Den tidløse Bach

Af
| DMT Årgang 36 (1961) nr. 08 - side 282-283

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

BENGT JOHNSSON

Den tidløse Bach Rosalyn Tureck har nu i tre artikler været inde på baggrunden for sin Bach-fortolkning. Oxford University Press har udsendt tre små hæfter med titlen: An introduction to the performance of Bach. Her gennemgår Rosalyn Tureck pædagogisk og systematisk indstuderingen af Bachs klavermusik, begyndende ganske enkelt med udvalgte stykker fra Anna Magdelena Bachs og Friedemann B.'s Clavierbüchlein. I hæfte II og III udvides vanskelighederne, der arbejdes med den polyfone sats og til sidst med de mere komplicerede klaver figur er i suiter og variationssatser. Nodebilledet er hele tiden ledsaget af R.T.'s kommentarer og fraseringsanvisninger. Stoffet er så pædagogisk klart lagt tilrette, at man ikke betænker sig på at fremhæve hendes studie som det vigtigste, der til dato er foretaget inden for Bach-gengivelsen. Fordyber man sig i kunstnerindens fyldige forord, får man her et levende billede af den alvor og kunstneriske intensitet, hvorpå hele hendes berømte Bach-fortolkning er opbygget. Som et lille kuriosum kan nævnes, at R.T. momentvis anvender den gamle fingersætning, oversætning af 3. finger over 4. i opadgående bevægelse (i højre hånd), oversætning af 2. finger i nedadgående bevægelse.

Et vigtigt afsnit vedrører ornamentikken. Det er naturligvis en selvfølge, at R.T. har studeret de gamle forsiringsregler til bunds, intet er i hendes udgave overladt til tilfældigheder. Det skal her yderligere fastslås, at alle trilleformer begynder med oversekunden (altså ikke med hovednoden, som mange endnu tror), samt at alle triller skal falde på taktslaget og inddeles rytmisk. Denne manér gælder i øvrigt ikke blot Bach og barokmestrene men også Scarlatti, Haydn og Mozart og til en hvis grad Beethoven. Først med Hummels klaverskole fra 1828 ændres forholdet, så at triller starter på hovednoden, og forsiringer ofte anbringes før taktslaget.

Fraseringsproblemet kommer R.T. ind på, idet hun klart tager afstand fra en mekanisk »dødsenstrist«, ufraseret spillestil. Hun skelner mellem en række nonlegato typer, der skal hjælpe med til at lade Bach-musikkens linier »ånde« ganske som man f. eks. kender det fra Helmut Walchas orgelfortolkninger.

I forbindelse med hele fraseringsspørgsmålet står også R.T.'s forsvar for at spille Bach på klaver. Hun fremholder (hvilket jo er historisk korrekt), at klavichordet var det foretrukne instrument ikke alene af Bach men i hele Tyskland, netop fordi dette instrument ejede den ekspressivitet, som det mekaniske cembalo savnede. R.T. siger meget træffende, at man ikke kommer Bachs kunst en tøddel nærmere ved at spille den på »historiske« instrumenter for at dække over en eventuel manglende indlevelse i og kunstneriske oplevelse af Bachs tidløse kunst. Bach-fortolkerens opgave er at få Bachs kunst til at klinge levende på klaveret, fordi hans kunst måske mere end nogen anden komponists er evig gyldig, og en »absolut« fortolkning efter historiske principper på forhånd ville være dødfødt.

R.T. siger, at fortolkeren af Bachs musik kan tage musikvidenskaben med på råd, når det drejer sig om eksakte oplysninger (forsiringer og lign.), men den indre oplevelse af værkerne, deres genskaben må forbeholdes et personligt, musikalsk arbejde.

De tre instruktive hæfter »illustreres« gennem R.T.'s indspilning af de gennemgåede værker på en Lp-plade (HMV ALP 1747). Her glæder man sig over, at den kunstneriske ærlighed og den omfattende viden, der ligger bagved hendes små pædagogiske hæfter, så klart slår igennem i hendes fortolkning. Det er ikke pædagogen, der viser, hvordan det skal lyde, men det er den store kunstner, der spontant tolker den musik, hvis stil hun i så sjælden grad har levet sig ind i. Al magistersnak om cembalo eller klaver må ophøre, når man lytter til T.'s gengivelse af de enkle små menuetsatser fra A. M. Bachs Clavierbüchlein. Det er den tidløse Bach, der taler igennem hendes hænder, kl avertonen synes helt uvirkelig, lige så uvirkelig som det Bach'ske tonesprog.

Alle, der beskæftiger sig med klaveret, bør lære disse hæfter og den tonende »illustration« at kende, det er indspirerende at læse hendes kommentarer og endnu mere inspirerende at høre hendes fortolkning, for her får vi netop alt det subjektive, alt det menneskelige med i kunsten, som ikke kan gengives i noder eller kommentarer.

Årgang 36/1961, nr. 08