Om at spille blokfløjte

Af
| DMT Årgang 36 (1961) nr. 05 - side 194-197

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

GUNHILD DECKJERT KNUDSEN

Om at spille blokfløjte

Blandt de instrumenter fra renæssance og barok, som atter bygges og som har gjort sig stadig mere gældende i løbet af de sidste 40 år, har intet opnået en udbredelse, som tåler sammenligning med blokfløjtens. Dette hænger nok sammen med, at blokfløjten ligesom gambe, spinet og luth med forkærlighed bliver dyrket af amatører, som her har fundet sig et taknemmeligt og tålmodigt instrument. Også pædagogerne har taget den til deres hjerte, og den er i udstrakt grad blevet indført i skoleundervisningen. Man kan dog få det indtryk, at de ivrige pædagoger i deres begejstring over, hvad de kan bruge blokfløjten til, glemmer selve instrumentet.

Mange har den fejlagtige opfattelse, at dette traditionsrige instrument udelukkende er et folkeligt instrument, som er let at lære. Forældre får fra skolen at vide, at det er bedst, om børnene begynder med blokfløjte, så kan de altid siden, når »grundlaget« er lagt, gå over til et »rigtigt« instrument. Hertil kommer, at et stort antal lærere betragter blokfløjten som et »hjælpe-instrument«, anvendeligt ved indlæringen af noder. Der kan da heller ikke være tvivl om, at nodelæsning også kan læres på denne måde, selv om både den idealistiske lærer og de musikalske blandt børnene må formodes at pines svarligt af de på begynderhold uundgåelige intonationsproblemer.

Naturligvis vil ingen instrumentalist kunne glæde sig over at se sit instrument anvendt på denne måde, reduceret til et hjælpeinstrument. Og i hvor mange tilfælde er forældre og børn orienteret om, at det, børnene går til, slet ikke er og efter hvad der siges lærere imellem heller ikke skal være blokfløjteundervisning?

På denne baggrund må det for en almindelig betragtning komme til at stå særdeles uskarpt, hvad man egentlig forstår ved blokfløjteundervisning og hvem der kan betragtes som lærere i faget. Dette virker tilbage på pædagogerne. Mange tror sig kvalificeret til at undervise, blot de har en grebstabel og kan orientere sig i noderne. Dette forhold er dog vist noget for blokfløjten enestående. Ville man finde på at undervise i klaverspil, fordi man er i stand til at læse noder, kender tangenternes navne og kan spille »Lille Peter Edderkop« og lignende småsange med én hånd? Næppe. Men dette ville fuldkommen svare til, hvad mange pædagoger gør med blokfløjten i dag. Så mange, at det har ført til, at det er relativt få, der stiller de samme musikalske og tekniske krav til en blokfløjtespiller som til andre instrumentalister. De fleste er ubegribeligt nøjsomme. Derfor er det vel, at man blandt musikere endnu kan træffe den opfattelse, at blokfløjte er noget, man kan lære sig selv.

Jeg vil gerne her fremhæve, at dette ikke er anbefalelsesværdigt, da blokfløjtens teknik og æstetik på væsentlige punkter adskiller sig fra alle andre instrumenters. Erkendelsen heraf synes ikke at være nået så vidt som for cembaloets og gambens vedkommende, men forholdet er nøjagtigt det samme. Det moderne klangideal kan ikke overføres til de gamle instrumenter, man må omstille sig totalt - og lære instrumentets teknik fra grunden af. Bedst kendt er dette vel fra cembaloet. Hvad gamben angår, har Thomas Rosenberg i DMT 1959, nr. 3, på overbevisende måde gjort det klart, at det ikke ubetinget er en fordel at have spillet cello, før man begynder at spille gambe. Ganske tilsvarende kunne jeg bemærke, at en tværfløjtespiller ikke har de bedste forudsætninger for at lære at spille blokfløjte. Holdning, fingerspil, blæsemåde og klangideal er fundamentalt forskellige.

Det er for alle gamle instrumenters vedkommende nødvendigt at forsøge at genskabe en tradition på grundlag af et kritisk-sammenlignende studium af de gamle traktater, hvoraf adskillige er let tilgængelige i ny-udgaver. I gamle dage havde man en spille-tradition (stil og teknik), som gik fra lærer til elev. Det er vi godt på vej til at have igen i dag, hvad de fire vigtigste instrumenter angår: blokfløjte, gambe, luth og cembalo. De relativt få virkelig fremragende blokfløjtespillere i Europa tilhører anden eller tredje generation. De har haft et grundlag at arbejde videre på, og standarden er i de sidste tyve år blevet hævet overordentligt.

