Musikkalender

• MUSIKKALENDER

Kursændring allerede?

I anledning af Dansk Musiktidsskrifts artikel i februar-nummeret om »5. kolonne på konservatoriet«, hvori der henvises til det svenske musikalske selskab »Samtida musik«, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på, at der er tegn på, at de i dette selskab værende komponister, som er 10-15 år yngre end Blomdahl-Lidholm-gruppen, har et noget andet syn på musik end den ældre »hårde kerne«. I selskabets program hedder det, at man ser det som en hovedopgave at præsentere den aktuelle kammermusik, som har overvundet det eksperimentelle stadium og dermed viser mere stabiliserede stiltræk.

Den første koncert fra før jul blev en succes. Både publikum og presse var begejstret.

I Stockholms-Tidningen skrev Moses Pergament bl. a.: »Dette er unge mænd med hjertet på rette sted, mænd som kræver plads og gehør for kunst, i hvilken også hjertets røst gør sig gældende. Det kan ses som et tidens tegn, som det begyndende 60-tallets revolte mod mekanisering, matematisering og - gennem koncentration om musikalske materialeforskningsproblemer - af hum anisering af vor og hele verdens tonekunst«.

Koncerten bragte hele fem uropførelser af unge svenske komponister, og Dagens Nyheters kritiker Curt Berg skrev bl. a., at ikke et af værkerne var uinteressant. De var uden fælles træk, »men det, som udmærkede dem alle var, at de ikke var hvad man kalder vanskelig tilgængelige«.

Det er glædeligt at se den drejning til det mere normale, der her er sket, og den velvilje, selskabet har mødt. Lad os håbe, at det betyder, at det lysner forude efter mørketiden.
Henning Wellejus.

A propos et forsidebillede

Tilfældet spiller sommetider nogle mærkværdige puds. Decemberhæftet af Dansk Musiktidsskrift udkom med et forsidebillede, som viste en dame musicerende sammen med to sangere ved et Clavichord som illustration til min artikel om clavichordet. Jeg havde ikke valgt billedet og kendte det heller ikke, men så det første gang, da hæftet blev tilsendt mig- Jee fæstede mig straks ved den besynderlige håndstilling og fingrenes bøjning, som er den modsatte af den, man finder beskrevet i tidligere teoretiske skrifter som den ideelle holdning, hvis vigtigste regler jeg citerede. Jeg undrede mig over den del af steget, som er synlig i instrumentets venstre side, da clavichordets strenge på dette sted plejer at være dæmpet af indflettede tøjstrimler.

Omtrent samtidigt fik jeg tilsendt et eksemplar af »Parthenia«, en samling af engelsk virginalmusik, som jeg havde bestilt.

Dette berømte værks forside er altid prydet med en gravure forestillende en virginalspillende dame i en særpræget yndefuld attitude, som findes gengivet i de fleste illustrerede værker om musikinstrumenter, netop som »Parthenia«s titelblad.

Det forbavsede mig, at dette velkendte billede var udeladt i den nye udgave. Ved at se værket igennem, fandt jeg på sidste side følgende kommentar af udgiveren Thurston Dart: Note on thé Tiîle-Page.

The plate ušed for thé title-page of thé early issues of Parthenia includes a picture of a woman playing thé virginal. Dr. Otto Erich Deutsch has recently discovered that this ""is in reality an exact copy of a représentation of St. Cecilia, designed about 1588 by Hendrick Goltzius (1558-1617) and engraved by his stepson, Jacob Matham (1571-1631). In thé replica, made in London, the two singing angels behind St. Cecilia have been left out, and the organ replaced by a virginal. The figure of the lady has been copied with the greatest accuracy in every detail, even down to the folds of her robes hanging down from the picture on to the inskription beneath. The hånds, the position of which has hitherto been regarded as typical of seventeenth-century virginal playing, åre in faet those of a lady playing the organ in the sixteenth Century"" (Ainsical Times, november 1959, pp. 591-602), [thé article includes reproductions of both engravings].

»Parthenia«s titelbillede er altså tegnet af samme Hendrik Goltzius (som Dansk Musiktidsskrifts titelblad), og efter at have fået fat i »The Musical Times« kunne jeg overbevise mig om, at begge billeder er båret af samme idé, da ligheden er slående. St.

