Omsyngning og inkonsistans

NILS SCHIØRRING

Omsyngning og inkonstans(1)

Inden for nyere musiketnologisk forskning er man varsom med - sådan som det tidligere var almindeligt - at drage for skarpt skel mellem europæisk og ikkeeuropæisk folkemusik. Den ikke-europæiske folkemusik (hvortil med mindre ret føjedes også de asiatiske højkulturers musik), som fortrinsvis beskæftigede sammenlignende musikvidenskabs mænd, holdtes i forskningen adskilt fra studiet af europæisk (og deraf afledt) folkemusik. Det er vel også hævet over enhver tvivl, at de regionale betingelser for udviklingen af folkemusik så stærkt kan præge det endelige resultat, og for Europas vedkommende i visse henseender har præget det, at der på en lang række områder gør sig forhold gældende, som samtidig med at de binder europæisk - især vesteuropæisk folkemusik sammen - tillige adskiller dem fra andre regioners folkemusik. Folkelige instrumenters art og bygning, den nærmere eller fjernere forbindelse med de europæiske højkulturers musik o. 1. spiller selvsagt en væsentlig rolle i denne forbindelse. Samtidig med at interessen for ikke-europæisk folkemusik er vokset så overordentlig siden den anden verdenskrigs afslutning, er imidlertid beskæftigelsen med europæisk folkemusik tilsvarende intensiveret. Højst betydningsfulde optagelser af folkemusik har man i nyere og nyeste tid foruden i en række øst-europæiske lande i ganske særlig udstrækning oplevet i Frankrig og Italien. Men også andre steder har indsamling af og beskæftigelse med folkemusik fået nyt liv takket være de forbedrede optagelsesmuligheder, således i de skandinaviske lande.

I almindelighed har man indtil de senere år været tilbøjelig til at betragte den folkemusik fra det 19. århundrede, der er bevaret inden for det nord-europæiske kulturområde, som et afsluttet felt, der ikke var i stand til at berede større overraskelser. Ganske specielt har man været tilbøjelig til at betragte tonalitetsproblemerne som et overskueligt, overvejende dur-moll-bestemt område med indslag for det ældre bevarede stofs vedkommende af modalitet og pentatonisme. At selv et i musiketnologisk henseende så »fredeligt« område kan berede overraskelser og give bidrag til en mere nuanceret betragtning af begreberne tonalitet og skala er imidlertid en kendsgerning, og en række iagttagelser til underbygning af folkemusikkens tonale relativisme kan i det foreliggende fremføres som støtte for den klassiske musikforsknings beskæftigelse med tonalitet især vel i overgangstider.

Som demonstrationsstof er valgt et udsnit af dansk folkesang, der har været genstand for opmærksomhed gennem flere århundreder, og hvor der ved en nøjere vurdering af stoffet i lyset af nye indsamlinger åbenbarer sig forhold af overleveringsmæssig og tonal art, som formentlig i nogen grad vil kunne tjene til at klargøre tonalitetsproblemets mangesidighed også i relation til den klassiske musikforskning(2).

Det mest almindelige for al videregående beskæftigelse med folkesangens melodistof er, at der til rådighed for forskningen kun står en enkelt melodiform af hver meloditype med dens underafdelinger, en form hvis autenticitet man alt efter den enkelte forskers temperament må stole på eller tvivle på rigtigheden af. Yderst sjældent kan man få indblik i melodioptegnerens overvejelser, som de kan have givet sig udtryk før den endelige (og i reglen eneste eksisterende) nedskrift af en melodiform, f. eks. i de rettelser, han kan have noteret på sin kladde, rettelser der igen vil kunne vurderes på forskellig måde (som korrigering af fejlskrivninger eller som angivelse af varianter i foredraget af en sangs enkelte strofer, evt. begge dele). Tilsvarende gælder det normalt, at aflæsning af fonogrammer eller båndoptagelser kun resulterer i en enkelt (publiceret) melodiform, hvis »autentiske« præg, nedskriveren eller udgiveren og efter ham andre er tilbøjelige til at stole på som den rette.

