Jürgen Uhde: Den ukendte Bach

LISELOTTE SELBIGER

Jürgen Uhde: Den ukendte Bach

Vi kender Jürgen Uhde som en ypperlig fortolker af den nyere musik og en utrættelig foredragsholder til fremme af samme, - så der var fuldt hus til hans foredrag om Bach, som Mp F havde indbudt til i januar. Det må dog siges straks, at aftenen i nogen grad blev en skuffelse netop på grund af de store forventninger, man stiller til Jürgen Uhdes kunnen og viden. Det er nu engang sådan, at man ikke uden videre kan løse de problemer, der uvægerligt vil opstå ved opførelsen af Bachs værker, ud fra de forudsætninger man har selv med en meget stor viden om andre stilarter, og man savnede den dybe indsigt og medleven, der ellers præger Jürgen Uhde, når han bevæger sig inden for sit specielle område.

J. U. hævder, at vi er nødt til at indgået et kompromis, når vi skal spille en svunden tids musik. Vi er moderne mennesker og har moderne instrumenter, vi »skal hente Bach hen til os«. Mon ikke denne påstand er et postulat. Mon ikke snarere man også dengang har prøvet at spille efter bedste overbevisning, og hvorfor skulle det nutildags være anderledes? Det menneskelige sind har vel i forhold til kunsten alle tider været det samme! Så siger J. U. ganske vist, at vi også skal gå tilbage til Bach. Men: skal man forstå — og sidenhen fortolke — en stil, er vi nødt til at gå tilbage til -forudsætningerne for denne stil, altså til tiden langt før Bach, fordi Bachs værk var afslutningen på en hel stilepoke.

Diskussionen cembalo contra det moderne flygel er derfor også kun én side af sagen. Også J. U. går som så mange andre ud fra det standpunkt, at cembaloet er et mere primitivt og derfor ringere instrument end det moderne klaver, som datidens komponister med Bach i spidsen ville have svigtet omgående, hvis de allerede dengang havde haft det til deres disposition. Cembaloet ejer tværtimod en rigdom af klangmuligheder, som netop understreger den kontrapunktiske stemmeføring og fremhæver den plastiske udformning af foredraget*). Det svarer med sin lyse, overtonerige og lidt oversanselige tone ligesom f. eks. gamben og barokfløjten til datidens klangideal.

Note:
*) Hvorfor har forresten danske komponister endnu ikke opdaget de muligheder, cembaloet rummer med sine mange muligheder for klangfarvekombinationer som element i den nyere musik?

Derfor er også ornamentikken en uløselig og meget væsentlig bestanddel af denne musik, som man ikke vilkårligt kan udelade ved at påstå, at det eller det ikke gør sig på klaver (et) eller ikke er nødvendigt på klaver (et). Det er også kun i begrænset omfang rigtigt, at fraseringen kan erstattes ved dynamik. Det er rigtigt, at man på klaveret også kan forme en frase med andre midler end på cembaloet, - man kan fremhæve en tone gennem stærkere tryk på tangenten, hvor man på cembaloet må bruge rubato f. eks., men frasering og artikulation kan aldrig udelukkende udtrykkes gennem dynamiske midler alene, så principielt må fraseringen være den samme på alle instrumenter.

Hvorfor hører man dog aldrig en pianist sige: Vi ved at cembaloet og clavichordet var de kl a verinstr umenter, Bach kendte og komponerede for. Vi kan ikke allesammen eje disse instrumenter, vi må bruge det moderne flygel med dets klangmuligheder. Lad os prøve at spille Bach efter bedste evne og med ærbødighed for hans intentioner, uden den fiktion, at han ville have glædet sig over det moderne flygel, hvis han havde kendt det. Mon man ikke snarere ville komme sandheden nærmere ved at antage, at han i dette tilfælde ville have komponeret helt anderledes?

