Liszt og Danmark I

BENGT JOHNSSON Liszt og Danmark I

I 1960 kunne vi fejre Chopins 150-års fødselsdag, og begivenheden markeredes her i DM med en artikel vedrørende Chopin og Danmark, hvilket i realiteten vil sige Chopins musiks fremvoksen i dansk musikliv. Når vi nu i anledning af Liszts runde år (150-året 22/10 1961) vil vise hans kontakter med Danmark og danske musikere, bliver forholdet helt anderledes end for Chopins vedkommende. Liszt besøgte selv København (i 1841), blev gode venner med førende skikkelser i dansk kunst (I. P. E. Hartmann og H. C. Andersen), og igennem årene aflagde flere danske besøg i Weimar og Rom, hvor de traf den ungarske mester. Enkelte danske pianister studerede hos ham i Weimar, og Liszts toner skulle gradvis om end langsomt vinde indpas på danske koncertprogrammer. Da Liszt af sin samtid nærmest blev betragtet som en eventyrets person, en gejst fra det hinsides, er det ganske naturligt, at dette momentvis skulle give genlyd også i danske tidsskrifter og anden litteratur.

Vi skal i første del af denne artikel beskæftige os med Liszts eget besøg her i København, der faldt i juni måned 1841. Hartmann havde truffet Liszt i Hamburg og fik ham med til hovedstaden, hvor han 17., 21. og 24. giver solokoncerter på Det kgl. Teater (den sidste koncert dog med assistance af Fr. H. Prume, dengang en af de førende violinvirtuoser). Om disse tre koncerter, der blev givet for udsolgt hus til fordoblede billetpriser annonceres der i »Fædrelandet«, det førende hovedstadsblad, og vi finder her programmerne:

16/7: I Morgen, Løverdagen 17/7:
Det kongelige Theater: Concert af Frants Liszt. Ouverture til »Wilhelm Teil« (Rossini) arrangeret for Pianoforte af Liszt. Åndelige Sange (Beethoven). Das Ständchen, Schubert, arrangeret af Liszt. Phantasie over et Thema af »Robert le Diable«, Liszt. Opfordring til Dands (Weber) arrang. af Liszt.

Galop Chromatique, Liszt (Kl. 7).

20/7: Imorgen Onsdagen den 21de Juli:
Det kongelige Theater: Concert af Frants Liszt. Concertstück (Weber). Phantasie over Motiver af »La Sonnambula«. Ungarsk Marsch. Taranteile af Rossinis Soirées musicales. Mazurka af Chopin. Polacca af »Puritanerne«. Hexameron, Bravour-Variationer over et Thema af »Puritani«: I. Var. (Thalberg), 2. Var. (Liszt), 3-Var. (Herz), 4. Var.(Paxis)(1), Introduction og Finale (Liszt), Kl. 7 1/2.

23/7: Imorgen:
Det kongelige Theater: Tredie og sidste Concert af Frants Liszt: Scherzo, Orage (Stormen) og Finale af Beethovens store Sinfonie pastorale. Réminiscences de la Sonnambule, Duet for Pianoforte og Violin, udføres af Dhrr Fr. Prume og F. Liszt. Cavatine af »Robert af Normandiet«: Grâces, Grâces. Valse-Infernal, Phantasie over Themaer af »Robert af Normandiet«. Improvisation over opgivne Themaer (Motiverne hertil ønskes paa Noder og henlægges i en Vase, som forefindes hos Billetcassereren ved Indgangen), Kl. 71/2.

