Novello´s rejsedagbog

Af
| DMT Årgang 36 (1961) nr. 01 - side 9-10

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

VAGN KAPPEL: Novello's rejsedagbog

EN VALFART TIL MOZART. Vincent og Mary Novelles rejsedagbog fra 1829. Tysk oversættelse ved Ernst Roth. - Boosey & Hawkes, Bonn.

I sommeren 1829 begav Vincent Novelle, en betydelig engelsk musiker af italiensk herkomst, dirigent og organist, grundlægger af Philharmonie Society i London såvel af det berømte musikforlag Novelle & Co., og hans hustru, sangerinden Mary Novello, sig på rejse fra London til Salzburg med det bestemte formål at opsøge Wolfgang Amadeus Mozarts enke, Konstanze, f. Weber (en kusine til »Jægerbruden«s komponist), og da navnlig hans søster Marianne Freifrau von Bercbtold zu Sonnenburg, Mozarts elskede søster »Nannerl«. Den store pianistinde, europæisk berømt i en alder af 12 år, og senere gift med den adelige, men til gengæld inderligt umusikalske forstander for St. Gilgenstiftelsen ved Salzburg, Johann Baptist Reichs f reiherr Berchtold zu Sonnenburg, hvem hun havde ægtet efter sin fader Leopold Mozarts ønske, boede som 78-årig enke i sin fødeby, og der gik i England det rygte, at hendes kår var meget elendige. Idealisten og Mozart-tilbederen Novello havde samlet samlet en anseelig sum penge sammen, som det var hans agt personlig at overrække den store gamle kunstnerinde.

Rygtet stemte nu ikke helt med virkeligheden. - Vel var den smukke og begavede Nannerl blevet gammel, blind og hjælpeløs, men hun havde penge nok til livets ophold. Hendes omgang med svigerinden Konstanze, som altid havde været af meget formel karakter, var på det sidste svundet ind til næsten ingenting. De to kvinder var så forskellige som ild og vand. Konstanze Mozart var efter mandens død blevet gift med den danske legationsråd Nissen, som på den tid gjorde tjeneste ved den danske legation i Wien, og havde tilbragt en række år sammen med ham i København, hvorefter parret trak sig tilbage til Salzburg. Nissen døde i 1826, og den bjergsomme Konstanze gjorde nu krav på den grav, i hvilken hendes for 39 år siden afdøde svigerfader Leopold Mozart, Nannerls for 21 år siden døde datter, Jeanette, og hendes egen tante Genoveva Weber (komponistens moder) hvilede. Da hendes første mand, den store komponist, døde, forsvandt hans spinkle dødelige rester i en fattig grav i Wien. Nu, under betydeligt forbedrede økonomiske vilkår, slap hun atter for at skulle betale for et gravsted til sin anden mand, thi i hine tider forblev gravene i de familiers uforstyrrede besiddelse, som nu engang havde erhvervet dem. - Mozarts yngste søn, for hvem Nissen havde været som en fader, og som nu levede en musiklærers nødtørftige liv i Polen, blev kaldt hjem (for egen regning) for at dirigere faderens Requiem ved stedfaderens begravelse samt give et musikalsk akademi i rådhussalen, hvis overskud skulle gå til oprettelsen af et Nissen-gravmæle.

Dette blev rejst et årstid senere, og samtidig forsvandt inskriptionen over de øvrige i graven hvilende personer. Nannerls reaktion var typisk: hun indlod sig ikke i konflikt med svigerinden, men trak sig helt tilbage fra hende og ændrede i sit testamente den bestemmelse, iflg. hvilken også hun efter sin død skulle hvile i familiegraven. Hun ønskede ikke nogen berøring med Konstanze, selv ikke efter døden.

