Grammofon

Af
| DMT Årgang 36 (1961) nr. 05 - side 197-200

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

GRAMMOFON

WAGNER: Tannhäuser. Fuldstændig indspilning med kor og orkester fra Statsoperaen i Berlin.
Dir.: Franz KONWITSCHNY. Tannhäuser: Hans Hopf, Landgreven: Gottlob Frick, Wolfram: Dietrich Fiscber-Dieskaii, Elisabeth: Elisabeth Grummer, Venus: Marianne Schech, Hyrden: Lisa Otto, Walther: Fritz Wunderlich, Biterolf: Rudolf Gonszar, Heinrich: Gerhard Unger, Reinmar: Reiner Siiss. - Electrola W ALP 565-68 (også stereo).

De to eneste af Wagners operaer, som hidtil ikke har været i handelen på plader herhjemme, er Tannhäuser og Siegfried. Siegfried har aldrig været indspillet i sin helhed, hvorimod Tannhäuser foreligger i en her i landet utilgængelig indspilning, hvis kvalitet dog er sådan, at savnet derved mildnes. Nu har HMV udsendt en ny indspilning, men ak, heller ikke den holder et blot nogenlunde antageligt niveau. Berliner statsoperaens kor og orkester er tydeligvis fuldt fortrolige med værket; det samme gælder dirigenten Franz Konwitschny, men hans kendskab til værket, hvis stilistiske uensartethed er en så levende illustration til den sindets splittethed, som er dets hovedemne, ytrer sig kun i form af død rutine; hans tempoer er ikke forkerte, men heller aldrig rigtig overbevisende, og hans arbejde med solisterne har ikke båret frugt i retning af individuel udformning af skikkelserne; der synges et jævnt forte hele operaen igennem af alle medvirkende - måske lige undtagen Fischer-Dieskau, hvis evne til at læse en tekst og udarbejde dens musikalske foredrag heller ikke her fornægter sig; kun bliver hans Wolfram en lidt kvindagtig og neurotisk person, og man savner - som altid hos Fischer-Dieskau - noget spontant og ægte mandigt i hans sang. Konwitschnys manglende smag og inspirationsevne viser sig mest skæbnesvangert i Hopfs udførelse af titelpartiet; hans stemme er flot i forte, men da han aldrig synger piano og i det hele taget ikke røber nogen forståelse af, hvad han synger om, bliver man snart træt af at høre på ham. Elisabeth Grümmer har egentlig en dejlig stemme og kunne utvivlsomt have sunget Elisabeth væsentlig smukkere, hvis nogen havde gidet gøre sig lidt ulejlighed med hende; nu synger hun bestandig forte, hvilket bevirker et højst generende, flakkende vibrato; et par steder synger hun også gale noder, af hvilke der for resten også forekommer et par stykker i orkesteret; det er man ikke vant til! Marianne Schechs stemme er af væsentlig ringere kvalitet end Grümmers, og også hun forcerer meget - med samme resultat; kunstnerisk er hendes fremstilling af Venus tam og ubetydelig. Frick synger Landgreven med god stemme men uden megen fantasi, hvilket dog i dette parti ikke gør så meget. Lisa Otto er sød og frisk som hyrden.

De »menige« ridderes roller er tilfredsstillende besat. Teknisk er optagelsen hæderlig uden dog at holde HMV's sædvanlige niveau; det bestandige problem: balancen mellem solister, kor og orkester, er ikke overalt bragt til en heldig løsning. - Alt i alt er denne indspilning en skuffelse - navnlig fordi den kunne have været meget bedre, hvis dirigenten havde formået at inspirere i stedet for at nivellere. G. S.

KURT WEILL: Aufstieg und Fall der Stadt Mahagonny. Fuldstændig indspilning med det nordtyske radiokor og anonymt orkester. Dir.: Wilhelm BRÜCKNER-RÜGGEBERG. Jenny: Lotte Lenja, Mrs. Begbich: Gisela Litz, Moses: Horst Gunter, Bill: Georg Mund, Jake og Tobby: Fritz Göllnitz, Joe: Sigmund Roth, Fatty: Peter Markwort, Jimmy: Heinz Sauerbaum, Fortælleren: Richard Munch. - Philips L 09418 L - L 09420 L.

Det er altid spændende at blive konfronteret med et værk, som vakte sensation ved sin fremkomst, og som derefter har ligget i dvale i en længere årrække. Kurt Weills opera »Mahagonny«, som er skrevet til tekst af Bertolt Brecht, fik sin førsteopførelse i Leipzig i marts 1930. Allerede i 1927 havde de to venner sammen skrevet et lille sangspil af samme navn, og operaen er en videre udbygning af dette. Premieren blev en af de største skandaler i tysk teaters nyere historie, idet nazisterne, som allerede dengang havde betydelig magt, foranstaltede demonstrationer, som snart gik over til regulært slagsmål på tilskuerpladsen. I 1931 opførtes operaen på Kurfürstendamm-teateret i Berlin og samlede mange tilhørere, men da nazisterne kom til magten, forsvandt både Brecht og Weill fra repertoiret, den første, fordi han var kommunist, den anden fordi han var jøde.

