Et jubilæum

Et jubilæum

I al almindelighed kan det vist ikke siges at komme offentligheden ved, at et menneske har dyrket sin hobby i 50 år; men der kunne være al mulig grund til at gøre en undtagelse, da kontorchef Bjørn Gamborg den 9. januar kunne se tilbage på halvtreds års virke i og for Akademisk Orkester.

Bjørn Gamborg hører til de amatører, der både ejer tekniske anlæg og kunstnerisk sind i så rigt mål, at de uden tvivl kunne være nået vidt, hvis de havde valgt musikken som hovedbeskæftigelse. For Bjørn Gamborgs vedkommende er det i øvrigt ikke blot som cellist, men også som dirigent og komponist, at han har nået at præstere det bemærkelsesværdige; et par tidlige orkesterkompositioner viser både personlighed og orkestral fantasi og kunne fortjene at blive fremført af et professionelt orkester.

Bjørn Gamborgs mest iøjnefaldende indsats har dog uden tvivl været på det organisatoriske område. Han blev valgt ind i orkestrets bestyrelse kort tid efter sin indtræden i orkestret og har siden 1930 fungeret som administrator af det under hans ledelse hurtigt voksende foreningsapparat; først som næstformand og som formand siden 1959 efter fætterens, højesteretssagfører Leif Gamborgs, alt for tidlige død.

I 1932 lykkedes det ham at knytte den som kapelmester og pianist internationalt kendte Walther Meyer-Radon som dirigent til Akademisk Orkester, og med hans altomfattende musikalske kunnen og erfaring som den sikre basis oprettedes i 1935 Akademisk Kor med det formål at videreføre de traditioner for fremførelse af de klassiske mesterværker for kor og orkester, som Cæciliaforeningens og Musikforeningens kor hidtil havde repræsenteret. Disse kor havde i meget væsentlig grad bestået af sangamatører, der nu var blevet hjemløse og som blev den sikre basis for det arbejde, der siden er blevet et fast led i Københavns musikliv, med de årlige fremførelser af »Messias« ved juletid og en af de store passioner før påske som de markante hovedhjørnestene.

Når man hertil føjer oprettelsen af et studieorkester, et studiekor og hvervningen af en skare passive medlemmer som led i foreningens økonomiske struktur, så kan man måske få en fornemmelse af, hvilket enormt arbejde der ligger til grund for at skabe og opretholde en organisation af et sådant omfang på frivillighedens grundlag.

Bjørn Gamborgs kvalifikationer hertil har været hans usædvanlige organisations- og arbejdsevne og sans for - og tålmodighed til altid at være parat til at tage sig af alle de detaljer, som de færreste har blik for og som endnu færre har udholdenhed til til stadighed at tage sig af. Hertil kan lægges sans for kunstnerisk kvalitet og tillid til, at resultatet til enhver tid kan forbedres, hvis man har mod og hårdhudethed til at stille krav ikke blot til sig selv - men også til de mange, der helst nøjes med de mere letkøbte sejre.

Repræsentanterne for danske musikamatører havde i sin tid håbet at kunne få en repræsentant i den for tiden siddende musikkommission. Da det ikke lykkedes, har man måttet nøjes med på afstand at følge kommissionens arbejde, så godt det har kunnet lade sig gøre. Men hvis den fornemmelse, man herved har fået om kommissionens mål, er rigtig, så er der en stigende forståelse af, at den nemme adgang til at lytte til musik, for musiklivets sundheds skyld, må opvejes af en øget tilskyndelse til selv at spille. Hvis et arbejde herfor inden længe vil blive intensiveret med støtte fra såvel de musikalske som de bevilligende myndigheders side, vil den indsats som er gjort fra Akademisk Or kester og Kors side få øget betydning, ikke blot for øjeblikket, men for fremtiden.

Det vil uden tvivl være den tak og anerkendelse for sin indsats, som Bjørn Gamborg vil sætte allermest pris på.
J.B..

