Slutspil

Af
| DMT Årgang 36 (1961) nr. 08 - side 293-296

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

EFTER PAIK

Slutspil

Sjældent har et dansk koncertarrangement bragt et så forbitret oprør i de eller så vage danske musikgemytter som koreaneren Nam June Paiks optræden ved DUT's aften på Louisiana den 30. september i år. Selv folk af et ellers roligt sindelag gik amok og overfusede hinanden uden stands anseelse, skønt hele affæren blot var et led i DUT's ukuelige arbejde for at holde det danske koncertliv orienteret om de nyeste koncertfænomener, således som det altid har været DUT's opgave, og som den nuværende formand ganske besindigt og sagligt gjorde rede for i sidste nummer af DM. Visse angribere gik så vidt, at de ligefrem påDUTtede ledelsen den dybeste beundring for fænomenet Paik, hvilket med et mildt ord tør kaldes en tilsnigelse. Til opbyggelse for alle de mange, som ikke overværede de Paik'ske ekcesser på Louisiana, bringer vi her den kendte musikpædagog C. M. Savery's anskuelige beskrivelse af aftenens forløb, med forfatterens tilladelse aftrykt efter novembernumret af hans tidsskrift »Musik og menneske«:

»Når vi overhovedet vil beskæftige os med koreaneren Nam June Paik's såkaldte koncert på Louisiana, skyldes det smittefaren ved et sådant foretagende. Lørdag den 30. september var der kø foran Louisiana. Salen var forlængst fyldt. Foran den lange indervæg stod et gammelt og et nyere opretstående klaver, et bord med diverse båndoptagere, et andet bord med poser fyldt med bønner og mel, en lille rød parasol, nogle Coca-Colaflasker og vindruer; en kæmpe-jernbeholder med vand, ved siden af en havevandkande.

Først oplæstes et såkaldt manifest af tyskeren Metzger, hvori al mening i noget som helst benægtedes. Derpå stegte Paik et spejlæg, som i temmelig flydende tilstand blev smækket op mod Louisianas smukke væg, hvorefter adskillige højttalere leverede et øredøvende spektakel, hvori man kunne skelne fraser med Hitler-patos. Gennem den uudholdelige larm skar Paik's vilde hyl. Han sparkede mod det gamle klaver, forvrængede fraser fra Beethovens Appasionata og en Impromptu af Chopin med udtryk af dybeste foragt for sådanne traditionelle fraser, han sparkede til klaveret, slog søm i det, rev hamrene og strengene ud og væltede det med et øredøvende brag. Han fór gennem de tætpakkede rækker til »Information«s medarbejder, Lenz, hældte sæbespåner over hans hoved, skar slipset i stykker og flåede skjorten af ham, han smed bønner ud over publikum - var det atomstøv-associationer? - han hældte mel ned over sig, stillede sig op på en stol og agerede en druknende bag en papirsrulle, som han langsomt med overordentlig suggestiv kraft åbnede, alt imens han illustrerede den druknendes gurglelyde, hvorefter han med et hvin sprang ned til vandtønden, tømte tre havevandkander over sit hoved, sprang ned i tønden, forsvandt og dukkede langsomt under åndeløs stilhed som en sælhund frem, spiste noget af sin sok og forsvandt med skoen i hånden med et »Thank you«.

Adskillige avant-gardister har med beundring anbefalet Paik. Det unge Tonekunstnerselskab har engageret ham. Og det var rigtigt. Men mon det er rigtigt, at pianisten Anker Blyme af den grund melder sig ud af bestyrelsen? Hvis han har noget at slås for, må han gøre det på kamppladsen. Det unge Tonekunstnerselskab er i de senere år blevet et forum for tidens mest forskelligartede strømninger. Det er godt sådan. Men vi må tage stilling, klart og tydeligt. Paik rullede sig ud med et mægtigt crescendo. Det kunne han udelukkende gøre på grund af sine dæmoniske, suggestive evner og et velopdragent, mere eller mindre lammet publikum. Kun én vovede at råbe: Hold kæft!

Paik's mentalitet er total gudsforladt, blottet for etik og æstetik. Han kæmper ikke »for«, men »imod« og opmuntrer beslægtede til at gøre ligeså. Paik er en infektion.«

Også uden for musiklivet har der løftet sig røster. I »Jyllands-Posten« skrev Jens Kruuse om »Angsten for kunsten«, den angst, »der fører mange reaktioner med sig. Nogle bliver kolde, realistiske, barske: Vi må se sagen i øjnene og true bombe med bombe, så den ikke kastes. Andre opfatter deres ansvar på en anden måde: Vi må kalde på verdens samvittighed, så bomben ikke kastes.«