Efter krigen er Mahagonny begyndt at dukke op igen på de tyske teatres repertoirer; i afvigte sæson stod den for eksempel på spilleplanen i bl. a. Gelsenkirchen, Heidelberg og Kiel, og til oktober skal den komme i Hamburg. Herhjemme havde vi på et efter danske forhold overraskende tidligt ttidspunkt lejlighed til at høre Mahagonny, idet »Operaselskabet af 1932«, en i sig selv meget prisværdig institution, hvis liv dog blev sørgelig kort, opførte operaen nogle gange på Det ny Teater i København omkring nytår 1934.

Selv om denne opførelse i visse henseender var ret primitiv, gjorde den dog et stærkt indtryk og skærpede appetitten efter at høre mere af Weill; denne sult er i de mellemliggende år kun blevet stillet ved lejlighedsvise opførelser af »Laser og Pjalter«, som er den danske titel for hans »Dreigroschenoper«. Efter udvandringen til Amerika udvandedes Weills uomtvistelige talent, og i hans amerikanske operetter og sangspil er der ikke meget af den gamle Weill tilbage.

Hans smukke opera »Die Bürgschaft«, hvis handling er inspireret af Det gamle Testamente, uropførtes i Berlin i 1932 og er efter krigen atter spillet på Städtische Oper i Berlin med betydelig succes. At nazisterne ikke brød sig om Mahagonny, kan man ikke fortænke dem i; et mere renlivet kommunistisk, ja rentud nihilistisk angreb på kapitalismen skal man lede efter. Ikke des mindre er den overordentlig tankevækkende, og som sceneværk af betydelig virkning. Propagandistisk kunst er altid i nogen grad forstemmende, og man kan ikke noksom beklage, at Brecht med sine teaterbetragtninger, der er en sælsom blanding af geniale glimt og selvfølgeligheder, så tydeligt har åbenbaret, at hans egentlige og eneste formål med sit »episke teater« var at omvende folk til kommunismen. Han opbyder i denne forbindelse en sådan naivitet, at det er blevet selv kommunisterne for meget, hvorfor også flere af hans stykker er uønskede i jerntæppelandene. Heldigvis lader hans stykker sig - ligesom Wagners operaer - med stort udbytte både spille og se uden videre hensyn til hans egne teorier. - Weills musik passer fortrinligt til det vrængbillede af Amerika, som operaen giver samtidig med, at den er en af de mest rammende skildringer af Berlin i tyverne. Men musikken er ikke blot kynisk, den rummer også ægte lyrisk skønhed, som i sin fuldstændige mangel på sentimentalitet virker dobbelt gribende, og side om side med de bevidst banale schlagere finder man ensemblescener af en egen monumental storhed. Det kontrapunktiske arbejde er mange steder meget fint, ikke mindst i orkanscenen, som bringer en fuga med helt händelsk rejsning. Ved fornyet genhør efter 30 års pause erkender man, at operaen er et virkeligt kunstværk og ikke blot et interessant tidsbillede, at den både musikalsk og tekstligt rummer tanker af blivende værdi, tanker, sorn her blot er iført tidens klædebon (for musikkens vedkommende jazzpræget, for tekstens kapitalistæderiet), men som i deres væsen har gyldighed til alle tider.

Af denne opera har der hidtil på plade kun eksisteret et »Querschnitt«, som fylder en 78-plade på begge sider; den er optaget i Berlin ca. 1932 med Lotte Lenja (Kurt Weills kone) som Jenny og med det øvrige ensemble fra Kurfürstendamm-teateret Den giver jo kun en mundsmag, men er egentlig fortræffeligt udført i alle henseender. I den nye, fuldstændige indspilning af operaen, som Philips for nogen tid siden har udsendt, synger Lotte Lenja atter Jennys parti, og hun gør det imponerende godt, skønt hendes stemme, som på den gamle plade var en lys, lidt bar og sprød og temmelig uskolet sopran, er sunket ned til en ret dyb alt - med ikke stort mere skoling, end den havde for 30 år siden. Skønt dette har nødvendiggjort en ret voldsom transponering af hendes sange indtil en kvart nedad), er hendes udførelse af partiet alligevel af stor virkning og naturligvis præget af overlegen autoritet.

De øvrige rollehavende stammer vistnok alle fra Operaen i Hamburg, hvor man jo har opbygget et ensemble af sangere af den intellektuelle type. Denne kategori af sangere har kun sjældent også de smukkeste stemmer, og indspilningen er da heller ikke præget af bel-canto-vellyd; men da operaen jo heller slet ikke lægger vægt på dette, og der i øvrigt synges godt og med glimrende tekst af alle, føles det ikke som noget savn. Koret og orkesteret er udmærkede, kun er herrekoret favoriseret for stærkt i optagelsen; der savnes sopranklang i de store ensembler. Det er meget prisværdigt, at Philips har udsendt denne indspilning, og det skal blive interessant at høre den danske udførelse, som ligger klar til udsendelse i radioen, nu skuespillerstrejken er forbi. G. S.