Nyere beskæftigelse med folkemusik har ganske vist resulteret i udgaver, hvor der i videst mulig grad er taget hensyn til de afvigelser, der uomgængeligt fremkommer i ethvert foredrag af et folkeligt sangrepertoire(3), men det er sjældent, man til rådighed har et materiale, hvortil der som grundlag har tjent varianter af samme melodi bevaret ikke alene i den enkelte meddelers, men i flere generationers foredrag(4). Et sådant materiale foreligger inden for skandinavisk tradition, hvor beskæftigelsen med tekst og melodistof knyttet til de middelalderlige ballader har været drevet mere eller mindre intenst i flere hundrede år. Denne langvarige beskæftigelse har givet betydelig indsigt i omsyngningens art og væsen(5), dels derved at en enkelt melodi genfindes spredt gennem århundreder, dels derved at den samme sanger flere gange har sunget samme sang og dels endelig gennem de overvejelser med hensyn til den endelige redaktion af en enkelt melodiform, som den kan spores i første række gennem Evald Tang Kristensens rettelser i sine arbejdshæfter, hvis melodiforråd i visse tilfælde kan sammenholdes med fonografioptagelser.

Som almene eksempler på typestabilitet over lange perioder kan anføres enkelte prøver:

[nodeeksempel 1a 1b]

[nodeeksempel 2a, 2b og 2b]

a) M. K. Sand: »Melodier til »Troens rare Klenodie««, 1911, nr. 115 b; b) Ms. Musikhistorisk Museum, 1736; c) G. Voigtländer: »Oden und Lieder«, 1642, nr. 38.

Selv om det gælder for begge melodier, at de i øvrigt eksisterer i et stort antal varianter, må vi i dem nøjes med at se bidrag til en almindelig underretning om omsyngning uden videre konsekvenser for andet end betragtningen af den melodiske linie.

Mere i dybden er det dog muligt at trænge i visse tilfælde.

Hvilke overvejelser en omhyggelig nedskriver af en melodi kan gøre sig under arbejdet, findes der normalt kun et begrænset materiale til klarlæggelse af, idet nedskriveren selv vil være tilbøjelig til at kassere mellemstadierne mellem den første nedskrift og den endelige redaktion. De som senere benytter et sådant sporadisk forekommende materiale, vil navnlig i tidligere tid for størstedelens vedkommende i reglen have opfattet afvigelser og til f ø j eiser udelukkende som udslag af nedskriverens usikkerhed med hensyn til toneopfattelse. At en sådan usikkerhed kan spille ind, er en uomtvistelig kendsgerning, men ikke alle afvigelser og tilføjelser er tegn på usikkerhed. De kan give oplysninger om forhold, som vi først i dag kan komme på sporet af navnlig gennem optagelse af flere strofer af samme vise end den enkelte begyndelsesstrofe, man i de fleste tilfælde kunne ofre fortidens dyre fonografmateriale på.

Eksempler på disse overvejelser findes der imidlertid i rigt mål spor af allerede hos Evald Tang Kristensen, der straks, da han Í 1867 begyndte sine første optegnelser hos den jydske almue, erkendte, at han i dette folkemelodiske stof fandt ejendommelige intervalforhold. Han fortæller selv derom: »Jeg har maaske ikke været saa heldig i at sætte Melodierne paa Noder, som jeg burde være, kan ske der endogsaa er ligefremme Fejl; men det er ikke let at opfatte disse Melodier. Undertiden har jeg slet ikke kunnet finde Tonerne paa Fiolinen, for det er dog nogle forunderlige Toner, der undertiden kommer med, og det er netop dem, der have den magiske Virkning, som ingen Folkemelodi paa Noder kan gjøre efter«(6). Dette vil ses af hans optegnelse af følgende melodi:

[nodeeksemepel 3]

Dg F 238, Terningspillet. Den her meddelte form har Evald Tang Kristensen valgt til trykning i Jydske Folkeminder II, 1876, s. 364, men hans originaloptegnelser og ældste renskrift lader følgende opfattelser af melodiens slutning være mulige:

[nodeeksemepel 4]

Ustabiliteten af terts og sekst er ofte meget stærkt fremtrædende. Med hensyn til sekst-usikkerheden får man et stærkt indtryk af den i Evald Tang Kristensens dagbøger, hvori han på sine indsamlingsrejser omkring i Jylland nedskrev, hvad han hørte folk synge og fortælle, således i flere jyske varianter (til forskellige Dg F-tekster) af den meget udbredte »Slottet i Østrig«-melodi, som hænger sammen med melodien til salmen Jeg ved et evigt Himmerig.