Som det fremgår af ovennævnte programmer spillede Liszt, som det var sædvane dengang en del parafraser over populære operamelodier (»Søvngængersken«, opera af Bellini, opført i København 1831, »Puritanerne«, ligeledes en opera af Bellini, opført 1835 i København, »Robert le Diable« og »Robert af Normandiet« er samme opera (Meyerbeer), samt ouverturen til Rossinis »Wilhelm Teil«), men hertil kom parafraser eller fantasier over ukendte værker, f. eks. Schuberts Ständchen og Beethovens åndelige sange (de seks Gellert-Lieder) samt enkelte originalværker (en Chopin-Mazurka, Liszts egen berømte Galop chromatique). Reaktionen i bladene og hos publikum var eksplosiv, begejstret og, som Corsaren skrev, »revolutionerende«. 19/7 læser man bl. a. Î »Fædrelandet: I Lørdags gav den berømte Liszt sin 1. Concert, - den anden, og rimeligviis sidste, bliver paa Onsdag. Ved en Konstner, som alt i en Række af Aar har hævdet den af de competente Autoriteter anerkj endte og af de mest dannede og forvænte Stæders tusindtungede Jubel bekræftede Hæder, at være en af vor Tids største Virtuoser om ikke den største af alle - kan der fornuftigviis ikke være Tale om, at denne Dom kunde enten stadfæstes eller underkjendes af Kjøbenhavn. Ingen kan have os mistænkt for, at vi skulle prædike den blinde Autoritetstro, tværtimod jo mere selvstændige Enhver dømmer, desto bedre«. Senere hedder det: »Han (Liszt) er en Oprørere mod det hele gode, gamle, orthodoxe System. Ja vist er Liszt en Oprørere. Han er en Magyarer, en Ætling af hun stolte, ridderlige, vilde, tappre Slægt af Heroer«. Og senere: »En Elev af den romantiske Skole i Frankrig, en Ven af Lamennais og George Sand, Revolutionens ætbaarne Barn, med dens glødende Phantasie, dens livstrætte Jammer, dens dristige, maalløse Længsel. Han er Tidens udtrykte Billede. Hans Fingre er lutter Dampmaskiner og Jernbaner - et Herredømme over Formen, en Hurtighed og Energi i den materielle Udvikling, hvorom ingen tidligere Tid har drømt - en hundredarmet Briareus, et heelt Orkester. - Hans Hjerte er fuldt af Jammer og Dødsforagt, hans Hoved er svangert med store, men ufuldbaarne Planer. Derfor er han excentrisk, barok, ja, han er jordløs, fredløs og excentrisk som vor Tid; som den har han frigjort sig fra de gamle Lænker, men saalidt som den har han fundet den nye Lov, hvori den nye Frihed kunde finde Hvile.

Den, der forstaar Liszt, forstaar ogsaa, hvorfor og hvorledes de stormede Bastillen, han ahner Forjetteisen om Fremtidens Frelse. Ahner? Ja, han gjør mere end ahner? Hvo er mere end et Speilbillede af Tidens Fylde, af dens Dyder og af dens Fejl? Og - besynderligt nok! — ogsaa udvortes bærer Liszt Tidens Billede; thi hvo kunde bedre repræsentere denne, end Napoleon i Spidsen for den italienske Armée? Det er hans Profil, og netop fra hun Tid, vi saae, og som ved vort Theaters slette Belysning, paa en forunderlig malerisk, næsten magisk Maade i mørke, skarpe Conturer hævede sig frem paa den lyse Baggrund.«-------»hiint stolt, alvorlige, ubevægelige Hoved, roligen svævende over den vildtbrusende Kamp. Han kjæmpede med Revolutionens store Hydra, der larmede og hulkede og skreg i vilden Sky, og ind i hvis brede, hvidtandede Gab han strakte sin Haand, - han kjæmpede og seirede. For at tilintetgjøre den? O neu For ordnet og befæstet at sætte den paa Verdens Throne!«

Som organ for den liberale bevægelse var en anmeldelse af ovennævnte art netop tendentiøs, måtte være det, fordi også Liszt selv i sit spil, i sin kunstneriske personlighed måtte virke udfordrende på borgerskabet. Og anmeldelsen, der rimeligvis er skrevet af Carl Ploug, siger med alle sine omskrivninger og poetiske vendinger en del centrale ting, som ofte går tabt i vore dages nøgterne musikkritik. Det er en fængslende skildring af det, der skete på Det kgl. Teaters scene 17/7 1841, en troværdig skildring af Liszts person, som man kender den fra utallige billeder og fotos fra hans senere år, hans ubevægelige holdning ved klaveret, det majestætiske spil (Napoleon i spidsen for den italienske Armée).

