Rapport fra en rejse til Øst-Grønland

Af
| DMT Årgang 37 (1962) nr. 03 - side 73-78

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

POUL ROVSING OLSEN

Rapport fra en rejse til Øst-Grønland

I tiden 29. juni-17. september 1961 gennemførte Dansk Folkemindesamling en musikalsk indsamlingsrejse til Angmagssalik-distriktet på Øst-Grønland. Strengt taget var jeg eneste ekspeditionsdeltager, men jeg havde dog knyttet min grønlandske skæbne sammen med tre gode kammeraters skæbner. De tre var filmfotografen Jette Bang samt etnologerne Robert Petersen og Jens Rosing, der begge var udsendt af Nationalmuseet. Blandt disse står jeg i særlig taknemmelighedsgæld til Rosing, der var sammen med mig på så godt som hele rejsen, og hvis kendskab til sprog og folk blev til uskatterlig fordel for mit arbejde.

Selve Grønlandsopholdet strakte sig over godt to måneder, nemlig fra 4. juli til 5. september. Hovedstation havde jeg i Angmagssalik, men den største del af optagelserne blev naturligvis gjort på udstederne (ved udsted forstås fast vinterboplads). Af udsteder findes i alt 13. 6 blandt disse er relativt store, idet de har over 100 indbyggere. Ingen af de øvrige havde ved sidste folketælling (31/12-60) mere end 43 beboere. Jeg besøgte ét af de små udsteder samt 5 af de store, idet jeg måtte opgive at nå ned til Skjoldungen, der ligger ca. 325 km syd for Angmagssalik.

Opholdet i Øst-Grønland formede sig i øvrigt således, at jeg tilbragte i alt 18 dage i Angmagssalik, 13 dage i Kulusuk (Kap Dan) med en eftermiddagsudflugt til det nærtliggende Kitarmiut, 18 dage i Kungmiut (distriktets største udsted med ca. 400 indbyggere), 6 dage i Sermiligaq, 7 dage i Tiniteqilâq samt l dag i Isortôq.

I musikalsk henseende udgør Angmagssalik-distriktet et hele. Overalt finder man de samme genrer og de samme melodiske og rytmiske motiver. Ja, den samme sang vil kunne opdages - med samme eller med forskellig tekst - på en lang række udsteder såvel som i Angmagssalik. Der er intet mærkeligt heri. Som følge af deres nomadelyst, men også som følge af deres erhverv, strejfer eskimoerne meget omkring og flytter en del om mellem hinanden. Dertil kommer, at fortidens store sangkampfester samlede folk fra hele distriktet. Den store masse af sange må derfor være fællesgods. Selv om Skjoldungen ikke blev besøgt, kan det med bestemthed siges, at forholdene på denne isoleret liggende plads ikke i princippet er anderledes end på de besøgte udsteder. For Skjoldungen blev oprettet af danske myndigheder i 1930'erne. Noget tilsvarende gælder bopladsen Scoresbysund, den eneste nuværende boplads på Øst-Grønland uden for Angmagssalik-distriktet.

Eksempler på den østgrønlandske eskimosang er tidligere blevet indspillet ved forskellige lejligheder. Navnlig tre store samlinger er af betydelig interesse.

Først og fremmest W. Thalbitzers optagelser fra 1905-06 (kun 11 år efter koloniens grundlæggelse), der i 1911 blev præsenteret på beundringsværdig måde af Hjalmar Thuren i afhandlingen »The Eskimo Music«. Samlingen består af 53 fonogramvalser, af hvilke dog ikke alle har relation til musik. På visse sekundære punkter vil man naturligvis i dag kunne påpege unøjagtigheder i Thurens tolkninger og opgivelser. Den tekniske kvalitet af materialet tillod ikke altid en nøjagtig registrering af hændelsesforløbet. Men navnlig medførte valsernes relativt korte spilletid, at materialet mestendels kom til at bestå af brudstykker, hvilket måtte hindre en forståelse for visse elementære formtræk i den østgrønlandske sang. Dette nævnes for en ordens skyld, naturligvis ikke for at forklejne Thurens indsats. »The Eskimo Music« er et af de fremragende værker fra den ældre musiketnologiske litteratur.

Nordmanden Chr. Leden indsamlede i 1910 og 1926 et fonogrammateriale, bestående af ialt 70 valser. Blandt samlingens fortrin er dette, at den præsenterer en lang række optagelser med den mest berømte blandt århundredets sangere, Maratse. Materialet er offentliggjort af Leden i 1954: »Über die Musik der Ostgrönländer«.

