Tilbageblik på den 6. Nordiske musiokpædagogiske kongres i Oslo 1961

LISELOTTE SELBIGER

Tilbageblik på den 6. nordiske musikpædagogiske kongres i Oslo 1961

Når en begivenhed som en fagkongres er så tæt pakket med oplevelser af forskellig art, er det bedst at lade hændelsesforløbet komme lidt på afstand for bedre at kunne vurdere enkelthederne i det store program. Vore norske værter havde gjort alt for at gøre dette så afvekslende og festligt som overhovedet muligt, og selv vejret, som dog ellers har artet sig alt andet end godt i denne sørgelige »sommer«, lod sig formilde, så turen til Frognersæteren i begyndelsen af ugen og afslutningsfesten på Sundøya var begunstiget af solskin fra en skyfri himmel. Det var glædeligt at se, hvor mange deltagere kongressen havde samlet (ca. 360); de fleste kom fra Norge, hvilket var naturligt, men også mange var kommet fra Sverige og et mindre antal fra Danmark. Færrest var kommet fra Finland, men de havde jo også den længste rejse.

Det er nærliggende at spørge, hvad der opnås ved at holde en kongres af denne art. I denne forbindelse er det ret interessant at læse nogle af de kommentarer, der fremkom efter den sidste kongres, der blev holdt i København i 1958.

Jeg fæstnede mig især ved den udmærkede artikel i form af et åbent brev af Bo Wallner i Nordisk Musikkultur nr. 3 af oktober 1958, hvori han bl. a. skriver:

»Kan man påvisa en stígande musikpedagogisk kvalitet som en följd just av kongresserna? Har nya impulser av verklig betydelse presenterats just i dessa sammanhang t. ex. i fragå om lärarutbildningen? ... har man ... lyckats skapa en större respekt for vart arbete och en d j up åre kunskap om det?« ...

Han fremfører flere kritiske synspunkter og opstiller til sidst et tænkt kongresprogram. Man lægger mærke til at flere — og meget væsentlige - af hans indvendinger var taget til følge i år. Der fandtes f. eks. ingen dobbeltprogrammer. Da desuden kongreslokalets beliggenhed (Marienlyst Skole) gjorde det næsten umuligt at foretage sig noget andet i de fritimer man eventuelt kunne opnå ved at blive borte fra noget, der »kunne have mindre interesse«, var resultatet, at deltagerne mødte næsten fuldtalligt til de fleste programpunkter. Derved modarbejdedes den desværre lidt udbredte uvane, som forhindrer pianisten i at sætte sig ind i f. eks. violinistens, sangeren i f. eks. pianistens problemer - en indstilling der går så vidt, at man også ved koncertbesøg ofte må konstatere, at der blandt de tilstedeværende musikere mest findes dem, der har samme fag som »speciale«. Og så er sandheden dog den, at ethvert »speciale« bare er en brik, der sammenlagt med de andre brikker først danner det store kompleks, musikken består af.

Hvad fik vi så at høre - vide? En minutiøs gennemgang af alle programpunkter ville sprænge rammen på en tidsskriftsartikel, man kan kun forsøge at skitsere hovedpunkterne, skønt man kan betegne næsten alle de drøftede emner som væsentlige.

De første dage begyndte med en »Innføring i Fartein Valens klaververker« ved Hanna-Marie Salvesen Weydahl, som jeg desværre ikke fik hørt, men som af andre blev særdeles rosende omtalt. Jeg hørte heller ikke Alette Gardes »Sangtekniske problemer«, ligeledes ikke rundbordsdiskussionen om en »Rapport fra metod eundersøkelser vedr. hørelæreundervisningen«. Da hørelæreundervisningen er en meget vigtig faktor i al musikundervisning, håber jeg, at nogen vil berette om de dér meddelte erfaringer. Interessant var Lars-Gunnar Holmströms foredrag »Musikalske anleggsprøvmger«. Hvilke faktorer er bestemmende for, at vi taler om musikbegavelse? Ørets finhed, musikalsk hukommelse? I Amerika benytter man en test, der opererer med forskellige prøver. Det er dog farligt at vurdere sådanne øjeblikkelige præstationer i procent, da et udgangspunkt fra O er temmelig illusorisk over for individer, der alle er forskellige. Sådanne prøver forudsætter også en sjældent gennemført objektivitet fra prøvelederens side, da en forskellig indstilling over for forskellige typer er et kendt fænomen. Evnen til at forme (gestaltningsevne) viser sig at være af fundamental betydning. Prøverne burde bare være et supplement og skal kun bruges i positiv retning. Miljøfaktoren i hjemmet spiller en stor rolle, og dermed er jo betydningen af al musikopdragelse fastslået.

