Model, type og variant

THORKILD KNUDSEN

Model, type og variant

To karakteristiske forhold vanskeliggør studiet af folkemelodier:

Ingen folkemelodi repræsenteres entydigt af én enkelt nedskrift, for en folkemelodi er i stadig udvikling. Den vokale folkemelodi er uadskillelig fra folkesangeren, som udformer melodien forskelligt i én tidsperiode og i en anden, i ét miljø og i et andet, ved én lejlighed og ved en anden, i ét vers og i et andet. En hvilken som helst melodinedskrift giver derfor kun et signalement af melodien i en ganske bestemt situation. Forandringerne kan være små og ubetydelige og kun vedrøre enkeltheder i det musikalske forløb. Men forandringerne kan også have karakter af en forvandling af melodien, idet dens skalaopbygning og dermed måske dens tonale grundlag kan ændres, ligesom dens rytmiske grundmønster og dens formforløb kan blive et helt andet. En folkemelodi eksisterer derfor kun som et meget stort antal foranderlige varianter, hvoraf kun et mindre antal foreligger optegnet.

Endvidere: en helt udtømmende beskrivelse forudsætter kendskab til de musikalske forestillinger og stilnormer, som på det givne tidspunkt danner grundlag for melodiens tonale og rytmiske udformning og for dens formforløb. En beskrivelse af folkemelodier kan derfor ikke uden videre tage udgangspunkt i sådanne forestillinger og normer, som er udviklet omkring musikformer i et miljø med betingelser, der måske er grundlæggende forskellige fra de betingelser, som er folkemusikkens.

Den, som studerer folkemusik, må derfor først overveje, hvor meget eller lidt den enkelte melodinedskrift repræsenterer, og dernæst danne sig en forestilling om i hvilken sammenhæng, historisk og aktuel, melodien mest utvunget kan beskrives og forklares.

Emnet for denne artikel er ældre optegnelser af danske vokale folkemelodier. Det er hensigten at redegøre for, hvorledes grundlaget for en beskrivelse og forklaring af de enkelte melodinedskrifter kan søges først og fremmest i et mindre antal modeller, som alene repræsenteres af en række typer, der igen kun er en sum af foranderlige varianter.

Hvornår er det berettiget og formålstjenligt at regne et antal melodioptegnelser for varianter af samme type? Dersom man ved varianter forstår folkesangernes afvigende individuelle og aktuelle udformninger af et ved en given lejlighed hørt og derpå antaget og plejet melodiforløb, så er det vist klart, at en ydre lighed mellem to eller flere melodioptegnelser ikke uden videre er tilstrækkeligt grundlag for anvendelse af variantbetegnelsen, med mindre lighederne er meget udtalte i både rytmisk, melodisk og formmæssig henseende. Dette krav om udstrakt overensstemmelse i alle væsentlige henseender gælder især, dersom de antagne melodivarianter ikke er forbundet med samme teksttype. Skal et antal melodioptegnelser regnes for varianter af samme type og derved muliggøre en beskrivelse af typen og tillade slutninger med hensyn til et melodiforløbs forandring eller forvandling i den mundtlige tradition, da er det i mange tilfælde nødvendigt ud over påvisningen af ydre lighed også på anden måde at godtgøre eller sandsynliggøre det antagne afhængighedsforhold mellem de enkelte varianter, først og fremmest derved at melodioptegnelserne er forbundet med samme teksttype eller er optegnet efter sangere, som kan antages at have del i samme slægtstradition eller egnstradition.

Sammenstillingen af melodioptegnelser som varianter af samme type letter selvsagt overblikket over et større samlet materiale, som derved opdeles i et mindre antal grupper. Men dette er ikke hovedformålet med sådanne undersøgelser. Sammenstillingen af varianter og udskillelsen af typer har som hovedformål at muliggøre en beskrivelse af den meloditype, der aldrig repræsenteres entydigt af nogen enkelt melodioptegnelse, men kun eksisterer som summen af samtlige varianter, der tilsammen angiver rammerne om typens musikalske indhold og form. Et forsøg på at forsvare en enkelt udformning af en melodi som melodiens grundlæggende urform og lægge denne alene til grund for beskrivelsen, må opgives som værende i modstrid med folkemelodiens foranderlige natur, ligesom et forsøg på at fastholde en grundlæggende urform vil være en benægtelse af sangerens indlysende og selvfølgelige personlige indsats i forbindelse med melodiens udformning, helt fra det øjeblik, den tænkes sunget første gang.

