Grammofon

Af
| Årgang 36 (1961) nr. 02 - side 63-64

• GRAMMOFON

JOH. STRAUSS: Flagermusen. Fuldstændig indspilning med kor og orkester fra Statsoperaen i Wien.

Dir: KARAJAN. Rosalinde: Guden, Eisenstein: Kmentt, Adele: Köth, Falke: Berry, Frank: Wächter, Alfred: Zampieri, Orlofsky: Resnik, Blind: Klein, Frosch: Kunz. - Decca MET 201-3 (også stereofonisk).

JOH. STRAUSS: Flagermusen. Fuldstændig indspilning med Philharmonia kor og orkester. Dir: ACKERMANN. Rosalinde: Scheyrer, Eisenstein: T er kal (dialog: Liewehr), Adele: Lipp, Falke: Wächter, Frank: Berry, Alfred: Dermota, Orlofsky: Ludwig, Blind: Majkut, Frosch: Kunz. — Columbia 33 CX 1688-9 (også stereofonisk).

Med kort tids mellemrum har Decca og Columbia bragt hver sin version af Strauss' udødelige Flagermus på markedet, og de er så forskellige som noget kan være. Decca har sat alle sejl til og lavet, hvad de kalder en »Gala Performance«, hvilket først og fremmest viser sig ved, at man ved festen hos Orlofsky i 2. akt har ladet en lang række berømte sangere synge hver et nummer til underholdning for fyrstens gæster, en lidt skør idé, som dog udføres meget charmerende. De grove anakronismer klarer man elegant; således forkynder Birgit Nilsson, at hun vil synge »ein altes Wienerlied«, hvorefter hun giver et nummer fra »My fair Lady«; da Leontyne Price spørger, om Orlofsky kender »Summertime« af Gershwin, svarer denne: »Aber Gershwin ist noch nicht einmal geboren«, hvortil den uforknytte sangerinde svarer: »Ich singe es trotzdem«. Som man kan forstå hersker der en ligefrem, stedvis måske lovlig frisk, tone, som kan gå til grænsen af det smagfulde. Til gengæld er hele opførelsen virkelig et brus af fest og humør, champagnen perler og musikken klinger. Verdensmanden Karajan er her helt i sit es og leder det hele med al den verve og ynde, man kan ønske sig; hans funklende præcision får musikken til at lyse som en juvel. Hilde Guden er en fortryllende Rosalinde i såvel sang som tale, Waldemar Kmentt er ikke mindre fortræffelig som Eisenstein, oplagt fra først til sidst, Erika Köth er nok morsomst, når hun taler, men synger i øvrigt perfekt, blot uden meget lune. Berry som Falke og Wächter som Frank er begge fortrinlige, den italienske tenor Giuseppe Zampieri er et pletskud som den stakkels Alfred, Regina Resnik er en meget morsom Orlofsky, Peter Klein en vidunderlig, stammende advokat, og sidst men sandelig ikke mindst, er Erich Kunz fuldstændig fortryllende som fængselsbetjenten Frosch, hvis lange scene ellers ofte kan være en prøvelse.

Wiener Philharmonikerne spiller med altbesejrende oplagthed, og optagelsen er en teknisk triumf; ikke mindst anvendelsen af lydkulisser, især ved festen, er overordentlig fint beregnet og skaber en meget stærk illusion. — De indlagte sangeres numre er alle fortræffeligt udført, navnlig bemærker man Teresa Berganzas aldeles henrivende udførelse af en lille spansk vuggesang, Joan Sutherlands strålende elegante »II bacio« og Ljuba Welitsch's ligefrem bevægende »Wien, Wien, nur du allein«. Selv om man måske kan sige, at spøgen et par steder i denne optagelse er nær ved at udarte til pjat, så bliver den dog aldrig grov, men bevarer en ægte »wienerisch« ynde overalt.

Columbias version, som kun omfatter to plader, er dirigeret af Otto Ackermann, og det er Philharmoniaorkestret, som spiller.

Tempoerne er alle væsentlig langsommere, og hele udførelsen er mere præget af ro end af fest; der er ingen lydkulisser, man hører intet andet end solister, kor og orkester, som i øvrigt er rigtig gode. Præcisionen er ikke overalt hårfin, men der er en vis, lidt robust ynde over de rolige valsetempoer, og det er et spørgsmål, om ikke Ackermanns opfattelse af musikken i virkeligheden er mere autentisk end Karajans hvirvlende tummel.

Også de ældre Strauss-dirigenter fra vor tid (f. eks. Clemens Krauss og Bruno Walter) havde Ro i deres tempi - men til gengæld mere »ballon« end den noget jordbundne Ackermann. Gerda Scheyrer synger pænt, men er ikke i hverken sang eller tale nogen meget overbevisende Rosalinde, Wilma Lipp både synger og taler fortrinligt som Adele, hvorfor det dybt må beklages, at man har strøget midterverset i hendes herlige arie i 3. akt. Karl Terkal synger pænt, omend lidt anonymt som Eisenstein; man kunne godt have ladet den fortræffelige Burg-Theaterskuespiller Fred Liewehr, som udfører Eisensteins replikker, overtage hele rollen, da han også synger udmærket og er væsentlig morsommere end Terkal. Wächter er god som Falke, Berry synger godt som Frank, men spiller indledningsscenen i 3. akt meget overdrevent; hans kæfert er et orgie af lallen, hik, klynken og fnisen, som går ud over det appetitliges grænse. De to herrer var bedre placeret hos Decca, hvor de havde byttet roller. Også dialogen er ganske anderledes her (virker mere tysk i sin komik), og reducerer den herlige Kunz' medvirken til et minimum; han spiller også her fængselsbetjenten. Endelig synger Christa Ludwig udmærket som Orlofsky, mens hendes dialog er noget overdreven; det samme gælder Erich Maj kut som den stammende advokat. Anton Dermota er udmærket som Alfred, omend ikke så umiddelbart pudsig som Zampieri.

Orkestret spiller godt, men man er ikke i Wien. - Begge indspilninger er absolut høreværdige, og det vil være en temperamentssag, hvilken man foretrækker. Der er sikkert en del, der vil irriteres af den megen skæg og ballade i Deccas, og der er nok også dem, der vil finde Columbias noget kedelig, men der er utvivlsomt publikum for dem begge.
G. S.