Litteratur

Af
| Årgang 36 (1961) nr. 04 - side 172-178

LITTERATUR

FINN BENESTAD: Johannes Haarklou, Mannen og verket. - Universitetsforlaget, Oslo, Bergen.

Man støter forholdsvis sjelden på Johannes Haarklous navn i våre dagers konsertprogrammer. Hans livsløp faller nogenlunde samtidig med Grieg og Svendsen, komponister som tidlig vant frem til internasjonal anerkjennelse mens Haarklou måtte kjempe en seig og innbitt kamp for å gjøre seg gjeldende slik som han følte seg kaliet til. Hans navn har i disse dager fått fornyet aktualitet gjennom nærværende verk af Finn Benestad, »Johannes Haarklou, Mannen og verket«. Vi har i grunnen savnet en slik bok, en fyldig redegjørelse om denne på mange mater særpregede personlighet, hans stilling sett i musikkhistorisk sammenheng og hans betydning for norsk musikk i det hele. Finn Benestads bok - som altså gir den første sammenfattende vurdering av Johannes Haarklous innsats - har derfor krav på betydelig interesse.

Boken faller naturlig i to hovedavsnitt, det biografiske og gjennomgåelsen av verkene (Den omstendighet tatt i betraktning at H. nådde til sitt opus 127, lår ane at det ligger et godt stykke arbeide bak denne publikasjonen!) Mellom de to hovedavsnittene bringer forfatteren et par kapitler hvor han søker å gi en karakteristikk av H. som pressemann og komponist. I parentes bemerket burde vel disse kapitlene statt i omvendt orden.

Fra H.s barndomsår hjemme i Haukedalen har forfatteren lite å forteile, men fra året 1868 da H. dro avsted til Balestrand lærerskole for å utdanne seg til læreryrket flyter opplysningene rikeligere. Skildringen fra de første årene i Kristiána, Bergen og Drammen er således underholdende lesning mens det derimot foreligger lite Stoff fra studietiden i Leipzig og Berlin. Det inntrykk man får av H. motsvarer så stemmelig bildet efterslekten har dannet seg av harn: Han var mere enn allmindelig »kantet« som personlighet med sine særprægede meninger og utstyrt med en god pors j on selvtillit. Hvad det siste angår kan forfatteren anføre som eksempel at H. i 1873 som »konservatorist« i Leipzig søkte kapellmesterstillingen i »Harmonien«, til tross for at hans eneste erfaring som dirigent skrev seg fra lærerskolen på Stord hvor han dirigerte koret. Nei, mindreverdighetskomplekser var han nok deilig fri for! Skildringen av hans utrettelige kamp for å bringe musikklivet i Kristiána på fote ved å etablere regelmessige symfonikonserter, vitner også om en annen og sterkt utpreget karakteregenskap, nemlig en viljekraft og seig utholdenhet som var vanskelig å knekke.

Han måtte kjempe som en løve både tidt og ofte for å vinne gehør blant folkets kårne når det gjaldt bevilgninger til sine orkesterforetagender, og til å begynne med hadde han også hellet med seg. Når han efter flere års utrettelig og uegennyttig virksomhet til slutt måtte gi opp av mangel på pengemidler, har nok grunnen til myndighetenes avvisende holdning for en del også vært hans forholdsvis beskjedne talent for dirigentyrket. Forfatteren meddeler en og annen kritikeruttalelse som i nokså utilslørede venninger lår H. forstå at noen dirigent i ordets egentlige betydning er han avgjort ikke. Det forhindrer imidlertid ikke at han omfattet orkesterdirigeringen med en kjærlighet som var like vedholdende gjennom alle år.

Av stoff ellers som gir et karakteristisk inntrykk av H. som en kampens mann med klare standpunkter behandler boken hans stilling til den berømmelige bergenske musikkfest i 1898 som bragte ham på krigsfot blant annet med Grieg. Og han kom efter hvert på krigsfot med mere enn én av kulturlivets kjente menn. Hans angrep kunne være ubarmhjertig hårde og sviende, ikke minst når det gjaldt kampen for operasaken, men han kjempet alltid med blanke våpen og i sakens interesse. At han med sine fire operaer kanskje også talte en smule for sine egne interesser i operasaken kan så være, men at han alltid talte og skrev ut fra en klippefast indre overbevisning kan ingen betvile.

