Grammofon

GRAMMOFON

JOH. SEB. BACH: Suite nr. 1-4 for orkester.

Bath Festival Chamber Orchestra. Dir.: Yehudi MENUHIN. Fløjtesolo: Elaine SHAFFER. HMV ALP 1822-23 (også stereo).

Den mangesidige violinvirtuos Yehudi Menuhin har med Bath Festival Chamber Orchestre indspillet Bachs fire orkestersuiter, som han former på en meget indtagende måde. I vore dage hører man oftest enten en gammeldags romantisk og noget sentimental udførelse, eller - endnu hyppigere en moderne, streng og »ortodoks« fremførelse. Denne indspilning holder en velgørende balance mellem disse udførelsesmåder; det ydre apparat er så autentisk som muligt, men tempoerne har ikke den »videnskabelige« stivhed; der musiceres med ynde og charme, og man opdager til sin forbavselse, at denne strenge musik kan virke ligefrem glad, ja smittende i sin munterhed; jeg tror ikke, at komponisten ville have haft noget at indvende mod denne virkning af hans musik. Det lille, udsøgte orkester spiller fortrinligt sammen, og optagelsen er særdeles vellykket. G. S.

RAVEL: Klaverkoncert j or -venstre hånd og klaverkoncert i G-dur. Samson FRANÇOIS og Pariserkonservatoriets orkester, dir.: André CLUYTENS.

Columbia 33 CX 1747 (også stereo).

Columbia har udsendt en ny indspilning af Ravels to klaverkoncerter med Samson François som solist og André Cluytens som dirigent for Pariserkonservatoriets udmærkede orkester. François spiller begge koncerter, både den diverterende i G-dur og den mere dystre og dramatiske venstrehåndskoncert i D-dur, aldeles fortræffeligt. Den sidstnævnte er måske nok faldet bedst ud, dels fordi selve optagelsen af klaveret her er mest vellykket, og dels fordi solisten i G-durkoncerten, og især i dens cantabile mellemsats, er slem til at »klatte«; denne mangel på synkronisering af de to hænders virksomhed, som i tidligere tider var et ofte benyttet udtryk for »følelse«, virker nu som et levn fra klunketiden; af gode grunde er man ikke generet af denne uvane i venstrehåndskoncerten, som da også rent kunstnerisk står sig bedst på denne plade. I øvrigt spiller pianisten klangskønt og med både teknisk og musikalsk overlegenhed, og Cluytens følger ham fortrinligt. G. S.

SCHUBERT: Symfoni nr. 5 og nr. 8 (ufuldendte).

Columbia symfoniorkester, dir.: Bruno WALTER.
Philips A 01503 L.

Man må være taknemmelig for alt, hvad den nylig afdøde Bruno Walter nåede at indspille. Philips har nylig udsendt hans indspilning af to Schubert-symfonier: den ufuldendte og den henrivende lille B-dursymfoni. I udførelsen af den ufuldendte forekommer han mig at være på sin fulde højde; der er den åndfulde frasering, man kender og beundrer, der er klangskønhed og rytmisk disciplin - og den indre styrke, som de ret langsomme tempoer kræver. (Tiderne er: 11.05 + 14.00 = 25.05; da han for ca.

30 år siden indspillede den samme symfoni med Wiener Philharmonikerne, var tiderne: 10.20+11.50 = 22.10, altså omtrent 3 minutter mindre). B-dur-symfonien er også smukt spillet, navnlig midtersatserne, men i ydersatserne, som går usædvanlig langsomt, er der nogle overraskende tempoforskydninger, der på mig virker, som om syntesen momentvis glipper for dirigenten. Men, som sagt, som helhed er udførelsen smuk, og for h-moll-symfoniens skyld er pladen virkelig værd at eje. Både orkesteret og optagelsen er gode. G. S.

SCHUBERT: Symfoni i C-dur (»den store«). Philharmonia orkesteret, dir.: Otto KLEMPERER. Columbia 33 CX 1754 (også stereo).

Klemperer har på en Columbia-pl&åz indspillet Schuberts store C-dur-symfoni med Philharmonia orkesteret. Som altid må man beundre den strenge selvtugt, hvormed Klemperer nærmer sig de store mestres værker; ikke et eneste sted vil man kunne bebrejde ham, at han har trængt sig frem på bekostning af værket; der er både holdning og bravour, klangskønhed og fin præcision, og hans udførelse af den himmelske musik er langtfra kedelig. Men den er heller ikke himmelsk; og mon ikke årsagen er hans meget store beskedenhed og ærbødighed overfor værket? Han vover slet ikke at fortolke det, han spiller det kun. Det er i den ældre musik, og endnu i den wienerklassiske, absolut en dyd, men der er så meget romantik i dette sene værk af Schubert, at man ikke helt kan undvære en fortolkning. Teknisk set er indspilningen fortrinlig. G. S.

MENDELSSOHN: Symfoni nr. 4 (den italienske) SCHUMANN: Symfoni nr. 4, d-moll. Philharmonia orkesteret. Dir.: Otto KLEMPERER. Columbia 33 CX 1751 (også stereo).

Ligesom Bruno Walter på Philips baner Klemperer sig på Columbia støt og stadigt vej gennem de klassiske symfonier. Mens hans udførelse af Mendelssohns tredje symfoni (den skotske) faldt noget tung og beethovensk ud, har han i sin udførelse af den italienske i høj grad haft held til at give udtryk for den elskværdighed, som er en så integrerende bestanddel af Mendelssohns musik. Hans rolige, aldrig forjagede tempoer kommer her godt tilpas. Også Schumanns fjerde symfoni spiller han smukt, omend man måske her stedvis kan savne lidt poetisk fantasi. Men hans udførelse er i al sin redelige nøjagtighed ingenlunde kedsommelig, og orkesteret spiller klangskønt, velafbalanceret og med fint gennemarbejdet frasering. Optagelsen lader det fornemme spil komme fuldt til sin ret. G. S.

BRAHMS: 2. symjoni, D-dur, og Tragisk ouverture.

Philharmonia-orkesteret, dir.: Otto KLEMPERER.

Columbia 33CX 1517 (også stereo).

Klemperers udførelse af Brahms' anden symfoni er præget af hans sædvanlige storladne kraft, hans ro og omhu for detaljen, der dog aldrig går så vidt, at helheden forsømmes.

Hvad man måske kan savne i hans udførelse af dette melodifyldte, lyrisk bevægede værk: er den følelsesmæssige ekspansion, som f. eks.

Bruno Walter eller i tidligere tid Willem Mengelberg har fundet udtryk for i deres gengivelse; men det må blive en smagseller opfattelsessag; kvalitetsmæssigt bevæger Klemperers udførelse sig på et indiskutabelt niveau. I tilgift til symfonien får man den Tragiske Ouverture, som med sin »beethovenske« holdning er lige i centrum af Klemperers speciale - og da også får en pragtfuld udførelse; den anses af mange for et af Brahms' svagere værker; det forstår man ikke, når man hører Klemperer spille den.

Optagelserne er af første klasse. G. S.