Næste dag bragte bl. a. et fremragende foredrag af den inciterende Jan Medbøe: »Musikken og kulturene«, med undertitel: Brobygning mellom de spesielle musikktimer og den generelle kulturhistorie, med lysbilleder og musikillustrationer. Al musik - og kultur overhovedet - må ses i historisk, kronologisk, geografisk og sociologisk perspektiv, og arten af musikudfoldelse afhænger af den psykologiske situation. Medbøe begyndte med de såkaldte primitive kulturer: Afrikas vestog østkyst, gik videre til højkulturerne: Kina, Ægypten og Europa i middelalderen og førte fra folkelig musik i forbindelse med sang og dans til præsteskabets dybt åndelige musik. Han trak paralleller til det samtidige maleri: i middelalderen vertikale linier, ingen perspektiv, og der er heller ingen perspektiv i det moderne maleri og den nye musik (ingen tonika). Man fik lyst til at høre meget mere om alt dette - mon det ikke var en idé f. eks. for Folkeuniversitetet?

Tredje dag begyndte med Reim ar Rie f lin gs foredrag: »Nye toner i klavertimen«, samtidsmusikk for mellomstadiene. Riefling sætter hele sin autoritet ind på omlægning af det traditionelle, konservative undervisningsstof til den nye, samtidige musik. Læreren må ikke bøje sig i et og alt for elevens, mest dog forældrenes, ønsker, der som oftest går i den traditionelle retning. Lærerens opgave er at lede eleven og lære ham at forstå god musik, hvad enten den er i klassisk, romantisk eller modernistisk stil. Riefling kom så ind på den store betydning, Béla Bartók har med sine pædagogiske samlinger, som viser, at selv en stor komponist ikke behøver at føle sig for stor til at komponere til undervisningsbrug. Ingen musik kan være for god til dette formål. Hans »Mikrokosmos« er i den henseende forbilledlig. Riefling spillede flere værker af Bartok, Hindemith, Jelinek, Rautio m. fl., som han anvender i undervisningen, og kommenterede hvert enkelt. Nu er dertil at sige, at én ting er at få disse værker fremført på en så lydefri og overbevisende måde, en anden er at skulle høre — som forældre jo er nødt til — et barn eller anden elev på elementærstadiet stamme sig igennem denne musik. Så kan man nok bedre sætte sig ind i forargelsen!

Herefter fulgte en meget instruktiv, interessant og fornøjelig demonstration af »Fiolinundervisning for viderekomne«, ved Henry Holst. Han viste bl. a. greb ved særlige positioner, hvilke jeg dog ikke er fagmand nok til at kunne bedømme. Han gjorde stor lykke.

Et foredrag af komponisten Per Nørgård handlede om betydningen af »Formhøring«. Begrebet formhøring er en videreførelse af akkordhøring, formlære og harmonilære. Det er i begyndelsen af 50'erne blevet indført af komponisten Finn Høffding på det Kgl. Danske Musikkonservatorium som en slags udvidet hørelære. Det anvendes især ved uddannelsen af dirigenter og komponister. Som metoder kan man - og skal man helst - gå ud fra to diametrale forudsætninger: L fra helheden til detaljen, gennemspil. Som stof anbefales Anna Magdalena Bachs Klavierbüchlein, stykker af Sæverud, Bartok: »For børn«. 2. ira detaljen til helheden (fra det kendte til det ukendte) med baggrund i det harmoniske; som stof bruges f. eks. Bach-koraler og nr. l af hans 12 præludier. Særlig egnet til formhøringundervisningen er alle slags variation sværker, f. eks. Handels g-mol Passacaglia.

