Grammofon

Af
| DMT Årgang 36 (1961) nr. 03 - side 121-125

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

• GRAMMOFON

DVORAK: Symfoni nr. 5, e-moll. Fra den nye verden. Berlins philharmoniske Orkester, dir: Ferenc
FRICSAY. - DGG LPM 18627.

Deutsche Grammophons nye indspilning af Dvoraks femte symfoni hævder sig smukt blandt de mange eksisterende. Fricsays tempoer er usædvanligt langsomme, men musikken går ikke i stå, og Berliner Philharmonikerne spiller klangskønt og med fint udarbejdet nuancering, som kommer helt til sin ret i den teknisk fremragende optagelse. Scherzoen får ikke den alfeagtige lethed, som f. eks. Kubelik giver den, men den langsomme sats med den dejlige solo for engelskhorn findes ikke skønnere på plade end i denne fornemme indspilning. G. S.

BEETHOVEN: Klaverkoncert nr. 3, c-moll + MOZART: 2 koncertrondoer for klaver og orkester D-dur KV 382 og A-dur KV 386. Annie FISCHER og det bayerske statsorkester, dir: Ferenc FRICSAY. - DGG LPM 18607.

Det er kedeligt at skulle være ugalant, men Annie Fischers Indspilning af Beethovens tredie klaverkoncert beviser endnu engang, at det ikke er kvindearbejde at spille Beethoven. Hun er en udmærket musiker og en fortræffelig klaverspiller, der former mange detaljer aldeles henrivende, men hun når ligesom ikke rigtig ned i bunden af værket.

Orkesterledsagelsen er nydelig, men det lyder som om Fricsay ikke har sat hele sin intensitet ind. Også teknisk lader optagelsen en del tilbage at ønske; det har altid været svært at lave gode klaverplader, og man hører her mange steder den »svingende« klaverkiang, som ellers er helt overvundet i de fleste moderne optagelser. Heller ikke balancen er helt god, idet klaveret mange steder er trukket for stærkt frem på orkestrets bekostning. - De to små koncertrondoer af Mozart, som vel ikke hører til det interessanteste, han har skrevet, men dog er indtagende småting, ligger meget bedre for Annie Fischer, som her viser sig fra sin mest charmerende side; også optagelsen er her mere vellykket end i koncerten.
G. S.

DONIZETTI: Lucia di Lammermoor. Fuldstændig indspilning med Philharmonia kor og orkester.
Dir: SERAFÍN. Lucia: Callas, Edgardo: Tagliavini, Enrico Asthon: Cappuccilli, Raimondo: Ladysz. - Columbia 33 CX 1723-4.

I de senere år synes interessen for Rossini, Bellini og Donizetti at være ved at vågne igen, efter at disse komponister i hen ved 100 år kun har været repræsenteret med ganske enkelte værker på det stående operarepertoire uden for Italien. Talrige fortræffelige værker er blevet taget frem igen og har skabt fornyet agtelse om deres skaberes navne.

Dette gælder dog (bortset fra Bellini) hovedsagelig om Buffo-operaer; med de seriøse ligger det væsentligt tungere. Vi har nu om dage svært ved at tage de høj romantiske handlinger alvorligt - navnlig i forbindelse med musikken, som ofte må forekomme en nutidig tilhører mere passende til en lystig handling - eller alt for følelsesfuld i sit udtryk. Af Donizettis seriøse operaer er Lucia (med handling efter Walter Scotts Bruden fra Lammermoor) vel nok den bedste - og i hvert fald den eneste, der har formået at holde sig i live indtil vore dage. At i hvert fald titelpartiet kan udføres så fængslende, at en opførelse af operaen er et besøg værd, oplevede man for nogen tid siden, da Gianna d'Angelo samlede fuldt hus til Lucia i Falkonércentret. (I øvrigt har operaen ikke gået i København siden 1865). Alt står og falder imidlertid med udførelsen af hovedpartiet, navnlig fordi operaen - måske lige bortset fra den berømte sekstet - ikke rummer musik, der på nogen måde kan måle sig med hverken »Elskovsdrikkene, »Regimentets Datter«s eller »Don Pasquale«s fortryllende melodier. Der er en bedrøvelig mangel på melodisk opfindsomhed i dette værk, hvor egentlig kun den sidste tenoraries nærgående (men formodentligt tilfældige) citat af Schuberts: Guten Morgen, schöne Müllerin bliver hængende i øret; alt det andet udmærker sig ved komplet ligegyldighed. Columbias nye indspilning har nok ikke store chancer for at vinde nye tilhængere for dette værk, skønt de medvirkende er i verdensklasse. Serafín dirigerer med autoritet og sikkerhed, men uden megen verve, Tagliavini synger med dejlig stemme, men også med en masse udvendige manerer, Cappuccilli og Ladysz har begge smukke stemmer og synger musikalsk og udtryksfuldt. Men det er og bliver en misforståelse at lade Callas synge koloraturpartier; selv om hun er en stor og ægte kunstnerinde og selv om hendes tekniske formåen er forbavsende, så virker hendes koloratursang kunstig og besværet; navnlig de allerhøjeste toner har et langsomt vibrato, som gør det yderst pinefuldt at høre på dem.

