Grammofon

GRAMMOFON

JOH. SEB. BACH: Das wohltemperierte Klavier I. del. Fuldstændig indspilning ved Helmut WALCHA på Ammer-cembalo. - Odeon OLAX 80603-5.

Bachs Wohltemperiertes Klavier foreligger allerede i et par komplette indspilninger, hvoraf i hvert ifald én (Wanda Landowskas) på cembalo; men mon ikke Odeoris nye indspilning med Helmut Walcha skulle være den bedste? Han spiller de fireogtyve præludier og fugaer med fin sans for deres vidunderlige mangfoldighed, med usvigelig rytmisk prægnans og med velgørende konsekvens i fraseringen. Hans registrering virker på mig et par steder overraskende bastant, men hans spil er præget af en herlig virilitet, som blæser alt støv bort fra den i øvrigt absolut stiltro gengivelse. Optagelsen er lykkedes fortrinligt. Klangen er fuldttonende og samtidig fuldstændig klar. Den sidste pladeside optages af et meget instruktivt og morsomt foredrag af en vis Gertrud Loos; det handler om den tempererede stemning og forklarer ved hjælp af forskelligt stemte cembaloer, hvad denne betegnelse dækker, ningen er fornemt dirigeret. Man forstår slet derefter, sopran-tenor duetten, bassens jagtarie, sopranens vise i sidste del og hele slut I det udmærkede teksthæfte, som følger med pladerne, findes foredraget trykt i engelsk og fransk oversættelse. G. S.

HAYDN: Årstiderne. Fuldstændig indspilning med Beecham Choral Society og Royal Philharmonie Orchestra. Dir.: Thomas BEECHAM. Sopran: Elsie MORISON. Tenor: Alexander YOUNG.

Bas: Michael LANGDON. - HMV ALP 1606-8 (også stereo).

For ikke så længe siden har HMV udsendt en ny fuldstændig indspilning af Haydn's »Årstiderne« med Thomas Beecham som dirigent og tre engelske sangere i solopartierne.

Beechams oplagthed har alle dage været meget svingende, og desværre står denne indspilning ikke nær mål med hans herlige indspilning af Londonersymfonierne, som må være lavet omtrent samtidig. Hans greb om tempoerne er mindre beslutsomt end ellers, og de er mange steder mærkværdigt langsomme. Men der er selvfølgelig også mange dejlige ting: den første basarie, tenorens og sopranens »sommerarier«, uvejret og koret ikke de tre, temmelig korte spring, som forekommer; det første er i ouverturen, hvis opbygning derved kommer slemt ud af balance, det andet er i sopranens og tenorens duet, hvor man mister et meget yndigt lille stykke, og det sidste er i tenorens arie om vandringsmanden, som går vild i snefoget og til sidst finder hjem; også her savner man det manglende stykke. Værre er det dog, at Beecham har erstattet alle seccorecitativernes cembaloakkorder med udholdte strygeakkorder, som tynger deklamationen meget - og ganske ødelægger virkningen af de få steder, hvor Haydn selv har benyttet stryger akkompagnement. Det er også fælt at høre rørklokke i koret efter uvejret, hvor Haydn har nøjedes med at lade hornene efterligne klokker, og også den tilføjede piccolofløjte virker lidt malplaceret, hvor den forekommer. - De tre solister og koret synger på engelsk, hvilket røber, at indspilningen er beregnet på hjemmemarkedet; dette burde dog ikke have resulteret i en så grov skødesløshed som det store ryk nedad i tonehøjde, som indtræffer lige før bassens sidste arie. De to benyttede bånd har åbenbart kørt med meget forskellig hastighed. Solisterne synger alle godt; Elsie Morisons stemme er meget indtagende, men dens særprægede klang kan nok trætte lidt i længden; Youngs tenor er også velklingen de, når man affinder sig med den egentlig ganske charmerende lille engelske knødel, som den er behæftet med; Langdon er en udmærket kunstner, men han stemme er noget tør i klangen; alle tre solister har en forbilledlig tekstudtale. - Optagelsen er i teknisk henseende jævnt tilfredsstillende.
G. S.

RAVEL: Trio i a-moll og MOZART: Trio i E-dur KV 542. Yehudi MENUHIN (violin), Caspar CASSADO (violoncel) og Louis KENTNER (klaver). - HMV ALP 1849 (også stereo).

De tre herlige kunstnere: violinisten Menuhin, cellisten Cassado og pianisten Kentner har på HMV indspillet Ravels åndfulde og stemningsrige a-moll-trio og Mozarts dejlige E-dur-trio fra 1788. Deres udførelse yder begge kompositioners vidt forskellige stilkrav fuld retfærdighed, og deres spil er en fryd for øret. Også teknisk er pladen særdeles vellykket. G. S.

SIBELIUS: Symfoni nr. 5 og Finlandia. Philharmonia orkesteret, dir.: Herbert von KARAJAN. Columbia 33 CX 1750 (også stereo).

Columbia har udsendt en indspilning af Sibelius' femte symfoni, spillet af Philharmonia orkesteret med Karajan som dirigent.

Den er i alle henseender meget tilfredsstillende; dirigenten synes at have et førstehåndsforhold til musikken, det udmærkede orkester synes at realisere hans intentioner fuldtud, og den tekniske side af optagelsen er også lykkedes godt. Selve symfonien, som er omarbejdet to gange, før den fik sin nuværende skikkelse, er nok den mest populære af Sibelius' senere symfonier; den er også forholdsvis let tilgængelig og klar i strukturen og skæmmes ikke af den banalitet og hule pathos, som ellers præger flere af hans kompositioner - ikke mindst »Finlandia«, som man på denne plade får som en i øvrigt strålende udført tilgift. G. S.

BARTÓK: Musik for strygere, celesta og slagværk og HINDEMITH: Matbis der Maler - Symfoni.

Berlins philharmoniske orkester, dir. Herbert von KARAJAN. - Columbia 33 CX 1783.

Med Berlins philharmoniske orkester har Karajan på Columbia indspillet to af storværkerne i vor tids musik, nemlig Bartóks Musik for strygere, celesta og slagværk og Hindemiths Symfoni Mathis der Maler, som for store deles vedkommende er taget fra hans opera af samme navn. Udførelsen er absolut god, men ikke uovertruffen. Karajan har ikke mere de hurtige tempoer, som tidligere var karakteristiske for ham, og han synes også i nogen grad at have tabt interessen for den funklende præcision, som prægede hans musiceren for 10-20 år siden.

Muligvis er han på vej mod dybereliggende og mere næringsholdige lag i musikken, hvad man kun kan respektere. Hans udførelse af Bartóks herlige stykke er dog præget af en vis uro, som hindrer 1. og 3. sats i at udfolde sig helt og berøver 2. og 4. sats deres brillans. Kubeliks noget langsommere men meget intensere udførelse er efter min mening ubesejret. Hindemiths symfoni spilles klangskønt, men har ret langsomme tempoer, som navnlig berøver finalen dens lidenskabelige karakter. Komponistens egen - desværre teknisk ret forældede - indspilning har væsentlig mere verve og også mere klarhed i den noget bastant instrumenterede sidstesats. Orkestret spiller godt, og optagelsen er pæn. G. S.