International harpe-uge i Holland

Af
| DMT Årgang 36 (1961) nr. 06 - side 227-231

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

INGA GRAAE

International harpe-uge i Holland

Den anden internationale harpe-uge, som midt i juli blev afholdt i Bentveld uden for Amsterdam og som var en endnu større succes end den første i I960, gav et meget levende udtryk for, at harpen i sin nye, teknisk kompetente udformning vinder stadig voksende opmærksomhed for sin eksistens verden over.

Med Frankrig som udgangspunkt for den moderne harpes udvikling - idet Sebastien Erarä ca. 1811 med opfindelsen af det geniale dobbeltpedal-system skabte mulighed for, at harpen overhovedet kunne følge teknisk med i musikkens udvikling - blev interessen genopvakt for det ældgamle strengespil, som fascinerede oldtiden og føjede sig lindt i hænderne på minnesangere og troubadourer, men som på sin vej gennem tiderne havde måttet give op over for den musikalske udviklings stadigt voksende krav om kromatiske krumspring.

Eftersom yderligtgående kromatik indtil Erard var harpens achilleshæl, ville den uden denne tekniske omskabelse forlængst være afgået ved døden som en ældgammel dame, der i mange år har ført en skyggetilværelse i mindet om en feteret fortid, hvor sart ynde og skønne linier fortryllede de romantiske omgivelser.

Frankrig blev herefter midtpunktet for en opblomstring af harpespillet. Med modulationsproblemet løst gav harpen inspiration til impressionismens komponister, der med Debussy og Ravel i spidsen tog de nye muligheder i brug. Og interessen bredte sig. Harpen fik sin faste plads i orkesteret - i Wagners partiturer kan det endda dreje sig om en række på 6-8, en flothed, som på vore breddegrader sædvanligvis placeres tungt på én, henholdsvis to harpenisters ansvarlighed.

I de senere år er der i Amerika en stærk udvikling i gang, hvad harpen angår, ikke mindst under påvirkning af, at to franske virtuoser af format: Grandjanny og Salzedo slog sig ned der, hvor de større forhold gav bedre betingelser. Også det spanske verdensnavn, den altid tournerende Zabbaleta, har sit andet hjem i Staterne, hvor han i lighed med de to førnævnte ved udstrakt koncertvirksomhed og gennem feriekurser for studerende har haft stor betydning. I Amerika indgår harpen på linie med andre musikinstrumenter, er ikke som hos os et kuriosum.

Et fagtidsskrift, der foreløbig er ene om at repræsentere harpemusikken: »Harp-News«, udkommer i Californien, og der udskrives hvert år international komponist-konkurrence for at skaffe nye værker frem for instrumentet, 1. pris ca. 2000 kr.

I Europa udover Frankrig er der også en stigende interesse for harpen, navnlig i Holland og Italien, hvor instrumentet dyrkes i en målestok, der står os skandinaver fjernt. Der kan i den forbindelse henvises til den betydning, den berømte italienske virtuos Gatti-Aldovandi har haft ved i 30 år at have samarbejdet teknisk med sit lands komponister, hvorved ca. 32 nye kompositioner for harpe - koncerter, kammermusik, soli - er udkommet (bl. a. har hun også bistået Hindemith, da han skrev sin meget spillede harpe-sonate).

For Hollands vedkommende forholder det sig sådan, at man ligefrem taler om overproduktion af harpenister! I dette lille land er interessen vokset så stærkt, at det har tilvendt sig en forende plads ved siden af Frankrig.

Den inspiration, som staten Israels i 1959 afholdte »First International Harp Contest« var for alle tilstedeværende (udførligt omtalt i D.M.S., nov. 1959, hvor Italien, U.S.A. og Holland noterede sig for de tre førstepladser), gav sig udtryk allerede året efter i Holland, hvor Phia Berghout, der tidligere havde afholdt sommerkurser for sine utallige elever, indbød til en international »harpe-uge«, som fik så stor tilslutning, at hun straks opnåede støtte fra forskellige kulturfond til lignende arrangementer hvert år. Phia Berghout er foruden at være en fremragende musiker, tidligere soloharpenist i Concertgebouw-orkesteret, en førende skikkelse i det hollandske musikliv, hvor hun præsiderer i ledelsen af »Eduard van Beinum« centret. Hendes intense interesse for sit instrument og hendes evne til at få andre delagtiggjort i denne begejstring, har medført, at der ligesom i Italien er sket en vældig udvikling. I den sidste halve snes år er mer end en snes værker for harpen udkommet på »Donemus«, det hollandske forlag, som udelukkende går ind for samtidens nederlandske komponister.