Af stor almen interesse var herefter en rundbordskonference med titlen: »Oversikt over hva som. er gjort på det musikkpedagogiske og musikkpsykologiske omrade i de nordiske land«. Man fik her indtrykket af, at man i Sverige er stærkt optaget af videnskabelig forskning på disse områder. En hel del trykte og stencillerede værker er udgivet, som beskæftiger sig med musikundervisningens psykologi og de mere praktiske sider af musikpædagogikken. Bengt Franzén stiller forslag om undersøgelser angående à vista-træning i skolens musikundervisning - et forsømt område også i privatundervisningen! - kundskabs- og færdighedsprøver, elevernes sangpræstationer på de forskellige alderstrin, ordblindhed og nodelæsning med mere.

Jens Bugge Olsen talte på Norges vegne. Han beklagede, at den musikpædagogiske uddannelse i Norge endnu lod meget tilbage at ønske. Alene lærerskolen i Bergen har musiklinie, men ved lærerhøjskolen i Trondheim skal oprettes et professorat i musik. Der findes musikkonservatorier i Oslo, Trondheim, Bergen og Stavanger, som dog ikke kan dække behovet. Psykisk betonet forskning foreligger vistnok bare som essays og forelæsninger.

Povl Fledelius fortalte om danske forhold. Han omtalte den nye skolelov, den såkaldte »Blå betænkning« (for folkeskolen) og den »Røde betænkning« (for gymnasieskolen). Faget musik er nu anerkendt som skolefag på samme plan som de andre fag, hvad der er af stor betydning for det kulturelle liv. Der findes nu flere gymnasier med musiklinie, hvor den nysproglige elev i de sidste to år har 5-6 timers ugentlig musikundervisning i sang, teori, historie m. m.; til gengæld er undervisningen i tysk og engelsk indskrænket noget. Der er stor imødekommenhed over for forsøg af denne art fra myndighedernes side, f. eks. er karakteren nu anerkendt ved studentereksamen og bidrager - da særlig interesse for faget jo er en forudsætning - oftest til en forbedring af helhedskarakteren. I Københavns omegn bliver efterhånden musiklærere kommunalt ansatte, der tager sig af organiseringen af instrumentalundervisningen. Blokfløjten er blevet medtaget som hovedfag i den musikpædagogiske eksamen. I Danmark har hovedvægten hidtil ikke ligget så meget på teoretisk forskning som på pædagogisk-praktisk virksomhed.

Fra Finland talte Veikko Helasvuo om musikalitetsprøver og videnskabelig yrkesve j ledning. Værdien af testbedømmelse kan være tvivlsom: Han fortalte om to tilfælde, hvor en god test resulterede i en dårlig musiker og omvendt en dårlig test i en god musiker.

Fjerde dag bragte bl. a. den med spænding imødesete rundbordskonference om y»Musikkpedagogikkens -forhold til samtidsmusikken«. Det blev slået fast, at forholdet: komponist - pædagog - publikum endnu er yderst uafklaret. Komponisten har hidtil haft for lidt kontakt med pædagogen. Lige så lidt som pædagogen må stille sig afvisende over for den nyere musik, må komponisten føle sig for stor til at komponere til skole- og anden undervisning. Kompositioner for børn og amatører behøver ikke at være mindreværdige (Bartók), og arbejdet med dem kan virke udviklende også på komponisten. Man henviste til Carl Orffs store betydning for musikundervisningen. Hovedvægten ligger her på det rytmiske plan, på støj og klang (glæden ved de uvante instrumenter), på pan-diatoniken og pentatoniken. Der er et stort behov for god musik til undervisningsbrug og et stort uopdyrket arbejdsfelt for komponisten. Der blev diskuteret, hvorvidt det kunne lade sig gøre at indføre tolvtone- og seriel teknik i undervisningen, og da på hvilket tidspunkt. Der behøves lærebøger, piano-, violinskoler og sangbøger, der afser lige så stor plads til tolvtone- og anden seriel musik som til diatoniken. Der kan ikke være tvivl om, at den traditionelle undervisning, der baseres på tonika-do og solfège, virker hæmmende på forståelsen af den nye musik, der mangler en grundtone. Derfor ville det være vigtigt, at komponisten også komponerer børnesange, der ikke baseres på dur-treklangen. Det har vist sig nyttigt at studere den middelalderlige musik grundigere end hidtil, da man der kan finde paralleller til til vor egen tids musik.

