Folkemusik i Jugoslavien

BIRTHE TRÆRUP Folkemusik i Jugoslavien

Jugoslavien er kendt for sine mange kontraster. Det gælder folkeslag, sprog og religion såvel som klima og landskaber, og alle disse faktorer har skabt og skaber stadig en kultur, der forbavser, måske forvirrer, men i de allerfleste tilfælde begejstrer den fremmede iagttager. At rejse i Jugoslavien er som at rejse fra land til land, og dette indtryk vil forstærkes, når man lytter til de forskellige egnes folkemusik. En enkelt turistrejse er vel tilstrækkelig til nogenlunde at tydeliggøre dette forhold, men uden at have opholdt sig der i længere tid i nær kontakt og fortrolighed med befolkningen vil man aldrig kunne danne sig nogen forestilling om, hvor broget den meget omtalte jugoslaviske mangfoldighed i virkeligheden er.

En stadig voksende interesse for sydslavisk folkemusik og et jugoslavisk statsstipendium bragte mig i efteråret 1954 til Beograd, hvor jeg på musikakademiet hos professor Miodrag Vasiljevic og på det musikvidenskabelige institut gjorde mine første etnomusikologiske studier. I hver af de øvrige jugoslaviske republikkers hovedstæder: Ljubljana, Zagreb, Sarajevo og Skopje (men endnu ikke i Titograd, hovedstaden i Crna Gora, også kaldet Montenegro) findes et institut for folkekunst, der hovedsagelig beskæftiger sig med de grene af den folkelige kultur, der ikke hører ind under de etnografiske museer, nemlig musik, dans, digtning, tro og skikke. Disse institutter arbejder meget flittigt med indsamling af et ægte og oprindeligt materiale, der måske endnu kan synes uudtømmeligt, men som ved radioens og harmonikaens stigende udbredelse ikke desto mindre er så stærkt på retur, at man ikke kan skynde sig for meget med at bringe disse kulturelle værdier i sikkerhed for eftertiden. I Zagreb hørte jeg på instituttet for folkekunst, der er under Zorán Palcoks fremragende ledelse, nogle særdeles interessante optagelser fra Istrien og Krk. Det drejer sig dels om sang, dels om instrumentaldanse udført på de oboagtige sopeler - begge dele tostemmigt, hovedsagelig i paralleller bestående af en mellemting mellem sekunder og tertser henholdsvis septimer og sekster.

[nodeeksempel]

Sang fra Malínská på øen Krk. Nodeeksemplet er hentet fra Nedjelko Karabaic's bog 'Muzicki folklór Hrvatskog Primorja i Istre', Rijeka 1956. Melodien er noteret i tertser, da man endnu ikke har udarbejdet en mere præcis notationsform for denne skala, der slet ikke passer til vort nodesystem.

Det er overhovedet det mest særprægede, jeg nogensinde har hørt i Jugoslavien og så ganske i kontrast til for eksempel de udtryksfulde sange fra Medjimurje, der er dr. Vinko Zganec's speciale.

[nodeeksempel]

Sang fra Cehovec. Fra ' Hrvatske narodne pjesme o plesovi', Zagreb 1951.

Hvert år samles Jugoslaviens folklorister ved en kongres og forelægger i en imponerende række rapporter resultaterne af det forgangne års arbejde. Hver af disse kongresser har sit særpræg efter stedet, hvor den afholdes, og de lokale betingelser. Jeg havde den glæde i sommeren 1955 at deltage i en kongres, der sidenhen altid omtales som den mest vellykkede. Rammen om denne kongres var det pragtfulde bosniske bjerglandskab Bjelašnica, og alle kongresdeltagerne var stuvet sammen i en bjerghytte, der lå i umiddelbar nærhed af de rønner, som fårehyrderne flytter op i om sommeren. Der var således ikke mere end to skridt fra de videnskabelige - og i øvrigt meget glødende - diskussioner til de friske, skarpe sekundsamklange, der karakteriserer de bosniske bjergboeres sang. Optagelser af bosnisk diafoni havde jeg hørt hos professor Cvjetko Rihtman i Sarajevo, og der havde også været en stor festival med grupper af sangere og dansere fra hele Bosnien og Hercegovina, men her på Bjelašnica oplevede jeg for første gang folkesangen i dens eget miljø, og det var en uforglemmelig oplevelse. Disse få dage på Bjelašnica bragte mig som begynder i faget etnomusikologi mere visdom end alle de artikler og bøger, jeg de foregående måneder havde studeret - eller rettere: nu forstod jeg først baggrunden for det, jeg havde læst.