»Men den almindeligste følge af angst er flugt og vrede. Man flygter til alle slags opium. Vi kalder det at slå tiden ihjel, et særdeles oplysende udtryk. Slå tiden ihjel, tidsfordriv, fordrive tiden, jamen, det betyder jo kun ét: at slå vort liv ihjel, fordrive vort liv... Denne selvmordstendens - at slå tiden ihjel - er dog kun én side af sagen.
Den anden er vreden. Når man er bange, bliver man vred. Det var virkelig undret mig stærkt, hvorfor så mange mennesker bliver så umådelig vrede f. eks. på moderne kunst ... Der er ét ganske bestemt træk i alt dette, som er opmuntrende. De mennesker, som er vrede på moderne kunst, fører ved deres reaktioner et bevis for, at den er vedkommende. De skriger, at den er ubegribelig, vanvittig, sindssyg, kej sernyklæderlig, kulturfjendtlig - og alt det er noget helt andet end ligegyldighed ... I dag er raseriet vidtspredt. Tænk på Tudorudsendelsen. Tænk på Louisiana. Tænk på Ørnsbos eller Rif b j ergs digte, tænk på Robert Jacobsen og Herning ... En masse mennesker ved i grunden godt, at deres verden er i undergang, krise, omvæltning, men de vil ikke høre det. De forbitres, foräi kunsten udtrykker det. ... Nu er kunsten midt i verden; den opløser og åbenbarer. Det er ikke til at bære ... Så bliver billedet da dét, at medens menneskene er på flugt og bange (derfor oplagt til vrede), på flugt mod løgnen, hyggen, idyllen, drømmene, står pludselig kunsten der og spærrer vejen: Der er ingen flugt mulig. Heraf raseriet.«

[Indsat læserbrev:]
Læserbrev: »Pervers musik« for sunde ører Ved et indlæg i Politiken den 24. oktober 1961 efterlyste pianisten Anker Blyme protester med den »berømmelige« Paik-seance og lign. foreteelser.

I tilslutning hertil vil også jeg her i »Dansk Musiktidsskrift«, som må formodes at være det rette forum, gerne påpege, at »Det unge Tonekunstnerselskab« grundigt har udleveret sig til latteren med denne historie. Sådanne foreteelser - som også Tudor, Cage m. m. - bør holdes inden for et sindssygehospitals rammer. Lad os få lidt mentalhygiejne også inden for kunsten, hvor alt i dag af visse kredse kan godtages. Sørgeligt er det imidlertid, at nogle avantgardekomponister d.v.s. komponister uden publikum og lærde folk forsøger at forsvare sådanne fænomener og lægge »kloge«, godtkøbsfilosofiske ting ind deri. Sjældent har der vel inden for kunsten været plads for så megen fræk talentløshed og manglende kunnen som i dag.

Spørgsmålet er, om ikke de kritikere, der har kompromitteret sig i affæren, bør tage konsekvensen deraf og gå. I forvejen kan disse herrers ensidighed næppe være foreneligt med et kritikererhverv.
Henning Wellejus.
[Slut på indsat læserbrev:]

For ikke at stikke noget under stolen, er det bedst at orientere de uindviede om hovedpunkterne i den tyske kunstfilosof Metzgers avantgarde-manifest, som efter Paik's ønske blev oplæst inden forestillingen. Det må dog bemærkes, at Paik ikke deler Metzgers synspunkter, og at manifestet derfor ikke kan bruges som »forklaring« på Paik's optræden.

»...Kunst eksisterer først efter frigørelsen fra ydre formål omsatte i ritualer, sociale anledninger eller praktiske gøremål og omskrivende hele brancher, som man i dag tilbageskuende regner for kunst uden anden ret end den konstatering: at der senerehen blev kunst ud af dem. Det autonome værk, det eneste, som begrebet kunst dækker, skyldes løsrivelsen fra tjenesteforholdet hos magthaverne og opfylder en objektiv socialkritisk mission indtil den yderste konsekvens i l'art pour l'art. ... Kunstens autonomi bestod i, at dens betydning blev flyttet fra den ydre funktion, som gav den dens samfundsmæssige betydning,-og ind i selve værket... Men fjernelsen af formålet har givet sig til kende i værkernes indre opbygning, således at alt blev formålsløst, også i selve kompositionen. Som Cage udtrykkelig definerer det for sin musik: lydforekomster, som ikke er andet end lydforekomster uden krav på særlig adskillelse fra andre, såsom dem man hører på gaden. Dermed nærmer vi os den oprindelige forudsætning for endog de allermest arkaiske idrætter, der senere frigjorde sig som kunst, nemlig det tabu-område, hvor den slags øvelser dyrkes, afsondret fra det normale liv. Det var ganske vist oprindelig veritabel overtro, om end en, der var noget om, - og selv om den årtusinder igennem blev fremmet og opretholdt udelukkende i magthavernes interesse, så kunne den dog have været farlig for dem i en kort epoke, netop kunstens epoke, hvis blot kunsten havde været farligere. Jeg anser kunstens chance for forspildt. At den i dag er på det stadium, hvor den ophæver sig selv, viser sig tydeligt. Mange værker skjuler det endnu blot mere eller mindre - eller benytter det som et middel blandt andre i sammenhængen ... Udsigterne forekommer tvivlsomme ...«

