Musikalier

MUSIKALIER

FARTEIN VALEN: Motetter op. 16 m. l, op. 25, 26 og 27. — Edition Lyche, Drammen, Norway.
Fartein Valen Selskapet, Oslo.

Fartein Valen skrev ialt 10 motetter for forskjellige stemmebesetninger fra 3- og 4-stemmige kvinne- og mannskor (henholdsvis op.

14 og 15, op. 25 og op. 26 over 4-stemmig blandet kor (op. 12, 16) til 5-stemmig blandet kor (op. 27). Av disse motetter er tidligere op. 12, 14 og 15 kommet ut på Norsk Musikforlag. For en tid tilbake gå Lyches forlag i samarbeid med Fartein Valen Selskapet ut motetten »Et dices in die illa« for firstemmig blandet kor a cappella op. 16 nr. 2. Lyches forlag har nå gått et skritt videre idet det sammen med Fartein Valen Selskapet har gitt ut de gjenstående 4 utrykte motetter under ett. Det er et kjempeløft forlaget og Valen-selskapet i fellesskap har tatt på seg og lykkelig gjennomført. Forlaget har gitt avkall på det kostbare omslag som prydet op. 16 nr. 2 (»Et dices«) med det resultat at notene faller rimeligere i anskaffelse for kor som måtte omgås med planer om å synge noen av disse hittil ikke oppførte (med unntak av op. 25) Valen-verk. Av Valens motetter er hittil bare op. 12 (»Hvad est du dog skiøn«), op. 14, op. 16 nr. 2 og op. 25 oppført. De nå utkomne motetter slutter seg i form og innhold til de tidligere trykte motetter. De er for 6 motetters vedkommende skrevet til tekster hentet fra den latinske bibeloversettelse Vulgáta samt for de øvrige til tekster av danske salmediktere (med unntak av op. 25 hvis tekst er en oversettelse av Josua Stegmans salme »Kom regn«). De danske tekster er ofte temmelig banale og nokså plumpe i sin utformning. Rart at Valen kunne la seg inspirere av slike ubehjelpelige og til dels elendige salmetekster. En fristes i denne forbindelse til å tenke på Bach, men han hadde ikke noe annet valg. Ihvertfall er det et skrikende misforhold mellom de kvalitetsmessig dårlige tekstene og Valens beåndede musikk. Selv om tekstene er banale har de med sitt dypt følte innhold vært Valen til stor trøst under hans opphold i Oslo, da han måtte lide meget for sin radikale musikk.

Motetten »O store konge Davids søn« op.

26 for firstemmig mannskor a cappella er av komponisten skrevet ut med tenornøkler for tenor l og 2. Disse nøklene er av forlaget praktisk nok byttet ut med de mer brukte diskantnøkler.

Formelt sett er motettene meget interessante i sin uttalte trang til tredeling og kontrastering av tema i grunnform og omvenning.

Denne praksis finner vi allerede i »Hvad est du dog skiøn« op. 12 som nok må regnes som en motett selv om koponisten ikke har anført dette i partituret. I denne motett og de etter følgende finner en følgende formskjema: ABA', hvor A-delen har temaet i grunnform, B-delen i omvending (eller kommer med nytt tematisk stoff), og tilslutt A'-delen med temaet i grunnform (eller kontrastering av A- og B-delens tematiske materiale med et tema som »seiersherre« til slutt i en kort coda). Dette tredelte skjema har vi i motettene op. 16 nr. 2, op. 25 og 26, mens op. 27 som en ekte motett har flere på hverandre følgende imiterte avsnitt. I op. 27 får vi ikke mindre enn 6 imitasjonsavsnitt over et tema og dets varianter. Denne praksis finner vi så tidlig som i op. 15 nr. 2 »Quia vidiste me, Thoma« for trestemmig mannskor. Det vil ennå gå en tid før det kommer et kor som våger å gi seg i kast med en så uhyre vanskelig oppgave som oppføringen av op. 27 »Vaagn op min sjæl« for femstemmig blannet kor. I sitt gjennomførte polyfone tonesprak avviker Valens motetter sterkt fra Weberns korstil hvor han virknings füllt skifter mellom homofone og polyfone korpartier. En slik elastisk korstil frisker opp klangbildet og kunne ha vært ønskelig i Valens motetter.

Homofone korpartier fins unntaksvis i kadenser ved overgangen til nye avsnitt eller deler.

Atter en gang mitt kompliment til Lyche forlag og Valen-selskapet for deres dristige eksperiment. La oss håpe at det blir fulgt opp av dirigenter som tår opp disse fascinerende korverk på sitt program. En vellykket oppførelse av en Valen-motett er fin f j ær i hatten for de dirigenter og kor som ønsker å vinne frem. j5. g.

