Nordisk musikfest for musikstuderende

Nordisk musikfest for musikstuderende

Oslo 26. februar-5. marts 1961

Rapport fra Studiekredsen for »Ny Musik på Konservatoriet«

Denne årligt tilbagevendende begivenhed, som man som deltager ser frem til og glæder sig over, var ikke hverken det i form eller indhold overraskende, snarere et kært genhør og gensyn med musikværker og musikere, som er lige så unge som en selv. Gensyn, fordi deltagerne i år hovedsageligt var de samme som sidste år i København. Genhør, fordi musiken, hvor uropført den end bliver, på en ikke ukendt måde syntes hørt før. En ting, der til syvende og sidst måske ikke er så mærkelig, men alligevel beklagelig, idet undertegnede er af den mening, at de momenter i musikken, som vi med smerte eller glæde skal genkende, på en vis måde skal være af abstrakt og fortvivlende uoversættelig art og ikke kunne sammenfattes under benævnelser såsom teknik, form eller stil, d.v.s. klicheer. Der var få værker med et væsentligt, altid-gyldigt og gerne genkendt indre, og alt for mange i alt for genkendelig klædedragt.

Programmet for denne unge Nordiske Musikuge bestod af 4 koncerter: 2 kammerkoncerter og l orkesterkoncert, alle afspillet i Kringkastingens store (udmærkede!) koncertstudie, foruden l kirkekoncert. Som beskedne danske deltagere hæftede vi os først og fremmest ved den 28-årige finne Ilkka Kuusisto}s 4 minutter lange værk »Crucifixus« for strygekvartet og baryton, en stærk og moden ekspression, spændt af koncentration, knaphed og beherskelse. Imponerende udført (med den fyldige baryton Harri Nikkonen som hovedmand); værket imponerede i sig selv, fordi målet syntes nået: den største fylde i den knappeste form. Moderat serielt uden en eneste kliché. Nævnes må også finnen J ou ko Lin j ama1 s »Ave Maria« for damekor. Et smukt og inderligt værk, hvis milde karakter var udtrykt i en velklingende polyfon sats. Endvidere må nævnes Erkki S almen haar a (yngste deltager, 19 år). Sammen med en glimrende ung cellist spillede han selv sin Sonate for cello og klaver. Endnu umoden, endnu uden profil viste han store evner for håndværket og havde et overbevisende overblik over satsens musikalske forløb, de lange S j os tako vit j-prægede linjer. Ham glæder vi os til at høre nyt fra.

Også to svenskere, Karl-Erik Welm og Folke Rabe, hævdede sig på kammerkoncerterne. Welin med sin »Sermo Modulatus« for fløjte og klarinet, et opus med temperament og (pudsigt nok!) humør — om end noget belastet af den strengt serielle teknik, som for ofte afstedkom tilfældigt-fade konstellationer harmonisk set. Værket var i tilgift udstyret med nogle umotiverede affektationer, såsom f. eks. klapren med fløjtens pude, en ting der på tilhøreren virkede som et ikke engang effektfuldt postulat af en vis krukkethed. - Men alligevel et godt og knapt værk og som helhed fint instrumentegnet. - Også Rabe hævdede sig med 7 klavervariationer, der næsten var så gode som Webern. Et værk med mening og som »klang« godt.

Af danske bidrag kan nævnes Jørgen Plaetner's »Continuo«, elektronisk musik, som allerede har været opført herhjemme (DUT). - Om den videre danske deltagelse må henvises til, hvad Finn Mortensen som eneste anmelder skrev i »Dagbladet«:

De nordiske musikkstuderendes annen og siste kammerkonsert ble holdt i Kringkastingens Store Studio igår kveld. Inntrykket av de komposisjoner som ble oppført var stort sett bra, og de utøvende musikere skilte seg godt fra de forskjellige oppgaver.

