Efter redaktionstid

Af
| DMT Årgang 37 (1962) nr. 01 - side 1-2

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Pulsar Festival 2020

Annonce

Edition s

Efter redaktionstid

»Ingenting märkvärdigt! Ingenting märkvärdigt! bröt de ut, deras ögon lågade. Det är upprörande!«

Kære Thorkild, tak, fordi du vil overtage taburetten. Den er hård at sidde på, men der er elevator til fjerdesalen. Kontoret er naturligvis for lillej men des bedre får man lært hinanden at kende, og menneskekundskab er også nyttig. I øvrigt får du naturligvis frie hænder - Grete til højre og Sigurd til venstre, og DUTs formand har bevilget en ekstra papirkurv.

I dag kan jeg ikke lade være at tænke tilbage - på det musiktidsskrift, Gunnar Heerup startede for netop 20 år siden. Som 16-årig gymnasiast fængsledes jeg af initiativet uden dengang at have forudsætninger for at forstå dets baggrund, som heller ikke skal trækkes frem her. Det må overlades til den, som går i gang med at skrive DUTs historie inden 50-årsjubilæet, og som ikke kan undgå parallelt dermed at ridse skærende linier op, også tidsskriftet vedrørende:

»En række organisationer og institutioner og deres ledende mænd behersker i dag størstedelen af vort musikliv. Det er nytteløst at drøfte, om denne udvikling har været gavnlig, når vi ved, at den har været nødvendig. Men også en organisation kan være fri, således, at alle dens enkelte medlemmer kan føle det mindstemål af frihed, uden hvilket det ikke er værd at arbejde og leve. Opfyldes dette frihedskrav ikke, dræbes ethvert selvstændigt initiativ som uønsket og organisationsfjendtligt«.

Denne fare består, og derfor var »Levende musik« et uafhængigt musiktidsskrift, som lederen fortsat skrev: »fordi vi ønsker at kunne styre frit og uhindret mod vort mål uden forpligtelse til at lade vore idealer, vore viljer, vore evner censurere af en tilfældig samling foreningsmennesker. Og vort mål er kun et: i det musikalske sind og det umusikalske samfund at skabe musikken den grobund og de livsvilkår, den må kræve for at kunne gøre alle os fattige mennesker rige«.

Carl Nielsen står ikke længere som dansk musiklivs midtsamlende personlighed, det må vi holde os for øre. Men lad os heller ikke glemme, hvor hurtigt udviklingen er foregået, sent som den kom i skred efter krigen. Det er kun få år siden, at den daværende formand for Det unge lonekunstner selskab, som efterlyste en ret linie i tidsskriftets redaktion, bittert savnede »en ærlig treklang« under ISCM-musikfestén i Stockholm - det var i 1956. Nu i fjor vender en af foreningens bagmænd ryggen til, fordi Dansk Musiktids skr2 jt i stadig ringere grad lægger op til de forventninger, man må stille til landets eneste musikfaglige publikation.

Martsnummerets frisprog kunne foranledige en kommentar som: »Her er bladet nået under det plan, hvor jeg vil og kan lege med. Som sagerne har udviklet sig, må DM nu formentlig enten tage klar stilling som bastion for bagstræbet, eller den redaktionelle ledelse må lægges fuldstændig om. Indtil en af disse ting er sket, vil jeg forholde mig afventende. Med venlig hilsen«.

Jeg glemmer ikke så gerne rosen af interesse for liljen. Søger man blomsten afløst af sværdet, så lad det ske, blot i fordragelighed. Jeg tillægger mig ved gud ingen dommermyndighed, og det har heller ikke været holdt hemmeligt, at jeg længe har glædet mig til at skære ved i min egen have, så godt jeg nu kan gøre det. Lug da ud i spalterne, Thorkild, men husk også at gøde og grave, inden du bøjer knæ i solnedgangen. Dig står det til, om det ny team i »Dansk Musiktidsskrift« blir en stor terts, og så meget ved jeg nu, at det ikke just er let at klare et heldagsjob som fritidsbeskæftigelse.

Det ideelle musiktidsskrift lader sig ikke fremstille i et uøkonomisk demokrati - du vil forstå, hvad jeg mener. Som landets eneste kan det ikke være et programblad for det københavnske musiklivs avantgarde alene, så du, der har både bil og diæter, kør ud og kontakt. Musikkultur er så mange ting, meget mer, end der er plads til også mellem linierne, for slet ikke at tale om, hvad der aldrig kommer på prent. Sans comparaison, som man siger, når man sammenligner, kender du historien om Stravinski j, den Malko elskede at fortælle? Det var i mindeåret 1956 jeg har netop læst Mozarts breve, sagde mesteren, og nu har jeg sådan lyst til at komponere. Bare der var nogen, der ville bestille et værk hos mig...

Betragtningen hører ikke hjemme i poetikken. Men tiden er jo også realistisk, om end fyldt med banaliteter, floskler og vendinger fra forladte årtier. Der er ingen grænser for den ydre dækning, som kan søges for indre usikkerhed, det vil du snart opdage som tidsskriftsredaktør, når rollen pludselig skifter til missionssekretærens. Men hold dig ikke tilbage, skønt det kan være svært at afgøre, hvad der er fortidslevende sminkede lig i toner og hvad, der er vor tids. Det er et spørgsmål om intuition, hvor vidt man blir sorteper.

Glædelig fest og god årgang, din
VAGN JENSEN

P.S.
Til læserne.

Da jeg i julehumøret lovede Thorkild Knudsen et interview ved overgangen til en ny æra som understregning af, at forspillet ikke giver anledning til nogen mytedannelse, kunne ingen af os ane, at vi hver for sig skulle skrives i mandefald hos konen for sot og syge. Stadslægens statistikker vedkommer rigtignok ikke musiktidsskriftet, men kan alligevel afsløre årsagen til, at ovenstående hyller sig i den åbne form af et brev. Skulle en og anden akrobat nikke genkendende og ryste på hovedet af slet skjulte citater, ber jeg til gengæld den uhildede læser holde i erindring, at talen er om principper. Navne skal ikke fremdrages - der er spildt alt for mange gode kræfter på personlige skændsmål, hvilket ikke var tanken med den frie meningsbrydning.

Nævnes må dog og med hæder Sigurd Bergs ideelt ansvarshavende og Grete Myhregaards praktiske indsats, idet jeg takker samtlige med- og modarbejdere, ligesom jeg må være de udgivende foreninger i fællig og bogtrykker Bast i særdeleshed hengiven for udvist langmodighed.

Ellers bedes enhver fiktion bibeholdt.
D.s.

Årgang 37/1962, nr. 01