Den internationale studie-uge gav rig lejlighed til at stifte bekendtskab med en række af de ovenfor nævnte kompositioner. Ved indledningskoncerten i Concertgebouws velfyldte sal i Amsterdam var de tre første prisvindere fra Israel kommet til stede for som solister at spille med orkester - først Händel: Koncert for harpe (spillet af Susan Mc Donald, U.S.A., der senere i ugen gav en soiré, der blev opholdets største oplevelse med et mesterligt udført program bl. a. omfattende tre sonater fra vor tid for harpe af Casella, 1883-1947, Horhaness 1911, og Maghini 1913), Susanna Mildoman, Italien, ur-opførte Pizettis (1880) koncert for harpe, og til sidst spillede Edw. Witsenburg: Flotbuis (1914): Fantasi for harpe med lille orkester.

Den snes unge harpestuderende, der var kommet fra Frankrig, Belgien, Tyskland, U.S.A., Portugal, Jugoslavien og naturligvis Holland, spillede i ugens løb hver et program på ca. en halv time, hvorefter de modtog ros og ris samt gode råd fra kursets leder Phia B ergh out og den russiske Maria-Korchinska fra. London. Den delikate opgave: at kritisere uden at såre i nærværelse af de mange tilhørere blev løst med megen takt og en god del lune, idet man måtte tage elevernes vidt forskellige studietid og modenhed i betragtning. Størst pædagogisk betydning havde sikkert selve sammenligningen af præstationerne, der gav sig umiddelbart udtryk i bifald af meget forskellig beskaffenhed, men altid udtryk for saglig vurdering.

Til stede var desuden en række indbudte pædagoger, Pierre Jamet fra Paris, Mireille Flour fra konservatoriet i Bruxelles, Rosa S pier, Holland. Desuden Dr. Zingel, soloharpenist ved Kølner operaen og i Bayreuth - der med sin doktordisputats »Harfe und Harfenspiel« har kortlagt instrumentets historie såvel som den musik, der fra fortiden foreligger op til vor tid. Hans foredrag om betimeligheden af at udføre gammel musik på harpe forfægtede det standpunkt, at fortidens synspunkter med hensyn til at overføre sin musik til forskellige arter instrumenter var langt bredere end nutiden synes at antage.

En meget sympatisk deltager var den kendte hollandske dirigent André Rjen, der havde et kæmpearbejde med indstuderingen af slutkoncertens mange nye kompositioner for harpe-ensembler. Han var desuden deltager i en diskussion de professionelle harpenister imellem om »Harpen i orkesteret«, hvor situationen mindede stærkt om den danske radios programpost: »Hvis jeg havde ham her!« Med stor elskværdighed og forståelse måtte den arme mand stå for skud over for den bitterhed, som orkester-harpenister har komprimeret op i årenes løb over komponisters og kapelmestres manglende indsigt i harpens muligheder og begrænsning og de deraf følgende uladsiggørlige satser og naturstridige krav, der ofte stilles op for én.