Næste dag bragte et foredrag af Sven-Erik Johanson om »Den moderne musikundervisning i skolen«, hvori han yderligere præciserede sine synspunkter fra gårsdagens diskussion. Han foreslår at begynde med rytmeinstrumenter og indførelse af tolvtonesystemet. Med nodeeksempler demonstrerede han, at der også i en tolvtone-række kan forekomme »diatoniske« intervaller, som straks fanger øjet og derved lettere bliver sangbare. Modargument: man søger instinktivt efter grundtonen.

Violinisten Ernst Glaser fulgte med »Instmksjon ? samspil for viderekomne«. Der blev spillet sonater for violin og klaver af Bach (E-dur) og Beethoven (a-mol). Glaser talte med megen lune om de problemer der opstår ved al sammenspil overhovedet. Først og fremmest skal man finde et tempo og enes om det, så følger nuancerne, dynamik o.s.v. Tolkningen er det vigtigste. Næste dag stillede Henry Holst sig til disposition som elev (viderekommen!) med César Francks variationer. Denne »undervisning« formede sig meget festlig og høstede fortjent bifald.

Et foredrag af lægen Birger Tvedt: »Treningsprinsippenes anvendelse ved musikkøving« med lysbilleder fastslog den i og for sig ikke nye kendsgerning, at musklernes rette anvendelse og rationelle brug er vigtig for alle former for musikudøvelse. Man bør træne sine muskler op til udholdenhed, da ellers for meget bliver overladt til tilfældet. - Jeg kan i denne forbindelse aldrig lade være at blive grøn af misundelse, når jeg læser, hvordan der bliver kælet for et fodboldhold, når det skal forsvare landets farver i det fremmede. Da er både transport, logi og forplejning i topklasse, der er læge og træner og tid for tilvænning til andet klima o.s.v. En stakkels musiker burde faktisk have krav på samme behandling, når han skal optræde med et krævende program under uvante forhold — men hvem viser forståelse for det?

Næste punkt på programmet var rundbordsdiskussionen: »Samarbeid mellom den private musikkunder visning og skolemusikundervisningen«. Alle var enige om, at et samarbejde er påkrævet i højeste grad. At børn får musikundervisning i skolen behøver ikke at betyde at privatlæreren bliver brødløs; tværtimod er det sandsynligt at interessen bliver stimuleret også for privatundervisningen.

Finland. Også i Finland får børn nu instrumentalundervisning på skolerne. Da skolemusiklæreren i de mindre byer helt alene må tage sig af dette, har Sibelius Akademiet skærpet kravene m. h. t. instrumental kunnen. Så vidt muligt ansættes faglærere. Denne form for undervisning står dog endnu ikke mål med den undervisning, som fås af privatlærerne eller på konservatorierne. De fleste finske børn får musikundervisning på sidstnævnte måde. For de musikbegavede stiller sagen sig endnu ret vanskeligt. Ønskemålet er en musikhøjskole, som ikke kun muliggør en omfattende musikuddannelse, men også har en til studentereksamen førende »musiklinie«.

Sverige. Opfattelsen, at musikundervisningen i skolen kun skulle bestå af sang og en vis musikteoretisk-historisk orientering er forældet. Ungdommen bør også få instrumentalundervisning. En sådan offentlig undervisning når langt flere unge og påvirker instrumentvalget, som medvirker til at skabe egnede ensemblegrupper.