- Optagelsen er hæderlig, men hører ikke til Columbias bedste; balancen mellem kor og orkester er ikke overalt tilfredsstillende, og i de store optrin er der nu og da en lidt rumlende akustik, som går ud over klarheden.
G. S.

HAYDN: Symfonier nr. 93-104 (The Salomon Symphonies nr. 1-12). Royal Philharmonie Orchestra.
Dir: Thomas BEECHAM. - HMV ALP 1624-6 og 1693-5.

Det er en god idé af HMV at udsende alle Haydns 12 Londoner-symfonier (eller, som de kalder dem: Salomon-symfonier, efter violinisten og koncertarrangøren Johann Peter Salomon, som bestilte dem til sine koncerter i London). Disse symfonier er de sidste, Haydn skrev, og viser ham på hans højde som symfoniker; man finder her en hel række af hans aller kendteste værker såsom Paukeslagsymfonien (nr. 94), Militærsymfonien (nr. 100), »Uhret« (nr. 101), Paukehvirvelsymfonien (nr. 103) og den sidste, som bærer det lidet karakteristiske navn: Londonersymfonien (nr. 104). Men de fleste af de andre er lige så inspirerende som de nævnte, således f. eks. nr. 95 i c-moll med den skønne variationssats, den herlige nr. 99 i Es-dur og den sprudlende nr. 102 i B-dur med den skalkagtige finale. — Orkestret spiller brillant og med minutiøst gennemarbejdet nuancering. Sir Thomas Beecham, en af vor tids »grand old men« i musikken, dirigerer med aldrig svigtende oplagthed og med megen sans for de små humoristiske overraskelser, som navnlig finalerne er så rige på. Hans tempoer er naturlige og spændstige; måske er hans mange dynamiske nuancer ikke helt i stilen, men de virker kun ganske enkelte steder lidt udspekulerede, stort set forekommer de naturlige og er da en betydelig gevinst for helheden. Det er en absolut spillevende fremførelse, som ikke et øjeblik lugter af museum, og som er præget af gemyt og lune, to egenskaber, som den yngre generation af dirigenter kun er svagt udrustet med. Optagelserne er gode, kun er klangen på nogle af pladerne af lidt ringere kvalitet på de inderste riller. Dog er disse mangler små i sammenligning med den glæde, pladerne i øvrigt bereder.
G. S.

MOZART: Den store c-mofl-messe KV 427. Berlins Radio-Symfoniorkester og St. Hedwig-Kathedralens kor. Dir: Ferenc FRICSAY. Solister: Maria Stader (sopran), Hertha Töpper (alt), Ernst Häfliger (tenor), Iran Sardi (bas). - DGG LPM 18624.

Mozarts såkaldte Store c-moll-Messe er ligesom hans Requiern et fragment; dog var det ikke den ubønhørlige død, men det lige så ubønhørlige liv, som forhindrede messens fuldførelse; andre opgaver trængte på. En del af musikken benyttede Mozart nogle år senere - med ny tekst - i et lille oratorium: Davidde penitente, som endnu i forrige århundrede opførtes nu og da i Tyskland. Selve messen er rekonstrueret ved hjælp af satser fra Mozarts andre kirkemusikværker; den mest kendte rekonstruktion er foretaget af Alois Schmitt i 1901. På den foreliggende indspilning får vi kun de oprindelige satser, af hvilke to var ufuldførte (Credo og den kendte sopranarie: Et incarnatus est); de bringes her i rekonstruktion ved H. C. R. Landon. Musikken er af meget ujævn kvalitet; satser af ophøjet skønhed står side om side med mere konventionelle afsnit, men alt i alt er det et smukt og høreværdigt værk.

- Udførelsen på Deutsche Grammophons nye Indspilning er god; Berlins Radio-Symfoniorkester og Hedwig-Kathedralens Kor spiller og synger smukt under Ferenc Fricsays ledelse, og de fire solister er alle gode.

Det største af partierne synges af sopranen, og Maria Stader klarer den vanskelige, men dejlige »Et incarnatus«-arie med ære - dog uden at fordunkle Erna Bergers vidunderlige udførelse. - Optagelsen er desværre ikke helt vellykket, idet koret de fleste steder dækkes for meget af orkestret, hvilket giver en generende skævhed i klangbilledet. G. S.

PUCCINI: Madame Butterfly. Fuldstændig indspilning med kor og orkester fra Operaen i Rom.

Dir: SANTINI. Butterfly: de los Angeles, Suzuki: Pirazzini, Pinkerton: Björling, Sharpless: Šereni, Goro: de Pctlma. - HMV ALP 1795-7 (også stereofonisk).