[nodeeksempel]

Sunget af fire piger på Bjelasnica i Bosnien

Hen mod slutningen af mit første studieophold i Jugoslavien fik jeg endnu engang lejlighed til at høre folkemusikken i de rette omgivelser. Efter i nogle uger at have studeret hos Zivko Firfov, direktør for folkloreinstituttet i Skopje, kom jeg til at deltage i en ekspedition til det makedonsk-bulgarske grænseområde. Her lærte jeg fremgangsmåden - eller en af fremgangsmåderne - ved indsamling af folkemusik og fik samtidig del i et materiale, der et par år senere kom til at danne grundlag for min specialeopgave til universitetet. Her synger man dels enstemmige sange, dels tostemmige bordunsange af ringe toneomfang og enkel melodiopbygning. Disse makedonske sange med deres alvorlige, indadvendte melodier og gribende lyriske tekster fangede i særlig grad min interesse, og da jeg nogle år senere, nemlig i foråret 1961 besøgte Bulgarien, var min første tanke at rejse til de sydvestlige egne for at udvide materialet med sange fra den bulgarske del af det etniske område. Derfor var jeg professor Stojan Dzudzev meget taknemmelig, da han tog mig med sine studenter fra musikakademiet på en tur til Pirin.

[nodeeksempel]

Sang udført til dans af en gruppe kvinder i Pehcevo, Makedonien. Fortegnet et gennemstreget b angiver, at tonen sænkes ca. en kvarttone.

Teksten til ovenstående sang lyder i dansk oversættelse således:

Fuglen skræpper i skov og krat,
fuglen skræpper, og den taler,
taler, til dens strube trættes.
Hvem der hørte den af slægten
måtte ligge syg et halvt år.
Stakkels Stojan lå i tre år,
hverken døde eller kom sig.
Hans knogler faldt fra hinanden,
fra hinanden på hans leje,
det hele lå og var skilt ad.
Hans moder dem samled' sammen,
samled' sammen og spurgte ham:
»Sig mig, min søn, dine synder,
dine synder og din skændsel.«
Stojan sagde til sin moder:
»Kære moder, lille moder,
når du spørger, vil jeg svare:
Ved du, moder, kan du huske,
dengang da vi endnu var børn,
endnu var børn, kalvevogtere;
vi kom engang til en landsby,
kom til landsbykirkegården,
kirkegården tæt ved kirken.
Der fandt vi, mor, tvende grave,
begge grave graved' vi op,
i den ene lå en ung brud,
i den anden lå en pige.
Den unge brud var ganske køn,
var ganske køn, men ikke mer,
men i graven, hvor pigen lå,
dér var det som solen skinned.
To gange så jeg på hende,
to gange kyssed jeg hende,
og to dråber blod dryppede,
dryppede fra min røde mund
ned på hendes hvide ansigt.«
Men hans moder sagde til ham:
»Tre år, min søn, har du ligget,
endnu tre år skal du ligge,
sjælen skal dig ikke forlade!
Bruden var din svigerinde,
pigen var din egen søster.«