Endelig indspillede franskmanden Paul-Emile Victor i 1935 østgrønlandsk musik m. m. på 50 lakplader. Disse optagelser repræsenterer en bemærkelsesværdig indsats. Det kan derfor ikke noksom beklages, at matricerne i Paris gik tabt under krigen, og at det åbenbart eneste overlevende pladesæt (der befinder sig på Nationalmuseet i København) efterhånden er i en elendig forfatning.

Mine optagelser er foretaget ved hjælp af en NAGRA III. Indspilningerne er fordelt på ialt 50 bånd. Den samlede spilletid andrager ca. 30 timer. Spilletiden for den del af stoffet, som enten består af musik, eller som har primær musikalsk interesse, skønnes at være ca. 25 timer.

Sangene kan - således som det gøres af eskimoerne selv - klassificeres efter funktion (og alder). Det skal straks siges, at der til forskellene i funktion ofte kun svarer ringe eller ingen forskelle i musikalsk henseende. Endvidere må jeg gøre opmærksom på, at den følgende oversigt over det indsamlede materiale skal betragtes som foreløbig. Et nærmere bekendtskab med sangene vil meget vel kunne medføre ændringer i statistik eller opstilling.

VUGGESANGE: Vuggesange synges enten med barnet på skødet, eller når barnet bæres i rygposen. Der findes kun én melodisk figur, der kan benyttes til vuggesange, nemlig:

[nodeeksempel]

Sluttonen var konstant i hver sang, men kunne fra sanger til sanger variere fra ca. b til ca. cis. Sangen består ofte af en nynnen uden tekst. Til andre tider opløses den ene lange tone i mange små for at give plads til recitation af kæle-, skænde- eller trylleord. En gang lød teksten: »Søvnen gør, at der ikke kommer onde ånder«.

Jeg har ialt 15 optagelser af vuggeviser.

Totonemelodier fandtes iøvrigt ikke inden for de øvrige østgrønlandsk sanggenrer. En måske betydningsfuld undtagelse fra denne regel skal dog noteres. I en fortælling om et stævne af fugle (der ved hamskifte kunne blive til mennesker), sang Lauritz fra Kungmiut en nidvise, benyttet i sangkamp mellem en rype og en havlit. Visen var bygget over denne melodistruktur:

[nodeeksempel]

hvor den lange tone opløses i et skiftende antal enkeltstavelser alt efter behovet.

Ligesom vuggevisen må fuglevisen antages at være meget gammel. Totonebevægelsen, der vides at have spillet en stor rolle blandt rensdyreskimoerne i Canada, hører da muligvis også til de ældste træk i Grønlands-eskimoernes sang.

KÆLEVISER: Kæleviser digtes til børn eller børnebørn af moder eller bedstemoder. I visse slægter har børn stadig krav på at få tilegnet en kælevise. Teksten har sjældent relation til barnets verden. En kvinde i Kulusuk sang for eksempel en kælevise, der nok var tilegnet et barnebarn, men i øvrigt formede sig som en hyldest til hendes første mands kønslem.

Kælevisen er for det meste ganske kort fra 10 til 30 sekunder - men kan en sjælden gang vare mere end 2 minutter. Normalt byder den på en blanding af recitativ, dramatisk udbrud og sang. Det fuldstændige musikalske indslag i en kælevise, der blev sunget af Oline fra Angmagssalik, var dette:

[nodeeksempel]

Selv om højtonen kun ansættes en enkelt gang, giver sangen en for Øst-Grønland ganske typisk tretonemelodi med stærk vægt på midtertonen. Men kæleviserne kunne selvsagt også antage andre musikalske former.

Af kæleviser har jeg ialt 35 optagelser.

SLUDREVISER: Sludrevisen eller vrøvlevisen er en som oftest ganske kort vise af humoristisk tilsnit - eller med underlige ord, der end ikke forstås af den syngende. Som kælevisen er sludrevisen kvindernes domæne.

Den blev tidligere sunget, når flere kvinder var samlede - muligvis også under deres arbejde. Hyppigt består den i musikalsk henseende kun af et melodisk vagt karakteriseret recitativ. Men det hænder, at den antager fastere former. Dette gælder for eksempel om sludrevisen »ja qe qe«, som den blev sunget af Abigael fra Kungmiut. Stroferne havde indbyrdes visse melodiske forskelligheder. Men første strofe lød nogenlunde som følgende nodebillede antyder det:

[nodeeksempel]

Her har tretonemelodien fået et ornament foroven samt en pien, der antyder muligheden for inddragelse af endnu to toner i den østgrønlandske sang.