I den ellers fyldige og velskrevne biografiske del av boken savner jeg f or øvrig et kapittel om organisten H. Benestad kommer nok rett som det er inn på den siden av hans virke, bl. a. hans befatning med det oppsiktsvekkende funn i Riksarkivet da Olsokmusikken blev oppdaget, men det kunne være enkelte andre ting det ville være av interesse å få belyst. For eksempel hans stilling i striden omkring Lindemans koralbok.

Hvar rigtignok temmelig ung da »salmesangstriden« raste som verst, men vel neppe yngre enn at han hadde gjort seg opp sine meninger også om den sak -. Noen bemerkninger om hans spill til gudstjenesten ville det likeledes vært hyggelig å få med i en bok om Johannes Haarklou.

Med det er jo H.s tallrike verker, som omfatter nær sagt samtlige musikalske former, som påkaller hovedinteressen i et verk som nærværende. Det kan nok ha sine vanskeligheter i dette til f elle hvor produksjonen stort sett er av nokså ujevn kvalitet å finne frem til brukbare retningslinjer for vurderingen, men det forekommer meg at Finn Benestad har løst sin oppgave på en mate som både røper et inngående kjennskap til stoffet og sikker kritisk evne. Han finner som regel få trekk ved H.s musikk som skiller den klart ut fra samtidens norske komponister undtatt mannskorene - og hevder hans delvis avhengighet av forbilder. Ut fra enkelte av de noteeksempler som anføres å dømme er H. forøvrig slett ikke så konservativ som Benestad vil ha det til. H. har sikkert hatt et øye til noen hver av rabulisterne i sin samtid. Han kan i flere tilfeller med grunn betegnes som dristig, særlig i det harmoniske, men en annen sak er det jo hvor vidt man alltid kan oppdage det dypest sett personlige bak dristigheten.

Desverre omfatter det man kjenner av H.'s store produksjon bare en ubetydelig brøkdel. Benestad har imidlertid arbeidet seg gjennom hele rekken, og han har utført mye godt arbeide, særlig ved å klargjøre stof f og form i de store hovedverkene, oratoritet, symfoniene og operaene. - Et blikk på den anselige verklisten kan ikke undgå å resultere i et lite spørsmål: Er det intet av alt dette som kunne reddes fra glemsel? En og annen romanse figurerer nok nå og da på programmene, men de større verkene er sørgelig ukjente i våre dager. Kanskje Finn Benestads bok kunne gi støtet til en aldri så liten Haarklou-renessanse. I sine beste verker har han - tror jeg - gjort seg fortjent til det. C.B.

MOGENS von HAVEN: Balletten danser ud . .

Billeder fra Den kongelige danske Ballet. 112 s., kr. 40,00. - Gyldendal.

Denne statelige udgivelse er tænkt som en souvenirbog for alle elskere af vor kongelige ballet. Den rummer henved halvandet hundrede reproduktioner af optagelser, som for størstedelen er taget under selve balletopførelserne. Mogens von Haven har udviklet et sikkert blik for de rette øjeblikke og en fin fornemmelse for det væsentlige, ligesom han ofte rammer i plet med de psykologiske karakteristiker. Man bliver ikke træt af at blade i dette billedgalleri, selv om man kunne have ønsket, at mange af de mindre billeder var blevet erstattet af færre større og at man havde anvendt en anden reproduktionsteknik end offset, som slet ikke lader de mange vidunderlige smukke optagelser vederfares retfærdighed. Der har desværre indsneget sig adskillige fejl i tekster og register, som bør rettes i den påtænkte engelske udgave. - Den erfarne amerikanske balletkender John Martin har forsynet bogen med et forord, hvis hovedvægt er lagt på ønsket om en omhyggelig vedligeholdelse af den danske ballets specielle traditioner, som i John Martins øjne har enestående betydning, også i internationalt perspektiv.
S. B.

DAN FOG: The Royal Danish Ballet 1760-1958 and August Bournonville. A chronological catalogue . . . u'ith a ?)iusical bibliography. 79 s., kr. 17,50. - Eget forlag.

