Nordkoraler

ULRICH TEUBER

Nordkoraler

Bemærkninger til den fællesnordiske koralbog

Da nordiske musikforskere i sommeren 1954 holdt kongres i Sverige, blev der fra dansk side gjort rede for den nye danske koralbog, der på dette tidspunkt kun forelå i korrektur. Foredragsholderen, professor Jens Peter Larsen, sluttede sin redegørelse med at stille forslag om, at man nu søgte at tilvejebringe en fællesnordisk koralbog, som kunne bringe orden i de ret brogede forhold, der præger de nordiske landes lutherske salmesang.

Efter en diskussion (refereret i Svensk Tidskrift for Musikforskning, arg. 1954, s. 144/45) vedtog mødet, at man gik i gang med at nedsætte en internordisk komité, der kunne udarbejde en »grundlæggende koralsamling, omfattende det centrale lutherske melodirepertoire«. Lad så være, at mødets resolution begynder med at konstatere mere følelsesbetonet end just videnskabelig, at udviklingen »beklageligvis« har medført, at en og samme koralmelodi synges på forskellig vis i de forskellige nordiske lande - det er såmænd ikke udviklingens skyld, for der har altid været divergerende linier i nordisk kirkesang! Og lad så være, at resolutionens forfatter nok ikke har gjort sig ganske klart, i hvilken grad de enkelte nordiske landes forskellige kirkepolitiske status ville virke tilbage på deres komitémedlemmers beføjelser: det har da også vist sig, at arbejdet fra svensk og finsk side blev støttet fra de respektive statskirker, mens dette ikke har været tilfældet for Norges og Danmarks vedkommende. Lad os hellere se på det håndgribelige resultat, der nu, efter næsten syv års arbejde, foreligger som »Nordisk Koralbok« (Wilhelm Hansen, 1961, 145 sider, kr. 30,-). I betragtning af, at de danske medarbejdere ved den nordiske koralbog var Jens Peter Larsen og Henrik Glahn, der senere supplerede sig med Mogens Wöldike og Søren Sørensen, d.v.s. alle tilhørende kredsen omkring Den danske koralbog, må det være nærliggende at sammenholde den nordiske koralbog fra 1961 med den danske fra 1954.

Nordisk koralbog (NK) er af væsentlig mindre omfang end Den danske koralbog (DDK); forholdet er 98 numre mod 450.

Selv om NK skal dække det lutherske »stam«-repertoire for de fire lande Danmark, Norge, Sverige og Finland, rummer den kun en god femtedel af DDK's indhold. Ligeledes er kun cle ældste melodier medtaget: 60 opføres fra middelalder og reformationstid, 26 fra ortodoksien indtil J. Criiger og kun 12 er senere, den yngste fra ca. 1740. En sådan begrænsning af stoffet kan jo nok lette redaktionsproblemerne en del, men ganske uanset denne begrænsning er det en glædelig overraskelse, i hvor høj grad NK er klarere og musikalsk bedre redigeret end DDK. Mens den sidstnævnte viser usikkerhed i notationen, i behandlingen af optakt- og fermatproblemet, og ofte har ret svage harmoniseringer, er der nu indtrådt en kendelig bedring på alle disse områder. Her har det været en hjælp, at man har støttet sig til den nye tyske koralbog (EKG) fra 1950, som man med flid har undgået ved redaktionen af DDK, - ansvaret for denne ændring synes ikke mindst at ligge hos det svenske komitémedlem Harald Göransson.

Naturligvis vil et værk som NK trods sine umiskendelige gode sider give anledning til en del kritiske betragtninger. Koralerne er noteret i 4-stemmig satser, uden taktstreger og uden tekst, idet 1. vers af den tilhørende danske, norske, svenske, finsk-svenske og finske tekst står adskilt fra noderne, men på samme side. Det kan undertiden være lidt svært at orientere sig i nodebilledet uden den hjælp, teksten giver, selv om melodibegyndelser med optakt er afmærket ved en lille betoningsstreg efter 1. node. Almindeligvis begynder ethvert nyt nodesystem med en betonet node, men dette er ikke helt gennemført, og der kan f. eks. opstå forvirring ved skiftet til 2. system i nr. 7 og 61. Melodivarianterne er afmærket på alle tænkelige måder, fra små forklarende fodnoter, fuldt optrukne eller stiplede buer over mindre eller større vedføjede melodicitater til ligefremme dobbeltformer. Den meget sindrige buekonstruktion i nr. 6 til anskueliggørelse af den afvigende tekstfordeling mister dog en del af glansen, når man opdager, at buen for den danske tekst er sat forkert: dansk og norsk har samme tekstfordeling i sidste linie. Der meddeles, at fermater principielt er undgået, men hvorfor dukker de alligevel op i nr. 38 A og B? Endvidere kan der opstå uklarhed med hensyn til fortegnsætningen, se f. eks. nr. 22, hvor kryds for altens 6. node formentlig gælder videre for 8. node.