Efter at have tilbragt fire år hjemme i Danmark og afsluttet min eksamen ved universitetet rejste jeg i 1959 atter til Jugoslavien, denne gang på en bevilling fra Carlsbergfondet. Formålet med studierejsen, som skulle vare tre måneder og blev foretaget i fællesskab med dr. Ernst Emsheimer fra Musikhistoriska museet i Stockholm og dr. Felix Hoerburger fra Institut für Musikforschung i Regensburg, var at undersøge folkemusikken hos de i Jugoslavien og Grækenland boende albanere. Vi koncentrerede os altså om det autonome område i Serbien Kosovo og Metohija (også kaldet Kosmet), Ohridog Prespa-søerne i Makedonien samt det nordvestlige hjørne af Grækenland. Senere, da mine kolleger var rejst, vendte jeg tilbage til mange af de steder, vi havde besøgt, og fordybede mig i enkelthederne. Jeg var nemlig så begunstiget endnu engang at få tildelt et jugoslavisk statsstipendium, der endda blev forlænget, så dette mit andet studieophold kom til at strække sig over to år.

Kosmet er en verden for sig præget af mange nationaliteter. I byerne lever serbere, albanere, tyrkere og sigøjnere. Deres vidt forskellige sprog svirrer i luften - mest albansk med de karakteristiske nasaler, ligesom de albanske bønders små hvide filthuer præger gadebilledet. Det store albanske mindretal i Jugoslavien har sine egne skoler og seminarier. Radio Pristina udsender dagen lang albansksprogede programmer og albansk folkemusik. Teatret har regelmæssige opførelser af gammelt og nyt.

Jeg var der netop i muhammedanernes fastetid, ramadan, som i 1960 faldt i marts måned, og jeg kom til at opleve denne periode på en særlig måde, fordi jeg havde sluttet venskab med to landsbyspillemænd, der førte mig ind i deres hjem og vennekreds og lod mig opleve deres miljø indefra i hverdag og fest. Mange gange sad jeg med dem på folkekøkkenet i Pristina og ventede på, at lysene på minareten skulle blive tændt som tegn på, at vi kunne indtage vort aftensmåltid, efter at vi, som reglerne byder, fra morgengry til kvæld ikke havde nydt det mindste, end ikke en dråbe vand. Derefter spadserede vi gennem de smalle gader til et eller andet hus, hvor man fejrede forlovelse, bryllup eller en ung mands bortrejse til militærtjeneste. Så satte de to spillemænd sig på hynden med benene overkors, hver med sit langhalsede strengeinstrument, den sprødt klingende sharkija, og stemte i med et langt forspil i danseagtige rytmer. Den ene sang fulgte den anden. Alle lyttede opmærksomt, kom af og til med opmuntrende tilråb, men snakkede aldrig under musikken. Der blev serveret te i glas, gylden veltillavet te. Og således blev der festet til langt ud på natten.

De sidste fire dage af fastetiden tilbragte jeg i den ene af landsbyspillemændenes hjem. Jeg deltog i kvindernes forberedelser til den forestående fest, baj ram, ved fastens ophør, og jeg deltog - trods mine velmenende værtsfolks protester - Í fasten. I denne landsby besøgte jeg en sharkija-mesters værksted, så, hvordan han arbejdede, og købte nogle instrumenter. Sharkija'en er meget udbredt i Kosmet, og jeg traf den i alle de albanske landsbyer, jeg besøgte. Den findes i øvrigt også i Bosnien og Makedonien.

Det blev bajram. Man spiste festmad, og man musicerede. Mændene drog på visit hos hinanden. Alle, der havde en sharkija, tog den frem; der blev sunget på livet løs, og der blev drukket spande af te. Jeg skiftede batterier i båndoptageren og stak et par ekstra bånd i tasken. Hos kvinderne festede man også. Køkkenerne var fulde af festklædte gæster fra nabohusene og slægtninge fra andre landsbyer. Der blev snakket og leet, og man kappedes om at synge de hurtige, ligefremme sange med defens (tamburinens) rytmiske akkompagnement.