DUT's næstformand, Ib Norholm, udtalte i et indlæg i »Politiken« d. 26. oktbr.: »... Må jeg videre have lov at understrege, at jeg personligt betragter Paiks koncert som en kunstnerisk oplevelse og tilmed som en såre moralsk affære, de'r i sit kølvand jo har afsløret ikke så lidt hykleri ...« - og i »Information« den 10. oktober skrev Morten Levy:

»Hr. redaktør! Som en af de publikummer, der i lørdags overværede koreaneren Nam Paik forestilling på Louisiana, vil jeg gerne knytte nogen kommentarer til en af aftenens begivenheder, som, så vidt jeg kan se, af samtlige anmeldere er blevet misforstået, forvansket eller totalt negligeret, nemlig antiatomvåben-indslaget.

Det fremgik klart af Paiks fremfærd aftenen igennem, af de grusomme lyde fra båndoptagere og (klarest) af det manifest, Paik lod læse op før sin optræden, at Nam Paik repræsenterer den reneste kunst-nihilisme, den yderste pessimisme med hensyn til verden og mennesket: Kunsten er døende, vi lever med dens sidste forkrøblede rester. Men mennesket og kunsten ere uadskillelige. Ergo springer vi snart i luften.

Paik ønsker det ligefrem: Lad os få det overstået; denne afmægtige venten er uudholdelig.

Hvordan skal man reagere på en sådan fremvisning af denne usunde, selvopgivende, farlige indstilling?

Nogen gik hjem og fortalte venner og bekendte, at de havde set en gal på Louisiana. Nogen skrev i aviserne, at manden var pibende sindssyg. Nogen beklagede sig i aviserne over at have fået ødelagt både skjorte og slips.

Oppe på Louisiana, mens de fleste sad lammede (af rædsel eller af at grine dumt) reagerede to danske komponister ved med løbesedler og tale (oplæsning af Villars Lunns anti-atom-kronik, Politiken, 14. 9.) at agitere for atomkampagnens synspunkter. Dette skete i de selv samme minutter, som Paik lod opføre en komposition, der bestod i, at »enhver må gøre hvad han vil«.

Som man ser, har de to på genialeste vis saboteret Paiks forestilling...«

For at komplettere indtrykket af stillingen hos den øvrige, så hårdt angrebne »kerne«, har redaktionen yderligere anmodet Mogens Andersen om at udtale sig. Han skriver:

»Paik prøver åbenbart at skabe en ny kunstart, en slags sophisticated varieté. Hvorfor ikke?

Stedvis, mest i forestillingens første nummer, var der tilløb til noget spændende, en virkelig »timing« mellem båndmusik og aktion. Senere skete der en stor del af tiden næsten ingenting. Mange af de chokerende påhit forekom mig ikke overbevisende udført, og jeg har derfor svært ved at afgøre om mit ubehag ved denne del af dem blot skyldes, at de mislykkedes, eller om de måske tværtimod skulle have virket endnu mere pinlige, evt. frastødende.

Intet af det Paik foretog sig, nåede grænserne for hvad man kan tillade sig i moderne dramatik, for da ikke at tale om hvad der er skik og brug ved festlige lejligheder i visse kunstner- og studentermiljøer. Oven i købet var alle de benyttede rekvisitter bestilt til formålet - bortset fra et tilfælde, hvor Paik fejlagtigt mente at være på bølgelængde med en ham bekendt person.

De mindre pæne associationer, som en del mennesker påstår at de fik under forestillingen, kan man næppe dadle Paik for; det er nok noget individuelt.

Nogle mener, at det er usømmeligt at optræde som Paik inden for rammerne af en offentlig »koncert« - jeg har ingen af den slags tabuforestillinger. Hvis jeg aldrig havde hørt om Paik og hans optræden, ville jeg næppe have savnet noget; men eftersom jeg havde hørt ikke så lidt om ham og lignende fænomener, er jeg glad for, at jeg fik tilfredsstillet min nysgerrighed - det var det, jeg kom for.«

Mon ikke hele Paik-affæren blev blæst op til et format, den slet ikke kan bære? Ville det ikke være langt rimeligere at betragte Paiks forestilling som et af vor tids mange forsøg på at skabe en ny kunstnerisk udtryksform på linie med Samuel Becketts »Stumspil«, der havde premiere på Det kgl. Teater for halvtredie år siden, og som drejede sig om det enkelte menneskes hjælpeløshed over for tilværelsens realiteter. Havde Paik været kunstner af format som f. eks. Grock eller Chaplin, havde alle måttet bøje sig. I stedet oplevede vi en lille mand uden scenisk talent kæmpe for at udtrykke sine sandsynligvis ærlige følelser. Det var på en måde rørende og samtidigt lidt pinligt, endda lidt pretentiøst, fordi han lagde det op i højeste plan uden virkelig kunstnerisk disciplin og uden selvkritik.

Og hermed må debatten om Paik være skrinlagt.

Årgang 36/1961, nr. 08