner fra Orff-instrumenterne formodentlig vil drukne under de ofte ret voldsomme fangelege, stiller anm. sig skeptisk overfor to ting: 1) Det foreslåede instrumentarium: 2 klokkespil, håndtromme samt rytmeinstrumenter. Orffspillet bør som hovedregel bygges op omkring alt-xylofonen. 2) De mange forslag til ostinate ledsage-akkompagnementer. De er for svære for legebarnet, og hertil kommer, at disse ostinata bør være noget, børn og leder selv finder ud af i hvert enkelt tilfælde. Netop heri ligger noget af det særligt værdifulde ved Orff-Schulwerk. H. B. E.
ERNST KRENEK: 20 Miniatures. - Wilh. Hansen. Kbh. 1957.
Wilh. Hansen har i 1957 udsendt Ernst Kreneks 20 Miniatures for klaver. Krenek tilhører Schönberg-skolen, født i Østrig og nu amerikansk statsborger. Hans store produktion opviser i de seneste værker en stedse større sammentrængthed i form og materiale. Det gælder således i høj grad de foreliggende tyve klaversatser, der, hvad det rent spilletekniske angår, ikke er usandsynligt vanskelige. Problemet ligger mere i at fremtrylle en række skiftende klanglige og lineære afskygninger, og her ligger givet en interessant opgave for pianister. Værket er formet som en variationsrække over et kort tolvtonetema, hvis toneserie dog ikke rigoristisk fastholdes i de efterfølgende variationer. Serien udvides og ændres, samtidigt med at de enkelte variationer indbyrdes danner store rytmiske, dynamiske og tempomæssige kontraster. Det er således et virkeligt betydeligt internationalt klaverværk, der er fremkommet på et dansk forlag, og man må håbe, at der snart må gives lejlighed til at få det fremført her i landet. B. J.
G. HULAAS - R. NORDAL - H. STORDAL: Folkeskolens sangbok L - Cappelens forlag, Oslo.
Sangbogen er metodisk opbygget, beregnet for de 4 første skoleår, og forfatterne anfører i forordet, at sangudvalget i nogen grad er præget af hensynet til det metodiske. At sætte det metodiske d.v.s. det musikopdragende, i højsædet, må siges at være et fornemt synspunkt at bygge en skolesangbog op omkring, og fra dansk side må bogen noteres med absolut anerkendelse - ikke mindst fordi, vi netop på dette område stadig har meget svært ved at komme igang. - Bogens metodik er traditionel og bringer ingen nydannelser. Den anvender tonika-do og det svenske rytmesprog ta-te-ta (5: lø-be gå).
Hertil kommer melodi/sang-udvalget: Det synes, som om man i Norge er blevet hængende i den senromantiske børne- og skole sangsmelodik, som vi stort set forlod for 4050 år siden. Det fremgår ikke mindst af klaverarrangementerne og becifringerne for akkordinstrum enter.
Til dette hovedindtryk kommer på den ene side ejendommelige indslag fra tidens populærmusik ( Bjældeklang, Anchors aweigh, skøjteløbervalsen). På den anden side registrerer man også forsøg på at indføre »rigtig« børnesang, udsprunget af Liedermelodien, ligesom man finder enkelte af de bedste af vor egen Oluf Rings børnemelodier, og ved en række andre ældre danske komponister mindes man om dansk/norsk fælles fortid.
Noderne er store og anskuelige, og bogen er morsomt illustreret i to farver.
H. B. E.
BO NILSSON: Zwanzig Gruppen (picc.fløjte, obo, klarinet). - Universal Edition 13009, 1958.
Stykket har allerede været fremført ved en koncert i Statens Museum for Kunst. De 20 tonegrupper, som de spillende stilles overfor, er indbyrdes uafhængige med hensyn til rækkefølge. Det er musik, som lyder forskelligt, hver gang den bliver spillet, og som stiller den udøvende over for mange frie valg. For dette som for lignende værker, f. eks. Stockhausens Zeitmasse, Klavierstück XI og Boulez' 3. klaversonate, gælder, at man skal leve med i dem i nogen tid, før deres potentielle egenskaber afslører sig. Sålænge man ikke har haft lejlighed til at lære at kende på den måde, er en specifik stillingtagen at betragte som utidig. Man kan blot håbe på og opfordre til, at dygtige og interesserede musikere gennem gentagne opførelser vil give os lejlighed til at gøre vore erfaringer.
J. M.
JACQULES LOEILLET: Koncert for fløjte D-dur. Bärenreiter.
