Séminaire Européen de Musique Ancienne

GUNHILD DECKERT KNUDSEN

Séminaire Européen de Musique Ancienne

Brügge, august-september 196l

Det »europæiske seminar for gammel musik« er et feriekursus oprettet af det belgiske undervisnings- og kulturministerium på initiativ af Conseiller-Chef Gaspar Verecken, Directeur des Relations Culturelles et UNESCO. Kursus har bestået siden sommeren 1957. Hvert år i august-september mødes her unge musikere og musikologer fra de forskellige europæiske lande for at studere, drøfte og spille musik fra ca. 1200 til ca. 1600. Kursus er et tre-årigt, således at forstå, at man det første år samler sig om musik fra det 13. og 14. århundrede; næste år afsluttes gennemgangen af det 14. århundrede og der fortsættes med det 15. århundrede. Tredje år endelig når man frem til musikken omkring 1600 (for Italiens vedkommende til og med Monteverdi), og der afsluttes med forelæsninger og drøftelser omhandlende opførelsespraksis.

Seminaret ledes af Maître Safford Cape, grundlæggeren og gennem snart 30 år lederen af det berømte belgiske ensemble »Pro Música Antiqua«, som man herhjemme sidst havde lejlighed til at høre ved en koncert på Kronborg under den danske musik- og balletfestival i maj 1961, og som i øvrigt er kendt verden over for sine koncerter og grammofonindspilninger. Gennem mange års praktiske og teoretiske studier har Safford Cape skabt en opførelses-tradition, og det er først og fremmest denne, deltagerne i kursus lærer at kende gennem forelæsninger og praktiske øvelser.

Seminaret har hjemme på Europa-kollegiet i centrum af det gamle Brügge. Uden for ferierne samler det studerende fra de forskelligste lande, der har afsluttet deres overvejende juridiske eller økonomiske uddannelse i deres hjemland og som her fortsætter deres studier på et internationalt plan.

Her mødtes så i år deltagerne fra det andet seminar for anden gang. Der var 24 deltagere fra 14 nationer (også fra nogle østlande). Heraf var de tre musikologer, ti var sangere og elleve instrumentalister. Langt de fleste beskæftigede sig i forvejen aktivt med opførelsen af musik fra før 175JO, i ensembler, som solister eller instruktører. Til trods for denne fælles interesse var de enkeltes forudsætninger af meget forskellig art, afhængigt af deres respektive specialer, hvilket ikke kunne undgå at give kursus mange interessante facetter. Yderpunkterne var vel den tjekkiske og den franske musikolog med speciale i notation, og den spanske sangerinde med speciale i moderne opera(!) De store forskelligheder kunne give anledning til pudsige situationer, således kendte de sydlandske sangeres undren over den engelske counter tenors syngemåde ingen grænser. (Han var i øvrigt lutspiller og -bygger, men ikke professionel sanger; han havde blot som så mange englændere lært denne sangteknik i skolen).

Seminarets officielle sprog var fransk og engelsk; privat taltes overvejende fransk, tysk og italiensk. Om formiddagen var der en forelæsning med grammofondemonstrationer. Om eftermiddagen arbejdede man i mindre grupper eller øvede sig for sig selv i de dertil indrettede øveværelser, for så igen at samles kl. 16.30 for under Safford Capes ledelse at synge og spille værker, der yderligere kunne belyse dagens tema. Programmet for dette seminar, der jo var en direkte fortsættelse af sidste års program, hvor vi sluttede med den franske års nova, var følgende:

Italiensk trecento-musik. Først og fremmest Giovanni da Cascia, Jacopo da Bologna og Francesco Landino.
Johannes Ciconia. John Dunstable.
Dufays verdslige værker.
Dufays gejstlige værker.
Gilles Binchois.
Notation (om eftermiddagen yderligere eksempler fra den burgundiske skole).
Tempo. (Tactus).
Ockeghem.
Obrecht.

Det var imponerende, hvorledes det hver gang lykkedes Safford Cape at tilrettelægge forelæsningerne på en sådan måde, at alle, uanset forudsætninger, kunne have positivt udbytte af dem. Særlig interesse vakte hans forelæsninger over notation og tactus. Det viste sig, at mange havde undret sig over visse moderne udgavers metriske inddeling; nu blev det forståeligt for dem, hvorledes fejltagelserne kunne være opstået.

Eftermiddagstimerne var dog dem, vi glædede os mest til. (Hvilken musiker vil ikke glæde sig mest til selv at være aktiv?) Under Safford Capes inspirerende ledelse gennemarbejdede vi værk efter værk. Musik, ikke mindst denne gamle, endnu forholdsvis ukendte musik, kan ikke studeres udelukkende teoretisk. Den forstås først, når den også realiseres. (For eksempel opdager man først, hvilken strukturel betydning de enkelte vokalklange har, når musikken bliver sunget).

Kursus afsluttes hvert år med en offentlig koncert. I år fik vi en hel uge ekstra til indstudering af programmet, idet vi skulle optræde for et kritisk internationalt publikum. Koncerten afholdtes i den store sal i casinoet i Knokke-Le-Zoute i forbindelse med den femte Biennale Internationale de Poésie. En stor del af publikum var således digtere, der viste sig at være usædvanlig lydhøre og interesserede, et indtryk, der yderligere bestyrkedes ved samtaler efter koncerten.

Alle deltagere fik ligesom sidste år ved kursus' begyndelse udleveret et omfattende nodemateriale, der for den enkelte kan danne basis for opførelser og videregående studier i hjemlandet.

Man måtte føle beundring og taknemmelighed for det vel tilrettelagte kursus, både over for de belgiske myndigheder, hvis fantasi og generøsitet har muliggjort dets gennemførelse, og ikke mindst over for Safford Cape, der med så stor beredvillighed lader andre drage nytte af sin erfaring og viden. Sådanne specialkurser, hvor der ikke er flere deltagere, end at de kan nå at lære hinanden at kende, således at de som tilfældet var i Brügge til trods for sprog-problemerne til sidst føler sig som én stor familie, har givetvis også en betydning, der rækker ud over det rent faglige.