Skønt cembalist, foretrækker jeg så afgjort et forsvarligt Bach-spil på klaver fremfor den dilettantiske udførelse på cembalo, man så hyppeligt får at høre, og som blot bidrager til at gøre dette instrument upopulært. Personlig anser jeg det som en af mine fornemste opgaver i musikundervisningen at gå ind på de problemer, der opstår ved overførelsen af Bachs cembaloværker til det moderne klaver.

Jürgen Uhde spillede efter sit foredrag nogle aldeles ikke ukendte værker af Bach, først D-dur Toccataen, siden »Aria variata alla maniera italiana«, og til sidst nogle meget smukke mindre kendte værker som en Adagio i G-dur, Bachs egen bearbejdelse af 1. sats af C-dur sonaten for soloviolin. Aftenen viste i øvrigt med al ønskelig tydelighed, at et så vældigt problemkompleks, som interpretationen af Bachs klavermusik rummer, ikke lader sig behandle på én aften. Det kunne dog tænkes at blive spændende, om man ved lejlighed kunne formå en cembalist og en pianist til at finde sammen til en diskussion af opførelsesproblemer for åbent tæppe, for derpå som illustration at spille de samme værker på henholdsvis cembalo og flygel.

Musik med børn

Torsdag d. 25. januar holdt Klart Fredborg sit foredrag: »Musik med børn« i Mp F. Med sit inciterende og charmerende væsen gav hun os et indblik i sin undervisning, og lige fra det første øjeblik var der en aktiv vekselvirkning mellem tilhørere og foredragsholder, idet alle de tilstedeværende blev udnævnt til elever i 2. klasse. Ind imellem gjorde Klari Fredborg rede for den grundlæggende betydning, Carl Orff havde haft for musikopdragelsen, og demonstrerede på hvilken måde hun selv og Daniel Helldén havde bygget videre og uddybet Carl Orffs ideer.

En lille melodi på to toner blev til et helt musikværk. Spændingen i den melodiske frase blev vist med håndbevægelser, for- og efterspil blev opfundet, og improvisatoriske mellemspil var med til at afrunde en fuldstændig rondoform. Denne lille melodi blev derpå spillet på et klokkespil, der var ophængt på tavlen. To stave, rød og grøn, viste tonen g og e, og på to nodelinier var børnene nu i stand til at nedskrive hele melodien. Fik de nu en melodi på tre toner, var det deres opgave at finde ud af, at der manglede en tone, hvorpå en løs stav i en ny farve blev lagt på klokkespillet. Ind imellem fortalte Klari Fredborg små pudsige anekdoter om de børn, hun havde arbejdet med, bl. a. berettede hun om en meget tilbageholdende lille dreng, der havde spillet sin melodi på klokkespillet, og hver gang den tredje tone manglede, var der gået et ryk igennem ham, men apparatet, erklærede han, var der ikke noget i vejen med.

I den nyudkomne bog »Søren og Mette« findes en række børneremser, og her læres først sprogrytmen ved rytmisk tale understreget af klap, tramp og knæslag, og derefter er børnene i stand til at skrive nodeværdierne over de pågældende ord.

Derefter viste Klari Fredborg, hvorledes hun arbejder med lidt større børn. Vi lærte først en lille melodi og dertil sattes to forskellige rytmer på henholdsvis triangel og trommer, men forinden havde vi på os selv ved hjælp af bevægelser kombineret begge rytmer. Endnu en melodi fik vi lært og dertil to melodiske ostinate motiver, og så var det de forskellige holds opgave at finde ud af hvor i sangen, ostinaterne skiftede.

Til sidst pointerede Klari Fredborg dansens store betydning inden for musikopdragelsen, og efter at halvdelen af Københavns musikpædagoger havde dannet en kreds mellem borde og stole, lærte hun dem pavanens dansetrin til den gamle bornholmske folkevise om kongen og skøn Anna.