Med vanlig omhu og indsigt har Dan Fog nu beriget vor sparsomme balletlitteratur med et opslagsværk, der snart vil vise sig uundværligt for alt studium af dansk ballet.

Man finder her en komplet fortegnelse over samtlige opførte balletværker, divertissementer samt balletindslag i andre forestillinger gennem de sidste 200 år - og konstaterer samtidig med forbløffelse, hvor megen af al denne balletmusik findes tilgængelig i trykte udgaver. Bournonvilles produktion er samlet i et specielt afsnit, der må omfattes med særlig interesse som den første i sin art, omend den på visse punkter ikke er komplet. Heller ikke den Harald Lander'ske produktion af balletindslag i operaer og andre forestillinger synes udtømmende registreret.

Men her har udgiveren vel selv søgt en begrænsning. - De meget omhyggelig udarbejdede navne- og titelregistre gør det store stof let tilgængeligt og bidrager til bogens praktiske anvendelse som opslagsværk. De fire år, udgiveren har anvendt på dette arbejde, tør siges at have været frugtbringende.
S. B.

NIELS FRIIS: Th. Frobenius & Co. 1909-1959- Med resumé på engelsk og tysk. 120 s. ill. - Frobenius, Lyngby.

1959 var et mærkeår for dansk orgelbygningskunst, idet firmaet Th. Frobenius & Co.

kunne fejre sit 50 års jubilæum. Det skete bl. a. ved udsendelse af en elegant bog om det kendte orgelbyggerværksteds historie, forfattet af Danmarks førende orgelhistoriker, redaktør Niels Friis, hvis anseelse er så uomtvistelig, at selv konkurrerende danske orgelfirmaer søger hans bistand, når de historiske tråde skal redes ud.

Th. Frobenius & Co. har i de forløbne 50 år sat sit navn på ialt fem hundrede orgler herhjemme og i udlandet, og har desuden udført en lang række restaureringsarbejder og forbedringer på allerede eksisterende orgler, højst fortjenstfulde indsatser, som har reddet mange historisk betydningsfulde instrumenter fra undergang.

Th. Frobenius blev født i Württemberg, hvor han kom i lære, da han var 13-14 år gammel og fik sit svendebrev 1903, endnu ikke fyldt 18 år. Så gik han på valsen efter tidens skik, traf en arbejdskammerat, som var dansk, orgelbygger A. C. Zachariasen, der der fik ham til Århus som medhjælper fra 1907. To år senere blev Th. Frobenius leder af det orgelbyggeri, som pianofabrikant Chr.

Winther etablerede til udvidelse af sin virksomhed, men som fik helt selvstændig karakter og havde til huse i en gammel møllebygning på Nørrebro. Herfra leverede Th. Frobenius sit første arbejde i 1909, en ombygning af et orgel til Harboøre kirke i Vestjylland, og kort efter to betydeligere instrumenter, orglerne til Godthåbskirken på Frederiksberg og den svenske Gustafskirke på Østerbro. Med disse arbejder slog Th. Frobenius sit navn fast. I 1914 blev han optaget som kompagnon i firmaet »Chr. Winther & Th. Frobenius, Kirkeorgelfabrik« med værksted i Classensgade 7. Først i 1925 blev orgelbyggeriet flyttet til sin nuværende bygning i Lyngby og fik samtidig en væsentlig udvidelse ved overtagelsen af Horsens orgelbyggeri, der var startet af organist Marinus Sørensen i 1909, samme år som Th. Frobenius leverede sit første selvstændige orgelværk.

Henimod slutningen af sidste verdenskrig indtrådte stifterens to sønner, Walther og Erik F. i virksomheden, der således nu er på vej til at opnå, hvad man kunne kalde familiedynastiets styrke.

Dette er de nøgterne omstændigheder om Th. Frobenius & Co. fra starten til nu. Men den egentlige beretning om virksomheden kommer fra de mange instrumenter i og udenfor Danmark, der året rundt taler deres tonende sprog om dansk orgelbygnings høje kunstneriske og tekniske standard. Herom kan man læse detailleret i Niels Friis' smukke bog. Den er trykt på fint krideret kunsttrykpapir, som præsenterer det rige billedmateriale på bedste måde. S. B.