[nodeeksempel]

To albanske piger i landsbyen Glogovac, Kosmet.

I bjergene syd for byen Prizren, altså lige ved den albanske grænse og samtidig på overgangen mellem Serbien og Makedonien, gjorde jeg særlige studier i området Gora. Jeg havde hovedkvarter i teltlejren lige uden for Prizren, og herfra tog jeg flere gange med bussen op til dens endestation, landsbyens Dragas, hvorfra jeg så fortsatte til fods eller på æselryg med båndoptager, fotografiapparater, skrivehæfter og alt, hvad der i øvrigt hører til en folkemusiksamlers udstyr. Et vidunderligt vidtstrakt bjerglandskab med landsbyerne som brune pletter midt i alt det grønne.

Hver søndag i sommertiden fejres der bryllup og omskærelsesfest. Befolkningen er muhammedansk, sproget er en overgangsdialekt mellem serbisk og makedonsk. Mændene arbejder det meste af året rundt om i Jugoslaviens byer - jeg traf senere en snes stykker i Zagreb, hvor de solgte ristede kastanier på gaderne - og kommer kun hjem i sommermånederne. Det mærkes både på deres sprog og på deres sang, som modtager en del påvirkning udefra. Kvinderne har derimod i alle deres udtryksformer bevaret arkaiske træk, som er meget interessante. De synger en meget enkel tostemmig sang bygget over fire toner og med prim og sekund som eneste samklange. Jeg optog omkring 225 mands- og kvindesange, og de små piger hjalp mig ved nedskrivningen af teksterne.

[nodeeksempel]
Eks. 6.

To piger i landsbyen Brod, Kosmet.

[nodeeksempel]
Eks. 7.

Mandssang fra landsbyen Vraniste, Kosmet.

- Stå op, Husen, unge brudgom,
din moder banker, Husen, på døren,
hun har bragt dig varmt vand,
så du kan bade med bruden.
- Nej, moder, jeg vil ikke bade,
det er koldt nu til morgen.
- Stå op, Husen, unge brudgom,
din moder bringer dig pandekager,
varme pandekager med sukker.
- Nej, moder, jeg er ikke sulten, j
eg er blevet ærgerlig på Hata,
hun har trukket gamle historier frem,
hvordan jeg har gået tur i gaderne
og kigget på andre kvinder.

De instrumenter, der ledsager alle processionerne, og som giver musik til dansen, er den store tromme, tupan, og skalmejen, der lokalt kaldes svirla og ellers i Jugoslavien er kendt under navnet zurla eller zurle. Almindeligvis består et ensemble af en tupan og to svirler, men da der i de tre dage, festen varer, bogstavelig talt ikke er pause i musikken, er der altid nogle reserver. Og jo rigere brylluppet er, des flere musikanter. Jeg så og hørte ikke mindre end ti på én gang, henholdsvis fire tupan'er og seks svirler. Det var pragtfuldt - men helst i en passende afstand. Det er altid sigøjnere, der trakterer disse instrumenter. Hele sommeren igennem bestiller de ikke andet end at spille til bryllupper rundt om i landsbyerne. Nogle kommer helt fra Prizren, jeg har mødt dem flere gange både dér og i bussen, når de drog ud med deres omfangsrige instrumenter.

I det sydlige Makedonien ligger de to store søer Ohrid og Prespa, der begge gennemskæres af den albanske grænse. Det er et naturskønt område, det højtliggende terræn giver en frisk, klar luft, og søernes rene, gennemsigtige vand er besunget i utallige, dejlige makedonske folkesange. Dertil kommer en fængslende gammel arkitektur i byen Ohrid, adskillige græskkatolske kirker og klostre med prægtige kalkmalerier - og som nutidens bidrag et uforligneligt luksushotel. Alt dette glædede jeg mig over ligesom turisterne, men kom samtidig til at opleve noget, som kun er de færreste forundt.

