Grammofon

GRAMMOFON

En ny Tristan-indspîlning

WAGNER: Tristan og Isolde. Fuldstændig indspilning med Singverein der Gesellschaft der Musikfreunde og Wiens philharmoniske orkester. Dir.: Georg SOLTI. Isoide: Birgit Nilsson, Tristan: Fritz U bl, Brangäne: Regina Resnik, Kurvenal: Tom Krause, Marke: Arnold van Mili. - Decca MET 204-8 (også stereo).

Så kom da Decca s med spænding imødesete nyindspilning af Tristan og Isolde. Lad det være sagt straks: den er en bedrift - og ikke på samme måde som indspilningen af Rhinguldet, hvor bedriften først og fremmest var af teknisk art, men en ægte kunstnerisk bedrift. Selvfølgelig er det tekniske også her på højeste plan, men ikke bestandig på højeste gear, hvilket godt kunne virke trættende ved Rheingold-indspilningen. Der er klarhed og brillans over orkesterklangen, og de forskellige tekniske problemer er løst forbilledligt og ikke på en så ostentativ måde som i Rhinguldet. For at ingen skal være i tvivl om, at man virkelig har gjort sig anstrengelser, leverer Decca sammen med sættet, der består af fem plader, en ekstra, gratis plade, på hvilken man hører glimt fra prøver og optagelser; den er såmænd meget morsom, men udbyttet er begrænset. Større glæde har pladelytterne af den fuldstændige tekstbog (oven i købet med engelsk oversættelse), som også følger med pladerne. Dette hæfte rummer desuden en udmærket artikel om værket og optagelsen af John Culshaw, der også fungerer som speaker på ekstra-pladen.

Der er dekorationsskitser til alle tre akter, og de afviger i første akt en del fra de sædvanlige; de illustrerer, hvordan man har tænkt sig scenen under optagelsen, hvis stereofoniske teknik gør visse ændringer ønskelige. Det ligger nær at sammenligne denne indspilning med den eneste ældre, som er i handelen, nemlig Furtvangiers fra 1952. Der er ingen tvivl om den nyes tekniske overlegenhed, selv om den ældre absolut ikke kan siges at være forældet, - og selv om Philharmonia-orkesteret spiller aldeles beundringsværdigt og absolut på højeste plan under Furtwangler, så er der noget ved Wiener Philharmonikerne, som intet andet orkester ejer, en bøjelighed i frasering og klang, som man ikke finder hos andre. Betragter man værket, kan man ikke være i tvivl om, at Isolde er hovedskikkelsen; hun er absolut den centrale person i første akt, og også i anden akt, hvor hun er på scenen, fra tæppet går op til det går ned, dominerer hun fremfor Tristan, og selv om Tristan har hine hovedscener i tredje akt, er det dog Isoides komme, som alt drejer sig om, og det er hende, som afslutter værket. Dette førerskab kommer i begge indspilninger næsten for tydeligt frem ved, at de to Isolder, Kirsten Flagstad i den ældre og Birgit Nilsson i den nye, begge er deres partnere langt overlegne både i kunstnerisk og i sanglig henseende. Birgit Nilsson er åbenbart i betydelig kunstnerisk vækst; den kulde og udvendighed, som tidligere har skæmmet hendes i vokal henseende ofte storslåede præstationer - noget som for øvrigt også Kirsten Flagstad først efterhånden overvandt - synes at være ved at vige for en dybere menneskelig medleven i rollen. Hun er uden tvivl den største fortolker af Isoide for øjeblikket, og hendes præstation er i alle henseender af betydeligt format. Mens man på den ældre indspilning har en Tristan, der blandt andet ikke slår helt til, fordi han er ved at være for gammel, finder man her en Tristan, som endnu kun knapt er moden til rollen både i sanglig og dramatisk henseende. Uhl har en god, omend ikke synderlig særpræget stemme og vil sikkert om nogle år være så god en Tristan, som man kan vente at få at høre, efter at Lauritz Melchior ikke mere synger den. Af de øvrige rollehavende på den nye indspilning er det kun Arnold van Mili, hvis Marke man havde lejlighed til at stifte bekendtskab med ved Hamburg-operaens gæstespil i Falkonércentret, der både vokalt og kunstnerisk er på højde med værket; vel er han ikke nogen Ivar Andresen, men hans gengivelse af den lange monolog såvel som hans få replikker i slutningen af tredje akt vidner om fornem sangkunst og ægte menneskelighed. Tom Krause har en god omend meget almindelig stemme og formår ikke i samme grad som Fischer-Diskau at skabe en skikkelse som Kurvenal. Regina Resnik er en direkte katastrofe som Brangäne; bortset fra hendes sang fra tårnet i anden akt, som virkelig er meget smukt sunget, skæmmes hele partiet af stemmens ukontrollerede vibrato, af dybdens hule klang og af højdens skarpe, undertiden ligefrem skærende klang; det måtte have været muligt at finde en bedre fortolkerske af dette vigtige parti - når man clog har gjort sig så megen umage på andre områder. De mindre partier: Melot, hyrden og den usynlige sømand i første akt, er forsvarligt besat med henholdsvis Ernst Kozub, Peter Klein og Waldemar Kmentt; ingen af dem overgår dog den ældre indspilnings fortolkere, som er henholdsvis Edgar Evans, Rudolf Schock - og endnu en gang Rudolf Schock.

