Hr. Mortens klosterrov

BENGT JOHNSSON

Hr. Mortens klosterrov

Den 13. oktober i fjor fik Sv. S. Schultz's 5 år år gamle danske rapsodi efter en gammel folkevise sin uropførelse ved radiokorets offentlige aftenkoncert (korets »Torsdagskoncert«). Schultz synes hermed at ville genopfriske den gamle nationalromantiske »balladetone«, som den klarest kommer til orde i Gades Elverskud. At den gamle middelaldervise med dens mange skiftende stemninger og situationer altid har haft en sær dragning på vore komponister i romantikken, er evident, når man gennemgår værkfortegnelser etc. Derimod er den episke-dramatiske »ballade-f orm« just ikke på mode i nutidens musikliv. Man kan beklage dette, når man har været vidne til, hvor elegant og vittigt Schul tz netop har løst sin opgave i sin rapsodi (der for så vidt også kunne bære navnet »ballade«) Mortens klosterrov kaldet. Schultz har selv skrevet teksten til sit værk, på baggrund af folkevisen om Mortens klosterrov. Handlingen er den, at Morten og jomfru Lisbet er forelskede i hinanden, men pigen huer ikke Hr. Mortens frænder, der finder hendes stand for ringe. Mortens fader får sin søn sendt til udlandet, og da han er over alle bjerge, bliver jomfruen anbragt i Slangerup kloster. Ved sin hjemkomst modtager Hr. Morten budskabet og opsøger i sin kvide bror Nilaus, som giver ham det råd at »lade sig ligklæder skære« og som død bringe ind i klostret. Nilaus' listige påfund lykkes. Da jomfru Lisbet begræder sin hjertenskær på ligbåren i klosterets have, farer ridderen op og bortfører sin elskede. Og brylluppet fejres i »dage fire og nætter fem«, og som omkvædet lyder: »Så vinder en Ungersvend sin favre Jomfru«. Er teksten og handlingen spundet over folkevisens motiv, f. eks. ved anvendelse af de typiske folkevisevendinger, så er musikken næppe at betragte som bearbejdelse af folkemelodier. Der er her nærmest tale om rytmiske og motiviske lighedspunkter med især den folkelige dansevise, og selve Troubadurens fortællende episoder, der som ledemotiv slynger sig igennem værket, anvender nok en »dorisk« melodi formel uden direkte at citere en bestemt melodi:

[nodeeksempel]

Det er på sin plads her at stoppe lidt ved besætningen. Koret spiller for så vidt den afgørende rolle. Ligesom i oratoriet og i de romantiske korballader får koret den dobbelte funktion dels at berette om handlingsgangen, dels at deltage direkte i den, som f. eks. Hr. Mortens frænder, der synger: »Lisbet er for fattig etc.« Solisterne er Lisbet, Hr. Morten, Hr. Mortens Fader, Bror Nilaus og Trubaduren. Instrumentalensemblet består af fire flygler som det bærende klanglige element, hvortil kommer en stor slagtøjsgruppe spændende fra pauker over alskens slagtøj frem til »glas«, der skal illustrere bryllupsfestens bægerklang. Ved uropførelsen gjorde Emil Ryming også sit yderste for at frembringe de lystige bægerklange ved hjælp af medbragte ølglas! Af mere alvorlige instrumenter anvender Schultz sig af celeste, harpe, to horn og to trompeter. Besætningen med de fire flygler og slagtøj synes således direkte inspireret af Stravinski j s Les Noces, der jo bl.a. skildrer en russisk bryllupsfest. Schultz er dog kun i det ydre påvirket af den russiske komponist. Selv om klavererne ofte anvendes som slagtøj og ofte med inciterende rytmisk virkning (jfr. citatet fra scenen, hvor Hr. Morten kommer jagende med sine folk over de sjællandske sletter):

[nodeeksempel]

har de i højere grad end i Stravinskijs værk den funktion at støtte korpartierne som direkte akkompagnement, og det samme er tilfældet med ledsagelsen af solisterne. De fire flygler spiller heller ikke hver sin stemme, men er disponeret som to første klaverer og to anden klaverer. Måske kunne man stundom vente sig en »symfonisk«, instrumenteret sats, f. eks. i det smukke lyriske afsnit, hvor Lisbet synger: Jeg blev given i kloster. Her må man savne strygernes intense legato og varme klang:

[nodeeksempel]

Derimod kommer de mange slaginstrumenter og ikke mindst de fire klaverer til deres fulde ret i »sørgemarchen«, hvor »Hr. Morten bæres i klostrets have ind«. De mørke klange, de dumpe akkorder ledsaget af det tyste »gregorianske« kor med den latinske mumlen, har en egenartet, fantasifuld virkning:

[nodeeksempel]

Og i kombinationen: Klokkespil, celeste og triangel, der ledsager og illustrerer Lisbets vokslys, synes man at kunne fornemme »elektroniske« lyde.

Der kunne fremdrages talrige steder fra værket, hvor fantasifulde og specielle klangkombinationer på fin måde understreger handlingsgangen. Det vil dog være overflødigt her. Der skal kun til sidst peges på, at et værk som dette, der på én gang er populært i ordets bedste forstand og tillige indeholder megen god og letflydende musik i en inspireret og elegant ramme og med en egen dramatisk nerve, ikke bør nøjes med en uropførelse og måske en enkelt gentagelse, således som det har været og stadig er tilfældet med megen ældre og nyere dansk musik. Hr. Mortens klosterrov burde blive et fast repertoirenummer ikke alene for Radiokoret, men også andre steder i landet, hvor der er muligheder for at stable besætningen på benene.

Selv om det sine steder er meget vanskeligt og kræver en grundig indstudering, er det et i bedste forstand taknemmeligt og fængslende værk både for udøvende og tilhørere. Man må med længsel imødese en publikation af materiale og partitur.