Månedens indsigelser

Månedens indsigelser

Til Dansk Musiktidsskrift

Det var forstemmende i sidste nummer af vort fagblad at læse Bengt Johnssons uklart formulerede og lidet saglige anmeldelse af 2. udgave af professor Bjørn Hjelmborgs bog »Musikorientering«. De vigtigste indvendinger, der kan og bør rettes mod anmeldelsen, er følgende:

1. Der er ikke gjort rede for bogens sigte og disposition. Det er ingen undskyldning, at der er tale om en 2. delvis revideret udgave af en efterspurgt bog. En bog af denne art kan kun forstås og vurderes som en helhed.

2. Anmeldelsen beskæftiger sig næsten udelukkende med bogens sidste 27 sider omhandlende vor tids musik, der vurderes som drejede det sig om en fremstilling på linie med Wörners Neue Musik in der Entscheidung (310 s.) og Schiørrings Musikkens Veje (160 s.)} der ligeledes kun behandler moderne musik.

3. Det nævnte afsnit vurderes ud fra synspunkter, B. J. tillægger forfatteren, men som der ikke er holdepunkter for i teksten.

Ad 1: I en bog, der i tre kapitler gennemgår musikkens stof, former og stilarter, må visse repræsentative komponister nødvendigvis blive nævnt flere gange. Bogen er ikke noget opslagsværk, men omhyggelige sidehenvisninger gør det muligt for læseren at orientere sig på de 192 s., også om en enkelt komponist.

Ad 2: Ganske vist er B.H.'s afsnit om vor tids musik i denne 2. udgave fyldigere end tilsvarende afsnit om tidligere stilperioder men alligevel! - Dansk musik er i øvrigt naturligt nok mere udførligt behandlet af B. H.

end af Wörner - og hvorfor må Laub nu slet ikke nævnes? Ad 3: Under påskud af at ville sammenligne 2. udgaves gennemgang af dodekafonien med 1. udgave, bringer B. J. følgende to løsrevne og kluntet sammenstillede citater: a) (Fra førsteudgaven 1948, findes ikke i 2. udg.): »Og det var altså dette (der tales om tonaliteten) al hidtidig - og for øvrigt også senere - musiks grundprincip, der blev forkastet. Vejen viste sig imidlertid ikke farbar, det var i hvert fald musik for specialister, og i dag er denne den såkaldte ekspressionismes hovedmænd Hauer, Schönberg, von Webern, Berg o.s.v. hovedsagelig kun navne, som er kendt af fagfolk« (l 160).

b) (Fra 2. udg. I960): »Ejendommeligt er det imidlertid, at han (Schönberg) var ganske uberørt af de folkloristiske, »saglige« og neo-klassicistiske strømninger, som henholdsvis Bartok, Hindemith og Stravinskij kom til at stå som særligt bemærkelsesværdige repræsentanter for, og som udgjorde så karakteristiske elementer i vor tids musik« (s. 182).

(Her tales om tiden indtil 2. verdenskrig).

»Dette (citat a, der kun stod i 1948-udgaven) kan ikke stå uimodsagt«, udbryder Johnsson noget forsinket og bruger det som udgangspunkt for en voldsom polemik, uden at det dog af det følgende klart fremgår, hvad det egentlig er, han vil forsvare (er det »anstændighedens navn«? og i bekræftende fald, hvorfor så i gåseøjne? - eller er det sagens bedste? eller hvad?) Imidlertid evner han ikke at holde de to udgaver ude fra hinanden og udlægger derfor citat b forkert.

Men de to citater kommer jo slet ikke hinanden ved! Et reelt sammenligningsgrundlag kunne have været tilvejebragt ved i stedet for b at meddele f. eks. følgende citat: »Ff særligt bemærkelsesværdigt træk ... er der, rolle, dodekafonien er kommet til at spille.

I mellemkrigsårene repræsenterede den et princip ved siden af andre principper og efterhånden snarere et mindre dominerende.

Men efter anden verdenskrig fik den en tilslutning større end nogensinde, specielt den Anton Webern'ske udformning af den« 2. udgave, s. 191). - Og hvorfor fortier B. J. i forbindelse med citat b, at Schönberg ligesom visse andre omtales som havende præsteret værker af »individuel og sublimt kunstnerisk form, der placerer dem som hovedværker ikke blot i vor tids musik, men i europæisk musik i det hele taget« (s. 186)? Den ikke forudindtagne læser lades ikke i tvivl om Schönbergs overvældende indflydelse på musikkens udvikling. - Når B. J. fortsætter med at påstå, at de nævnte »tre store« (Bartók, Hindemith, Stravinskij) er isolerede fænomener, er han dog tydeligt mangelfuldt orienteret om nyere musik. Det forsømte kan indhentes bl. a. ved læsning i Wörners af anmelderen selv anbefalede bog.

Man må efter læsning af denne anmeldelse spørge sig selv, hvad meningen i grunden er.

Af en anmeldelse har man som læser lov til at vente først og fremmest oplysning om bogens indhold og formål og dernæst en vurdering af, hvorvidt den opfylder sin bestemmelse.

Ebbe Knudsen.

Kære Sigurd Berg! I Ulrik Teubers anmeldelse af den nordiske koralbog i Dansk Musiktidsskrifts nr. 4, s. 137, anføres det, at »de danske medarbejdere ved den nordiske koralbog var Jens Peter Larsen og Henrik Glahn, der senere supplerede sig med Mogens Wöldike og Søren Sørensen, d.v.s. alle t'ilhorende kredsen omkring Den danske koralbog«, (fremhævelsen her). For god ordens skyld, og for at undgå, at denne lille historieforvanskning breder sig, må jeg gøre opmærksom på, at jeg intet som helst hverken direkte eller indirekte - har haft med den danske koralbogs tilblivelse at gøre.

Mit medlemskab i den nordiske koralbogskomité skyldtes, at jeg på det tidspunkt var formand for Dansk Organist- og Kantorsamfund.

Venlig hilsen Søren Sorensen.