Litteratur

Af
| DMT Årgang 37 (1962) nr. 04 - side 127-128

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

LITTERATUR

Komponisten og dirigenten JEAN BINET, 17 octobre 1893 - 24 février I960.
60 s. m. plancher. — Nyon (Schweiz), 1961.

Den højt ansete schweiziske komponist og organisator Jean Binet døde i Genève for to år siden. I erindring om hans livs indsats har Suis a (den schweiziske organisation til beskyttelse af komponistrettigheder), hvor Jean Binet var præsident i en halv snes år indtil sin død, udsendt dette mindeskrift med bidrag af kendte musikfolk som Ansermet, Frank Martin, Nadia Boulanger, Roger Sessions og Dallapiccola m. fl. - Jean Binet, der blev 67 år gammel, har komponeret værker indenfor alle musikkens genrer: teaterog filmmusik, orkesterværker, kantater, kammermusik og sange, hvoraf man dog ikke mindes at have hørt noget her i Danmark, skønt alt tyder på, at han har været en ualmindelig fin og følsom kunstner. Det ses gennem alle bogens bidrag, og ikke mindst i dens sidste, som er en tale, Binet holdt til ære for Ernest Ansermet ved en pressekonference i 19-46. Her sagde han bl. a.: Ofte viser en musiker kun sin intelligens, når han taler ionernes sprog. Hvis han nærmer sig tankernes verden, bliver han et banalt menneske. Jeg har en skræk for denne banalitet - og vil d er j or j o] e mine ord under tegnet af to følelser, som jeg ikke tror er banale: taknemmeligheden og venskabet. De behøver således ikke frygte for, at jeg skal sige dumheder. Senere sagde han: Ingen, der ikke har oplevet det, kan forestille sig det urinstinkt, hvormed Ansermet finder gangen i en musikalsk idé, og hvordan han på få øjeblikke klarlægger den for musikerne. Og hvilken fryd for komponisten, når han en dag ser sit partitur på dirigentpulten og véd, at alle disse tegn om et øjeblik ved en tryllestavs kraft vil frigøre det mysterium, der er gemt i dem. Dette øjeblik kan ingen offentlig opførelse erstatte; det er belønningen for alle skuffelser og fødselveer.
S. B.

Bøger og opera

IRENE GASS: Through an opera glass. 160 s. George G. Harrap, London, 1957.

I korte og ve Idisponerede afsnit gennemgår forfatterinden operaens historie med små aktuelle sidebernærkninger til nutidig frernførelsespraksis. Hun kommer ind på de væsentligste hovedværker og helliger naturligvis engelsk opera et særligt afsnit. I et morsomt lille postlude, der foregår i Covent Gården under en forestilling, munder bogen ud, medtagende en liste over berømte arier, der er indspillet.
B. J.

LIONEL SALTER: Going to the opera. 160 s. Phoenix .house, London, 1955.

På en underholdende måde indføres læseren i, hvorledes en opera bliver til, både i den skabende og den reproducerende proces. Efter nogle korte afsnit om tidligere tiders operateknik kontra vore dages gåes over til operaiscenesættelse uden for teatret, filmopera, radioopera og TV-opera. Forfatteren slutter bogen med at opstille en kronologisk liste over operaer, som man må kende. Her er medtaget en række for os ukendte engelske værker, som vel næppe har interesse uden for England (bortset fra Brittens hovedværker). Begge de her omtalte bøger er rigt illustrerede med smukke scenebilleder fra forskellige operaer. B. J.

HANNS HAMMELMANN: Hofmannsthal. 64 s. Bowes and Bowes, London, 1957.

I serien: Studies in Modern European Literature and Thought har man udsendt et lille studie om Hugo v. Hofmannsthal. Den lille bog, der i øvrigt er overordentligt smukt trykt, synes som litteraturstudie at falde uden for dette fagblads rammer; men af hensyn til den fyldige redegørelse for Hofmannsthals samarbejde med Richard Strauss, såvel som fremhævelsen af digterens store betydning i det centraleuropæiske kulturmilieu omkring ekspressionismens gennembrud, må den velskrevne behandling af disse vigtige forhold i høj grad siges at gøre bogen læseværdig også for musikere og musikinteresserede. B. J.

Bøger og opera IRENE GASS: Through an opera glas s. 160 s. George G. Harrap, London, 1957.

I korte og vel disponerede afsnit gennemgår forfatterinden operaens historie med små aktuelle sidebemærkninger til nutidig fremførelsespraksis. Hun kommer ind på de væsentligste hovedværker og helliger naturligvis engelsk opera et særligt afsnit. I et KAI AAGE BRUUN: Kammermusik fra Haydn til den unge Beethoven. — Thaning & Appels Musikbibliotek.