Det, som imidlertid bærer denne udførelse - og som vel rettelig bor bære enhver udførelse af dette værk - er orkesteret; det samme kan siges om Furtwänglers indspilning - men hvor forskelligt er ikke resultatet. Dette Wagners centrale værk anses af mange for at være toppunktet af umulighed i scenisk henseende; i en vis forstand kan man begribe dette synspunkt, idet værket jo rummer forsvindende lidt egentlig dramatisk aktion - handlingen er ligefrem henlagt til musikken, som også sangen kun er en del af, og det, som sker på scenen, er ligesom kun en projektion af noget, som egentlig og væsentligt finder sted i musikken. Værket skulle således måske mere end nogen anden opera synes at have mulighed for at komme helt til sin ret på grammofon; imidlertid har ikke mindst den nye indspilning gjort det klart, at Tristan hører hjemme på teateret. Furtwängler, som først og fremmest var musiker og kun i mindre grad teatermand, fulgte sit instinkt og valgte i sin indspilning at lade musikken erstatte det sceniske ved at lade den tale for sig selv, at lade den gro af sig selv, kun ligesom vejledet af en tjenende hånd. Solti, som er mere teatermæssigt indstillet og vel også et nervøsere gemyt, har valgt at lade musikken fremmane det sceniske, idet han bestandig appellerer til dens skudrende kraft, som han styrer, tæmmer og udnytter med fast herskerhånd. Idet tilhørerens tanke på denne måde henledes på det dramatiske, melder også savnet af scenen sig stærkere, end når man lytter til Furtwänglers indspilning, som i højere grad hviler i sig selv. Hvad der kommer Wagners oprindelige idé nærmest, er det umuligt at have nogen anelse om; det kan kun fastslås, at .værkets virkning i begge udførelser er enorm; hver enkelt tilhører må selv afgøre, om han finder dets idé bedst udtrykt i den ene eller den anden. Furtwängler stikker vel nok dybest, men Soltis effekter er ikke billige eller ubegrundede, og ikke mindst hans udførelse af tredje akt med den direkte rystende skildring af Tristans febervildelse og med den overjordiske skønhed i Isoides Liebestod er uforglemmelig. - Er det mon ikke et af kriterierne på et sandt mesterværk, at det ved at opfattes og udføres på utallige måder ikke opløses og forgår, men kun viser nye sider af sit væsen og består med stedse forøget styrke. G. S.

CARL NIELSEN: Violinkoncert. Yehudi MENUHIN med Radioorkesteret. Dir. WÖLDIKE. Orientalsk festmarch, Aladdins drom og Morgentågernes dans samt Negerdans af musikken til »Aladdin«. Tivoliorkesteret. Dir.: FELUMB. Odeon MOAK 7.

Den kendte indspilning af Carl Nielsens violinkoncert med Menuhin som solist, som udkom i 1953, er blevet overtaget af Odeon, der har underkastet den en måske lidt hård foryngelseskur; rumklangen virker noget banegårdsagtig, og selve klangen lidt metallisk.

Ved fornyet overhøring af denne i sin tid så højt beundrede plade kan jeg ikke helt befri mig for en fornemmelse af, at Menuhin ikke har haft lejlighed til at fordybe sig så forfærdelig meget i værket; meget af det spiller han aldeles dejligt, men der er rigtignok også en hel del steder, som han tager meget flot på. Man må beundre den behændighed, hvormed Wöldike og Radioorkesteret følger hans stedvis meget vilkårlige spil.

Imidlertid er det - trods manglerne - en udførelse, som holder et vist niveau, og som danske må vi alt i alt være glade og taknemlige for, at den er lavet, og at den nu udgives igen. - I tilgift får man tre stykker af musikken til »Aladdin«, nydeligt spillet af Tivoliorkesteret under Felumbs ledelse. Disse stykker har, såvidt man kan høre, ikke været i noget teknisk foryngelsesbad og virker derfor lovlig »gammeldags«, når de spilles i fortsættelse af violinkoncerten. G. S.

DVORAK: Violinkoncert. Mstislav ROSTROPOVITCH med Royal philharmonie Orchestra. Dir.: Adrian BOULT. - HMV ALP 1595 (også stereo).

Rostropovitch har på His Master's Vo'ice indspillet Dvoraks cellokoncert med Royal philharmonie Orchestra under Adrian Boults direktion. Det er en renlivet og sikker udførelse, men man savner noget af den poesi, som dette indtagende værk giver lejlighed til at udfolde. Rostropovitch's meget maskuline spil rummer ikke megen sødme, og renheden er ikke overalt ulastelig. Orkesteret spiller også noget tungt, men ellers respektabelt. Alt i alt en rigtig god indspilning, men Fourniers udførelse med Kubelik som dirigent er stadig ikke overgået. Optagelsen er upåklagelig.
G. S.

MAHLER: Das Lied von der Erde. Solister: Julius PATZAK og Kathleen FERRIER. Wiens philharmoniske orkester. Dir.: Bruno WALTER. - Decca • LXT 5576.

Decca har trængt indspilningen af Mahlers Lied von der Erde, som først udkom i 1952, sammen på én plade - og muligvis også givet den en teknisk »brush-up«, i hvert fald klinger den fortræffeligt, og Walters autoritative udførelse er ikke overgået af andre.

Den allerede dengang ikke purunge Patzak kæmper et par steder med vokale vanskeligheder, men ikke i nogen generende grad, og i kunstnerisk henseende er han storatet. Denne indspilning er en af Kathleen Ferriers sidste, og heller ikke hun er rent vokalt på sine gamle højder - men også om hende gælder det, at hun her viser en kunstnerisk fordybelse og en ganske uhysterisk udtryksrigdom, som ingen på de andre indspilninger kan vise magen til; hun var uden tvivl vor tids største vokalkunstner. Orkesteret spiller klangskønt og med dyb forståelse af værket.
G. S.