Alligevel hersker i visse kredse ganske den samme uvidenhed om blokfløjtens udtryksmuligheder som i trediverne, hvor professor Gustav Scheck, en af blokfløjtens pionerer (selv om han unægtelig har interesseret sig mest for den gamle flûte traversière) kunne skrive følgende i sin afhandling »Der Weg zu den Holzblasinstrumenten« (Hohe Schule der Musik IV, Potsdam 1938) :

»På en blokfløjte er blæseren uden indflydelse på tonedannelsen. Dens klang forbliver uændret, hvad enten den trakteres af en mester eller en elev. Mellem den spillende og musikken træder instrumentet, adskillende og forenende, udelukkende tjenende den musikalske formning, ikke blæserens subjektive udtryk. Blokfløjten var således det typiske instrument for en musik, som kun skulle udtrykke sig selv, ikke den spillende«. - »Blokfløjtens stille, udynamisk stive klang har fra middelalderen indtil midten af det 18. århundrede blandet sig i kunst-fællesskab snart med sangstemmerne, snart med lutherne, violerne, gamberne .. . Den er som instrument udtryk for typisk middelalderlig musicervilje; dette ændres ikke ved dens senere videreudvikling til den snævert-mensurerede, omfangsrigere og mere virtuose flûte douce. .. Fjernt fra blæserens sanselige eksistens klinger blokfløjtens tone objektiv, ulegemlig og usanselig. Men dens »udtryksarmod« er væsentlig for middelaldermusikkens åndelige holdning, lige så væsentlig som det ufravigelige valg af den kølige, usanselige drengestemme frem for kvindestemmen, og som inden for den gotiske plastiske kunst legemernes tilhylning i gevandternes tunge folder«. (»Die Tonbildung einer Blockflöte ist nicht durch den Bläser beeinflussbar. Ihr Klang bleibt unverändert, ob sie ein Meister oder ein Schüler spielt. Zwischen den Spielenden und die Musik schiebt sich scheidend und bindend das Instrument, nur der musikalischen Gestaltung, nicht dem subjektiven Ausdruck des Bläsers dienend. Die Blockflöte war also typisches Instrument einer Musik, die nur sich selbst, nicht den Spielenden ausdrücken sollte.« - »Der stille, undynamisch starre Klang der Blockflöte hat sie vom Mittelalter bis in die Mitte des 18. Jahrhunderts wechselnd den Singstimmen, Lauten, Violen und Gamben als Kunstgenossin zugestellt... Sie ist ein Instrument typisch mittelalterlichen Musizierwillens, daran ändert auch ihre spätere Weiterbildung zur engmensurierten, umf angsreicheren und virtuoseren Flûte douce nicht... Fern vom sinnlichen Dasein des Bläsers erklingt objektiv und körperlos unsinnlich der Ton der Blockflöte. Ihre »Ausdrucksarmut« aber ist wesentlich für die geistige Haltung der mittelalterlichen Musik, ebenso wesentlich wie die ausschliessliche Bevorzugung der kühlen, unsinnlichen Knabenstimme gegenüber der Frauenstimme und wie bei gotischen Plastiken die Verhüllung der Körper in die schweren Falten der Gewänder«.)

En så uhyre omfattende og sammensat periode som den, man kalder »middelalderen«, kan ikke på nogen måde karakteriseres med nogle få, generaliserende bemærkninger. Forfatterens opfattelse er uden saglig motivering(1) og er typisk for en vis periodes romantisk-æstetiserende forhold til middelalderen, et forhold, som har skabt forestillingen om »die geistige Haltung der mittelalterlichen Musik«, således som den her er beskrevet.

Denne opfattelse har med sin mærkeligt uorganiske sondring mellem den »musikalske »formning« og »blæserens subjektive udtryk« selvfølgelig ikke kunnet begunstige udviklingen af et mere nuanceret spil på blokfløjten. - Hvor ville det egentlig være nemt (men kedeligt!), dersom blokfløjtespillets problematik kunne begrænses til en koordination af tungestød og fingerspid. Men fingerspillet, så kompliceret det end kan være sammenlignet med andre blæseinstrumenter, er ikke det store problem for en blokfløjtespiller. Rigtig spændende bliver det først, når dertil kommer intonation, egalisering og nuancering, frasering og dynamik. Disse er nemlig ikke helt lette at forene og beherske. I øvrigt ville det ikke være let at forstå, hvorledes et instrument, der udmærker sig ved ikke at kunne udtrykke den spülendes intentioner, overhovedet skulle kunne finde anvendelse i barokken og oven i købet opnå en blomstring i senbarokken. Karakteristisk er jo her bl. a. en næsten overdrevent udtryksfuld fremhævelse af de følelser (affekter), musikken skal tolke.

