Grammofon

GRAMMOFON

CESAR FRANCK: Symfoni ï â-moll. Philharmoniaorkesteret. Dir.: Constantin SILVESTRI. - HMV ALP 1831 (også stereo).

His Masters Voice har udsendt en ny indspilning af Cesar Francks symfoni, som dirigeres af Constantin Silvestri. Det er i og for sig en smuk udførelse, men Silvestri har ikke helt formået at løse dirigentens største problem i denne symfoni: at få de mange korte fraser til at føje sig sammen til en helhed. Hans tempoer er gode, men symfonien - og især første sats - opløser sig i hans udførelse i en mængde smådele, som ikke har tilstrækkelig indbyrdes kontakt.

Klangen er lidt grov, og orkesteret spiller kun hæderligt; optagelsen er upåklagelig.
G. S.

MENDELSSOHN: Symfoni nr. 3 (skotske) og Hebride-ouverturen. Londons symfoniorkester.

Dir.: Peter MAAG. - Decca LXT 5601 (også stereo).

Peter Maag dirigerer de to kendte Mendelssohn-værker smukt; udførelsen er måske nok mere smagfuld end fantasifuld, men det er velgørende at høre de gamle kendinge udført uden hundekunster. Orkesteret spiller udmærket og optagelserne er vellykkede.
G. S.

JOH. SEB. BACH: Suite nr. 1-4 for orkester. Bath Festival Chamber Orchestra. Dir.: Yehudi MENUHIN. Fløjtesolo: Elaine SHAFFER. - HMV ALP 1822-23 (også stereo).

Den mangesidige violinvirtuos Yehudi Menuhin har med Bath Festival Chamber Orchestra indspillet Bachs fire orkestersuiter, som han former på en meget indtagende måde. I vore dage hører man oftest enten en gammeldags romantisk og noget sentimental udførelse, eller - endnu hyppigere en moderne, streng og »ordodoks« fremførelse. Denne indspilning holder en velgørende balance mellem disse udførelsesmåder; det ydre apparat er så autentisk som muligt, men tempoerne har ikke den »videnskabelige« stivhed; der muciseres med ynde og charme, og man opdager til sin forbavselse, at denne strenge musik kan virke ligefrem glad, ja, smittende i sin munterhed; jeg tror ikke, at komponisten ville have haft noget at indvende mod denne virkning af hans musik. Det lille, udsøgte orkester spiller fortrinligt sammen, og optagelsen er særdeles vellykket.
G. S.

INSTRUMENTS OF THE ORCHESTRA 1-4.

(Nr. 1: strygerne, nr. 2: træblæserne, nr. 3: messingblæserne og saxofonen, nr. 4: harpe, celesta og slagværk). Kommentarer af Yehudi MENUHIN. - HMV 7EG 8672-75 (også stereo).

HMV har udsendt fire små fortræffelige EPplader med demonstration af orkesterets instrumenter. Kommentarerne er forfattet og indtalt af Yehudi Menuhin; de er udmærkede, og han siger dem på en meget sympatisk måde og med god stemme. De korte eksempler er særdeles velvalgte, og instrumenterne demonstreres, så man virkelig får et indtryk af dem. En både morsom og for undervisningen særdeles nyttig lille pladeserie. G. S.

MOZART: Klarinetkoncerl. Solist: Gervase de PEYER. - Hornkoncert nr. l og 3. Solist: Barry TUCKWELL. Londons symfoniorkester. Dir.: Peter MAAG. - Decca LXT 5503 (også stereo).

Decca har udsendt en ny indspilning af Mozarts dejlige klarinetkoncert med Gervase de Peyer som solist og Peter Maag som dirigent for Londons symfoniorkester. Det er en smuk udførelse, som måske nok er mere præget af noblesse end af verve og skælmeri; tempoerne er ret langsomme, men alt kommer til sin ret, og orkesteret spiller smukt. På pladens anden side står to af Mozarts hornkoncerter, som er skrevet til hans ven, den dygtige, men noget enfoldige hornist Leutgeb. Den første af koncerterne, som er opstået i årene 1782-86, mangler den langsomme midtersats og er i det hele taget et ret primitivt stykke, hvor Mozart synes at have gjort betydelige indrømmelser til Leutgebs fatteevne. Den tredje af koncerterne er en meget betydeligere komposition og er da også den hyppigst spillede af de fire hornkoncerter. Barry Tuckwell spiller dem fortrinligt, ikke mindst den henrivende romance i Koncert nr. 3. Også her er orkesteret udmærket, og Peter Maag dirigerer med mere liv end i klarinetkoncerten. Optagelserne er gode. G. S.

RAVEL: Daphnis og Cblo'é. Fuldstændig indspilningen med Minneapolis symfoniorkester. Dir.: Antal DOR ATI. - Mercury MG 50040 (også stereo).

Mercury, som nylig udsendte den første komplette indspilning af Stravinskys Ildfuglen, har forfulgt den store succes med en fuldstændig indspilning af Ravels ballet Daphnis og Chloe - vistnok også den første. Den dirigeres - ligesom Ildfuglen - af Dorati, og resultatet er fremragende; Dorati får det fortrinlige Minneapolis orkester til at spille med fint udarbejdet nuancering, smuk klang og overlegen rytmisk bravour. Optagelsen er lige så storartet som udførelsen, hver detalje står klart og i det rette forhold til den brillante helhed. G. 3.

SCHUMANN: Frauenliebe und -leben. BRAHMS: Zigeunerlieder og .5 sange. Christa LUDWIG.

Ved flygelet: Gerald MOORE. - Col. 33 CX 1693 (også stereo).