Hvor stort et antal typer, som kan udskilles af de historiske optegnelser af danske folkemelodier, kan på nuværende tidspunkt ikke siges, da arbejdet med typeudskillelse nok er påbegyndt, men ikke gennemført. Typeantallet vil imidlertid blive forholdsvis stort, dersom kravet om påvisning af eller i hvert fald sandsynliggørelse af et afhængighedsforhold opretholdes over for melodioptegnelser, som nok udviser ydre overensstemmelser, men ikke af den grund alene betragtes sorn varianter af samme type.

Type B:2:l »Nattergalen«

Typenummeret B:2:l er tildelt denne type efter dens første forekomst i det 19. århundredes samlinger, således at bogstavet B angiver Abrahamson, Nyerups og Rahbeks samlinger, tallet 2 at melodien ifølge en udarbejdet kronologisk-topografisk meddelerregistrant er sunget af den anden meddeler til denne samling, og endelig angiver tallet l, at melodien foreligger som den første melodi, optegnet efter den pågældende sanger. Samtlige melodioptegnelser nummereres på denne måde, og disse numre benyttes som henvisningsnumre under arbejdet med opdeling af melodioptegnelserne i typegrupper osv. Type B:2:l kaldes i almindelighed Nattergalen eller Slottet i Østrig, da dens varianter især er iagttaget i forbindelse med viserne med denne titel. Type B:2:l er en af de folkemelodityper, som repræsenteres af det største antal optegnede varianter. De syv varianter, som meddeles her, giver et indtryk af problemer i forbindelse med udskillelsen af varianter, og antyder samtidig nogle af variantstudiets oplysende resultater:

[nodeeksempel 1-7]

Eks. 1. Vers 1-3 af »Nattergalen« [Dg F 57}. Fonografisk optagelse 1922 af komponisten og pianisten Percy Grainger og folkemindesamleren Evald Tang Kristensen efter Ane Jensen i Gjedsø, Tern sogn, Århus amt.

Denne fonografoptagelse demonstrerer melodiens foranderlighed alene i løbet af det lille minut, som medgår til afsyngelse af visens første tre vers. Bemærkelsesværdig er især foranderligheden af det indledende motiv, hvor sangersken først lader motivet beskrive en lille sekst, dernæst en stor sekst, og endelig en lille septim. Folkemusikforskeren har ingen ret til at fastsætte nogen enkelt af disse udformninger af melodiens indledning som den mest korrekte og dermed lægge denne til grund for en beskrivelse af melodien. Ikke kirkemusikforskningens doriske initial, ej heller dens germanske initial karakteriserer melodiforløbet, for indledningen er et foranderligt melodisk indfald, hvor ikke alle toner defineres entydigt. Eksemplet advarer samtidig folkemusikforskeren mod at presse for mange oplysninger ud af ældre optegnelser af danske folkemelodier, hvor optegneren har samlet sine indtryk af en foresunget melodi i en enkelt endelig nedskrift, endskønt tilfældigt bevarede optegnelsesskitser, som er gået forud for den endelige nedskrift, i mange tilfælde antyder melodiforløbets foranderlighed.

Eks. 2. »Nattergalen« [Dg F 57]. Optegnet 1809 af adjunkt C. Steenbloch efter frøken Bolette Morgenstjerne i Frederiksborg, Frederiksborg amt, der havde hørt melodien af en gammel kone på nogleoghalvfems år, »der endnu bor i Frederiksborg, og hvis stemme for få år siden var klar og tydelig.« Eks. 3. »Nattergalen« [Dg F 57}. Optegnet 1855 af lærer Bruus efter Dorothea Taarning, f. Koch, i Butterup, Holbæk amt.

Eks. 2-3 regnes forløbig for varianter af samme type som eks. l, altså af type B:2:l, skønt indledningen har fået en helt anden karakter, hvilket medfører, at melodiforløbet som helhed får en mere udtalt faldende tendens. Såvel indledningsmotivet som den faldende tendens er overmåde typisk og almindelig udbredt, ikke blot i forbindelse med type B:2:l. Sådanne forløb genfindes i mange typer. Takten og rytmen i eks. 2 er karakteristisk for et stort antal melodier, som udvikledes i fortsættelse af det 16. og 17. århundredes polskdans. Dette rytmiske mønster er ikke almindeligt i forbindelse med type B:2:l og i hvert fald ikke oprindeligt, hvorfor eks. 2 også kan læses som et eksempel på, hvorledes et melodiforløb påvirkes af musikalske forestillinger, som udvikles på et givet tidspunkt inden for en anden genre end den, hvortil det pågældende melodiforløb egentlig hører.