Melodiformerne er i en del tilfælde bragt på et stade, der kan betragtes som det endelige, eller dog meget nær det endelige. Dette gælder f. eks. Crügers »Jesus, livets sol og glæde«, nr. 82, som nu omsider har fået sin originale skikkelse igen, og det gælder ligeledes numrene 18, 20 og 50 (Kom Hellige Ånd, Herre mild; Vi tror på en almægtig Gud; Til dig alene, Herre Krist), selv om denne gruppe nu findes i divergerende former i samtlige endnu brugelige koralbøger. I andre tilfælde havde man måske kunnet tage skridtet helt ud med retableringen af de originale former (nr. 54, 55, 67, 77), i stedet for at blive stående på et mellemstadium. Ikke umiddelbart indlysende er optagelsen af nr. 28 og 29, der ikke findes i andre nordiske lande end i Danmark (hvor de tilmed ikke bruges!), - skal man endelig bringe en melodi til »Var Gud ej med os«, burde vel ikke nr. 28, men EKG 193 være valgt, der er hyppigst anvendt på tysk grund. I visse tilfælde er der bødet på Laubs mere egenrådige redaktioner. Man har endog vovet at bringe Vulpius' »Lobt Gott den Herrn« i den 7-linede form som nr. 71, ganske vist uden dansk tekst, og med en spagfærdig bemærkning i kommentaren om, at en af Laub ændret og udvidet version i Danmark anvendes til »Denne er dagen, som Herren har gjort«. Men hvad bliver der af Laubs andre omsyninger, såsom »Giv mig Gud en salmetunge«, »Almindelig er Kristi kirke« og »O du min Immanuel«, der heller ikke kan bruges til deres oprindelige versemål?

Harmoniseringerne er i ret stort tal overtaget fra DDK. Der kan dog iagttages en hel del rettelser, der oftest viser sig at være forbedringer, - og herved adskiller NK sig tydeligt fra den danske forgænger. Undtagelsen fra denne regel er nr. 16 A »Nu bede vi den hellige Ånd«, hvis første linie er harmoniseret anderledes, men afgjort lige så uskønt som den tilsvarende linie i DDK 306. En ny tone, eller måske en ny hånd spores i nogle af udsættelserne, f. eks. den svenske midsommervise nr. 95, en melodi, der allerede i DDK kunne have afløst den tørre redaktion af »Entlaubet ist der Walde« til 307 »Nu blomstertiden kommer«. Harmoniseringerne er oftest nærmet meget stærkt til originalerne, kun fire udsættelser opføres som selvstændige, uden brug af umiddelbare forlæg, men heraf bør vel nr. 89 undtages, der trods denne påstand viser umiskendelige træk af EKG-koralbogens harmonisering. Men hvorfor har man overtaget DDK's udsættelse af den svenske melodi til »Frydetonen«? Nu falder NK med denne harmonisering uhjælpelig igennem, selv overfor gamle Hæffners koralbog!

I sammenhæng med de stort set forbedrede harmoniseringer i NK må nævnes, at man ikke længere er slet så bange for melodiforsiringer, melismer og drejenoder, der tidligere i stort tal pilledes ud af melodierne i steriliseringsøjemed. Endelig bør der bemærkes, at NK har medført en stor indsats på det tekstlige område. Dels er genoptaget tekster, som er gået af brug, dels er der foretaget tekstredaktioner, som bringer stadig brugte tekster i nærmere samklang med det oprindelige versemål, og ydermere er der skrevet en mængde nye oversættelser til bogen. Ganske vist er disse tekster kun uofficielle, men de vil kunne bruges foreløbig som kortekster, og efterhånden vel også som forslag til salmebogsrevisioner. Fra dansk side har præsten Harald Vilstrup med stor kyndighed taget sig af denne del af arbejdet. Enkelte sprogblomster er dog ikke undgået, som f. eks. i nr. 21 »... Herre, kødspåtagelsens løndom ...«, - her er det ganske nyttigt, at der står skrevet »Dansk« over teksten!

Bogen har et nyttigt apparat med kildefortegnelse, kommentar og allehånde registre. Man savner dog en præcisere angivelse af forholdet til EKG, der ikke er optaget i konkordanslisten, selv om antallet af konkordanser her ligger på linie med den danske, svenske og finsk-svenske koralbog. Man har valgt at registrere fuld melodioverensstemmelse med EKG i kommentaren, men disse angivelser er ikke helt sikre; dels er de glemt ved numrene 96 og 97, der svarer til henholdsvis EKG 274 og 238, og dels ses der bort fra en række varianter, f. eks. nr. 71, 72 og 81 A, mens andre EKG-former, der ligger lige så tæt op ad NK, ikke registreres, f. eks. nr. 15, 55 og 65, der svarer til EKG nr. 26, 282 og 23.

Det er glædeligt, at der med NK nu er indtrådt en vending til større åbenhed i det danske koralbogsarbejde. Uden tvivl havde det været endnu heldigere, om denne vending var kommet så tidligt, at DDK havde kunnet nyde godt af den, eller endnu bedre, om de to bøger var kommet i omvendt rækkefølge! Det havde forenklet og lettet hele situationen, og vi havde været fri for en række dobbeltformer, der - til trods for al skandinaviske broderfølelse og forøget økumenisk indstilling - endnu må slæbes videre i de kommende år. Ganske vist er Thomissøns form af den gamle dagvise »Den signede dag, som vi nu ser« lidt pænere end den svenske form. Men vi bruger ikke denne melodi. Hos os er den en museumsgenstand, men i Sverige findes melodien i en form, der bruges og elskes. Er det mon så svært at vælge mellem de to varianter? Men vi er jo først ved begyndelsen af en ny udvikling. Her gælder atter Laubs ord fra 1918: »Bogen er jo bestemt til praktisk brug, ikke til studium. De kyndige behøver ingen årstal, de studerende kan sandelig ikke nøjes med en koralbog at lære efter, og lægfolk fristes ved et lærd apparat let til at flytte det hele over i »det historisk interessante«, d.v.s. noget, der ikke kommer dem ved for alvor«. Man må håbe, at en ny periode nu atter kan tage sin begyndelse, også for det danske koralbogsarbejde.