Kristi vangen

MORTEN RAKNES LEVY

Kristi vangen

Springar fra Hallingdal. Spillet på Hardingfele af Kristian Øvrevoldseie (udsendes i radio søndag d. 14. maj kl. 2215, program I)

Hvad forskel er der på en hardingfele og en almindelig violin?
Svar: til violinen bruger man tarme fra en kat, til felen bruges hele katten.

Gåden illustrerer et almindeligt syn på felen i Oslo og andre norske byer, og hvis gåden ikke er kendt i Danmark, skyldes det ikke så meget en større forståelse for det norske folkeinstrument, som et komplet ukendskab til det.

Sammenligner man en violin og en f ele (som denne bruges i vore dage) finder man et par væsentlige forskelle, som har betydning for den frembragte musik (»slåtterne«): Felen har en fladere stol end violinen, og den har fire medklingende strenge, som man ikke kan spille på, fordi de ligger under de andre strenge. Det første medfører, at tre strenge kan stryges samtidig uden større besvær, og at det ligefrem er lettere at spille dobbeltgreb end enkelttoner. De medklingende strenge giver slåtterne en særlig klangfylde. Desuden stemmes felen ca. en stor sekund højere end violinen. Man noterer den imidlertid i violin-notation, og den klinger derfor også højere end noteret. Muligvis hænger den højere stemning sammen med, at felen er mindre end violinen.

Ved slåtternes udformning spiller foruden spillemandens personlighed især tre faktorer ind: den flade stol, det faste omfang (fra den dybeste løse streng til kvinten over den højeste) og endelig muligheden for omstemning. Omfanget udnyttes i de allerfleste slatter fuldt ud, og det fremkommer ved, at spillemanden kun spiller i første position. Der findes en forfærdelig masse forskellige stemninger (»felestel«) med hver sin særlige karakter, dog træffer man langt hyppigst stellet: a-d'-a'-e"". Omfanget bliver da a-h""

Hvorfor er felen så upopulær blandt dem, der ikke er født med den? Og hvoraf kommer det, at så mange udmærkede danskere giver ondt fra sig, når de første gang hører felemusik? Jeg har forhørt mig og fået flere svar. To især:

Musikken er monoton.

Musikken er gennemtrængende og pågående.

Det sidste er rigtigt — felen bruges, som sækkepiben og spillemands-violinen, især til dans og skal kunne klare en vis larm.

Men det første, monotonien? Al musik er monoton, hvis man ikke kan følge den, og de fleste slatter er svære at følge for den som er uvant med stilen.

Da jeg for nogen år siden begyndte at beskæftige mig med hardingfelen, kunne jeg godt nok høre tonerne, men ikke følge rytmerne. I den sparsomme litteratur om emnet søgte jeg efter en forklaring på det pinlige faktum, og fandt små hentydninger til problemet, men intet, der forklarede min fuldstændige afmagt. Jeg talte med en felespillemand, men han fandt rytmerne den naturligste ting af verden. Jeg fik fat i en nedskrift af en slått og sammenlignede den med den samme slått, forespillet, og kunne knap se ligheden. Så forsøgte jeg at følge dansen, og at høre efter spillemandens fod, når han slog takt; men til at begynde med kunne jeg slet ikke finde nogen overensstemmelse, og først efterhånden gik det bedre.

I modsætning til den meste anden musik, beregnet til dans, accentuerer felespilleren nemlig ikke grundrytmen (dvs. felespilleren fra Telemark gør det ikke længere nord- og vestpå accentuerer man mere). Det lader tværtimod til at være et stilkendetegn, at felespilleren med sit buestrøg netop skjuler grundslagene, og ikke betoner, men jævner ud. Sammenholder man dette med, at den spillende udmærket stadig kan forrykke forholdet mellem taktdelenes længder (mest i slatter i tredelt takt, »springare« ), vil man forstå, at det kræver en vis stil-indlevelse at kunne danse til det.

Slåtterne er udpræget motivisk opbyggede, og har sjældent stabilt metrum, de er næsten altid fast og sikkert formede, er først stigende, siden faldende; ender altid dybt, som regel efter et langt codait afsnit.

Jeg har her optegnet en springar efter en båndoptagelse.

Ved et blik på optegnelsen vil man hurtigt kunne ane vanskelighederne ved med øret at følge det rytmiske forløb, især hvis man også tager buestrøget i betragtning.

Springaren falder i fire dele, den første med melodien på de to underste strenge; den anden (fra takt 10) med melodien på a-strengen; tredie del (fra takt 24) med melodien på e-strengen, og sidste del (fra takt 38) med skiften imellem de tre øverste strenge.

Man plejer at notere en springar i 3/4. Når jeg har valgt :V« er det fordi de mange polyrytmer (som man normalt ikke tager med i en nedskrift) fremtræder klarere derved. Til sammenligning bringes her takt 21—26 som de sandsynligvis ville se ud i en mere almindelig nedskrift:

[nodeeksempler]

(NB. Jeg har her, som det er praksis at gøre det, noteret (violin-)grebene og ikke de virkelige toner; det får kun betydning for toner spillet på underste streng, som på grund af omstemningen klinger en stor sekund højere end skrevet).

Dette er imidlertid en slått med usædvanlig mange 3-dobbeltgreb, og for at få dem med har jeg skrevet slatten ud på to systemer, hvert repræsenterende to af strengene. Felen var stemt: a-d'-a'-e""-.

Skalaen ligger ret fast. Dog spilles aldrig i denne slått g"" eller gis"", men altid en mellemting. Jeg har hver gang skrevet, hvad der var nærmest. De gange jeg har skrevet gis' er dette ligeledes overdrevet; tonen ligger mellem g' og gis'.

Den her foreliggende nedskrift har voldt en del vanskeligheder med det rytmiske, dog ikke så meget ved aflæsningen af de enkelte rytmiske forhold som ved bestemmelsen af, hvor taktslagene falder. Dette vanskeliggøres dels ved buestrøget, dels ved de mange forsiringer, der som oftest falder på slaget, men ikke altid. Takten opfattes, som før sagt, normalt tredelt i en springer. Imidlertid falder de vigtigste dansetrin (og spillemandens taktslående fod) kun på l og 3, og det er derfor ikke sjældent at træffe en tredeling af de to første slag (se f. eks. takt 34, 36 og lignende takter).

Da taktens dele først var fundet, bestemte jeg (med båndoptageren på halvt tempo) forholdet mellem dem indbyrdes, og siden hvordan de igen lod sig underinddele.

Det er svært at udtale sig om, hvor nøjagtig den foreliggende nedskrift er, men ihvertfald ligger alle de steder, hvor jeg har brugt en mere indviklet skrivemåde, nærmere slatten, som den blev spillet, end jeg kunne være kommet den med en mindre indviklet.

Det fremkomne nodebillede kan måske nok siges at være for indviklet til umiddelbart at kunne bruges (jeg gad se den, som ville spille efter disse noder), men den foreliggende aflæsning giver, synes jeg, en fornemmelse af stilens frodighed og mangfoldighed, den viser, at springaren faktisk er en temmelig indviklet affære, og at det ikke er små krav, der vil stilles til den, der inden for kunstmusikken forsøger at genskabe et sådant stykke folkemusik.