Eks. 4. »Slottet i Østrig« [ES A I:e:3 (= Eft A:5)}. Optegnet 1809 af adjunkt C. Steenbloch efter Bolette Morgenstjerne (se eks. 2).

Eks. 5. »Slottet i Østrig« [ESAI:e:3 (=Eft A:5)]. Optegnet 1809 af pastor A. F. Winding, sandsynligvis efter en anonym meddeler fra Løgstør- eller Lemvigegnen, Ålborg eller Ringkøbing amt.

Eks. 6. »Slottet i Østrig« [ESAI:e:3 (=Eft A:5)]. Båndoptagelse I960 af Thorkild Knudsen efter Ingeborg Munch Jensen i Thorup, Ålborg amt.

Eks. 4-6 er melodier, som udviser indbyrdes overensstemmelser i flere henseender, ligesom de tre melodier er forbundet med samme teksttype. Samtidig er eks. 4-6 imidlertid melodisk beslægtet med eks. 1-3, og ganske vist er eks. 4-6 forbundet med en anden teksttype, men der er dog tekstlig overensstemmelse mellem de to teksttypers første vers. Eks. 4-6 regnes da også for varianter af type B:2:l. Eks. 4 viser en variant til type B:2:l, som afviger stærkt fra flertallet af varianter til denne type. Variantens skalaområde er forholdsvis lille, og udformningen af dens enkelte melodiske led viser hen imod to andre, meget udbredte typer. I eks. 5 bemærker man en vekslen mellem noteret stor og lille sekst, hvilket meget vel kan afspejle en intonationsmåde, som lader dette interval være svævende: i indledende skitser til optegnelser af andre varianter af type B:2:l ses optegneren vakle mellem disse to intervaller, for først i den endelige nedskrift at beslutte sig for enten den store eller den lille sekst. I eks. 6 er melodiens tredje led udvidet med en takt. Men denne variant er først og fremmest et smukt eksempel på en tilsyneladende næsten fuldstændig forvandling af en types tonale grundlag. Skalaområdet og visse melodiske indfald er normale for type B:2:l. Men! Melodiforløbet indeholder en række kadencerende vendinger og en slutkadence, som lader denne variant fremtræde som en meget dur-præget melodi. En sådan forvandling er langt fra ualmindelig blandt forskellige typers varianter. Første gang folkemindesamleren Evald Tang Kristensen optegnede en melodi til »Ungen Svejdal« [Dg F 70], havde den skitsemæssige nedskrifts indledende takter følgende forløb (eks. 8).

[nodeeksempel 8 og 9]

Ved en sandsynligvis senere optegnelsesle j lighed med den samme sangerske fik indledningsmotivet en anden udformning (eks. 9).

Det samme forhold gør sig gældende inden for en type, som især er forbundet med »Utro Ridder« [Dg F 306]. En række varianter slutter således:

[nodeeksempel 10]

Andre varianter af den samme type kan forløbe næsten aldeles som den første gruppe varianter, men slutte således:

[nodeeksempel 11]

En sådan udvikling kan iagttages op igennem det 19. århundrede og indtil i dag. Varianterne forvandles og får dur-præg. Men dette sker ikke derved, at en lille terts bliver til en stor terts: skala, skalaområde og melodiforløb kan stort set ligge fast, men kadencerende vendinger og slutkadence udvikles om de skalatrin, der kan udtydes som tonika i en durpræget tonalitet.

Eks. 7. »Skøn Anna« [Dg F 258]. Optegnet 1868 af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen efter Sidsel Jensdatter i Lundgård, Gellerup sogn, Ringkøbing amt.

Melodien i eks. 7 er forbundet med en teksttype, som ikke har nogen forbindelse med teksttyperne i eks. 1-6. Imidlertid er der så udstrakte overensstemmelser i alle henseender mellem en række varianter af type B:2:l og melodien i eks, 7, at den uden betænkelighed henregnes til denne type. Dette så meget mere, som der foreligger en melodioptegnelse, hvor sangersken på et melodiforløb, der er meget nær ved at være identisk med melodiforløbet i eks. 7, synger visen »Slottet i Østrig«, hvormed type B:2:l så ofte er forbundet.

