At spille Carl Nielsen

PETER WEIS At spille Carl Nielsen

Carl Nielsens musik har en mærkelig levende kraft, som griber én hver gang man er i kontakt med den. Hvad er det, der gør, at man fængsles og altid finder den ny og frisk? Vi skal her, ved at belyse hans klavermusik, søge at finde frem til, hvad der er karakteristisk for Carl Nielsen og hvad hans musik særligt kalder på hos den spillende.

Tilegnelsen sker bedst på samme måde, som musikken er blevet til: en idé, en strofe får tag i én og optager én, man lytter, prøver at finde dens form og kan ikke slippe den, før man har fundet dens særlige tone og udtryk - snart dvæler man ved en enkelt passage, lader den nynne sig ind i sindet, snart fører musikkens strøm én videre mod større helhed. Selve arbejet har vejrtrækning: som man efter fuld udånding atter må trække vejret, har man efter et fyldestgørende udtryk en naturlig trang til videreføring, udvidelse og fornyelse, og efterhånden vil værket således vokse organisk frem for den spillende, som det har gjort det for komponisten.

Carl Nielsen siger selv om at komponere, at han ikke lader noget gå fra sig, før det ligesom har passeret et snævert stræde i brystet, og det samme kan gælde, når man spiller hans musik.

Som for alle komponister, hvor det menneskelige spiller en stor rolle, er det ikke tilstrækkeligt at udføre deres værker i overensstemmelse med nodebilledet. Man må engagere sig fuldt ud personligt. Kun ved at leve sig ind i værket, frigøres efterhånden hele dets væsen.

Den naturligste indgang til Carl Nielsens klavermusik må være Chaconne, opus 32, der i sin enkle form og med sit rige nuancerede indhold har en umiddelbar appel.

Chaconne-princippet (variationer over et bastema) er her taget meget frit. De første variationer bygger tydeligt på det doriske tema og dets modtema (eks. l ) ; i den videre udvikling møder man snart et, snart et andet træk fra temaet, men iøvrigt er hele Chaconnens første del improviserende og legende i sit væsen, hver variation vokser ud af den foregående i en kæde af korte forløb med hver sin karakter og stemning. Hovedtemaet i sin oprindelige skikkelse, og senere modtemaet, møder vi igen ved stykkets højdepunkt i anden del, og den vidtspundne koda udvikles af modtemaets durform.

[nodeeksempel]

Temaet, udgangspunktet, er enkelt og fast som en folkelig sang og følger i sin rytme- og intervalbalance de samme fundamentale musikalske love, som vi finder hos Palestrina (eks. 1). Modmelodien — lys og sangbar — vokser frem herudfra, næsten som en selvfølge, og de to stemmer pusler videre, leger lidt med hinanden i kanon-tagfat og i yndefulde sving, da en alvorlig og udtryksfuld melodisk kurve træder ind og giver et noget dybere perspektiv.

En lille slutningsfigur tager ordet og fører videre med lette kast og i blødt nuancerede klange (eks. 2). Tonen bliver et øjeblik mere stædig og fører til uvorne udbrud, men den legende karakter bibeholdes og et ægte Carl Nielsen indfald i pudsige små ryk stikker næsten frem (eks. 3).

Strømmen tyndes ud i et fint klangspil, og hvor tråden er spinklest, træder som fra hjertet - et lille motiv ind med stærkt og inderligt udtryk (eks. 4); og stille fabulerende, i forunderligt skønne harmoniske vendinger, falder Chaconnens første del til ro.

[nodeeksempler]

Men - en rytmestump sætter i gang, danser af sted med tindrende lune og sprælsk humør og fører ved intensiverende gentagelse og pågående accenter mod en række magtfulde akkorder, stadig stærkere dissonerende. Og nu vældig udfoldelse: hovedtemaet i stærke basoktaver, der som sokler danner et fast grundlag, medens den skarpe rytmiske figur maser på i grelle lysstærke klange. Temaet udvider sig i store kantede intervaller (eks. 5), men det hele fortættes og samler sig med stigende overbevisning til værkets krone, en stærk hymne med et varmt og livsbekræftende udtryk.

Det er modtemaet, der danner denne apoteose (i akkordmæssig kanon), gradvis afspænder herfra og i fortryllende vendinger leder frem mod tredje del, kodaen.

Også her danner modtemaet (i dur) udgangspunktet, nu for en lang melodisk linie (eks. 6). Omspundet af arabesker og figurationer og båret af lys, taknemmelig følelse hæver sangen sig i brede bølger og fortaber sig efterhånden for til sidst helt at forsvinde. Kun figurationerne bliver tilbage, stiger som i høj tynd luft, og over en dyb grundtone falder stykket endelig til hvile i en ren durklang.

Chaconnens forløb er som en dags. Her gror livet ligesom frem af sig selv, i leg og drøm, med enkelte uvorne udbrud og øjeblikke af stille undren, fra rolig kølig morgen over dagens livsudfoldelse til skøn afklaring.

Formen er født af indholdet, og i sin store bue er den så organisk som menneskets åndedræt. Alting udvikler sig med selvfølgelighed og i balance. Det rene liniespil er Apollon, men også Dionysos er til stede, og i sit legende og lunerige anlæg, med det fabulerende skær af eventyr, hører Chaconne til samme gruppe lykkelige værker, som f. eks. Blæserkvintetten.

Hvor kommer de toner fra? Grebet som i nuet af en umiddelbar natur -. Som Mozart rører Carl Nielsen med let hånd dybt menneskelige strenge.

[nodeeksempel]

Redaktionen har anmodet Peter Weh om at beskrive sit arbejde med nogle af Carl Nielsens klaverværker, i tillid til at en fremragende Carl Nielsen-spillers iagttagelser og erfaringer altid vil være aktuelle. Dette er ikke mindst tilfældet, når fortolkeren — som i dette tilfælde — tilhører den unge generation, der må tage stilling til Carl Nielsens musik uden at have været under direkte indflydelse af hans personlighed. I følgende numre vil andre værker blive gennemgået.