Christa Ludwig, som er ansat på Wieneroperaen, har på en stor Cø///#2 to-plade indsunget Schumanns Frauenliebe und -leben og Brahms otte zigeunerlieder samt yderligere fem sange af Brahms (Feldeinsamkeit, Auf die Nacht in der Spinnstub'n, Ständchen, Am jüngsten Tag og Vergebliches Ständchen). Brahms-sangene er fortrinligt sunget, og her kommer hendes dejlige, fuldttonende altstemme helt til sin ret, ikke mindst i de snart fyrige, snart smeltende zigeunersange.

Schumanns Frauenliebe und -leben klinger lige så smukt, men det kniber med gengivelsen af de mange fine afskygninger; det bevægede sind, som skal tale ud af disse vidunderlige sange, finder hun kun lejlighedsvis udtryk for, og stemmens klang varieres ikke meget i de forskellige sange.

Gerald Moore spiller med overlegen sikkerhed og følger sangerinden med kamæleonagtig tilpasningsevne. Optagelsen er udmærket- c. s.

* RICHARD STRAUSS: Ein Heldenleben. Royal Philharmonie Orchestra. Dir.: Thomas BEECHAM. HMV ALP 1847 (også stereo).

Sir Thomas Beechams sidste større grammofonindspilning blev Richard Strauss' symfoniske digtning Ein Heldenleben. Skal man høre dette svulstige og langtrukne stykke senromantik, må det være i en sådan udførelse. Beecham, som foruden at være Mozart-, Puccini-, Sibelius- og Wagnerspecialist, også var Strauss-specialist, får det monstrøse orkester til at lyde let og klangskønt, blæser liv i de mange fæle klicheer i musikken, tilfører den mandig styrke, hvor den egentlig kun buldrer og fremfører de håbløst banale og sentimentale lyriske passager med nobel følsomhed. Orkesteret spiller fremragende godt, soloviolinpartiet udføres klangskønt og beåndet af Steven Staryk, og optagelsen er i fineste klasse. Det hele var en bedre sag værdigt; men i stedet for at ærgre sig - hvad der som bekendt aldrig kommer noget ud af - skal man glæde sig over dette imponerende eksempel på, at en stor kunstner kan puste liv i selv det dødeste stof. G $t STRAVINSKIJ: Petruscbka (revideret version 1947) og Le Sacre du Printemps. Minneapolis symfoniorkester. Dir.: Antal DORATI. - Mercury MG 50216 og Mercury MG 50253 (også stereo).

Mercury har udsendt Stravinskij's Petruschka og Le Sacre du Printemps på to plader; Minneapolis Symfoniorkester spiller under Antal Doratis ledelse. Optagelseskvaliteten er som altid på Mercurys seriøse plader af den mest udsøgte kvalitet, og orkesteret spiller med stor indlevelse, usvigelig disciplin og overlegen virtuositet. Denne musik står tydeligt nok Doratis hjerte nær, og han giver de to storslåede værker en kongenial udførelse.

Den reduktion af orkesterbesætningen, som Stravinski] foretog i 1947 med Petruschkapartituret, er glimrende gjort, men mon den dog ikke har haft et udelukkende merkantilt formål? Den oprindelige version med det store orkester havde en fylde og klangpragt, som forekommer reduceret i den nye udgave, der virker som en nødhjælpsforanstaltning.

Hvorfor Dorati har valgt at fremføre stykket i denne mindre farverige version, kan man ikke rigtig begribe; han får alt ud af den, som partituret rummer. Også Sacre (som Stravinskij ikke har villet foretage nogen retouchér i), dirigerer han fortræffeligt, selv om heller ikke han overgår Pierre Monteux, som dirigerede uropførelsen; han er dog nok den, der kommer ham nærmest i konkurrencen om den bedste Sacre. ç $ STRAVINSKIJ: Symfoni i tre satser og Le Chant du Rossignol. Philharmonia-orkesteret. Dir.: Constantin SILVESTRI. - HMV ALP 1819 (også stereo).

Constantin Silvestri har på HMV indspillet Stravinski j s symfoni i tre satser fra 1945 og hans symfoniske digt Nattergalens sang fra 1917 - skrevet med benyttelse af musikken til hans egen opera »Nattergalen« fra 190814. Det er ejendommeligt i disse to værker, der er skrevet med så stor tidsafstand, at iagttage Stravinski j s mærkelige evne til at anlægge et objektivt syn på sin egen stilistiske udvikling; man føler, med hvilken overlegen og sikker bevidsthed, han griber tilbage til tidligere stadiers musik og udnytter den på en ny måde, som betegner et nyt skridt fremad. Silvestri dirigerer de to spændende stykker med både indre medleven og ydre overlegenhed; Philharmonia-orkesteret spiller fremragende med netop den lidt hårde, transparente klang, som kræves her. Optagelsen er teknisk i fineste klasse. ^ 5TSCHAIKOVSKY: Symfoni nr. 6, h-moll. Pathétique. Philharmonia-orkesteret. Dir.: Carlo Maria GIULINI. - Col. 33CX 1716 (ogs, stereo).

Tschaikovskys Pathétique foreligger atter i nyindspilning; det er Columbia, som har udsendt den, og den spilles af Philharmoniaorkesteret under Giulinis ledelse. Det er en god idé at lade en italiener dirigere dette stykke, som i høj grad nyder godt af Giulinis sans for det melodiske; han giver det al den lidenskab, det skal have, og ikke mere, hvilket ikke er så let at ramme; ikke mindst sidste sats, der kan blive så hysterisk, at det er helt pinligt, udføres med stor virkning inden for Noblessens rammer. Orkesteret spiller overlegent, og optagelsen er meget vellykket. ç $.