Dersom eks. 1-7 betragtes som varianter af samme type B:2:l, er det allerede på grundlag af disse få varianter af denne type klart, at opfattelsen af en sådan type kan ændres for hver ny variant, som inddrages i undersøgelsen. Typen er foranderlig i flere henseender: skalaens opbygning og det anvendte skalaområdes placering ligger ikke fast; det rytmiske mønster kan være forskelligt; proportionerne og dermed formforløbet veksler. Dersom varianternes indbyrdes afvigelser er så store, at foranderligheden får karakter af en forvandling, kan det i øvrigt være hensigtsmæssigt at opstille to eller flere versioner af typen og samle varianterne i grupper omkring de forskellige versioner af typen.

Dersom en samling melodioptegnelser er opdelt i typer med tilhørende varianter, rejser sig øjeblikkeligt spørgsmålet om typernes indbyrdes forhold. Allerede under arbejdet med at udskille de enkelte typer og tildele dem varianter, møder man uafladeligt melodioptegnelser, som udviser større eller mindre ydre overensstemmelse, uden at det dog skønnes berettiget at betragte dem som varianter af samme type. Imidlertid vil det være urimeligt at overse sådanne overensstemmelser, og forhastet vil det være på forhånd at regne lighederne for blot tilfældige. Eller sagt på anden måde: en beskrivelse af en type må ske ikke blot på grundlag af de varianter, som repræsenterer typen; en beskrivelse må tillige tage hensyn til forekomsten af andre typer, som i en eller flere henseender udviser overensstemmelser med den type, der søges beskrevet.

Her indføres forsøgsvis begrebet model som udtryk for en sammenfatning af musikalske egenskaber og forestillinger, der er fælles for sådanne typer, som forekommer indbyrdes beslægtede, uden at der foreligger mulighed for at godtgøre eller grund til at hævde et direkte afhængighedsforhold. Under opstillede modeller samles herefter grupper af modelbeslægtede typer.

Opstillingen af et antal modeller, hvorunder samles grupper af modelbeslægtede typer, letter yderligere overblikket over et større materiale. Men dette er stadig ikke hovedformålet med den fortsatte undersøgelse. Hensigten er fremdeles at tilvejebringe et grundlag for en beskrivelse og forklaring af folkemelodierne. Folkemusikforskeren vil derfor forsøge at betragte en model som et billede af de musikalske erfaringer og forestillinger, som på et givet tidspunkt er karakteristiske for tilstanden i et traditionsbestemt folkemusikalsk miljø. Herved opfattes en model som et alment grundlag for udformningen af enkelte melodityper. Eller sagt på anden måde: de musikalske erfaringer og forestillinger, som på et givet tidspunkt er karakteristiske for tilstanden i et traditionsbestemt folkemusikalsk miljø, muliggør dannelse eller motiverer optagelse af et antal melodiske strukturer, som afspejler miljøets erfaringer og forestillinger; i det øjeblik en sådan melodisk struktur foreligger, kan den virke som model i et hvilket som helst miljø, som besidder sådanne musikalske erfaringer og forestillinger, og den vil der tilskynde dannelse af indbyrdes beslægtede men ikke umiddelbart eller påviselig indbyrdes afhængige typer i forbindelse med forskellige tekster.

Dersom en antaget eller påviselig struktur tillægges en models egenskaber, idet den betragtes som tilskyndelse til dannelse af modelbeslægtede typer, der hver især alene repræsenteres af foranderlige varianter, følger heraf, at ingen af de således opståede typer er enestående eller repræsenteres alene af varianter, som klart adskiller nogen enkelt type fra alle andre typer.

Når begrebet model indføres i studiet af dansk folkemusik ikke blot som et abstrakt eller formelt inddelingsmiddel og klassificeringsprincip, men samtidig som en formodet afspejling af tilstanden og forholdene i et musikalsk miljø, så kan det forekomme nærliggende at henvise til, at modelprincippet som sådant er velkendt inden for musiketnologien. F. eks. er i indisk og arabisk musik henholdsvis raga- og maqambegrebet udtryk for forekomsten af sådanne melodiske strukturer og mønstre, som dér er grundlaget for musikalsk skaben og musikudøvelse overhovedet. Hermed være ikke sagt, at modelbegrebets oprindelse, udvikling og indhold er identisk med raga- og maqambegrebets oprindelse, udvikling og indhold, lige så lidt som antagelsen af modelbegrebet skal antyde nogen forbindelse mellem dansk eller europæisk folkemusik og orientalsk musikkultur. Højst vil det være relevant i forskellige folkekulturers og højkulturers kendskab til modelprincippet under en eller anden form at se en ret almen og fælles opfattelse af det musikalske fænomen: modelbegrebets idé er elementær og nærliggende, så snart en musikalsk tradition er til.