Med myndighedernes specielle tilladelse besøgte jeg nogle albanske landsbyer, der lå lige på grænsen til Albanien, for en enkelts vedkommende endda imellem de to grænse stationer, ikke ret langt fra Struga ved Ohrid-søen. En ung lærer skulle giftes, og jeg var inviteret til brylluppet. Efter muhammedanernes sædvane festede mænd og kvinder hver for sig, og jeg, der som udlænding frit kunne afgøre, i hvilken gruppe jeg ville deltage, valgte denne gang at være hos kvinderne. Her herskede den mig efterhånden velkendte forvirring af unge kvinder, der danser, piger, der synger og slår på tagjar (stedets betegnelse for tamburin), ældre kvinder, der sidder langs væggene, og børn, der sover på gulvet. Bruden, som har stået op i mange timer, er dødtræt og må stadig holdes oppe og støttes. Hun ser ud, som kunne hun besvime hvert øjeblik. Hendes øjne har siden i går været klæbet til med sukkervand og må ikke åbnes, før brudgommen kommer senere på aftenen. I øvrigt er hun meget smuk, hendes hår er flettet i en halv snes tynde, lange fletninger, der hænger ned ad ryggen, og for ansigtet med de rødsminkede kinder har hun et slør af glitrende sølvstrimler. Mens ceremonierne afvikles, står jeg i døråbningen med mikrofonen skjult i hånden og optager så meget, som forvirringen tillader. Et par ældre kvinder iagttager interesseret båndene, der løber rundt. Den ene »forklarer« åbenbart den anden, hvad der foregår. - Ud på aftenen bliver brudgommen af sin fader og øvrige slægtninge ført til sit hjem. Søsteren fører ham op og låser ham inde med bruden i soveværelset, hvor brudesengen står smukt pyntet. Bruden er ved at segne af udmattelse. Imens går dansen uden for huset til lyden af en tupan og to små, meget gennemtrængende zurler.. Mændene danser kædedans, rytmisk, livligt. De mørke skikkelser springer omkring bålet.

Mit korte ophold ved Prespa-søen var ikke knyttet til nogen festlighed, men et besøg i et albansk landsbyhjem blev til gengæld en enestående musikalsk oplevelse. Aldrig havde jeg hørt en sådan sang! Stemningen var i øvrigt høj, for det var netop på den tid, man brændte druebrændevin, og der blev ustandseligt skænket i glassene. På min forespørgsel, om de som muhammedanere havde lov til at drikke spiritus, lød svaret, at brændevin da rigtignok ikke var spiritus.

Vi sad alle på gulvet, der var dækket med brogede tæpper. Der var både mænd og kvinder til stede, hvad jeg ikke tidligere havde oplevet i muhammedanske hjem, når det da ikke drejede sig om nær familie. Men allermest forbavsede det mig, at de sang sammen, og at en kvinde kunne være forsanger, mens mændene sekunderede. En sang forløber på den måde, at en enkelt person synger en linie, hvorefter en anden sætter ind som ledsager til den første. De øvrige tilstedeværende sætter i med en borduntone, der danner det tonale fundament. Forsangeren leder sangen med mimik og talende gestus, med begge hænder runder han versene af. Trestemmigheden fylder rummet, en stadig tilbagevendende svingen sig op i højden og nedadgliden mod grundtonen, en duelleren mellem de to solister, båret af den kraftige borduntone. Skønt jeg senere hørte en lignende sangmåde ved Ohrid-søen og i Græ kenland i landsbyerne omkring Igoumenitsa, mindes jeg ikke noget, der kunne måle sig med Prespa-sangene i fantasi og klangrigdom.

Dette var blot nogle få glimt fra de miljøer, jeg stiftede bekendtskab med under mit treårige studieophold i Jugoslavien. Overalt blev jeg modtaget med gæstfrihed og velvilje. Jeg fandt dér en mængde venner og hjemførte et materiale af folkemusik, der i mange år vil frembyde stof til interessante specialundersøgelser.