Det ligger da naturligvis også inden for det muliges grænser at spille virkelig nuanceret og udtryksfuldt på blokfløjte. At denne opdagelse ikke er af nyere dato vil følgende citat fra Sylvestro Ganassis blokfløjteskole (»Opera intitulata Fontegara«, Venedig 1535, udg. i tysk oversættelse af Dr. Hildemarie Peter-Streich) kunne dokumentere:

(Kap. 1): »... således kan du med et blæse- eller strengeinstrument efterligne menneskestemmens udtryk... Også den (menneskestemmen) veksler i sin klang med større eller mindre dristighed, alt efter hvad den vil udtrykke. Og ligesom malerne med forskellige farver efterligner naturens værker, kan instrumentet ved hjælp af åndedrættet og ved afskygninger af tonen ved hjælp af tilsvarende greb efterligne den menneskelige stemme. Heri har jeg samlet erfaring og hørt, hvorledes man gennem andre udøveres spil kunne opfatte ordene til deres musik ... Således kan I være sikre på, at fløjten har til opgave at efterligne den menneskelige stemme med alle dens færdigheder, thi den formår det.« - (Kap. 2): »Hvad åndedrættet angår, så belærer menneskestemmen os om, at det må anvendes med middel styrke.
Thi når sangeren synger en komposition med højtidelige (højtidsfuldt-brede) ord, gør han det med højtideligt udtryk; er teksten munter, så med muntert udtryk. Men vil man eftergøre en sådan virkning, så blæser man først med et åndedræt af middelstyrke, for at man til given tid kan lade tonen svulme og tage af.« - (».. . so kannst du mit einem Blas- oder Saiteninstrument den Ausdruck der menschlichen Stimme nachahmen .. . Auch sie wechselt in ihrem Klang mit mehr over weniger Kühnheit, je nach dem was sie ausdrücken will. Und wie der Maler die Werke der Natur mit verschiedenen Farben nachahmt, kann das Instrument den Ausdruck der menschlichen Stimme durch die Atemgebung und durch Schattieren des Tones mit Hilfe entsprechender Griffe imitieren. Hierin habe ich Erfahrung gesammelt und gehört, wie man bei anderen Spielern aus ihrem Spiel die Worte zu ihrer Musik entnehmen konnte .. . Somit könnt ihr sicher sein, dass die Flöte die Augabe hat, die menschliche Stimme mit all ihren Fähigkeiten nachzuahmen, denne sie vermag es.« - (Kap. 2) : »Was den Atem anlangt, so zeigt die menschliche Stimme als Lehrmeisterin, dass er in mittlerer Stärke angewandt werden muss. Denn wenn der Sänger eine Komposition mit getragenen Worten singt, tut er dies mit getragenem Ausdruck; ist der Text heiter, so mit heiterem Ausdruck. Will man aber eine derartige Wirkung nachahmen, so bläst man zunächt mit Atem von mittlere Stärke, damit man zu gegebener Zeit an- und abschwellen kan.«

Ganassis' traktat vidner om hans fuldkomne beherskelse af instrumentets muligheder både hvad virtuost fingerspil, artikulation og tonedannelse angår, og citatet antyder, at han ikke har været ene om det.

Hvor mange aner overhovedet, at blokfløjtespillet rummer sådanne muligheder for både fint nuanceret og brillant spil? Alt for mange flinke elever får af deres lærere at vide, at nu kan de ikke lære mere på blokfløjten, mens sandheden er den, at de endnu ikke har lært begyndelsesgrundene rigtigt. Disse begynderfejl vil en almindelig musiker eller musikpædagog normalt slet ikke opdage, og det er der ikke noget mærkeligt i. Klavertekniske fejl hos en i øvrigt begavet elev vil i reglen også kun kunne påvises og rettes af en uddannet pianist, der behersker sit instrument og selv ved, hvordan han bærer sig ad, så han både kan vise og forklare det.

Af disse bemærkninger om blokfløjtens muligheder og teknik må man på ingen måde slutte, at jeg mener, at blokfløjten er forbeholdt de få og i virkeligheden ikke egner sig som instrument for begyndere og amatører. Tværtimod er det min erfaring, at man ikke på noget andet instrument så hurtigt kan nå frem til at udtrykke sig musikalsk. Fra den første time vil man naturligt kunne beskæftige eleven med artikulation og frasering og på denne måde hurtigt udvikle sikkerhed i rytme- og formfornemmelse. Dette kan dog ikke gennemføres på større hold, og for blokfløjten gælder det som for alle andre instrumenter, at det ikke mindst i de første timer er vigtigt at have en kyndig lærer.

FODNOTER:
(1) »Da sich keine Instr. erhalten zu haben scheinen und da die Forschung somit allein auf die wenigen überlieferten bildlichen und literarischen Zeugnisse angewiesen ist, sind wir über die verschiedenen Arten, über die Spielweise und über die Verwendung der Fl.-Instr. im europ. Mittelalter nur sehr lückenhaft unterrichtet und in allen Einzelheiten auf Vermutungen angewiesen.« Hans-Peter Schwitz i Musik in Geschichte und Gegenwart IV. Artikel »Flöteninstrumente«.