Af sludreviser har jeg 37 optagelser.

MAGISKE VISER: Under udtrykket »magiske viser« sammenfatter jeg alle sange, der har tilknytning til magter, der er usynlige for os. Mest almindelige er de såkaldte hjælpeåndesange, hvilket vil sige de sange, der synges af hjælpeånden under åndemaninger, medens åndemaneren er på rejse i rummet.

Til denne gruppe har jeg imidlertid også henregnet en fornærmet vise, som åndemaneren Naj ak møntede på en hjælpeånd, som havde svigtet ham. En magisk vise er også troldkvinden Kâkâqs forsøg på at give nyt liv til en tupilak - det magiske fabeldyr, som troldkyndige skabte og nærede og siden sendte på en fjende. Da Helga fra Tiniteqilâq (Kâkâqs datter) sang denne tupilak-vise lød en normalstrofe således:

[nodeeksempel]

En af ejendommelighederne ved denne melodi turde være, at hovedvægten lægges på midtertonen, der tilmed er finalis. En tendens i denne retning kan konstateres i mange af de østgrønlandske tretonemelodier (som på deres side optræder med særlig hyppighed inden for grupperne af magiske sange og af kvindesange). Allerede eks. 3 gav os en prøve på midtertonens betydning for tretonemelodierne, men da denne melodis finalis ikke angiver visens afslutning (der fortsættes med dramatiske udbrud), må dette eksempel antagelig behandles med forsigtighed.

En ambitus på enten en let forstørret kvint eller en lille sekst forekom flere gange i viser af magisk eller eskatologisk indhold.

Af magiske sange har jeg 16 optagelser.

KAJAKSANGE. BÆRPLUKNINGSSANGE. Kajaksange omtales både af Thalbitzer og af Leden. Det er dog usandsynligt, at de nogensinde har udgjort en genre for sig. Samtlige meddelere benægtede i hvert fald dette på Øst-Grønland i 1961. De sange, der blev sunget på kajakfarter — eller af kvinderne under bærplukning - var sange fra det normale repertoire, gerne hørende til trommesangsgruppen. Det er i øvrigt også tankevækkende, at samtlige de af Leden transkriberede kajaksange er sange uden ord, altså hvad eskimoerne kalder »time« (udtales nærmest: dimmï).

TROMMESANGE. Trommesange er den normale danske betegnelse for sange, som principielt skal fremføres med trommeakkompagnement. Men trommesangene udgør ikke simpelthen en genre - de kan opdeles i mange genrer med tekstindhold og social funktion som de væsentligste opdelingskriterier. Genreopdelingen er eskimoernes egen.

Min optagelsesstatistik er på dette felt endnu behæftet med ret store usikkerhedsmomenter. Det har ikke altid været muligt med fuld sikkerhed at afgøre, om en trommesang henhørte til én gruppe eller til en anden.

Den store del af trommesangene har tilknytning til sangkampe.

a. Udfordringsviser. Udfordring til sangkamp kunne ske ved hjælp af en vise, der blev sunget for den udfordrede. Det hændte også, at man ved en vise mindede den udfordrede (eller udfordreren) om den forestående kamp.
2 af mine optagelser er udfordringsviser.

b. Tekstløse viser. Sange, der kun benytter sig af lyde som a ja ja og lign., kaldes »time«, hvilket betyder »krop«. Sådanne rene melodier kunne selvsagt synges ved mange lejligheder. Ovenfor er nævnt, at sange under kajakfarter sikkert meget hyppigt var time'r. »Time'r kan bruges til al slags arbejde,« sagde Gundine. »Teksterne kommer kun på, hvor der er masser af mennesker.« I gamle dage havde time'r fast plads i sangkampceremonierne, idet udfordreren og den udfordrede begge - før den egentlige dyst tog sin begyndelse - sang deres viser som »time« til de tilstedeværendes orientering.

10 af mine optagelser hører til timegruppen.

c. Nidviser. Udfordrerens nidvise og den udfordredes svarsang udgjorde sangkampfestens centrale led. De kunne i øvrigt i enkelte tilfælde efterfølges af to gensvarsange.

Udfordrerens vise var fuldt udarbejdet i forvejen. For svarvisens vedkommende gjaldt ofte kun delvis det samme. Ofte var plads holdt åben for de improvisationer, angrebsvisen måtte give anledning til.

