Litteratur

Af
| DMT Årgang 36 (1961) nr. 08 - side 299-299

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

• LITTERATUR

POUL INGERSLEV-JENSEN: Beaumarchais: Den skinbarlige Figaro. 281 s. -|- 5 tvl. - Nyt Nordisk Forlag, Kbh. 1961. Kr. 28,50, indb. kr. 38,50.

Kun gennem operaerne »Figaros Bryllup« og »Barberen i Sevilla« har vor tids teaterpublikum kendskab til den franske komediedigter Beaumarchais, en storstilet fantast som politiker, forretningsmand, eventyrer og diplomat i højeste plan, tillige som polemisk skribent af blændende overlegenhed. Hans forfatterskab lever i dag kun indirekte gennem de to nævnte operaer, hvis til grund liggende komedier også har været opført på vort kongelige teater: »Barberen i Sevilla« 70 gange fra 1777 til 1867 og »Figaros Bryllup« 62 gange fra 1786 til 1846, hvortil kommer skuespillene »Eugénie« med 37 opførelser fra 1775 til 1805 og »De to venner«, der dog kun blev opført 4 gange fra 1784 til 1795.

Beaumarchais' liv var så broget og omtumlet, at ingen knaldroman kan være mere spændende, og i de sidste 100 år har da også mange forfattere beskæftiget sig med ham nu sidst Ingerslev-Jensen, der har søgt at samle alt hvad man ved om denne Figaro, som I.-J. identificerer ham med, og som var Beaumarchais' egen udødelige opfindelse.

Ingerslev-Jensens bog vidner om en næsten fanatisk samlermani, men det kan ikke nægtes, at den virker noget kaotisk, mange steder vanskelig at overskue, ikke mindst på grund af sproget, som med sin lidt for tilstræbte livlighed ofte får fremstillingen til at flimre mere end godt er - og i farten afstedkommer adskillige mærkværdige udtryk som f. eks. s. 27, hvor en vis påstand får »smilebåndet til at fortrække sig«. To sider længere fremme nævnes som Beaumarchais' eneste aktiver bl. a. hans »fremtidige forfatternavn, hvis glans han dog endnu var det skyldig« — og på s. 129 forekommer eksempelvis sprogblomster som »Under søgen efter forklaring på disse hovedkulds begivenheder behøver man dog ikke straks hengive sig til indignationens moralske kvalme«^.) — og på samme side om bogens helt, »der fra den stolte falk med det farlige næb (er blevet) til den travle muldvarp, der i blind lydighed (!) graver sig ned i ukendeligheden i håb om løn for sine varpeskud().

Af lignende sager er bogen en guldgrube.

Også af inkonsekvenser, hvoraf man særlig bemærker serveringen af de citerede vers, der snart er gengivet i dansk oversættelse, snart på originalsproget uden synligt system.

Trods alt er der kommet en spændende beretning ud af det store stof, hvis herkomst fremgår af en tilføjet litteraturliste. Det afsluttende personregister er en hårdt tiltrængt hjælp ved bogens praktiske anvendelse.

B.

MUSIKKENS Hvem, Hvad, Hvor. Politikens Musikbibliotek, Biografier A-L og M-Á, Politikens Forlag, København 1961.

Mon ikke Gerda Alexander, Dagmar Borup, Lilian Ellis, Inge Frey og Astrid Gössel bl. a.

burde have været med? - skrev dette blads anmelder af »Musikkens Hvem-Hvad-Hvor« i 1951. Det er de imidlertid heller ikke kommet i den nye udgave af bigrafierne, hvor man også må savne f. eks. Karl Bak, Hakon Grüner-Nielsen, Ib Hansen, Ivan Leth, Halina Stefanska og David Tudor, og tillige er Erik Abrahamsen, Valdemar Lincke og Johannes Nørgaard gledet ud. Derimod er de vigtigste instrumentbyggere blevet inddraget, ligesom nu ikke alene danske, men også udenlandske musikinstitutioner er at finde (dog ikke det gådefulde Dansk Tonekunstnerforbund, som Sv. Erik Tarp angives at være næstformand i.) Forlaget mener at have imødekommet et udtalt ønske fra 210.000 læsere ved blandt de ca. 6000 biografier med tilhørende hovedværkfortegnelser at medtage et meget stort antal af musikhistoriens største navne fra før 1900, helt tilbage fra 1400-tallet. Men heldigvis ser dette ikke ud til at betyde, at man har opgivet førsteudgavens kronologiske musikhistorie, idet forordet lover Politikens Musikbibliotek (der som sådant indledtes i fjor med »Spil med becifring«) fortsat med en »Musikkens Hvornår-skete-det« foruden en koncertfører og bind om jazz og musikinstrumenter.

Indtil videre må det leksikalske stof altså søges suppleret andetsteds, og herhjemme er jo Aschehougs det nærmeste. Men som aktuel håndbog er de nye biografiske bind af Politikens Musikleksikon (som værket hed under Nelly Backhausens og Axel Kjerulfs redaktion) enestående, og hovedredaktøren Ludvig Ernst Bramsen jr. har sammen med Sigurd Berg, Guglielmo Berutio, Jørgen Krabek, Ole Lauritzen, Hansgeorg Lenz, Thomas Viggo Pedersen og Torben Schousboe megen ære af arbejdet. Værket vil næppe komme i mindre flittig brug end forgængeren, og det er med bekymring man konstaterer, at det kun foreligger Í en kulørt kartonindbinding uden markering af bogstavinddelingen på ryggen. Til gengæld har »Musikken« fået to k'er efter Politikens nudansk... V.J.

Årgang 36/1961, nr. 08