Tak for det, kammerat

Lavard Friisholms 50-års fødselsdag den 15. januar blev en stor dag, både for ham selv, hans kære Collegium Musicum og hans yngste fjer i hatten, Det unge Tonekunstnerselskab, som i de sidste år har fået en enestående opblomstring under hans formandsskab, takket være hans enorme arbejdsevne, beslutsomhed og praktisk greb på hele det vanskelige kompleks, som selskabet har udviklet sig til. At hans indsats bliver påskønnet, fik han i rigt mål beviser for på den runde dag.

De storme, som blev rejst mod selskabet efter dets mest avancerede og dristige arrangementer, tog han imod med urokkelig sindsro ud fra den faste overbevisning, at hvis ikke Det unge Tonekunstnerselskab skulle være dristigt, hvem skulle så? Og havde det ikke altid været dette selskabs pligt at høre til stødtropperne i Danmarks musikliv? At følge denne linie er derfor ikke dristighed, men ansvarsbevidsthed - og ingen af Det unge Tonekunstnerselskabs formænd har vel følt dette ansvar stærkere end Lavard Friisholm.

Nu er han blevet 50 år gammel og træder ind i de årtier, der af meget gamle kloge mænd regnes for livets bedste tid. Med den sindsligevægt, som Lavard Friisholm øjensynlig ejer, hærdet og modnet af snart 30 års intens musikalsk praksis og fuld af frugtbare erfaringer, ses han nu som en virkelig skikkelse i dansk musikliv, snart hos sit hjertebarn Randers Byorkester, snart hos sit elegante Collegium Musicum, snart som leder af skolekoncerter på Bornholm og som gæstedirigent i radioen, i alt med ansvar for henved 100 koncerter i årets løb, - og i pauserne på formandsstolen i Det unge Tonekunstnerselskab, det eneste sted, hvor han sidder ned - så vidt man kan regne ud.

Dansk Musiktidsskrift, der kender ham bedst som siddende, takker ham med disse linier for trofast makkerskab, for god og nøgtern bistand, når problemerne brændte på. Trods vort fælles kontors snævre dimensioner har han endnu aldrig trådt os over tæerne, når han kom og gik, skønt vi trækker hårde veksler på DUT's små penge. Tak for det, kammerat!

Den genopstandne Liszt

Klaverkæmpen Liszt synes at være ved at få en hel renæssance i vor tid. Nu kommer den 30-årige Liszt-specialist Alfred Breña el til København, hvor han lørdag den 3. og søndag den 4. marts vil tale og spille efter indbydelse af Musikpædagogisk Forening i forståelse med Det unge Tonekunstnerselskab.

Den danske pianist Friedrich Gürtler traf Brendel første gang ved Edwin Fischers sidste sommerkursus for 3-4 år siden - og følte sig så tiltrukken af hans personlighed, at han stadig har holdt forbindelsen vedlige.

Brendel er født i Mähren 1931 og stammer fra et højt kultiveret hjem med udprægede litterære og kunstneriske interesser. Han er uddannet som pianist væsentligst i Wien, men beskæftigede sig i lige så høj grad med tegning og maling. Efter at have vundet en førstepris ved en af de internationale Busonikonkurrencer for pianister, engagerede grammofonselskabet VOX ham til en lang række indspilninger af mindre kendte værker af Liszt, en præstation, der gav den unge pianist stor indsigt i Liszts samlede produktion for klaver.

Brendel ønskede dog ikke at lade sig klassificere som ensporet Liszt-fanatiker, og han har senere indspillet samtlige Beethovens klaverkoncerter og meget andet. Han er enga geret til en række koncerter i London næste sæson, hvor han skal spille alle Beethovens 32 klaversonater, som han i den kommende tid også skal indspille på grammofon.

Som pædagog er Alfred Brendel trods sine unge år en blændende inspirator. Han kan være kompromisløst begejstret, sprudlende af tindrende liv og smittende humør, men samtidig er han i besiddelse af en overlegen intelligens, der forstår at sætte alt på plads uden vaklen. Blandt sine lærere regner han Edwin Fischer for den, der klarest har givet ham indblik i de musikalske formers betydning og rigdom.

Man kan derfor vente sig noget særdeles af Brendels besøg i København. De to Lisztforelæsninger holdes i Konservatoriets sal, om lørdagen kl. 20 og om søndagen kl. 16.