Cecilia og de to engle er blevet til en fornem dame og to meget verdslige musicerende herrer. Ansigtsudtrykket er næsten det samme, men det, der interesserer mest, er dog håndstillingen. På »originalen« spiller St. Cecilia på et to-manualet orgel, deraf den strakte pegefinger i venstre hånd, som spiller på det øvre manual, hvad der forklarer entydigt den nedhængende 4. og 5. finger. I »replica'en« er den samme håndstilling overført til et virginal, hvor den bliver meningsløs ved blot ét manual (det fremgår ikke af billedet, at det drejer sig om et to-manualet virginal, skønt tangenterne er usædvanlig lange).

På vort billede er hele sceneriet drejet nogle grader. Klaviaturet er her, modsat de andre billeder, meget kort i dybden. Men ved nærmere betragtning opdager man, at lige med undtagelse af, at fingrene er samlede for at kunne placeres på de meget små tangenter, er håndstillingen de facto den samme som på de forud beskrevne billeder.

Den indtrukne lillefinger virker her endnu mere meningsløs, og de andre fingre er så stærkt bøjede, at det ikke på nogen måde passer til det, Fray Tomás de St. Maria siger om den ideelle fingerstilling ved et Clavichord. Og så er det indlysende, at instrumentet vistnok ligeledes her skal forestille et virginal.

Man lærer ganske givet af disse illustrationer, at man ikke kan lære noget af dem! At man ikke kan stole på korrektheden af gengivelsen ser man, når man sammenligner billeder, der beskriver de samme emner. Vi bringer derfor et billede af endnu en clavichordspillende dame (efter Neupert: Das Klavichord, Bärenreiter, Kassel). Her er fingrene krampagtig strammet og håndleddet hænger ned, i absolut modsætning til det forud omtalte.

Til sidst en rettelse. Tegnet for »Bebung« faldt lidt uheldigt ud i artiklen om clavichordet, så det kunne misforstås. Vi bringer det her engang til: Tidens tand Det har ligefrem givet mod på tilværelsen at læse Per Nørgårds subtile musik-filosofiske betragtninger, som gennem længere tid har stået at læse i Politiken og dets tillæg LYT.

Tankens klarhed, argumenternes jernhårde logik, ja, hele den vældige overlegenhed, hvormed han har fremført sit syn på det umådeligt vigtige begreb »Vor Tids ...«, har virket med største kraft. Så langt fra at ægge til modsigelse, har hans artikler tværtimod affødt håb og ønsker om, at videre kredse måtte få kendskab til dem. Der er ingen retfærdighed i, at kun et enkelt blads læsere nyder godt af så rundhåndet og original orientering. Hans indsigt i problemerne og evne til at se på dem fra flere sider er uomtvistelig. Gik han end for et par år siden i sulet på papir-alkymisterne og stemplede deres kunst som musik, der kun var til at se på, ikke til at høre på (med andet end med angrebne øren), så vil vi kun tage sådant som udtryk for den alsidighed, der turde være hans alibi, når det nu gælder legaliseringen af den selvsamme papirisme. Man har ikke kun frihed til at følge med tiden, man har pligt.

For nylig kulminerede Per Nørgårds kulturskitser med artiklen: »Det er vor egen tids musik -«. Vor Tids Musik, siger han, er Vortids, og ikke noget som helst andet. Det er hovedtemaet, og på denne bemærkelsesværdige påstand bygger han nu med charmerende og klog aktualitetssans hele sin artikel. Gennem lang tid har Nørgård anet gennembrud og nyskabelser de utroligste steder. Nu gør han status: renselse og selvransagelse er nødvendig. Ve den, der ikke vil lade sig vie til en vortid, fri for floskler, banaliteter og ukritisk overtagelse af tidligere århundreders midler og metoder. Død over en vortid, der lugter af fortid. På porten med folk, der lufter en fortid, som hvis den er for fjern - forurener en nutid så fyldt med fremtid som vor (glem ikke tilfældet Britten!). Vor Tids Musik, det er den tilspidsede, den banebrydende, og dermed basta. Det er ikke den musik, der bare skrives i vortid, siger Per Nørgård. Nej, og atter nej!!! Vor Tids Musik, det er den, der er vortids. Så enkelt er det - og der foreligger heldigvis bekræftelser på påstanden, f. eks. i Mogens Andersens radioserie: Vor Tids Musik. At Mogens Andersen kalder serien netop sådan, og ikke »en side af vortids .. .« eller »vor tids avantgarde« turde ' være bevis nok - og forresten, siger P. N., er det jo bare en praktisk måde at ordne titelproblemet rent praktisk på. Det hele er ganske ligetil.