Musikkpedagogisk fretnsføt Det er et giedelig uttrykk for musikkpedagogisk våkenhet og vekst når musikkforlaget Wilhelm Hansen samtidig starter utgivelsen av skolemusikkserien Música og tidsskriftet for ny musikk og skolemusikk, forum Aiusica.

Harald Bjerg Emborg har den redaksjonelle hånd om begge foretagender, og av tidsskriftets åpningsartikkel går det frem at Música vil bringe stoff fra de forskjellige epoker og av forskjellig vanskelighetsgrad slik at man under kravet om allsidighet setter inn først og fremst på områder som ellers forsømmes og på den mate søker å imøtekomme skole- og folkemusikklivets største behov.

Utgivelsen av Música vil følge fire hovedlinjer: skolemusikk for barn, musikk for voksne og viderekomne, kirkemusikk og en »munter avdeling«.

Hovedintens j onen med serien så vel som tidsskriftet er å skape et fruktbart forhold mellom den alminnelige musikkutvikling slik den ytrer seg i den samtidige kunstmusikk og det musikkpedagogiske arbeide innen skole og folkelig musikkliv. Det er forøvrig det samme problem som Nordisk Musikkpedagogisk Union har på sitt program for sommerens kongress.

Música vil engasjere komponistene i skapende arbeide nettopp med sikte på amatørmusikklivets forskjellige behov, og Forum Música skal da være stedet hvor komponister, forfattere og pedagoger møtes til drøfting av prinsipielle og praktiske problemer, midler og mål.

At det her er satt i gang et nødvendig arbeide, må være hevet over enhver tvil. Det skulle være grunn til å tro at et slikt møte mellom skapende musikk og pedagogisk formidling vil virke inspirerende på de komponister som kommer inn i bildet, samtidig som pedagogene på sin side vil kunne slippe å ty til stoff av lettkjøpt musikalsk karakter slik vi finner det i den ofte sikkert velmente musikk »redusert for barn«. »Nedladende småsmuler fra den voksne verdens bord«, som Per Nørgård uttrykker det.

Det som i øyeblikket foreligger i serien Música er vesentlig nutidsmusikk. Uten å gå til noen nærmere bedømmelse av de enkelte komposisjonene kunne jeg ha lyst til å fremheve Vagn Holmboe's Concertino for blokkfløyter og strykeorkester. Ellers tår de forskjellige komposis jonene opp en mengde problemer i samtidsmusikken, ikke minst den rytmiske side. I det hele stiller serien betydelige krav til de musikkpedagoger som skal arbeid med stoffet, men under gunstige forutsetninger vil den på en meget positiv måte kunne bidra til den musikalske dannelse. Det vil være å ønske at man i arbeidet med Música og Música Forum makter å betrakte og behandle problemene i deres almenkulturelle sammenheng, og det er mitt hap at utgiverne i sin iver for nutidsmusikken ikke må glemme de musikk-kulturelle perspektiver som en historisk betraktningsmåte gir. På den måten tror jeg best man fremmer kontinuiteten i kulturidviklingen.

Stimulert av de muligheter som dansk skole gir musikkutøvelsen har Henning Krogsbolm (Wilhelm Hansen, Musik-forlag) utarbeidet samlingen Organisatoriske tips som omfatter en grundig veiledning og et omfattende blankettmateriale til bruk for den frivillige musikkundervisning i skolen. Sikkert en kj ærkommen hjelp til løsning av praktiske problemer.
O. K. S.

HELGA CHRISTENSEN: Drenge stemmer i Overgangsalderen. — Wilhelm Hansen, Musik-forlag.

I denne boken øser Helga Christensen av sin rike sangpedagogiske erfaring. Stoffet vil være til uvurderlig hjelp for de lærere som arbeider med overgangsstemmer. Innledningsvis gis en fremstilling av hva som stemmemessig foregår i de vanskelige overgangsår, og videre gir forfatterinnen retningslinjer for den sangundervisning av et mere individuelt preg som bør drives i denne tid. Etter gjennomgåelsen av en rekke øvelser bringer boken en forkortet mønstertime, og det gis utførlige henvisninger til egnet sangstoff av forskjellig art, naturligvis av aktualitet først og fremst for danske forhold.