Sterkest i bildet sto den danske komponisten Mogens Winkel Holm (f. 1936) med sitt verk »Abracadabra«, fem seriader for tre, blikk, tarm og skinn. Komponisten formådde her å gi et personlig uttrykk gjennom et velorganisert materiale hvor de forskjellige elementer sto i avbalansert forhold til hverandre. Det var ren musikk, musikk med spenning, intelligens og humør. Et friskt pust i en ellers temmelig konvensjonell atmosfære. Eksekutørene i dette verket må nevnes med ære: den påpasselige og begavede dirigenten Peter Lassen, de tref fsikre blåsere Hanne Friis-Nielsen på piccolofløyte og på trompet, den gode cellistinnen Birthe Holst-Christensen og den utmerkede paukistinnen Suzanne Ibstrup, alle begavede unge dansker.

Mogens Winkel Holm var også mann for et annet av kveldens verk, Strykekvartett nr. 2 »Momenta a ball ata«, hvor de gode strykere Jan Hel ding og Bodil Sunniva Hauge, fiolin, Per Buch, viola og Birthe Holst-Christensen, cello, gjorde en respektabel innsats. Komponistens behandling av materialet virket ikke her så overbevisende som i »Abracadabra«. Det ble noe uforløst over komposis j onen, men en merket seg en vilje til personlig formløsning.

Der var ingen norske kammermusikværker, men et norsk kirkeværk må vi nævne, Kare Kolber g's korværk »Davids 67. salme«, symptomatisk for kirkekoncerten i sin traditionelle og pæne ufarlighed, men med en smuk inderlighed, som dog i længden virkede mildt sløvende til trods for værkets korthed. - Og det var i det hele taget fristende for forholdsvis rebelske tilhørere at spørge, hvorfor disse kirkemusikere (svenskerne Öhnvall, Forsberg og Birgitta Holm, finnen Monnonen) ikke kan tænke sig at anvende orglet til andet end passacaglia'er, præludier og fugaer i en stil, som når det går vildest til, ikke engang er Hindemith'sk?

Af orkesterværkerne må vi nævne to, som på os virkede betydelige, først svenskeren Stig Gustav Schönberg's tre år gamle »Introduktion og allegro« for strygeorkester. En fint klingende sats med store linjer, som virkede veldisponerede. Intet »nyt« at hente, andet end (under Øivind Fjeldstad's ledelse) friskhed og fint arbejdende polyfoni. Dog havde vi håbet at høre et nyt værk af denne komponist, som sidste år fængslede med sit lovende arbejde for cello og klarinet. - Det andet svenske orkesterværk, Jan Bark's »Metakronismer« for orkester, kunne man have lyst til at skrive meget om, og ikke for dets dyder! Her vil vi dog indskrænke os til at nævne det mest karakteristiske: værkets »veldisponerthed«, dets sikre og massive instrumentation, dets stilsikkerhed, - komponistens håndelag og kyndighed i virkemidler. Men det skræmte og skæmmedes af en psykologisk set usympatisk karakter, som bedst kan betegnes som en diktatorisk gejlen-op, en ekstase-pisken, der takket være en ffff-slutakkord ikke kunne undgå at »virke«. - Under komponisten os ikke nuancerne, det differentierede? Eller underkender han vor evne til at fornemme og opleve dette? - I begge tilfælde en fornærmelse mod et musikalsk publikum, som i så få tilfælde hellere vil ane end få bekræftet værkets despotiske natur. - Falsk temperament!

Ellers var temperament det mest savnede under denne musikfest. Da komponisterne endnu er i tyverne, kan det ikke være alderen, der trykker. Enten er evnen til at udtrykke temperamentet endnu ikke givet komponisterne (og det er sandsynligt), eller også er disse bange for at udtrykke dette (det kan tillige være sandsynligt). En vis angst prægede denne musikfest - ikke for paddehatteskyer etc., men for at udtrykke sig selv! En vis uniformitet, ikke formalistiskt, men emotionelt.

- Men både af undtagelserne fra og bekræftelserne på denne påstand har vi lært meget, som gør os spændte på næste år i Stockholm.

Peter Ernst Lassen og Mogens Winkel Holm.