Koncerten er udkommet som et led i ovennævnte forlags nye serie: »Flötenmusik«, der bringer værker af såvel gamle som nutidige komponister. Det er en meget smuk lille koncert, som med en besætning på kun to violinstemmer, violoncello og cembalo let vil kunne indgå i mange ensemblers repertoire. Den smukke koncerterende solostemme, som ikke byder på større tekniske vanskeligheder, vil utvivlsomt være en lækkerbisken for enhver fløjtenist, professionel som amatør.
Hugo Ruf står som udgiver, og koncerten foreligger her for første gang på tryk. Ruf kunne først under korrekturen tilskrive Jacques Loeillet æren som komponist, derfor bærer omslaget, som er trykt først, fejlagtigt initialerne J. B. (Jean Baptiste).
Udgaven foreligger i et klart og smukt stik med partitur og stemmer.
K. M.
MONUMENTA MUSICAE SVECICAE I: /. H. Rom;:n: Assaggi a Violino Solo. - Svenska samfundet for Musikforskning.
Svenska samfundet for Musikforskning har begyndt udgivelsen af en lang række svenske musikværker fra ældre tid. Professer C.-A.
Moberg er leder af selskabet, hvis virksomhed som publikator nu har resulteret i Romans 6 assaggi for soloviolin. Som hovedopgave for selskabet står publikationen af Romans og Berwalds samlede værker, hvortil kommer udvalgets værker af en ældre tysksvensk komponist J. M. Kraus. Udgaverne vil, så vidt vides også omfatte andre af svensk musiks ældre førende navne, dels kormusik, dels orkester- og kammermusik, dels i partitur og dels i stemmer til praktisk brug. Den foreliggende udgave af Roman er usædvanlig smuk, så fornem, som man vel aldrig før har set det på skandinavisk grund. Almqvist og Wiksell står for trykket, Printex C. V. Muziekdruk, Amsterdam for nodestikket. Ingmar Bengtsson og violinisten Lars Fryden har forestået udgivelsen af Romans iøvrigt fængslende violinsatser. Publikationen er tillige forsynet med smukke faksimiler af Romans manuskripter.
Denne uvurderlige indsats for Sveriges musikkultur kan ikke noksom prises, men det efterlader unægteligt et stik i hjertet på os her i Danmark. Det er vist næppe for meget sagt, at vi nok kunne trænge til at starte en lignende virksomhed her. Hvorlænge skal man vente på, at 19- årh.'s store danske komponisters værker kan udkomme i reviderede udgaver, eller er det måske meningen, at disse navne skal glide helt ud i glemselen. I Concertgebouws store sal hænger nogle medaljoner oppe under loftet. Her nikker man genkendende til musikens store mestre, Bach, Beethoven, Schubert og naturligvis Gade. I Tyskland spiller man den dag i dag hans symfonier og kammermusik, men vi ejer ikke en forsvarlig udgave af hans værker. Det samme gælder alle andre danske mestre helt tilbage til de gammelklassiske mestre, Schall, Kunzen over Kuhlau, Weyse og frem til den danske Lieds stormester Heise. Her er en opgave, som snarest burde løses, den synes mig langt vigtigere end publikation af melodibøger og andet lignende materiale, hvor der ikke skabes overvældende kendskab til dansk sangs og musiks særpræg i vor nationalromantik.
B. J.
WOLFGANG AMADEUS MOZART: 10 berühmte Klavierstücke. — Wilhelm Hansen.
Hvilket kedeligt syn møder en dog, når man slår op i Wilhelm Hansens nye Mozart Album, hvor så godt som hvert stykke har sin egen typografi. Dette medfører, at nodehovederne er snart små snart store, at nogle sider er udfyldt med normal margin, mens andre svæver højere eller næsten skraber bunden. Mozarts musik overvinder selvfølgelig alle de æstetiske ubehag man måtte føle.
Samlingen omfatter de kendteste klaverstykker, deriblandt den vidunderskønne Adagio i h-moll KV540, alle trykt op efter Hans Bischofs edition, hvilket jo unægtelig forbløffer, når man tænker på de forbilledlige urtextudgaver, som kan fås idag. Forsiden, indholdsfortegnelsen, fodnoter m. m. tydeliggør, at udgaven henvender sig til et tysk publikum. Den er bestemt ingen reklame for dansk arbejde. 1. M.
MARIO PHRAGALLO: Córale e Aria (in memoriam), Coro Misto e Orchestra. — Universal Edition.
Dette vokalværk falder i to lige store afsnit, hvoraf det første er med latinsk tekst (bodssalmen De profundis), mens det andet er på italiensk, endda med mulighed for fremførelse på tysk (tekst af Luigi Dallapiccola).