22/7 følger så anmeldelsen af Liszts anden koncert: »De, der i Gaar ere komne paa Liszts Concert, uden at have hørt Andet om ham end vor Anmeldelse af hans første Concert, ville uden Tvivl have følt sig underlig overraskede. Vi kunne nemlig forestille os, at de havde ventet at see et sønderrevet Væsen, gjennem hvis Toner Nytidens Fødselsveer udstødte deres jamrende Skriige, at see fremmanet Jordens Naturaand, baaren paa Nattens ravnsorte Vinger, farende frem under Torden og Lynild, og hvad der i dets Sted traadte dem imøde, var et tonende Feepalads fuld af Lys og Liv og Lune. Hr. Liszt var en ganske Anden og dog den Samme; hans Concert igaar hører væsentlig til at fuldstændiggjøre Billedet af ham og----af vor Tid.« »Have I maaskee aldrig hørt tale om Republicanere aux gants glacées eller om Demokrater, der i Elskværdighed og fine Sæder kunne rivalisere med Faubourg St. Germain? Vedbendkrandset og under Fløjtens Lyd drager vor Tid i Kampen, »nous dansons sur un volcan«. Det var Indtrykket af denne Concert; let, luftig, gratiøs, brillant et broget Blomstertæppe om den dybere Alvors kraftige Klipper. Skulle vi fremhæve en enkelt af hans Præstationer, da maatte det være hans Hexameron, hvor flere Componister af vor Tids fortriinligste Pianister paa en højst aandfuld Maade vare sammenflettede og bleve foredragne her i Componistens egen Maneer.« Anmeldelsen slutter således: »Liszt giver sin sidste Concert paa Løverdag, hvor man ogsaa vil faae Hr. Prume at høre i et combineret Nummer.«

Så vidt »Fædrelandet«. Ugeskriftet »Corsaren« bringer i Nr. 38, 23/7, et referat af Liszts 1. koncert: »Liszt kom, den europæiskberømte Liszt, hvis Kunst er hævet over enhver anden Critik end den uindskrænkede Lovtales. - Hans Lov er uudsigelig som hans Navn«. - »Liszt spillede, hans Toner klang, og vi erindrede vor Begejstring. Rygtet skal gaae ud over Verden, og det skal sige: Bag de mørke, kolde Vande ligger et Land, og i Landet en Bye, »Nordens Atheen« kaldet. Eet manglede den hidtil: Blomsterkoste for Kunstnerne - den mangler det ikke mere. P.S. I dette Øjeblik erfare vi, at der til Publikums Bekvemmelighed er henkjørt 27 Læs Blomster til Liszts næste koncert, hvorhos vi tillige erfare, at Hr. Liszt har bestilt sig en stor Paraply hos Hr. Nabrin, for at kunne staae i den skjønne Regn uden at komme til Skade derved.«

I nr. 39, 30/7 læses bl. a. om koncerten 24/7: »Vi ere forsonede med Liszt, vi have tilgivet ham hans dobbelte Theaterpriser---han har gjort det Umulige muligt, han har lokket Ild af en Svamp, han har i Kjøbenhavn - hører I? her i Kjøbenhavn fremkaldt politisk Begejstring. »Marseillaisen« valgte Publikum, hvorimod man hyssede af »God save the King«.« »Og nu spillede Liszt. Spillede? Neu det var ikke Spil. Han lod os ikke høre Frihedssangen, han var en Troldmand, han lod os høre, see, fornemme en Frihedskamp. Men - om I end klappede i Aar og Dag, det var dog ikke nok til at udfylde den Taknemmelighed, I bør skylde ham, fordi han har ladet Eder føle, hvorledes det er at være begejstret ved en Frihedssang.«

Disse linier refererer til Liszt's bebudede improvisation over ét af publikum valgt tema. Man foretrak således at høre Marseillaisen. Men Liszt spillede som ekstra tillige sin transskription af Schuberts Erlkönig, og det blev næsten en endnu større succes end alt andet.