De undersøgelser af historiske optegnelser af danske folkemelodier, som hidtil er gennemført med henblik på opstillingen af et antal modeller, hvorunder beslægtede typer kan samles, tyder på, at antallet af modeller vil blive forholdsvis lille. Dersom det i sammenhæng med fordelingen af det forholdsvis store antal typer mellem opstillede modeller lykkes at foretage en relativ eller måske nogenlunde absolut historisk datering af modellerne, kan det vistnok forudses, at en enkelt tidsperiode eller stilperiode vil kunne tildeles ikke stort mere end et dusin eller en snes modeller af betydning.

Under arbejdet med opstilling af modeller og fordeling af typer mellem de forskellige modeller, må man i øvrigt være forberedt på at møde typer, som er afledt ikke af en enkelt model, men af en kombination af to eller flere modeller.

Model »Nattergalen«

Eks. 12-20 og dernæst eks. 21-29 indeholder en række melodiforløb, som tilsammen giver en forestilling om en af de mest udnyttede melodier inden for dansk folkemusik. En model kan normalt udelukkende fremstilles som en sum af modelbeslægtede typer, og de anførte melodiforløb repræsenterer da også hver en særlig type, hvortil der findes andre varianter.

[nodeeksempel 12- 20]

Eks. 12. »Nattergalen« [Dg F 57] = eks. l, 3. verš.

Eks. 13. »Lindormen« [Dg F 65]. Optegnet før 1861 af friskolelærer Morten Eskesen efter bødker Hans Jørgensen i Holte, Herringe sogn, Svendborg amt.

Eks. 14. »Agnete og Havmanden« [Dg F 38]. Optegnet o. 1841 af adjunkt H. West efter anonym meddeler på Bornholm, »rettet og renskrevet af A. P. Berggreen«.

Eks. 15. »Nilaus Markgrevens Søn« [Dg F 140]. Optegnet 1871 af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen efter spindekonen Ane Sofie Lavridsdatter i Øster Bording, Ringkøbing amt.

Eks. 16. »Ebbe Skammelsen« [Dg F 354]. Optegnet 1809-10 af degn C. Plesner efter anonym meddeler i Stenderup, Vejle amt.

Eks. 17. »Gud Fader udi Himmerig« (Vermordsens Messehåndbog 1539).

Eks. 12-13 er varianter af nært beslægtede melodityper. Deres tilknytning til to forskellige teksttyper medfører, at de enkelte melodiske led tilpasses henholdsvis et mindre stavelsesrigt og et mere stavelsesrigt tekstforløb. I eks. 14 træder et enkelt sidste led, underlagt et omkvæd, i stedet for de forrige typers to sidste led, forbundet med to verslinjer. Eks. 15-16 er længere melodityper, som fremkommer ved en gentagelse af de to første led, mens sidste led, som er underlagt teksttypernes omkvæd, svarer til sidste led i eks. 14. Eks. 17 er nært beslægtet med eks. 12 og viser den ældste iagttagede afledning af modellen, fra tiden umiddelbart efter middelalderens slutning. Eksemplet får derved en særlig betydning for dateringen af modellen.

Fire karakteristiske melodiske led er foreløbig iagttaget i forbindelse med modellen. Betegnes disse fire led A, B, C og D, kan de meddelte modelbeslægtede typer betegnes A B C D (eks. 12-13, 17), A B cd (eks. 14), samt A B A B cd (eks. 15-16).

Eks. 18. »Grimborg«. Optegnet før 1814 efter anonym meddeler i Sverige.

Eks. 19. »In oostenrijck dåer stået een stadt«. Souterliedekens 1540.

Eks. 20. »La Chanson de Jean Renaud«. Optegnet i det 19. århundrede af Mme. A. Colomb-Penard i Genève.

Eks. 18-20 er hentet fra Sverige, Nederlandene og Fransk-Schweiz og er medtaget for at antyde modellens udbredelse uden for Danmark og uden for Norden.