Men lad os nu tage et andet eksempel på Nørgårds smukke bevisførelse og særprægede måde at lære af historien på. Se nu på gamle Bach. Han var jo tilbageskuende, konsoliderende. Men, konstaterer N. med en overraskende finte, der var min salighed også avantgardister, urolige folk, på den tid. Hva' me' hans egen søn Ph. Em., eller en mand som Stamitz? Var ikke disse to prægtige, kærnesunde karle gjort af det helt rigtige avantgardistiske stof? En fortids vortid i en nøddeskal - den gamle historie om igen altid det samme - generationsskifte — nytid gennembrud - opbrud - hovedbrud — be ... ! Måske hører vi i vortid mere til den gamle Bach end til de dristige og urolige hoveder i hans omgivelser, men hvad kommer det i grunden sagen ved? Historien taler dog sit tydelige sprog, og vi bør lære af den og se klart på vor egen vortid. Vi må lære at fordømme og bekæmpe de fortids-levende lig (stærke ord, den Nørgård bruger, h va'?).

Man kan f. eks. ved at melde sig ind i klubben til »vortids« beskyttelse sikre sig et foreløbigt eftermæle og få råd mod forskellige onder og fejltagelser. F. eks. kan man sikre sig mod det, Nørgård kalder eftersnakkeri, vel at mærke i traditionel forstand. Som medlem af klubben kan man eftersnakke lige så meget, man vil, helt tilbage til Schönberg og Webern (dog helst den sidste), men så heller ikke længere. Ganske vist indåndede en Sibelius den samme luft som omtalte herrer, men i klubben kan man lære, at der er ved gud forskel på folk. Man skal altså ikke helt forlade sig på årenes tal endsige på små menneskelige synder og brist. Men nu - og det er det mest overdådige ved denne sidste Nørgård-artikel — nu indfører N. selv et menneskeligt moment i sin vortids-ideal-ideologiske verden. Intuitionen, denne uforklarlige og vidunderlige egenskab eller sans (han præciserer det ikke nærmere), dette instinkt (det er måske ordet) kan hjælpe til at udskille det tynde øl. Så umærkeligt, fint og nænsomt strejfer han det udefinerlige og for tiden - noget perifere kvalitetsbegreb. Så stilfærdigt formummer Nørgård sig i skyggen af det eneste sikre: usikkerheden. Ud fra denne position vil han så også i fremtiden kunne fortælle og underrette objektivt, upersonligt, logisk og lødigt. Anker Bîyme» • Ny musik i dansk radio Hovedsagelig førstefremførelser. - Angående mere detaljerede oplysninger og evt. programændringer henvises til dagspressens radiooversigter. - (F) betyder foredrag, (U): uropførelse.

MARTS 12. Askepot. Prokojievs ballet (TV) Dmitri Sjostakovitj (F) 16. Torsdagskoncert. Herrn. D. Koppel: Tre Davidssalmer 19. Dmitri Sjostakovitj (F) 22. Dansk kammermusik. Værker af Ib Norholm og Axel Borup-] or gens en 23. Vor tids musik. K. Stockhausen: Zeitmasse 25. Ny dansk musik. T. Hojby Nielsen: Variationer f. orgel og strygere - Erik Jørgensen: Modello - Leif Thybo: Koncert f. orgel og kammerorkester 26. Dmitri Sjostakovitj (F) APRIL 2. Dmitri Sjostakovitj (F) 6. Torsdagskoncert. B. Frankel: Vl.konsert.

Vor tids musik. Klaverværker af T. de Kruijf, P. S c hat og L. And r i es s en 9. Sange af Johs. Nørgaard Dmitri Sjostakovitj (F) 13. Fem svaner. Finn Holdings korværk Dansk Komponist-Forening Kontor: Hverdage kl. 10-13 (lørdag lukket).

Kronprinsessegade 26, sidehuset, l.sal, Kbr.vn. K.

Telf. PAlæ 5405. - Postgirokonto 3252.

Dansk Tonekunstner-Forening Kontor og sekretariat: Hverdage kl. 10—16.

Sekretær og juridisk konsulent: Lrs. Steffen Heering, Rådhusstræde l, København K. Telf. Central 2270 og PAlæ 7576.

Det unge Tonekunstnerselskab Kontor: Hverdage kl. 10-12 (lørdag lukket).

Hammerensgade 3, 4. sal, Kbhvn.K. Telf. BYen 726.

Postgirokonto 3474.

Formand: Lavard Friisholm. Telf. Trørød 101.