Visernes melodier var ikke komponerede af sangkæmperne. Der benyttedes allerede kendte melodier. Da tilhørerne gennem de sungne time'r var blevet underrettet om, hvilke melodier der var blevet udvalgt, kunne de synge med på omkvædet. Dette var en nødvendighed, idet sangkæmperen, medens melodiforløbet fortsatte, skulle fremkomme med uartikulerede, lattervækkende eller frygtindgydende udbrud.

112 af mine optagelser er nidviser.

d. Drilleviser. Tipalersît kaldes de godmodige drilleviser, hvor sangeren - gerne improviserende inden for en given ramme én efter én trækker tilstedeværende ud af kredsen og siger ham eller hende en pudsighed. Tipalersît blev i forbindelse med sangkampfester sunget for at markere festens afslutning (der normalt fandt sted, når solen stod op). De blev sunget af slægtninge til de to sangkæmpere.

13 af mine optagelser er tipalersît.

* Af trommesange uden tilknytning til sangkamp findes også flere grupper. Et særfæno m^n r»r e. Arvesange. Eskimoernes historiske oplysninger er gerne yderst troværdige, og om det store antal af viser kan gives nøjagtige oplysninger om digteren såvel som om tid og sted for den første fremførelse. Er sangen imidlertid så gammel, at digterens navn er glemt, kaldes den en »arvesang«. Så vidt det har kunnet konstateres, er imidlertid arvesange altid lig med »anonyme nidviser«.

17 af mine optagelser er arvesange.

f. Lyriske sange. Den lyriske trommesang eller stemningsvise er en yndet genre. Teksten kan være rig på naturbilleder, men rummer dog gerne tillige en tanke. Også en eskatologisk vise om verdens undergang (»Den dag, hvor himlens stolper går af deres sammenføjning. Hvem vil da være henne at kigge?«) henføres under de lyriske sange.

36 af mine optagelser er lyriske sange.

g. Krænkeviser. Krænkevisen kan til nød sammenlignes med det nordiske »stev«. Den rettes mod én eller flere - ofte under en sangfest. I modsætning til, hvad tilfældet var med nidvisen, er den eller de, der angribes af krænkeviser, ikke adviseret i forvejen. En mandglad kone rejste sig for eksempel engang og harcellerede i en vise over, at folk hviskede om hende i krogene. For tingene skal siges højt og ligeud.

10 af mine optagelser er krænkeviser.

h. Udklædrimgsviser. Kraftigere formede drilleviser, men vistnok især viser, hvor sangeren udklædt og måske med fordrejet stemme synger for at aflede onde ånders opmærksomhed fra andre begivenheder, kaldes Uvâjêrneq.

Jeg har 3 optagelser af sådanne viser.

i. Fortællingsvise. I mange eskimofortællinger forekommer sange eller rytmeslag på tromme.

10 af mine optagelser rummer fortællingsviser o. lign.

j. Fremmede viser. Odin fra Sermiligâq sang for mig en vise, han havde lært af en thulebo, der omkring 1930 kom til Angmagssalik-distriktet som Knud Rasmussens rejsefælle.

Melodien havde denne form:

[nodeeksempel]

De ovenfor anførte 10 trommesangs ar ter angiver tekst- eller funktionsgenrer, ikke musikgenrer. I enkelte henseender kan man nok finde musikalske kriterier til at foretage en grovinddeling i overensstemmelse med tekstgenrerne. Men stort set må det siges, at fællestrækkene er aldeles dominerende.

Trommesangene er tilsyneladende alle strofiske, gerne med 2, 3 eller 4 fraser for hver strofe. Stroferne kan være yderst regelmæssige, men det hænder dog ofte, at et enkelt afsnit pludselig udbygges i en enkelt eller flere af stroferne. Der indledes så godt som aldrig med en strofebegyndelse, men med en varieret strofeafslutning. En lille koda angiver, at sangen er ført til ende.

Kodaen ser uvægerlig sådan ud: Normalt benytter trommesangen sig af fra tre til seks toner. Sangens skelet består dog i alle tilfælde (bortset fra det i eks. 2 skitserede) af tre toner. Interval forholdene kan variere fra sang til sang. Og intervallerne kan langsomt ændre sig i løbet af en sang hyppigst bemærkes en stigning for midtertonens vedkommende. Eskimoerne har ikke melodigivende instrumenter og tænker anta gelig derfor ikke i faste intervaller (endsige i skalaer), men i »grafiske forløb«, stigninger og fald. I konsekvensen heraf skulle to melodier kunne være identiske på trods af forskelligartede intervalforhold.