Eks. 21-29 fortsætter rækken af modelbeslægtede typer. Gennem disse eksempler udvides modellens rammer, bl. a. fordi det indledende led ligger højere, end det var tilfældet i de først meddelte eksempler, ligesom indledningens hele karakter er en anden. Forskellige iagttagelser, især af typevarianters foranderlighed, tyder imidlertid på, at et indledende led af den ene art indeholder det indledende led af den anden art som en mulighed, og foreløbig skønnes det derfor berettiget at meddele eks. 21-29 som modelbeslægtede typer og udvide modellens rammer i overensstemmelse hermed.

Det skal bemærkes, at den typedannelse, som demonstreres i eks. 21—29, og som kendetegnes især af det indledende led, samt i eks. 25-28 af det midterste leds udtalt faldende tendens, foreløbig ikke er iagttaget uden for nordisk folkemusik.

Eks. 21. »Skøn Anna« [Dg F 258] = eks. 7.

Eks. 22. »Hr. Bøsmer i Elvehjem« [Dg F 45]. Optegnet 1870 af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen efter Frands Povlsen i Grødde, Ikast sogn, Ringkøbing amt.

Eks. 23. »Kejserens Datter« [Dg F 382]. Optegnet 1890 af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen efter Jensine Kristensdatter i Vandborg, Ringkøbing amt.

[nodeeksempel 21-29]

Eks.24. »Jomfruen i Ulveham« [Dg F 55]. Fonografisk optagelse 1911 af arkivar H. Grüner-Nielsen efter folkedigteren Chr. Sørensen Thomaskjær i Virklund, Århus amt.

Melodiforløbene i eks. 23-24 kan udledes henholdsvis af modellens to første led og af dens tre første led, hvorved kun en del af modellens skalaområde udnyttes, ligesom disse typers finalistoner ligger forholdsvis højt.

Eks. 25. »Lindormen« {Dg F 65]. Optegnet 1844 af pastor Johannes Ferdinand Fenger efter børnenes barnepige, der havde lært visen af sin moder Bodil i det nordlige Sjælland.

Eks. 26. »Agnete og Havmanden« {Dg F 38]. Optegnet 1815 af pastor A. F.

Winding efter en anonym meddeler fra Løgstør- eller Lemvigegnen, Ålborg eller Ringkøbing amt.

Eks. 27. »Den forsmåede Bejler« {Dg F 229]. Optegnet 1889 af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen efter vandinspektør Palle Fløe i Vostrup, Lønborg sogn, fra Rind sogn, Ringkøbing amt.

Eks. 28. »Junker Jakob« {Dg F 253]. Optegnet 1874 af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen efter Jens Mikkelsen Degn i Kølvrå, Grove sogn, Ringkøbing amt.

Eks. 25-28 viser fire forholdsvis nært beslægtede typer, som normalt består af kun tre melodiske led, idet modellens andet led undgås. Bemærkelsesværdigt er i øvrigt atter det foranderlige finalisforhold.

Eks. 29. »Draumkvædet«. Optegnet før 1853 af komponisten og folkemusiksamleren L. M. Lindeman efter Ivar Aasen i Telemark.

Eks. 29 er en variant af en højst betydningsfuld norsk stevtone. Tilhørsforholdet til den her omhandlede model får derved særlig interesse.

Opregningen af modelbeslægtede typer i forbindelse med »Nattergalmodellen« kunne fortsættes. Når samtidig erindres, at hver type repræsenteres af et større eller mindre antal varianter, bliver det åbenbart, at en sådan models virkefelt er meget stort.

Det bemærkes, at alle typerne og varianterne noteres transponeret til én og samme skala, som forsøgsvis kan noteres på følgende måde:

[nodeeksempel 30]

Skalaen noteres som en melodisk bevægelse for at hindre, at den opfattes som en abstrakt tonefølge. »Nattergalmodellen«s skala er en faldende melodisk bevægelse med pentaton struktur. Skalaområdet omfatter en none, og de toner, som ikke er pentatone kernetoner, er ikke entydigt defineret. Fire forskellige toner er foreløbig iagttaget som finalistoner.

Endnu et forhold understreger det hensigtsmæssige i at se folkemelodiernes skalaer som melodiske bevægelser og ikke som abstrakte tonefølger: I et stort antal melodioptegnelser findes musikalske indfald, hvis melodiske eller rytmiske idé umiddelbart karakteriserer forløbet af melodioptegnelsens enkelte melodiske led.