Teatertelefon: TRia 5144 forestillingsdagen kl. 1515,20. - Anmodning om legitimationskort til Det kgl. Teater må sendes til kontoret vedlagt frankeret konvolut med egen adresse. Når teatertelefonen ikke svarer, skyldes det, at der er helt eller næsten udsolgt. Heller ikke ved »næsten udsolgt« tilsteder teatret DUT billetter.

• DUTs koncerter Hvor intet andet oplyses, giver medlemskortet gratis adgang MARTS 19. International ny musik VI (udsat fra 22. januar) Uropførelser af Flemming Weis (Fern epigrammer) og Pelle G udmunds en Holm green (Fem små studier), samt Anton Webern (Bagatellen op. 9) og Tadeusz Baird (str4tet 1958) - Música vitalis.

Statens Museum for Kunst kl. 14.

22. Kbhvn.s kommunes Fortsættelseskursus J. A. P. Schnitz's »Christi død og folkelige Bror so n -melodier. Medvirkende Else Brems, Christine Philipsen, ]. Brünnich Henrichsen og Asley Nielsen, dir. Karl Clausen (medí, af Tivolis koncertsals orkester, Københavns lærerkor og Aftenhøjskolens kor). Ved orglet Jørgen Berg med soli af Buxtehude og Thybo.

Helligdndskirken kl. 19,30.

27. Collegium Musicum Musik fra Guldalderen I. Dir. Lavard Friisholm, solister Else Brems, Niels Viggo Bentzon, Jørgen Friis holm, E. Sand Kjeldsen og Kjell Olsson, komponister Hartmann, H ei s e og Gade.

Begrænset antal billetter til halv pris mod forevisning af medlemskort hos Wilh. Hansen fra d. 20. marts.

Thorvaldsens Museum kl. 20.

APRIL International ny musik IX der skulle have været afholdt den 5.

marts, men måtte udsættes på grund af sygdom, finder sted efter nærmere meddelelse efter påske.

BLÜTHNER-FLYGEL stor salonstørrelse, meget velholdt, sælges OR 3256 Månedens programnoter Flemming Weis har skrevet sine fem epigrammer for strygekvartet i juni-juli I960. De er opsigtsvækkende alene ved at være komponistens første strengt dodekafone værk, og kan stå som et eksempel på, at komponister med en forlængst fastslået position og produktion finder det nødvendigt stadigt at underkaste sig nye tekniske vilkår og prøvelser. Imidlertid betegner værket stilistisk set ikke noget brud med Weis' hidtidige tonesprog, bl. a. fordi den serielle anordning er begrænset til selve tonefølgen.

Værket er bygget over følgende række: som i første sats præsenteres i en duo-exposition og senere konfronteres med sin omvending. Satsens forløb er i øvrigt præget af følgende rytmiske mønster: Den første allegro agitato sats afløses af en ekspressiv andante, som anvender rækkens omvendingskrebs (OK) samt omvendingen (O), mens det tredie epigram, allegretto grazioso, foruden krebsvendingen (K) benytter krebsomvendingen (KO), der i praksis er en forstørret-kvart-transposition af OK.

Fjerde epigram genoptager R, mens det femte allegro-epigram for første gang benytter to rækker, nemlig O og K, samtidigt. Slutafsnittets kodale karakter forberedes ved forekomsten af undersekundtranspositionen af K.

Det vil bemærkes, at mens R og O behandles både i en langsom og en hurtig sats, forekommer K kun i hurtigt og OK kun i langsomt tempo. Nok så afgørende for stykkernes individualitet er deres klare rytmiske gestaltning, der tildels, bl. a. i grave-epigrammet, støtter sig til tradition.

II Komponist: Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

Værk: Fem små studier for str4tet, op. 7.

Teknik: Tolvtone-.

Intention: Forenklet pædagogisk fremstilling af de til ovennævnte teknik knyttede problemer.

Sværhedsgrad: For amatører på et ret tidligt stadium.

Disposition: 1. sats: Enkle rytmiske underdelinger, uregelmæssige pauselængder.

2. sats: Det samme samt dynamiske fraseringer.

3. sats: Polyrytmik (2:3).

4. sats: A-symmetriske fraser.

5. sats: Punktuel melodi-fordeling.

Konklusion: For en amatør, der har forsøgt sig med Mozart- og Haydn-kvartetter, vil musikken ikke på samme måde spille »af sig selv«. Men problemerne vil aftage i samme grad, som han når til en bevidst erkendelse af de anvendte nye udtryksmidler. L N.