En nærmere redegørelse for trommesangens strukturer vil imidlertid falde uden for rammerne af denne rapport.

To eksempler på trommesangsmelodik skal gives. Det første eksempel må betegnes som typisk, men viser os også en af de mest benyttede melodier:

[nodeeksempel]

Det andet eksempel er ikke typisk, men tjener til at vise, hvorledes eskimoerne er i stand til at skaffe musikalsk variation i et repertoire, helt og holdent bygget på ganske få melodiske figurer.

[nodeeksempel]

Det bør sluttelig nævnes, at det faldende pentakord dominerer så godt som alle østgrønlandske trommesangsmelodier. Har en melodi seks tonetrin, er de fordelt således:

[nodeeksempel]

TROMMERYTMER. Normalt akkompagneres trommesang af trommerytmer.

Trommen er i dag eskimoernes eneste originale instrument. Endnu for nogle årtier siden kendte angmagssalik'erne imidlertid også svingtræet, raslen og en fløjte med membranskind stukket gennem blæsesprækken. Trommen er en rund, let oval rammetromme. Skindet er gerne fra isbjørnemave, fra sælmave eller fra spiserør af hvalros.

En enkelt gang var membranen af plasticgummi fra en vejrballon. Med trommestikken slås på rammen, ikke på membranskindet.

Mændenes trommerytmer er tre i tallet. I eks. 11 angives a) normalrytmen, når sanger-spilleren sidder ned, b) rytmen, når han danser almindelige viser og c) rytmen, når han danser viser med tilknytning til en sangkamp.

[nodeeksempel]

De angivne fire rytmer danner ostinatofigurer under sangene. De udføres ikke med matematisk præcision, men udfra hvad man måske tør kalde en kropslig eller organisk fornemmelse. Sangerens dans følger trommerytmen. Forholdet mellem sang og trommerytme synes derimod at være mere kompliceret.

Jeg har 5 optagelser med demonstration af trommerytmer, trommeslagteknik o. lign.

SANGLEGE. Blandt børn i Angmagssalik har jeg optaget enkelte danske og grønland ske sanglegsmelodier. Gammelgrønlandsk var den i eks. 13 anførte.

[nodeeksempel]

Tretonemønstret fremtræder her rent og som det i sådanne tilfælde er normalt - med fremhævning af midtertonen.

NYERE MUSIKFORMER. I kirkerne synges gerne to-stemmigt, når salmesangen er akkompagneret af harmonium, og ellers firstemmigt. Firstemmigheden er identisk med den, der ville være blevet frembragt på harmoniet. Visse steder er oprettet korsangforeninger, hvor der - uden noder og uden dirigent - synges firstemmigt; repertoiret består af åndelige sange.

På harmonika, mundharmonika og guitar spilles dansemusik. Endnu er antallet af disse instrumenter dog ret beskedent.

Optagelsestallet er for denne gruppes vedkommende 28.

ØVRIGE OPTAGELSER. Af åndemanerscener, åndemaningstilråb o. lign. foreligger 4 optagelser. Af fortællinger o. lign. haves 53 optagelser - blandt disse fortællinger findes i øvrigt flere beskrivelser af fremgangsmåden ved gennemførelse af sangkampe.

9 optagelser indeholder trylleformularer, 22 lokkeråb, fangstsignaler o. lign. For en fuldstændigheds skyld skal endelig nævnes, at jeg 5 gange har benyttet en båndrest til at indspille hundehylekoncerter, og at jeg har l optagelse med Lauritz' klokkeringning i Kungmiut samt l optagelse fra afslutningen af et ørredfiskeri ved Kulusuk.

De i denne rapport anførte nodeeksempler er kun skitserede, hvilket vil sige, at der ikke er tilstræbt nogen absolut nøjagtighed i nodelængdeangivelser m. m. Alle melodieksemplerne er transponeret således, at den underste tone i det tilgrundliggende tretoneskelet bliver et énstrøget g.

I maj måned starter Dansk Folkemindesamling en ny musikindsamlingsrejse til Grønland. Adjunkt Michael Haus er flyver til Thule, hvor han i tiden indtil ca. 15. august vil besøge eskimogrupperne omkring Qarnaq og på band optage, hvad der endnu måtte overleve af traditions givne sange.

Årgang 37/1962, nr. 03