Det musikalske indfald kan være den karakteristiske måde, hvorpå et eller flere skalaområder fastlægges og udnyttes eller tværtimod undgås. Tilsvarende kan enkelte toners fremtræden som grundlag for den benyttede skalas opbygning være forblindet med forekomsten af særlige musikalske indfald.

Sådanne musikalske indfald benævnes intonationer.

[nodeeksempel 30]

Opdelingen af de historiske optegnelser i variantgrupper og typegrupper afslører, at den enkelte intonation ikke er forbundet udelukkende med en enkelt type, dårligt nok med en enkelt model. Tværtimod viser det sig, at én og samme intonation indgår i udformningen af forskellige typer, som i nogle tilfælde endog må henføres til forskellige modeller. Intonationerne får derved karakter af traditionelle og allerede antagne musikalske elementer, som på det givne tidspunkt lægges til grund for sangerens udformning af selv ikke modelbeslægtede typer.

Sangeren selv er et intonationsforråd, modellen bliver et inspirationsgrundlag.

Et smukt eksempel på intonationernes betydning for en sangers udformning af forskellige melodiforløb forekommer i folkemindesamleren Evald Tang Kristensens bevarede optegnelseshæfter. I seks melodier, som er optegnet efter samme sangerske og tilsyneladende sunget næsten umiddelbart efter hinanden, forekommer følgende melodiske led (eksempel 31).

Model »Vægteren«

Eks. 32-40 viser nogle sider af en model, der som »Nattergalen« har haft stor udbredelse og virkning. En nærmere kommentering af de enkelte eksempler udelades, da de ikke indeholder noget nyt om forholdet mellem en model og de modelafledte typer, ud over hvad der direkte kan aflæses af nodebilledet.

[nodeeksempel 32-40]

Eks. 32. »Vægtervisen« [ES A I:b:13 (— Eft A:106)]. Optegnet før 1821, sandsynligvis på Sjælland.

Eks. 33. »Ridder Bryning« [ES B 1:22 (=Eft B:96)]. Optegnet 1811 af auditør P. E. Rasmussen efter anonym meddeler i Knardrup eller Farum, Frederiksborg amt.

Eks. 34. »Liden Engel« [Dg F 297]. Optegnet 1809-10 af degn C. Plesner efter anonym meddeler i Stenderup, Vejle amt.

Eks. 35. »Tærningspillet« [Dg F 238]. Optegnet 1811 af auditør P. E. Rasmussen efter anonym meddeler i Knardrup eller Farum, Frederiksborg amt.

Eks. 36. »Jeg råber fast, o Herre« [Kingotone]. Optegnet 1870 af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen i Gellerup, Ringkøbing amt.

Eks. 37. »Hemlig stod jag en morgón«. MS Mønsterås 1646, Kgl. Bibliotek Stockholm (citeret efter Nils Schiørring: Det 16. og 17. århundredes verdslige danske visesang, København 1950).

Ees. 38. »Hör till I Kristne goda« [SVAS]. Optegnet i midten af 19. århundrede af folkemindesamleren L. Chr. Wiede i Wikbolandet, Sverige.

Eks. 39. »Das jüngere Hildebrandslied«. Rhaw, Bicinia 1545.

Eks. 40. »Du fond de ma pensée, (a) Aulcuns psalmes etc., Strassbourg 1539.

(b) La forme des prières, Genève 1542.

Eks. 37-40 antyder, at også »Vægtermodellen«, som »Nattergalmodellen«, har haft et stort udbredelsesområde.

»Vægtermodellen« er foreløbig iagttaget første gang umiddelbart efter middelalderens slutning, i dette tilfælde inden for den fransk-reformerte kirke (eks. 40).

Det bør dog understreges, at hverken oprindelsessted eller oprindelsestid kan fastslås på grundlag af et melodiforløbs første kendte forekomst i en trykt eller håndskrevet kilde. Tværtimod er en nedskrift ofte et tegn på, at melodiforløbet på det givne tidspunkt har været almindelig udbredt, muligvis traditionelt. Dette kan således netop være tilfældet med eks. 40, som siges at være en gammel dans (Volte).

