Musikdiskussioner i Sovjetunionen

OLE WILLUMSEN

Musikdiskussioner i Sovjetunionen

I september 1961 besøgte jeg Sovjetunionen, og under ophold i Leningrad, Moskva og Jerevan havde jeg lejlighed til nogle samtaler med sovjetiske musikfolk. Koncertbesøg blev der desværre ikke noget af, dels var tiden knap og dels var sæsonen endnu ikke i sving. Men jeg fik et indtryk af mennesker og hørte noget om, hvad de diskuterer i den nuværende periode. Noget af det jeg hørte, synes jeg er interessant nok til, at det fortjener at blive meddelt.

Hvad ved vi egentlig om musiklivet i Sovjetunionen? Dagspressen herhjemme bringer fortrinsvis personelt nyhedsstof, tit af sensationel art og mere eller mindre vel underbygget. Mange mennesker forestiller sig vist, at sovjetiske tonekunstnere tilbringer deres tid med at lave tvangshyldester, kantater og sange, til partiets og Gagarins pris, at de lever i en stadig angst for censur og det der er værre, at de gode værker, de lister sig til at lave, i virkeligheden kun kommer ud, fordi komponisterne har narret myndighederne. Sandheden er selvfølgelig en helt anden og langt mere differentieret.

Jeg har ikke noget klart billede af, hvad man i Sovjetunionen forestiller sig ved danske komponisters forehavender. Herman D. Koppel har under en rejse fortalt de interesserede kredse derovre om dansk musik, så de skulle være nogenlunde orienterede. Men ellers er det vist ikke meget, der siver igennem jerntæppet. Isolationen, på grund af den kolde krigs år, den finder man på begge sider. Men med det blomstrende musikliv og det høje niveau, der er i Sovjetunionen, er det forkert, når der ikke findes bedre kontakter. At man i Sovjetunionen på forskellige områder har et andet syn på musikalske problemer end her, bør ikke afskrække — tværtimod. Det ville kun give diskussionen mere indhold og perspektiv. Denne gensidige isolation kan i hvert fald blandt ærlige mennesker kun være højst uønsket. I Sovjetunionen møder man uden undtagelse en levende, beskeden og naturlig videbegærlighed og lyst til at gå ind på andres problemstilling, som lover godt for fremtidige kulturelle kontakter.

Med hensyn til de sovjetiske komponisters chancer for at få værker opført, så er princippet det, at ethvert nyt stykke skal have mindst én opførelse. Senere opførelse, og eventuel udgivelse, bestemmes så af efterspørgslen. (Jeg tænker mig, at der må være undtagelser, f. eks. at dirigenter, solister, operascener simpelthen siger nej, hvis værket er under lavmålet!)

Det er skik og brug, at en komponist forelægger et nyt værk for kollegerne i komponistforbundet, med påfølgende diskussion. F. eks. spiller Sjostakovitj altid nye kompositioner for kollegerne, og deres kritik offentliggøres for øvrigt i musiktidsskriftet og er meget oplysende lekture. Men denne forelæggelse er ingen betingelse. Der er mange eksempler på, at en komponist er gået direkte til dirigenter, kammermusikensembler eller solister med sine værker - og for resten nok af eksempler på både successer og fiaskoer i forbindelse med denne fremgangsmåde.

Det kan være på sin plads at nævne det kommunistiske partis rolle. Det er sådan, nu, at i kulturelle spørgsmål vil partiet ikke give konkrete ordrer eller direktiver, men betragter sig som tjenende, rådgivende og vejledende i de store hovedlinier. Man lagde ikke skjul på, at det ikke altid havde været sådan. I persondyrkelsens periode - Stalintiden - havde andre, uheldige principper hersket. På min forespørgsel forklarede man mig, at de såkaldte »Stjanovské teser«, bedre kendt som kritikken af komponisterne Muradeli, Sjostakovitj, Prokofjef, Khatjaturian og andre, fra 1948, ikke længere anses for holdbare. (Se DM 1948, nr. 3). I de almindelige principper nok (bekendelsen til folkemusikkens betydning for kunstmusikken, og andet), men det man bestemt tager afstand fra, er at Stjanov dengang, som Centralkomiteens officielle talsmand, hængte konkrete personer og værker ud. Man forklarede, at det var et typisk udslag af persondyrkelsens periode. Stalin prægede sådanne tilkendegivelser med sin personlige smag, nogle gange havde han ret, til andre tider uret, men princippet var forkasteligt.

I den forbindelse gjorde man opmærksom på, at Krustjov aldrig i sine taler inden for kulturelle organisationer tager stilling til eller overhovedet nævner nogen konkrete værker eller navne, men kun trækker den almindelige hovedlinie op i det eller det spørgsmål - netop for at undgå et indtryk af, at partiet har noget ønske om at korrekse eller kommandere i kulturelle eller kunstneriske spørgsmål sådan som det altså ikke sjældent fandt sted tidligere. Diskussionerne om de enkelte værker foregår nu dels i de faglige organisationer, dels i offentligheden, i pressen eller ved møder, og disse diskussioner er både omfattende og velsete.