De forskellige kategorier af musiklærere må samarbejde og underordne sig en fælles målsætning. Skolemusiklæreren indtager en central stilling, men bør altid have kontakt med instrumentallæreren. Forud for f.eks. opvisninger i skolen bør han forhandle med denne Í god tid. Instrumentallæreren må i sin tur sætte sig ind i, hvad der foregår på skolen, søge kontakt med skolemusiklæreren og støtte skolens musikplan ved at vælge et alsidigt og musikalsk højtstående repertoire.

Danmark. Vore privatmusiklærere har nu tage musikpædagogisk eksamen, som aflægges på et af konservatorierne, skolemusiklærerne er uddannede på seminarium. Privatmusiklærerne knyttes i stadig stigende antal til skolernes instrumentalundervisning, som dog er frivillig. Målet er at sikre musikpædagogerne stabile arbejdsforhold og tilfredsstillende honorering, fast løn for faste timer. Der findes efterhånden mange strygeorkestre, blokfløjteensembler og blandede ensembler på de danske skoler. Der kommer stadig flere kommunale musikskoler. Vi er ved at udforme en mere almen musikpædagogisk eksamen, der skal gå tværs igennem fagene og tager sigte på undervisning af børn og unge i større grupper.

Norge. Det er vigtigt, at opgaverne koordineres. Skolen bør respektere aftaler om privattimer efter endt skoletid. Skolen bør i størst mulig udstrækning ansætte professionelle musikere med musik- og sanglærereksamen som faste lærere, med samme pligter og rettigheder som det øvrige lærerpersonale. Endnu bliver der ikke givet karakter i musiktimerne, hvilket nedsætter respekten for faget. Der foreslås oprettet en konsultativ instans bestående af repræsentanter for skolemusiklærere og privatpædagoger af alle slags. Samarbejdet bør omfatte lærebøger og kursusvirksomhed.

I forbindelse med det norske indlæg i diskussionen var det interessant at stifte bekendtskab med Veitvedtskolen, som er en ny og helt moderne musikskole i Oslos omegnskommune Veidtvedt. Skolens direktør Per Selberg førte en lille interesseret skare med repræsentanter fra de nordiske lande gennem skolens lokaler, der alle er indrettet under hensyn til deres forskellige formål: sangklasse, klaver, instrumenter, slagtøj ensemble etc. I den store festsal findes tribune med flygel. En musikinteresseret mæcen har bekostet det hele og også ladet foretage udsmykningen af pladsen foran skolen med skulpturer af norske billedhuggere. Der er kun ansat anerkendte musikpædagoger, og målet er at give dem en livsopgave her med betryggende økonomiske vilkår. I begyndelsen blev alle elever antaget, der meldte sig ind, men efterhånden bliver de mindre egnede sigtet fra - alligevel er elevantallet forbavsende stort.

Den sidste dag bragte bl. a. et indholdsrigt foredrag af Halvdan Karterud: »Utenatlærmg«. At kunne spille udenad er af afgørende betydning, men burde lære det så tidligt som muligt, helst i den første undervisningstime. Småstykker skal straks transponeres - dette kan blive af stor betydning senerehen for at kunne akkompagnere f. eks. til sang. At lære udenad skulle helst være første led i indstuderingen af et nyt værk, målet burde være at kunne lære udenad uden hjælp af instrument.

Dette er naturligvis et stort og krævende program, som mange nok vil have vanskeligheder med. For at lære udenad uden instrument kræves der den allerstørste koncentration. Det beror også på kompositionens karakter, hvorvidt man kan drive det. Dog er det uden tvivl rigtigt, at man først behersker et værk overlegent, når man er uafhængig af noderne.