Alt i alt var det en uhyre interessant og levende aften. Klari Fredborg viste de enorme fremskridt, der er gjort inden for musikopdragelsen og understregede, hvor vigtigt det er, at hørelæren udspringer af sang og bevægelse; men Klari Fredborg lærte os også at forstå, at det først og fremmest er det menneske, der står bagved som er afgørende. Der kræves begejstring, fantasi og et musikalsk sind til at gøre denne undervisning inspirerende, og disse tre ting ved vi, at Klari Fredborg har, og de var med til at gøre aftenen til en stor oplevelse.
Elizabeth Tramsen.

Christy Bentzon
Den 29. Januar døde musikpædagogen og forfatterinden Christy Bentzon efter længere tids håbløs sygdom. Hun var student fra Århus og ville egentlig have studeret musik, men professor Abrahamsen rådede hende fra det: »Det var ikke noget for kvinder!« Så kastede hun sig over de nævnte områder, for musikkens vedkommende både violin og klaver.

Det er ikke let at holde sig til tørre fakta, når talen er om Christy Bentzon, og der vil nok snige sig et par personlige erindringer ind. Da jeg så hende første gang, havde hun udgivet »Søsters spillebog«, og den interesserede mig så meget, at jeg foreslog et samarbejde. Jeg blev i den anledning inviteret til middag hos hende i Njaisgade, hvor hun boede alene; »middagen« varede til næste dags aften. Sammen med Else Printz skrev vi så »Så begynder vi« for klaver, og et lignende samarbejde havde C. B. med Gerda von Biilow i violinskolen. »Talbogen« var allerede da en stor succes, og senere skrev hun »Bogstavbogen«, der er så morsom, at den også kan læses af voksne som et spændende eventyr, begge bøger er illustreret af Marie Hjuler.

Christy Bentzon har skrevet en mængde børne- og ungpigebøger; nogle bliver stadig genoptrykt, og i den sidste tid er et par af dem oversat til tysk. Desuden havde hun en del engelske serieoversættelser og skrev noveller til et kendt ugeblad. Hun var medlem af forfatterforeningen og deltog ivrigt i foreningslivet.

Christy Bentzon havde en fantastisk evne til at gøre mindre børn interesserede i musikken, hvilket jeg gerne vil give et eksempel på: En mor kom til mig med sin femårige søn, som hun ønskede, jeg skulle tage mig af. Jeg forsøgte at få kontakt med ham, men han hverken hørte eller så mig. Så foretog jeg et hastigt tilbagetog og ringede til Christy. Der blev aftalt en sammenkomst, og den var forløbet således: Hun arbejdede længe med drengen, og da afskeden kom, sagde Jan: »Må jeg komme igen i morgen?«

Lige så vidtspændende hun var i sit arbejde, lige så vidtfavnende var hun over for de mennesker, hun traf, og mange af vennerne havde hun haft hele sit liv. Hun var utrolig hjælpsom og god, når man trængte til hende, trofast mod sin familie og gavmild indtil det ekstreme - i de senere år lidt uligevægtig, hun blev let vred, men hvis nogen gjorde hende virkelig fortræd, kunne hun tilgive og glemme. Måske bør det også næv nes, at hun beskæftigede sig med anthroposofi.

Der kunne siges meget mere om dette sjældne menneske, men jeg vil slutte med at sige, at jeg er taknemmelig for, at skæbnen lod mig komme inden for hendes kreds.
ANNA VEIBEL DAUER

Leo Kestenberg

Det internationale musikpædagogiske selskabs (ISMEs) ærespræsident, professor Leo Kestenberg, Tel-Aviv, Israel, er afgået ved døden 79 år gammel.

Leo Kestenberg, der var født i Ungarn i 1882, virkede i sine unge dage som klaverlærer ved konservatoriet i Berlin; i 1919 blev han konsulent for musikalske anliggender i det prøjsiske kulturministerium og øvede i dette virke en afgørende indflydelse på skolemusikkens udvikling i Tyskland, »Kestenberg-reformen«. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 flygtede Kestenberg fra Tyskland og virkede derefter en årrække i Prag som pædagog og musiker. I 1934 grundlagde han Det internationale musikpædagogiske selskab og fik i 1936 organiseret den første internationale musikpædagogiske kongres om de musikpædagogiske problemer. Fra 1938 virkede han som administrativ leder af Palestinas Symfoniorkester og var fra 1945 rektor for et seminarium for musikpædagoger i børnehave, folke- og mellemskole i Tel-Aviv.