»Vægtermodellen«s skala kan måske noteres således:

[nodeeksempel 41]

Model »Råbet«
Eks. 42-50 giver rammerne om en model, som ikke hører til de mest foretrukne, men nok til de meget særegne. Et antal af modellens typer repræsenteres i eks. 42-50 af varianter, som alle er fra Danmark. Eks. 46-48 må betragtes under ét som varianter af en enkelt type. Modellen er velkendt i både Norge og Sverige, men ejendommelig nok har det endnu ikke været muligt med nogenlunde rimelig sikkerhed at påvise denne model uden for det nordiske folkemusikområde. Melodiforløbets udtalt faldende tendens og tetrakordale struktur indbyder til sammenligning med hyrderåb.

[nodeeksempel 42-50]

Eks. 42. »Hr. Morten af Fuglsang« [Dg F 92]. Optegnet 1868 af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen efter Sidsel Jensdatter i Lundgård, Gellerup sogn, Ringkøbing amt.

Eks. 43. »Dronning Dagmars Død« [Dg F 135]. Optegnet før 1814.

Eks. 44. »Ungersvendens Svanesang«. Optegnet 1847 af H. V. Fiedler efter »Myse« Ellen i Magleby, Sorø amt.

Eks. 45. »Mordet i Klode Mølle«. Optegnet 1867 af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen efter Thomasine Bruun i Brandstrup, Vindum sogn, Viborg amt.

Eks. 46. »Troskab belønnes«. Optegnet 1868 af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen efter Kristen Jensen i Lund, Gellerup sogn, Ringkøbing amt.

Eks. 47. »Havets farer«. Optegnet 1869 af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen efter Sidsel Jensdatter i Lundgård, Gellerup sogn, Ringkøbing amt.

Eks. 48. »Havets farer«. Optegnet 1868 af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen efter Abelone Johanne Kristensdatter i Gellerup, Ringkøbing amt.

Eks. 49. »Ramund« [Sk 2]. Optegnet 1895 af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen efter aftægtskone Maren Hansdatter i Astrup, Ålborg amt.

Eks. 50. »Elvehøj« [Dg F 46]. Optegnet før 1811.

Følgende melodiforløb skal give en forestilling om modellens skala:

[nodeeksempel 51]

De tre modeller, »Nattergalen«, »Vægteren og »Råbet« kan beskrives mere udtømmende, end det er sket igennem de her meddelte eksempler. Strengt taget bliver en beskrivelse aldrig udtømmende, for til stadighed kan inddrages nyt materiale: så snart de danske melodioptegnelser er gennemgået, venter en sammenligning med nordiske melodioptegnelser, europæiske melodioptegnelser. Endnu videre: på intet tidspunkt må overses, at nok betinges varianter, typer og modeller mest umiddelbart af forestillingerne og erfaringerne i det enkelte lands folkelige miljøer, men samtidig er hver melodioptegnelse en afspejling af det almene musikalske fænomen, som er folkemusik, slet og ret. Og grænserne for folkemusik som fænomen er ikke geografiske.

Det store flertal af historiske optegnelser af danske folkemelodier kan opdeles i grupper af varianter, således at hver gruppe repræsenterer én type. Fortsat kan flertallet af typer samles under et antal modeller, som opstilles på grundlag af modelbeslægtede typer. En beskrivelse af en enkelt melodioptegnelse forudsætter derfor, at optegnelsen først sammenlignes med samtlige andre varianter til den type, som melodioptegnelsen tilhører, hvorefter den pågældende type må undersøges som en af flere modelbeslægtede typer, som tilsammen repræsenterer en opstillet model.

Hensigten med denne artikel har været at skildre grundlaget for en beskrivelse og forklaring af folkemelodierne:
Hvad er de enkelte modellers tonale grundlag, hvilke er de tonearter, som de benytter?
Dette spørgsmål bliver overhovedet ikke aktuelt!
Modellen selv er skalaen og det tonale grundlag. Modellens sum af foranderlige melodiske og rytmiske indfald, af karakteristiske intonationer, indeholder i sig selv melodiernes stilnormer og er et miljøs musikalske erfaringer og forestillinger. Ikke nogen abstrakt skala med en teoretisk bestemt grundtone og dominant kan danne udgangspunktet for en beskrivelse og forklaring af melodierne, men alene spændingen mellem skalaområder og kernetoner, som indeholdes i modellens melodiske og rytmiske forløb.

Henføres en folkemelodi til en bestemt type, som er underordnet en opstillet model, er melodiens melodiske og tonale grundlag dermed beskrevet og forklaret.