Alt dette vidste Vincent Novello og hans Mary intet om. Med hjertet strømmende over af begejstring over den tidligt afdøde mesters guddommelige musik tvivlede de ikke på, at ikke alene han selv, men også hans omgivelser måtte have været usædvanlige og betydelige mennesker - og hvad mere var: det lykkedes dem, som dog langtfra var dumme eller uden iagttagelsesevne, at bevare denne illusion tværs gennem mødet med Konstanze. Mary brast i gråd ved synet af den gamle dame, så betaget blev hun ved at se den, der for mange år siden havde været den beundrede mesters livsledsagerinde. For en historisk betragtning af denne tidlige periode af Konstanzes liv står hun som et letsindigt, billigt pigebarn, egoistisk og uden forståelse for sin geniale mand. Gør man hende uret? Hun var meget ung, da hun var gift med Mozart, og senere blev hun en udmærket kone for Nissen, der på sin side havde et smukt faderligt forhold til hendes to sønner med Mozart. Alt tyder på, at hun har været en erotisk, men følelseskold, egoistisk natur - en arv efter moderen - med en udpræget evne til at tage farve efter omgivelserne. I hendes bohemetilværelse med Mozart kom hendes skyggesider frem i lyset. Senere erhvervede hun det, som moderne psykologer kalder »persona«, en halvt bevidst, halvt ubevidst »fornemmelse« af sig selv som den ansete Nissens hustru og den - nu efter døden - berømte Mozarts enke. Denne »persona« blev en del af hendes ydre væsen, i så høj grad, at den bluffede selv ægteparret Novellos skarpe og kritiske øjne. Det forekom dem, dybt grebet som de var af Mozarts livsværk, at Konstanze var »et af de interessanteste nulevende mennesker«. Så betydende et indtryk formåede denne forhenværende lille letsindige boheme i sin alders seksogtresindstyvende år at gøre på velbegavede iagttagere. Den hæderværdige Nissen har åbenbart formået at præge hende med sit eget væsen. Hun var vitterligt en lige så god kone for ham, som hun var en dårlig kone for Mozart. Med sin kamæleonnatur antog hun næsten til fuldkommenhed hans brave og hæderlige væsen, simpelthen fordi hun med sin underbevidsthed konstaterede, at ni an blev populær og vellidt gennem et sådant væsen. - Næppe er Nissen borte, før den oparbejdede persona glider af hende, og egoismens slange stikker hovedet frem i sagen om gravstedet. - Alligevel forstod hun til sine dages ende at bevare sin air som den brave Nissens brave enke, tidligere enke efter den geniale Mozart, hvem hun naturligvis også havde været en brav hustru. - Mon ikke dette kommer sandheden om Konstanze Mozart-Nissen temmelig nær?

Gribende er dagbogens skildring af ægteparrets møde med den dødssyge Nanerl. Der lå hun, den engang - ak, så længe siden! fejrede klavervirtuos, den store komponists søster og gode kammerat, nu en gammel, blind klaverlærerinde. Følte de engelske gæster mon trods alt ikke, at det, de her mødte, var resterne af et ægte, stort og fornemt menneske - en kunstner, ikke blot en begavet kamæleon som Konstanze? Mens Konstanze ikke viser sig, deltager Mozarts søn i besøgene hos »Nannerl« og viser stor ømhed over for tanten. Man vil gerne tro, at det er en dyb følelse af slægtskab, der slår igennem trods moderens fjendskab. Men man må lade de to damer, at de med stor taktfuldhed undlader at demonstrere deres dårlige indbyrdes forhold over for de fremmede.

For en elsker af Mozart er det en stor fornøjelse knapt 40 år efter hans død via denne dagbog at aflægge besøg i hans fødeby og i det Wien, der blev et lidelsens sted for ham som mand. Endnu beboes fødehuset i Getreidegasse af et medlem af familien Hagenauer, der spiller så stor og smuk en rolle i Mozarts barndomshistorie. Endnu hænger de billeder, som i dag kendes fra utallige kopier, og hvis originaler kan beskues på museerne, i de to gamle damers respektive soveværelsers. Det var aldrig ægteparret Novellos mening, at denne dagbog skulle offentliggøres. Ved et tilfælde fandt en af deres italienske efterkommere den i 1945 mellem nogle gamle familiepapirer. - De to rejsende har skiftevis skrevet i den, og den tegner billedet af et ualmindelig tiltalende menneskepar, entusiastiske, letbevægelige midt i al deres snusfornuft, oplevelseslystne og muntre og meget engelske. Samtidig med at de med stor interesse noterer alt, hvad de oplever af morsomt eller besværligt - kirker, orgler, messer, operaer, soldater, dårlige kroer, vinpriser, højrekørsel (vi befinder os i 1829) - er det underforstået, at alt er bedre ordnet hjemme.

På det punkt minder deres rejseskildring meget om en anden, 55-60 år ældre skildring af en anden musikalsk rejse til nogenlunde de samme egne. Da den kendte musikhistoriker Charles B urne y i 1772 rejste i Østrig, meddelte en ven ham (han nåede ikke til Salzburg), at det nu endelig var gået med denne unge Mozart som med alle andre vidunderbørn: han var gået i stå naturligvis! denne mærkelige barnebegavelse kunne ikke leve ud over pubertetsalderen ...

Årgang 36/1961, nr. 01