Leo Kestenberg var en af vor tids betydeligste pædagoger, en klarsynet idealist, en genial organisator, en musisk personlighed. Med sorg vil også mange danske musikpædagoger modtage budskabet om hans død.
H. B. R.

Legater
Legatansøgninger sendes til Musikpædagogisk Forenings kontor, Frederiksborggade 50, København K, inden 15. april.

Mp Fs elevlegat, stiftet af Valdemar Esbensen til fordel for ubemidlede musikelever.

Kan søges af elever i violin, bratsch, cello og klaver. Eleverne skal være fyldt 8 år, men kan ikke modtage legatet efter at de er fyldte 21. Kun de medlemmer af Mp F, der har taget den fuldstændige fagprøve og som har været medlemmer af foreningen mindst ét år, kan undervise legatnydende elever.

Den legatsøgende elev vil komme til at spille for en komité i slutningen af indeværende sæson.

Ansøgningsskema fås ved henvendelse til Mp Fs kontor.

Mp Fs medlemslegat, stiftet af Valdemar Esbensen til fordel for ældre eller syge medlemmer.

Legatkapitalens renter udbetales med summer fra kr. 200,- til kr. 400,- årligt til ældre eller syge, ubemidlede medlemmer. Disse skal have været medlemmer af Mp F i mindst 7 år. Legatet kan oppebæres i indtil 5 år.

Motiveret ansøgning stiles til Mp Fs bestyrelse og indsendes til kontoret. Intet særligt skema.

Musikpædagog, jrk.Augusia Jurgensens mindelegat, stiftet af frkn. Anna og Astrid Jiirgensen.

Døtre af legatstifternes kusiner og fætre samt ældre eller svagelige kvindelige medlemmer af Mp F kan efter ansøgning modtage legatportioner, navnlig til rekreationsophold.

Ansøgningsskema fås ved henvendelse til Mp Fs kontor.

Gudda Behrends legat.
Uddeles ikke i år.

Tilmelding af elever til Tivolikoncerten den 16. september bedes som meddelt i »Musikpædagogen«s februarnummer indsendt til kontoret inden 15. marts.

Musikpædagogisk Forening
Kontor: kl. 9-13 (undtagen lørdag).
Frederiksborggade 50, Kbh. K, tlf. BYen 4021.
Postgiro 26284.

»Musikpædagogen« udgives af bestyrelsen for Musikpædagogisk Forening under redaktion af et udvalg. Ansvarshavende: Henning Bro Rasmussen.

Ved den ordinære generalforsamling den 27. februar blev resultatet ved afstemningen således:
[+] markerer generalforsamlingens vedtagelse af det pågældende punkt)
[-] markerer generalforsamlingens forkastelse af det pågældende punkt)

3) Regnskabsaflæggelse:
[+] Mp F
[+] Mp Fs medlems- og elevlegat
[+] Gudda Behrends legat
[+] Mp Fs hjælpefond
[+] »Musikpædagog, frk. Augusta Jiirgen sens mindelegat«
[+] frk. Kamma Christofrersens legat.

4) Medlemskontingent:
[+] kontingentet foreslået hævet med kr. 5,

5) Valg af formand:
[+] Henning Bro Rasmussen

6) Valg af bestyrelsesmedlemmer:
[+] Bellis Stedstrup
[+] Harald Bjerg Emborg
[+] Friedrich Gürtler

7) Valg af suppleanter:
[+] Mimi Enna

8) Valg af kritisk revisor:
[+] Gudrun Eising

9) Nye undervisningsregler:
[-] sæsonaftale
[-] almindelige undervisningsregler

Årsberetning og generalforsamling udsendes snarest.