Det ser ut som om en pedagogisk offensiv er satt i gang innen dansk musikkliv, og det gir grunn til forhåpninger. O. K. S.

EJNAR JACOBSEN, VAGN KAPPEL, GREGERS DIRCKINCK-HOLMFELD: Musikkens mestre, udenlandske komponister, I--II, 2. udg., 630 s. — Gjellerup, Kbhvn. I960.

1. udgave af »Musikkens mestre« fra 1944 er forlængst udgået fra forlaget. Det føles derfor naturligt, når forfatterne EJ. og V.K., nu bistået af Dirckinck-Holmfeld, har foretaget en væsentlig omarbejdelse og udvidelse af værket, således at det nu foreligger i to statelige bind med hovedvægten lagt på 19.20. årh.'s komponister. Bogen henvender sig til den store kreds af musikinteresserede, og den må ikke betragtes som nogen egentlig musikhistorie. Således er de tidligste afsnit i musikkens europæiske tilværelse kun flygtigt behandlet. Det skal dog med det samme fastslås, at værket trods sin populære form udfylder en savnet plads hos de musikstuderende. Man må nemlig huske på, hvor lidt der på dansk er skrevet om nyere komponister og deres værker, i virkeligheden er 19. årh.'s og vor tids mestre aldrig blevet så fyldigt beskrevet som i den foreliggende nyudgave.

Man tager derfor ikke i betænkning at anvende bogen til opslag, hvis man ønsker at rådføre sig med en dansk.

Når tre forfattere arbejder sammen, vil forskellige synspunkter altid gøre sig gældende, men for mig at se er det her virkelig lykkedes at samarbejde stoffet, så der er kommet en helhed ud af det. Af de ældre mestres biografier skal jeg fremhæve V.K.'s afsnit om Mozart. I en ypperlig fremstilling sættes wienermesteren ind i et kulturhele, hvor liv og værk beskrives på en letfattelig måde. Hele andet bind er helliget nationalromantikken og vor tids komponister. Det er karakteristisk, at forfatterne udfra deres praktiske kendskab til, hvad et musikpublikum af i dag kræver at få belyst, har givet netop ret indgående fremstilling af det store stof fra slutningen af forrige årh. og op til dags dato. I modsætning til de ofte chokerende subjektive udtalelser, som man kan finde i danske musikforskeres skrifter, fremstår behandlingen af de sidste 100 års musik i EJ.'s, V.K.'s og G.D.-H.'s bog på en oplysende og i bedste forstand populær-saglig måde. Man mærker, det er en oplevelse for forfatterne at beskrive dette stof, uden at de samtidigt havner i ensidige fremhævelser af den ene komponist på den andens bekostning.

G.D.-H. har skrevet afsnittet om Bruckner, Mahler, Wolf og Reger. Det rummer gode oplysninger og fine iagttagelser af de nævnte mestres egenart. Enkelte skønhedspletter forringer ingenlunde værket, jeg skal her blot fremdrage et par. EJ. gør i kapitlet om nordiske komponister den svenske barokkomponist Roman »til den svenska kyrkomusikens fader«. Roman benævnes i virkeligheden allerede kort tid efter hans død som »den swenska muiquens fader« slet og ret. Om den nyeste svenske musik siger samme forfatter, at »Sveriges musikliv stadig savner en virkelig banebryder for en ny linie i den svenske kirke- og folkesang sådan som Danmark fik det med Th. Laub og Carl Nielsen«. Her må man til lykke og gavn for svensk kirke- og folkesang sige Gudskelov! Netop den kendsgerning, at man »hinsidan« ikke har kendt til den epigonagtige stagnation i kirke- og folkesangen, som vi har været vidne til, og som tillige har bredt sig ud til musikopfattelsen af ældre og nyere kunstværker, har i Sverige skabt jordbund for en frisk og levende nutidskunst f. eks. i kirken. Jeg skal her nævne den unge dodekafonist Sv. E. Backs motetsatser, der direkte er opstået som et bestillingsværk fra den svenska diakonistyrelsen, altså et moderne kirkeligt brugsværk. Dette burde have været nævnt! Måske føles G.D.-H.'s gennemgang af den nyeste svenske tonekunst lovlig kort i betragtning af f. eks. Karl Birger Blomdahls og Ingvar Lidholms internationale position. Forfatteren sammenligner Blomdahls udvikling med N. V. Bentzons »eruptive«, men i virkeligheden er Blomdahls stringente og koncentrerede arbejdsmåde den dimetrale modsætning til Bentzons teknik og karakter som skabende kunstner. Den slags detaljer, som en fagmand måske vil falde over, forstyrrer dog ikke værkets værdi og betydning for danske musiklæsere. For fuldstændighedens skyld skal tilføjes, at 2. udgave af »Musikkens mestre« indeholder et glimrende billedmateriale, velvalgte og letspillelige musikeksempler med gode kommentarer. Hertil et tillæg om orkestret og sidst men ikke mindst en overskuelig litteraturliste over danske og væsentlige udenlandske værker. B. J, HENNING BREDSDORFF: Sangteknik eller - Fra ubevidst til bevidst natursang. — A. Frost-Hansen.