Man har unægtelig vanskeligt ved at finde blot en antydning af motivering for en sådan sprog-konstellation, der på et givet tidspunkt virker som et brud på vokalpartiets artikulationsmæssige kontinuitet. Som så mange italienere behandler også Peragallo latinen som en slags italiensk ved ofte at »klemme« flere vokaler sammen til én stavelse, hvorved sprogets natur i rytmiskdeklamatorisk henseende forulempes. Stilen er modal med visse antitonale tendenser, et ofte stærkt virkende klangsprog samt en yderst kunstfærdig, men ikke altid lige bekvem korføring. E. L.
JOHAN HELMTCH ROMAN: Drottningholms-musiqne 1744- - Gehrmans Musikforlag.
I bearbejdelse af Claude Genetay foreligger en nydelig lille publikation i serien Gehrmans studiepartiturer. - Det drejer sig om intet mindre end førsteudgaven af Romans Drottningsholmsmusik, der blev skrevet i 1744 til kronprins Adolf Frederiks og prinsesse Lovisa Ulrikas vielse på Drottningholm slott. Enhver, der har besøgt dette »Nordens Versailles«, som det svenske barokslot med rette kaldes, vil her i noder møde noget af den gamle fine kultur, som florerede i Skandinavien ved de fyrstelige hoffer. Romans værk er en suite på 24 satser i den gængse »prunkstil«. Genetay har dog kun udgivet halvdelen af værket, hvor man navnlig noterer sig en større anlagt indledningssats, en art ouverture. Suiten er ejendommelig ved at bringe en række karakter- og dansesatser, der står i forskellige tonearter, mens den »normale« suite fra den tid jo bevarede tonalitetens enhed. Det er elegant musik, som man håber vil komme med i den serie historiske optagelser, man er i gang med i Stockholm. B. J.
SØREN SØRENSEN: Liturgisk musik til hojtiderne.
Engstrøm & Sødring 1958.
Som en afskedshilsen til Holmens kirke har professor Søren Sørensen udgivet en samling liturgisk kormusik til de store højtider: Juledag, påskedag og pinsedag. Herudover findes en kantate til nytårsdag. Stykkerne er tænkt anvendt i højmessen på 2. salmes plads altså mellem oplæsningen af epistel og evangelium.
Søren Sørensen har på det nydeligste skabt festmusik gennem sammenstilling i vekselsang af gregoriansk sang, salmestrofer og nykomponerede korsatser og orgelinterludier.
Til julemusikken kræves foruden organist en korbesætning med S A T T B og en helst messende præst, påskemusikken kan opføres med S A T B, pinsemusikken skal have S S A T B og nytårsmusikken organist plus kor S A T T B. Indstuderingen vil næppe volde større vanskeligheder.
Har man ikke netop til de store højtider almindeligvis pengemidler til at forøge de ofte små kirkekor? Det skulle således ikke være umuligt, at mange flere kirker end de, der hele året har store kor, kunne forøge deres repertoire med disse satser. H. B. R.
ALEXANDER STOFFREGEN: »En spog for tre hænder«. — Engstrøm & Sødring.
Alexander Stof f regen har arrangeret 15 gammelkendte melodier for klaver, hvor tre elever i 3-, 4- og 5-hændigt sammenspil kan more sig ved denne »spøg for tre hænder«.
Alle partier er lige lette at udføre. Et fortræffeligt pædagogisk hefte til den vordende kammermusiker.
J. M.
Thomas Morley's bekendte It was a lover and hjs lass til en Shakespeare-tekst fra As You Like It foreligger på det seneste i tre forskellige korudsættelser af Gottfried Berg - en for damekor (SSA), en for mandskor (TTBB) og en for blandet kor (SAB). Når man har vænnet sig til den tanke, at melodien partout skal foreligge i en række moderne korudsættelser, der skal sidestilles med Morley's originale SATB-sats, må det siges, at de tre korudsættelser er levende og gode i deres polyfone, madrigalistiske anlæg.
H. D. R.
P. SCHIERBECK: Ñafien, symfonisk scene for klaver og orkester op. 41. — Samfundet til udgivelse af dansk musik.
Med forord af Jan Maegaard foreligger Schierbecks Natten i bearbejdelse for klaver og orkester. Oprindelig var værket et balletfragment. Der er fire afsnit med stemningsbetonet indhold: Prolog, Aftenbriserne, Natten, Epilog. Klaverstemmen er nok solistisk på sine steder, men den væves iøvrigt ind i det symfoniske forløb. Der er mange fine og fantasifulde episoder, men det må vist siges, at værket ikke hører til komponistens betydeligste.
B. J.