Med hensyn til kompositionsprincipperne, så er de vist ikke helt så stivbenede, som man forestiller sig. Ved en sammenkomst i komponistforeningen i Moskva traf jeg en af de yngre komponister, Andrej Espaj (født 1925). Jeg havde i foråret hørt en ny symfoni af ham, et dybt alvorligt, smukt og klart værk, og jeg spurgte ham, hvordan kritikken havde reageret. Han fortalte, at hans musik var blevet sammenlignet med Schönberg, Gustav Mahler, Bartók - »og det er jeg kun glad ved, eftersom det er mestre, hvis musik jeg beundrer«. (Jeg personligt ville snarere tænke på Sjostakovitj, men det fortæller noget om hans perspektiver). Espaj, der åbenbart er en alvorligt arbejdende kunstner, fortalte også, at han havde store besværligheder med at komme videre i en ny symfoni. - »Jeg kan se, at jeg nogenlunde let kunne løse problemerne, hvis jeg ville anvende en seriel fremgangsmåde«. Flere kolleger, der hørte på, udbrød: »Jamen, hvorfor ikke - så skriv dog serielt«. Men Espaj erklærede nej, det ville efter hans mening være at fornægte dybereliggende stilproblemer i værket.

Jeg fortalte de sovjetiske musikfolk, at Sjostakovitjs og Prokofjefs musik er udbredt, kendt og højt værdsat i Danmark, men jeg efterlyste ny musik af den sovjetiske ungdom. Jeg fortalte, at jeg for et par år siden havde forsøgt at fremskaffe ny og ukendt sovjetmusik til opførelse i Det unge Tonekunstnerselskab, men med bedrøveligt resultat, idet de prøver der fremkom (det var fra musikbiblioteket i Berlin) alle var af et så epigonagtigt præg, at man afstod fra at spille dem, idet vi var enige om, at det ikke ville kunne gavne forståelsen af Sovjetunionens musik. Jeg henviste også til en artikel af Sjostakovitj (den har været bragt i Musik und Gesellschaft, Berlin, i maj 1961) som også beklager svaghederne i ungdommens (og for resten også de ældre generationers) kompositions virksomhed, og som blandt andet bebrejder komponisterne, at de i stedet for at gå direkte til folkemusikken kritikløst bygger på forrige århundredes opfattelse af den tids folkemusik. Sjostakovitj påpeger med rette, at folkemusikken ikke er noget statisk, at den er underkastet forandringer i trit med folkets forandrede levevilkår, og at man nu bør hente inspiration hos vor tids folkemusik og udtrykke frugten af sin inspiration i vor tids tonesprog.

De sovjetiske musikfolk indrømmede, at der var mange, for mange svage værker, men de hævdede også, at der var gode, interessante værker, som gav udtryk for en frugtbar, positiv udvikling. De ville gerne efterkomme mit ønske om at få noget ung, ny musik til opførelse i Danmark. Virkelig geniale komponister måtte jeg ikke vente (hvis man anlagde en streng målestok, ville man jo næppe kunne nævne mere end tyve virkelig store komponister i historien!), musik med sygelige tendenser kunne jeg heller ikke få - såsom punktmusik, elektronisk musik, konkret musik eller lignende, men hvis jeg regnede vestlige komponister som Bartok, Britten, Milhaud, Honegger, Françaix, Hindemith o.s.v. for moderne og progressivt prægede (og det gør jeg for resten), så kunne man nok tilfredsstille rimelige krav.

De lovede at samle noget musik sammen og sende mig det. Desværre må jeg tilstå, at det ikke er kommet endnu - hurtige er de ikke. Men forhåbentlig kommer det snart, og stykkerne vil blive stillet til disposition for de interesserede.

Jeg vil ikke forsøge at formulere nogen alt for bestemte konklusioner af disse spredte indtryk fra musikforholdene. Men jeg vil være glad, hvis det jeg har oplevet, kan give et beskedent bidrag til fælles erfaringer. Det er vigtigt at følge med. Jeg havde selv under turen en spændende og glædelig fornemmelse af at befinde mig på et skæringspunkt i udviklingen, et tidspunkt, hvor man var i færd med på den ene side at befri sig for gamle og udtjente tankevaner og organisatoriske vaner (f. eks. en dogmatisk udlægning af den socialistiske realismes principper, egenmægtig indgriben fra visse bureaukraters side) - og på den anden side et tidspunkt, hvor der åbner sig nye store perspektiver for kunsten, som for hele menneskelivet. Det er et indtryk, der utvivlsomt blev bestyrket af den tro på fremtiden, som præger menneskene, og de optimistiske samfundsperspektiver, som naturligvis optager dem så levende. Men derfor kan mit indtryk jo godt være rigtigt.