Selv om den officielle kritik var overstrømmende, var der dog blandt publikum enkelte, som følte sig ubehagelig til mode ved Liszt's spil og hans fremtoning. Til dem hørte skuespilleren Rosenkilde, der som et svar på den første anmeldelse i »Fædrelandet«, hvor man mente at høre Bastillens fald og dampmaskiner i hans spil, lod indrykke en modartikel i »Kjøbenhavns kgl. alene priviligerede Adressecomptoirs Efterretninger«, lørdag 31/7, hvor den kendte skuespiller fremholder, at han med forventninger om at se Bastillestormen var gået på Liszt's 2. koncert. Han dadler de dobbelte billetpriser og mener, at den »panegyriske« kritik er ganske forfejlet.(2) Den danske træghed og manglende åbenhed over for noget nyt og spændende slår så tydeligt igennem i nævnte artikel.

En anden »gnaven« person mødte Liszt i den aldrende Weyses skikkelse. Weyse, der var opvokset med den klassiske tradition, afskyede virtuoser af den nymodens romantiske skole; i 1840'erne, Weyses sidste leveår, strømmede disse her til København. C. Thrane, der har bygget sin skildring af Weyse på utrykte breve og personlige optegnelser, giver i bogen: Weyses Minde (1916) s. 100-110 en glimrende omtale af den gamle romancekomponists møde med den unge klaver djævel, som Weyse yndede at sige. Vi får heri at vide, at Liszt ankom til København 15/7 og spillede samme aften for majestæterne ved hoffet »eins, zwei, drei,« sagde Weyse. Dagen derpå kom den unge danske klaverspiller Courlænder op til Weyse og meddelte, at Liszt ville aflægge ham et besøg kl. 12. Weyse spillede sin f-mol etude for Liszt, og denne var ikke særligt imponeret. Weyse gik dog på den første koncert og måtte »spendere hele 16 Mark« for at høre berømtheden. Efter aftale skulle Liszt og Weyse næste dag mødes i Frue Kirke, hvor den gamle orgelmester skulle spille. Liszt udbryder, da han står i kirkerummet: »O, hvor maa vi dog ikke bøie os for denne næsten uforgængelige Varighed, denne jordiske Udødelighed, hvortil Malernes og Billedhuggernes Værker ere ligesom indviede! Hvor trøstesløs er ikke vor Kunsts Afmagt til at skabe saadanne blivende Mindesmærker!« Han stod ganske hensunken i disse betragtninger, da kirken nu genlød af orgeltoner: »Det var Orgelet, der paa sin Herres Bud opløftede sin høie, alvorsfulde Stemme ligesom for at bebreide mig min Tvivl, min Forsagthed. Taus og ydmyg lyttede jeg til dens Røst. Den, som vakte de stumme Mure til Live, var Weyse, hos hvem man gjenfinder Sebastian Bachs dybe Begeistring og høie Mod. Mere end een Gang var jeg ved at høre ham bevæget indtil Taarer; hans improviserede Fuga over to Themaer Í fem Tempoer, som uden Overdrivelse varede henved en halv Time, henrev mig til Beundring. Aldrig havde Orgelet saaledes aabenbaret sig for mig i sin Storheds Glans og hele Fylde.«(3) Men Weyse havde åbenbart fået nok af den berømte mands selskab, han tog på landet i de næste dage og hørte ikke Liszt's øvrige koncerter. Vi kan i øvrigt ret nøje følge Liszt's færden i Chr. VIII's lille voldomkransede hovedstad, idet bl. a. H. C. Andersen personligt træffer ham her og 22/8 1841 skriver følgende: »Da jeg kom her til Byen, gav Liszt sin sidste Koncert; jeg var der, og Dagen efter spiste vi sammen hos Hartmanns; næste dag gjorde Liszt et stort Middagsgilde, hvor kun Prume, Orla Lehmann, Courlænder(4) og jeg var; Liszt synes at have Venskab for mig, og her som i Tydskland tales om den Lighed, vi skal have i vor Personlighed.«(5)