Foruden det store arbejdsprogram var der også afsat tid til adspredelser. Åbningshø j t ideligheden foregik på Marienlyst Skole, med indledende festlig prolog forfattet og fremsat af Kirsten Gaukstad, og en smuk fremførelse af Griegs sonate for klaver og violin i G-dur, spillet af Kari Aarvold Glaser og Ernst Glaser. Derefter var der mange velkomsthilsner fra de fire nordiske lande. Dagen sluttede med en festmiddag. Næste dag var der udflugt til Frognersæteren, næste dag igen modtagelse på Oslo rådhus om eftermiddagen og privat samvær hos femten forskellige værtsfolk (en udmærket idé!); onsdag aften omvisning i Vigelandsanlægget med efterfølgende nordisk koncert, torsdag bustur til Bygdøy som desværre helt druknede i regn, hvorfor demonstration af folkedanse og meget interessante fremførelser af gamle norske musikinstrumenter som Hardangerfele, Lug, Bukkehorn og Langlejk måtte lægges indendørs. Fredag sluttede med koncert arrangeret af Norsk Rikskringkasting med udelukkende nyere norsk musik, udført af norske kunstnere. Den begyndte med en af Ernst Glaser udmærket spillet sonate for soloviolin af Bjarne Brustad og fortsatte med en afdeling sange, meget smukt fremført af Olav Eriksen. Videre fulgte værker for solofløjte af Ø j stein Sommerfei d t, Bjarne Brustad og Knut Wiggen, fremragende udført af den højtbegavede unge fløjtenist Alf Andersen. Koncerten sluttede med små klaverstykker af bl. a. Olav Kielland og Geirr Tweitt, spillet overlegent og forsynet med fornøjelige kommentarer af pianisten Rolf Holger. Afslutningen, som blev begunstiget af det skønneste vejr, var henlagt til Sundøya i Ringerike, hvortil turen gik pr. bus gennem Oslos skønneste omgivelser. Der serveredes en overdådig middag, mange taler blev holdt, og især fik de norske værtsfolk med Nicolai Dirdal i spidsen megen fortjent hyldest og tak.

Herefter vender jeg så tilbage til Bo Wallners åbne brev, som jeg citerede allerførst i denne artikel. Der kan vist ikke være nogen tvivl om, at en sådan kongres har sin store betydning. Man udveksler og bidrager derved til at give impulser til nye erfaringer og fremskridt. Der bliver arbejdet alvorligt med de fremførte problemer, og lykkes det med tiden at bringe musiklæreruddannelsen på det ønskede høje niveau, vil respekten for det musikpædagogiske arbejde indfinde sig af sig selv. Begrebet »spillelærerinde« må forsvinde, og det ville være ønskeligt, at der foruden selve uddannelsen med afsluttende eksamen kom en ordning, der forpligtede til at holde sig à jour både praktisk og teoretisk. Man kommer endnu for tit ud for utrolige ting, når en elev skifter lærer. Der burde arrangeres flere kurser med forskellige emner, der tager sigte på rófercuddannelse og vedligeholdelse af det tidligere lærte , med en vis forpligtelse til deltagelse; dette er dog også nødvendigt i de fleste andre erhverv af en vis standard. At der er et stort behov og voksende interesse, har jeg kunne overbevise mig om ved min kursusvirksomhed rundt omkring nabolandene; en forudsætning er bare, at sagen bliver grebet rigtigt an. For eksempel kunne jeg tænke mig emnet »Interpretation« blive belyst udførligt. Også samspillet »bevægelse - musikudførelse« burde uddybes væsentligt, hvorved jeg dog ikke forstår rytmisk bevægelse til musik. Ingen, der var til stede, kan vist glemme de skønne plastiske bevægelser, når Ginette Neveu spillede violin, når Kathleen Ferrier sang eller Pierino Gamba dirigerede, da han endnu var barn; dette viser os også hvor meget man bliver snydt for, når man hører på mekanisk musikgengivelse. Musik skal også ses, som Stravinsky skriver i »Musikalsk Poetik«, og det er så sandt som det er sagt. En plastisk smuk fremførelse kan hæve en middelmådig musikpræstation på et højere niveau, omvendt taber en kvalitativt højtstående præstation ved at blive fremført med uskønne bevægelser.

Men selvfølgelig kan ikke alt læres. Fritz Busch siger i sin Bog »Aus dem Leben eines Musikers«: ... de fremragende musikpædagoger er lige så sjældne som de fremragende dirigenter.