Henning Bredsdorff har i sin indledning givet udtryk for sin tvivl om, hvorvidt hans bog om sangteknik vil kunne gi' læserne et praktisk udbytte — hvad jeg heller ikke tror, den kan for de fleste sangpædagoger. Men der er meget i den, som interesserer, selv om hans syn på den »psykosomatiske proces« som grundelement for sangundervisningen jo ikke er noget nyt.

I indledningen gentager han atter og atter: »Sangkunsten befinder sig i en krisesituation«. Jeg kan nu ikke se så pessimistisk på sangdebuter, operasangere og pædagoger, som Bredsdorff gør, men jeg indrømmer gerne, at han har ret i meget. En passus som »Hvis sangerne forstod at lade sig bruge af deres stemmer i stedet for med vold og magt at tvinge stemmen til at præstere noget, de selv ved deres indstilling forhindrer den i, var sangerkrisen endt«, vil jeg gerne skrive under på. Men nar han mener, at det er nødvendigt for at nå det mål at gøre sangundervisningen til en psyko-analyse, synes jeg, jeg må protestere. En sund stemme i et sundt legeme (og det findes gudskelov da stadig) skal ikke psykoanalyseres.

B. påstår, at når man blot er i kontakt med sig selv, kan man også synge. »Er man virkelig sig selv, er der en så inderlig kontakt mellem psyke og soma, at tanken kan resultere i sang«. At det i alle livets situationer er et plus at være i kontakt med sig selv, ved vi. Men hvis det forholdt sig således i vor nervøse og forjagede tid, at ingen kunne synge rigtigt og smukt uden at være i fuld kontakt med sig selv, ville vi ikke kunne fremvise ret mange gode sangere og sangerinder - noget jeg synes, vi trods alt er i besiddelse af.

B.'s Alfa og Omega er ordet »tankebillede«: »Undervisning foregår ved at eleven indstiller sig på de tankebilleder, som pædagogen foreskriver. Og når pædagogen ved, hvilke tanker, der påvirker de forskellige muskelgrupper, kan han blot sammenstille den tankemosaik, som er påkrævet.« - Men mon ikke de tankebilleder ville være lige så mange og lige så forskellige, som der er pædagoger? I forbindelse hermed vil jeg gerne citere, hvad den svenske sangpædagog Hjalmar Arlberg skriver i sit forord til den lille bog »Belcanto«: »For at gi' en rigtig anvisning i sangkunst gælder det at følge fysikens evige love, som gælder under alle omstændigheder, for alle tider og for alle stemmer.« Måske kunne der bygges en bro mellem disse synspunkter. Arlberg's bog er meget interessant - den udkom i 1941, og jeg ved ikke, om den kan fås mere. Hans afsnit om resonans er meget inciterende og han har et klart sprog. Men jeg vil gerne anbefale læsning af Bredsdorff's bog. Enig eller uenig indeholder den mange nye tanker, og den er skrevet af en pædagog, som har en idealistisk tro på, at det psykiske burde være den motor, som sætter alt det andet igang. I vor tekniske tidsalder kan det ikke nok betones, at tekniken aldrig må blive andet end et middel, aldrig et mål.
A. G.