For Puccinis Mada?ne Butterfly gælder det ligesom for Tosca og for Verdis Traviata, at alt afhænger af den kvindelige hovedkraft; de andre medvirkende kan være nok så gode, - hvis titelheltinden svigter, er der intet at MOZART: Den store c-moll-messe KV 427. Berlins Radio-Symfoniorkester og St. Hedwig-Kathedralens kor. Dir: Ferenc FRICSAY. Solister: Maria Stader (sopran), Hertha Topper (alt), Ernst Häfliger (tenor), Iran Sardi (bas). - DGG LPM 18624.

Mozarts såkaldte Store c-moll-Aiesse er ligesom hans Requiem et fragment; dog var det ikke den ubønhørlige død, men det lige så ubønhørlige liv, som forhindrede messens fuldførelse; andre opgaver trængte på. En del af musikken benyttede Mozart nogle år senere - med ny tekst - i et lille oratorium: Davidde penitente, som endnu i forrige århundrede opførtes nu og da i Tyskland.

Selve messen er rekonstrueret ved hjælp af satser fra Mozarts andre kirkemusikværker; den mest kendte rekonstruktion er foretaget af Alois Schmitt i 1901. På den foreliggende indspilning får vi kun de oprindelige satser, af hvilke to var ufuldførte (Credo og den kendte sopranarie: Et incarnatus est); de bringes her i rekonstruktion ved H. C. R.

Landon. Musikken er af meget ujævn kvalitet; satser af ophøjet skønhed står side om gøre. I HMV's nyeste indspilning af Butterfly synger Victoria de los Angeles titelrollen, og dermed er successen sikret. Rollen er vanskelig, fordi den rent sangligt kræver en voluminøs, næsten dramatisk stemme, som gør det næsten umuligt at opretholde illusionen af, at det drejer sig om en pige på 15 år.

I HMV's gamle indspilning (hvor også Gigli synger) udføres titelrollen af Toti dal Monte, som jo var koloratursangerinde, og hvis lyse, barnlige klang skabte en fuldstændig illusion, samtidig med at stemmens styrke og volumen ikke lod noget tilbage at ønske. De los Angeles' stemme har en mere »fuldmoden« klang, som nok hist og her kan virke lovlig »voksen«, men hun er en vidunderlig kunstnerinde, og hun har gennemarbejdet partiet så minutiøst både sangteknisk og udtryksmæssigt, at hendes udførelse af det er en virkelig oplevelse for tilhøreren. Hun er følelsesfuld, men absolut usentimental, hvilket er yderst velgørende i denne musik, der nok hist og her kan have lidt smag af kunsthonning. Jussi Björling er helt i centrum som den kyniske løjtnant Pinkerton, der overvældes af anger, da det er for sent, og Mario Serení synger den amerikanske konsul med følelse og noblesse. Som den tro Suzuki hører man Miriam Pirazzini, hvis fyldige mezzostemme navnlig i sidste akt stedvis kan være lidt grov; Piero de Palma synger ægteskabsmægleren Goro med god stemme og uden de overdrivelser i karakteriseringen, som så mange forfalder til i den rolle. De mange biroller er tilfredsstillende besat, og Rom-operaens kor og orkester medvirker på fortræffelig måde. Dirigenten, Gabriele Santini, leder opførelsen både smagfuldt og med sans for virkning. Optagelsen er teknisk udmærket og lader de mange raffinementer i instrumentationen, som specielt i denne Puccini-opera er aldeles fabelagtig, komme helt til deres ret. Mon ikke dette skulle være den bedste indspilning af Madame Butterfly af de i øjeblikket foreliggende? G. S.

MOZART: Symfoni nr. 39, Es-dur KV 543 og Symfoni nr. 40, g-moll KV 550. Wiens Symfoniork., dir: Ferenc FRICSAY. - DGG LPM 18625.

En smuk, behersket og vel af ve j et gengivelse af de to -kendte symfonier. Tempoerne er meget rolige, hvorved alle de fine detailler træder klart frem, uden at udførelsen kan siges at være slæbende. Der musiceres smukt og naturligt, men første sats af g-moll-Symfonien har ikke karakteren allegro molto,som Mozart foreskriver, og i Es-dur-Symfoniens finale savnes det sprudlende liv, som man dog med rette venter af denne musik.

Men det er en smagfuld og absolut ikke kedelig udførelse af de to herlige stykker; orkestret spiller dejligt, og optagelsesteknikken er upåklagelig. G. S.

MOZART: Klaverkoncert A-dur KV 488 og Klaverkoncert c-moll KV 491. Wilhelm KEMPFF og Bamberg Symfonikerne med Ferdinand LEITNER som dirigent. - DGG LPM 18645.

Wilhelm Kempff og Bamberg Symfonikerne med Ferdinand Leitner i spidsen leverer en velgørende naturlig og klangskøn udførelse af Mozarts to dejlige koncerter. Kempff spiller meget følsomt, men helt uden sentimentalitet i de blide passager - og i de mere markante er der en naturlig rejsning og slet ingen forloren heltepositur. Leitner akkompagnerer smukt og i god ydre og indre kontakt med solisten. Alt i alt en udførelse præget af fornem musikkultur. Teknikken er upåklagelig.
G. S.

Årgang 36/1961, nr. 03