ROBERT SPRENKLE AND DAVID LEDET: The art of oboe playing. — Forlag: Summy-Birchard.

Publishing Company, Evanstone-Illinois, USA. 96 sider, 64 ill., pris $ 3,50.

Formentlig den bedste bog, der til dato er skrevet om obospil og rørskrabning. Der er et væld af instruktive fotografier og tegninger - og ethvert »hvorfor« bliver besvaret med et velmotiveret »fordi«. Pengene til anskaffelsen af værket er givet godt ud.

W. W.

LEIF KAYSER: Bagatelle per pianoforte a 2 e 4 mani. — Engstrøm & Sødring, 1957.

Tolv små klaverstykker for to og fire for fire hænder er udgivet af Leif Kayser i et særdeles fint tryk hos Engstrøm & Sødring.

Satserne er til en hvis grad så enkle, at de udmærket lader sig anvende i undervisningen. Det melodiske og rytmiske forløb er undertiden lidt Carl Nielsen påvirket f. eks.

i nr. 2, der lader én ane Nielsens femtonige småstykker bagved. Men det gør ikke noget.

Kayser er altid velklingende i sin sats, i bedste forstand »vælsk«. Der er klarhed over satserne og afveksling og kontraster. Smukkest er vel nok nr. 3 med den strenge, næsten urokkelige udvikling af et kærnemotiv.

De firehændige satser er temmelig rytmisk komplicerede. Sammenspillet i nr. 17 vil nok volde elever nogen vanskelighed, men den kan overvindes, og det lønner sig bestemt at arbejde med dette stof. g T JOHAN LORENTZ: Klavierwerke, herausgeg. von Bo Lundgren. - Knut Wicksells vag 27, Lund.

Med en fortjenstfuld lille studie over den tysk-danske orgelmester Johan Lorentz' liv og virke indleder den svenske musikforsker Bo Lundgren sin meget smukke publikation af en række klaverværker. Af de 47 små satser er de ni første hentet fra en tabulaturbog fra Det kgl. bibliotek, resten fra Uppsala universitetsbiblioteks uudtømmelige rigdomme på gammel musik. De mange fortryllende satser, nærmest i stil med Kindermanns eller Joh. Kaspar Ferd. Fischers er let spillelige og lader sig således anvende i undervisningen. I intet tilfælde er satserne sammenstillet til suiter. Kun et par steder er der tale om rækkefølgen Allemande-Courante Sarabande i samme toneart uden motivisk tilknytning mellem satserne, således som det er tilfældet f. eks. med Buxtehudes klaversuiter fra Ryges slægtsbog. I svensk redaktion er der hermed leveret et smukt bidrag til dansk musikhistorie. m AXEL MADSEN: Ledsagesatser for orgel til gudstjenestebrug. - Skandinavisk Musikforlag.

Det er et højst fortjenstfuldt arbejde, Axel Madsen har udgivet hos Skandinavisk: En række orgelledsagesatser over ti salmemelodier, og som det hedder i samlingens titel: Til gudstjenestebrug. Det er vigtigt at fastslå, at komponisten med denne titel og denne samling bryder vejen for en teknik, som længe har været dyrket f. eks. i det protestantiske Tyskland. Kirkemusikkredsen har netop udsendt en lignende samling (jfr. anmeldelse af denne samling).

Axel Madsens satser er moderate, hvilket ikke vil sige, at de er holdt i den velkendte »kirkestilspastiche«, tværtimod arbejdes der med friere midler henimod et nutidigt tonesprog. Samtidig noterer man sig med glæde, at orgelsatsen de fleste steder er instrumental, figurativ og ikke bærer præg af den stivbenede vokalsats. Blot skal det noteres her, hvad Axel Madsen også påpeger i samlingens forord, at de frie ledsagesatser bedst lader sig anvende, hvor der er en velsyngende menighed og et godt trænet kor. Samlingen bør ejes af enhver organist, og man må kun håbe, at den frie ledsageteknik må blive indfort som et obligatorisk led i organistuddannelsen forenet med et indblik i moderne satsteknik. Kun ad den vej kan der nås frem til en levende kirkemusik i vore kirker.
B. J.

• Internationale musikkonkurrencer I forbindelse med S ti c htm g Gaudeamus' Internationale Muziekweek 10.-16. september 1962 afholdes kappestrid om A) et musikdramatisk værk for fjernsyn, B) kor-, kammer-, orkester- og elektronisk musik. Dyst A krones med en pris på hfl. 1.000, og kun Bsidens komponister må tidligst være født 1.

januar 1925. Nødvendige detailoplysninger fra sekretariatet, Gerard Doulaan 21, Bilthoven (Nederlandene), hvortil manus, sendes inden 1. marts 1962.