At vågne hver morgen præcis kl. 8 ved at 23 harper stemtes overalt i bygningen, var en oplevelse, der for en harpenist med den sædvanlige rabiate begejstring for sit instrument kunne minde om den salighed, man ser hen til i det hinsides! I den dårligt isolerede betonbygning havde man følelsen af, at der til stadighed spilledes harpe under ens seng og inde i klædeskabet. Privatbiler med spidsfindigt udtænkte transportmuligheder for ejernes harper holdt udenfor, og der var ikke det rum eller den trappeafsats, hvor der ikke stod et eller andet strengespil, eksemplarer i alle prisklasser fra 25.000 kr. og nedefter. (Det kan i den forbindelse nævnes, at Holland har 20 pct. told oven i prisen, hvilket kun overgås af England, der da også er et af de dårligste »harpelande«. Vel vidende dette var det forbløffende at høre en tilstedeværende passiv deltager fortælle, hvordan hun hjemme i Wales havde 48 elever + halvtreds på venteliste! Dette hænger imidlertid sådan sammen, at harpen fra gammel tid var walisernes nationalinstrument, og at der stadig er tradition for, at børn og unge i skolerne får en elementær oplæring i harpespil for at kunne spille den folkloristiske musik, der hører landet til. Små spinkle instrumenter er indtil for nylig blevet fremstillet til det brug og forhandles nu second-hand, fik vi at vide, for omtrent det samme, vi her i landet betaler for et fjernsyn).

Ved den afsluttende koncert i Laren blev 14 eksemplarer af deltagernes instrumentoverflod pr. flyttebus fragtet til koncertsalen, og for udsolgt hus opførtes en klassisk sats for 7 harper fra operaen »Ossian« af Jean Pierre Lesueur (1763-1837), der efterfulgtes af en række kompositioner fra vor tid: Lex van Delden (1919-): Intrada e Danza per 6 arpe, Ludw. Otten (1924-): Duo for 2 harper, og til slut Oedon Partos (1907-) : »Utur« og Geza Frid (1904-) : Fuga for 3 stemmer, der spilledes af 12 harper.

Det var et meget kompliceret værk, det, som israeleren Partos ved den lejlighed fik uropført, og som havde voldt de 12 deltagende harpenister og kapelmester Rien et uhyre forarbejde i et lille prøverum, hvor de var klemt sammen som sild i en tønde. I en udmærket fremførelse på den store tribune med luft mellem instrumenterne viste det sig ved koncerten at være et meget interessant og sympatisk stykke, bygget op ikke på massevirkning af de 12 harper, men som en åndfuld konversation de enkelte instrumenter eller grupper imellem.

Den internationale harpeuge i Holland havde megen forhåndsomtale og fine kommentarer efter alle koncerter i den stedlige presse og stor publikumstilslutning. Mildonian og Mc Donald havde begge fjernsynsoptræden, og den sidste fik et engagement Holland rundt. Hun spurgte interesseret til Danmark - kunne det nytte at rejse hertil? Hvad skulle jeg svare? Da Zabbaleta 1954 gav en koncert i Palæet, var der mindre end 50 tilhørere, den spanske legation indbefattet, og da Mireille Flour var solist ved en torsdags-koncert, var besøget også mat. Men skulle Miss Mc Donald alligevel vove forsøget, rådes hermed alle til at høre hende spille, for hun er en strålende kunstner og en glimrende repræsentaot for den nye tids harpemusik, den, der sikkert også til sin tid vil fange danske øren og bane sig vej i vort land, som den har gjort det ude omkring.

Begyndelsen er gjort ved, at Det Kgl. Musikkonservatorium for otte år siden oprettede en harpe-klasse med nu to-tre hovedfags-studerende og ved anskaffelsen i september af et stort, tidssvarende instrument.

Den orientering, der for en pædagog ligger i at deltage i en faglig sammenkomst som den omtalte, er af største betydning, når det drejer sig om et fag så fåtalligt repræsenteret som hos os. Også repertoiremæssigt giver det et større perspektiv, end man ellers har lejlighed til at skaffe sig. I Bentveld lå i biblioteket foruden alle de på »Donemus« udkomne harpekompositioner et stort udvalg af anden, navnlig nutidig harpemusik, og jeg havde fornøjelsen ved siden af at lægge et dansk bidrag: Ejvin Andersens meget velskrevne stykker for harpe-solo: »Ossian«, »Petite rondeau sérieux« og »Duo for contrabas og harpe«. For disse arbejder har Phia Berghout i et senere brev ytret stor interesse og meddelt, at de vil blive spillet i Holland næste sæson.

Årgang 36/1961, nr. 06