Innenfor litteraturen av musikalske oppslagsbøker betyr Kai Aage Bruuns netop utsendte bok en verdifull tilvekst. Det er altså kammermusikkens første store epoke med de tre wienerklassikere forfatteren tår opp til særlig behandling. Efter et kort innledende kapittel hvor det gjøres rede for kammermusikkens egenart, dens fremvekst og ytre kår, behandler han i det neste dens historiske forutsetninger og de viktigste stildannelser som førte til den klassiske sonateform. Den vesentligste del av boken er selvsagt viet komponistene og deres verker. Forfatteren nøyer seg ikke med en tørr oppramsning av verker og årstall, men gir en levende og fint forstående fremstilling av det hele idet han betrakter de enkelte verker som ledd i en større sammenheng - hvilket selvsagt er det eneste riktige. De mange noteeksempler - ialt 212 - som ledsager teksten betyr et ytterligere pluss til fremstillingen. Jeg skulle anta at både leg og lærd vil ha betydelig utbytte av denne boken som innenfor en forholdsvis begrenset ramme gir kunnskap og utsyn.

C.B.

HAMPUS HULDT-NYSTRØM & EGIL NORDSJØ: Toner og tonekunst. Musikkorientering for ungdomsskole og gymnas. — Børrehaug & Co.

Oslo 1961.

Norsk musikklitteratur er ikke rikholdig, og det er både med giede og spenning en åpner en ny norsk bok om musikk. Huldt-Nystrøms og Nordsjøs nye bok er først og fremst tenkt som lærebok til bruk i skolene, men har også interesse utenfor disse kretser. Den er meget innholdsrik. En finner avsnit om elementær musikklære, almen musikkhistorie, stemmebruk, instrumentkunnskap, formlære og norsk musikkhistorie. Det er rimelig nok at en bok som skal omfatte så mange forskjellige emner kan bli av ujevn kvalitet. En spør uvilkårlig om det ikke hadde vært en fordel å dele boken opp i 3-4 mindre hefter som kunne kjøpes hver for seg. Da kunne f. eks.

de lesere som bare har bruk for de musikkhistoriske avsnittene få kjøpe disse, og ikke være nødt til å betale for noe de ikke har bruk for. I det hele er det det musikkhistoriske stof Tet i boka som har størst interesse, i alle fall utenfor skolekretser.

Herfinnes da også endel gode avsnitt. Særlig må fremheves fremstillingen av den almene musikkhistorie før 1600. I en grei og lettlest form finner vi her en forbausende stor mengde godt stoff. Giedelig er det også å finne en så god og riktig periodeinndeling.

De senere deler av musikkhistorien er langt svakere behandlet. Selv om plassen naturligvis er begrenset i en slik bok, kunne en i alle fall ønske seg noe mere musikkhistorie og noen færre anekdoter.

Disponeringen av plassen synes også litt underlig. Ingen skal misunne Mozart 4% side i framstillingen, men selv om man ikke er noen Wagner-beundrer, har en på følelsen at denne komponist burde nevnes noe mere enn i en bisetning. Noe trøst er det jo at man i slutten av formlæren finder en lengre musikkhistorisk fremstilling. Her finnes noe mere stoff om Wagner (ca. l side) og adskillig annet som savnes i den almene musikkhistorie. Men hvorfor er ikke dette satt inn der det hører hjemme, i den musikkhistoriske fremstilling? I kapitelet om norsk musikkhistorie er det også den første delen som er best. Her er det bare den knapt tilmålte plassen man må beklage. Hele avsnittet er på 21 sider, og derav går 4 sider til illustras)oner. Den norske musikken burde i alle fall fat dobbelt så mye plass i en slik bok. Videre savner en et avsnitt om norsk folkemusikk. Den har spilt så stor rolle for våre komponister at den burde være behandlet i et særskilt avsnitt.

Riktig nok finner vi under den almene musikkhistorie, i avsnittet om folkeviser litt om de norske ridderviser (ca. 2 sider), men dette er for det første for lite, for det andre bar om en del av folkemusikken, og for det tredje knapt den riktige plass å tå opp emnet.

Forlærekapitelet har flere gode trekk. Også her kan disponeringen diskuteres, men forfatterne har gjort et dristig forsøk på en enkel og ukonvensjoneli fremstilling av stoffet. Formlæren er jo i seg selv ikke så lett tilgjengelig, og en må si at de har oppnådd å lage en ganske lettlest og grei innføring i de elementære deler av formlæren. De forholdsvis lange historiske fremstillinger burde som nevnt være innarbeidet i den almene musikkhistorien.

De øvrige deler av boken har mindre interesse utenfor skolen. I de fleste til f eller gjeider det at samme stoff finnes behandlet minst like godt i andre fremstillinger på norsk eller et annet nordisk sprak. Hvor anvendelig boka er i skolen kan bare den praktiske bruk vise. Som helhet må det sies: det er en svært sammensatt og ujevn bok, men den har gode avsnitt innimellom. N. G.

Årgang 37/1962, nr. 04