Terts-usikkerheden kan dokumenteres tilsvarende, f. eks. i det materiale, der allerede er gengivet i melodibindet til »Danmarks gamle Folkeviser«, bd. XI, (Dg F 183, Kvindemorderen).

[nodeeksemepel 5a, b og c]

De næsten 100 år gamle eksempler på tonal vaklen hos Evald Tang Kristensen, som under de forhold, hvorunder nedskrivningen har fundet sted, kunne tydes både som usikkerhed hos sanger og nedskriver - hvis ikke Tang Kristensens egne foran citerede ord, der viser hans klarhed over fænomenet, talte derimod kan i dag ses også inden for det fællesnordiske melodirepertoire f. eks. i følgende eksempel, der viser tilsvarende forhold i nylig optagne former af visen om Oluf Strangesøn (Dg F 329), en forholdsvis ung ballade i middelaldervisens stil, hvis melodi allerede kendes nedskrevet af Anders Sørensen Vedel i et af de håndskrifter(7), der tjente som grundlag for hans vidtberømte Hundred-Visebog, 1591, den ældste trykte danske tekstudgave af den middelalderlige folkevise (eks. 6a).

Det er en smuk frygisk melodi, som har gjort dybt indtryk især i Norge og på Færøerne, hvad man kan se af en række varianter, optegnet og optaget i dette århundrede, hvor melodiens hovedkendetegn klart er bevaret. Hvad der er af særlig interesse for diskussionen af de tonale problemer i folkemusik er imidlertid, at en optagelse fra 1959 (eks. 6 b), som i alle hovedtræk viser klart slægtskab med 1580-melodiformen, samtidig viser en ubekymrethed med hensyn til intoneringen af tonen f i melodien, som Vedel noterer som rent frygisk.

[nodeeksemepel 6a, b og c]

En nærmere gennemgang af de 24 strofer, tapeoptegnelsen omfatter, viser, at der i det særlig betydningsfulde tetrachord a-e i takt 3 intoneres forskelligt fra gang til gang, snart dorisk (fis) snart frygisk (f), uden at intonationsforskellen dog er klart defineret som en halvtones afvigelse. Det fortjener at bemærkes, at afvigelserne ikke står i forbindelse med den ellers hyppige tilbøjelighed til detonering. Sangeren holder tonen alle 24 strofer igennem.

Man synes her at have en ny bekræftelse på den tonalitetens relativitet, som for det nordiske melodimateriales vedkommende senest er berørt af C.-A. Moberg i hans behandling af strukturproblemer i svenske sæterviser(8). Det er et forhold, som man inden for europæisk folkemusikforskning ikke har været opmærksom på i samme omfang som Í studiet af ikke-europæisk folkemusik, selv om allerede tidlige optegnere, om hvis samvittighedsfuldhed der ikke har kunnet herske tvivl, har gjort opmærksom derpå.

Fodnoter:
(1) Den foreliggende artikel foreligger samtidig på engelsk i International Musicological Society's Report of the Eighth Congress, vol. I, New York 1961, p. 380-85.

(2) Forfatteren er komponisten Thorkild Knudsen taknemmelig for diskussion orn disse problemer.

(3) F. eks.: Marcel-Dubois et M. Andral: »Musique populaire vocale de Tile de Batz« i Arts et Traditions Populaires (1954) s. 194-250 og C. Brailoiu: »Vie musicale d'un village«, Paris I960.

(4) Danmarks gamle Folkeviser, bd. XI, melodistof til nr. 183, Kvindemorderen.

(5) W. Wiora: »Systematik der musikalischen Erscheinungen des Umsingens« i Jahrbuch für Volksliedforscbung VII, 1941, s. 128-95.

(6) Kladde til forord til Jydske Folkeminder, I, 1870 (Dansk Folkemindesamling 1929/28:21).

(7) Rentzels håndskrift, Kgl. Bibi. Kbh. ms.: GI. kgl. S. 2397, 4to.

(8) C.-A. Moberg: »Om vallåter, II. Musikuliska strukturproblem« i Svensk îidskrijf for ??iusikforskning, bd. 41 (1959), s. 10-57.