Om Liszt's berøring med den danske konge, Chr. VIII, og hans optræden ved hoffet kan man berette følgende.(6) Allerede samme dag, som Liszt ankom, blev han hentet til slottet, hvor han spillede for kongen. I majestætens personlige dagbog træffer man under datoen 15. juli følgende bemærkning: »Den navnkundige Pianospiller Liszt spute for os, aldrig har jeg hørt saadant Foredrag. Prume spil te ogsaa for os.« I kongens dagbog anføres 17/7: »Liszt gav sin første Concert pas Theatret.« Ogsaa den 22. spillede Liszt, ifølge kongens dagbog på slottet atter denne gang sammen med Prume. I hofarkivets papirer findes journalen over, hvad der er passeret ved hoffet (fra juni 1840-december 1841), og her står ved datoen 25/7, søndag: »Om Aftenen kl. 81/2 Music-Divertissement af Dhrr Liszt og Prume«. Og videre læser man: »Denne Dags Middag kl. l spillede Liszt særskilt Pianoforte for Kgl. Majestæter og de 3de Hofdamer, hvormed foruden dertil alene Ceremonimesteren vare til stede. Allt foregik i blaae Gemak«.

Ifølge flere udenlandske og danske kilder opgives det, at Liszt var i audiens hos kong Chr. VIII, hvor han modtog ridderkorset og dedicerede kongen sin »Grande Fantasie de Don Juan«, som monarken havde været meget begejstret for. Det skal her bemærkes, at der Í det gennemgåede arkivmateriale intet findes anført om denne audiens eller Liszt's udnævnelse til ridder af Dannebrog. En gennemgang af Ansigelseslister og Courlister har kun givet negativt resultat, og hertil kommer, at Hof- og Statskalenderen for 1841 (udg. 1842) ikke medtager Liszt's navn mellem de dekorerede personer. Der er dog vel næppe grund til at betvivle de ældre kilders udsagn, majestæten kan naturligvis privat have tildelt klavermesteren den danske orden. Men en konkret oplysning savnes. At hans optræden ved hoffet har hørt til begivenhederne ses bl. a. af den kendsgerning, at hofdamelogen i Det kgl. Teater blev stillet til offentlig disposition ved hans første koncert. Der står således følgende bemærkning i Ansigelseslisterne 17/7: Effternævnte (her følger navnene på en række rangspersoner fra hoffet) underrettis om at Hofdamelogen i det kongelige Theater er til enhvers Afbenyttelse i Äfften kl. 7«. Der har været rift om at høre Haverets troldmand her i byen.

Holdt den gamle Weyse sig sky tilbage over for den Liszt'ske virtuositet, er der næppe tvivl om, at Hartmann bedre forstod det nye i Liszt's stil, forstod, hvad der lå bag ved det enorme klaver fyrværkeri. Det er også symptomatisk, at bl. a. Schuberts Erlkonig-transkription vakte stor furore blandt publikum. En vis musikalsk smag gjorde sig gældende i den lille danske hovedstad. Efter sin sidste optræden for kongen 25/7 rejste Liszt bort, og han vendte aldrig tilbage til Danmark. Mødet med Hartmann og H. C. Andersen skulle dog blive indledningen til Liszt's interesse for de to danske kunstneres lille nationale opera, sådan som vi skal høre nærmere om det i næste artikel.

NOTER:
(1) Skal være Pixis, (1788-1874) tysk pianist.
(2) »Fædrelandet«s første anmeldelse såvel som Rosenkildes modartikel findes optrykt i Julie Sødrings Erindringer (1951), s. 66-68.
(3) Skrevet i Revue musicale, nr. 51, 1841, og gengivet i »Fædrelandet« 14/11 1841.
(4) Bernhard Courländer, født 1815, foretog koncertrejser sammen med Prume. Slog sig senere ned i U.S.A.
(5) Meddelt efter: G. Hetsch: H. C. Andersen og Musiken (1930).
(6) Gennemgangen af Kong Chr. VIII's papirer og dagbøger for juli 1841 er foretaget med Hans Majestæt Kong Frederik IX's tilladelse, og hoffets arkivmateriale med Hofmarskallatets tilladelse, for hvilke der her ærbødigst bringes min tak.
(B. J.)