At spille Carl Nielsen II

PETER WEIS

At spille Carl Nielsen II

Kort efter Chaconne skrev Carl Nielsen Thema med Variationer op. 40 - i 1916, et frugtbart år, hvor også »Det Uudslukkelige« blev fuldendt. Her er tale om et regulært variations værk, med et tæt og levende indhold. Det må have moret Carl Nielsen gevaldigt at arbejde med denne musikalske opgave, som han udformer fast og med strålende idérigdom. Man kommer til at tænke på en bemærkning fra ham (i anden sammenhæng i et brev) : »—og jeg komponerer kun når jeg har fest i sjælen.« Det bredt bårne tema opstod en dag, hvor Carl Nielsen havde spillet en del Brahms på klaveret og nu fantaserede herudfra; det har Brahms'k varme og fylde, men samtidig en umiskendelig dansk tone. Temaet begynder i h-moll men slutter i g-moll, og han siger selv herom, at skønt han på forskellig måde forsøgte at føre det tilbage til h, ville temaet selv til g. Med sin enkle form og klare harmonigang egner det sig ypperligt som variationsgrundlag (eks. 7).

Værket har 3 hovedgrupper, hvoraf den midterste er bygget over en af variationerne (var. 7), en metamorfose af hovedtemaet, der har tilstrækkelig vægt og selvstændighed til at blive det harmoniske grundlag for de følgende 3 variationer. Den første gruppe får fra en rolig begyndelse - hvor en enkelt variation former sig som en fint gennemført 2-stemmig kanon - efterhånden en livlig, pågående udvikling, og da variation 7 efter et par iltre variationer med et hidsigt slutningsudbrud træder ind i sine dybe akkorder, føler man højtid af samme art som under stille messingblæserpartier i f. eks. Sagadrøm eller koral episoden i scenemusikken til Aladdin (eks. 8).

[nodeeksempel]

Dens ro og varme kalder på mere inderlige strofer og løsner for en lyrisk syngende strømmen i det følgende. - Hovedtemaet bliver atter grundlag, nu for et par lette, capriciøse variationer og for det kostelige ostinato, hvor en lille figur, der ustandselig drejer om samme tone, på forskellig måde gør sig gældende i diskanten, medens temaet roligt og værdigt skrider frem i bassen, hvad der fører til stadigt skarpere og mere arrige sammenstød; først på den allersidste tone får det hele sin opløsning, og herom skriver Carl Nielsen i et brev:

»Efter min Idé og ogsaa efter mit Øre staar Figuren som en bestandig Søgen efter en Udgang, et fortvivlet eller komisk Kredsløb for at finde et Hul at forsvinde i. Dette Hul er g-moll, hvor den som Ledetone tilsidst maa, bør og skal smutte ind.« (Eks. 9).

I et symfonisk klangbillede med vidt udblik, i en egen dæmrende og forventningsfuld stemning, lægges der nu op til finalen (var. 15). En markeret akkordudvikling af stor vælde, en syntese af hovedtemaet og den syvende variation, mødes her af skarpe rytmiske figurer, der som lilletrommen i 5. symfoni på alle mulige måder søger at dæmme op for strømmen, en helhed med stærk spændkraft.

Om slutningen, der formes af hovedtemaets første strofe i dens durform, skriver Carl Nielsen til en ven, der havde undret sig over dens karakter:

»Det vilde have været mig en let Sag at lave en vild og effektfuld Slutning; men jeg kom til det Resultat som nu foreligger, fordi hele Værkets arkitektoniske Plan er bedst tjent med en almindelig Slutning. Ser man med et Overblik tilbage paa hele Stykket og erindrer man sig Temaet og dets enkle Struktur, saa maa det være som det er; eller betragter vi Var. 15 som et vildt Forsvar af en Mand, der kæmper med Ryggen mod et Isfjeld og tilsidst, ligesom drukken (ubbrioso) og bedøvet af Kampen vakler bort, saa er det rigtigt, at hele Slutningen skal være »uinteressant«, saasandt en Person (i et Drama), der har kæmpet ud og gaar (sin) Vej, ikke længere bør tilvende sig Hovedinteressen og heller intet Krav har derpaa.«

»Almindelig« er slutningen nu langt fra. Efter at alle variationerne - som temaet - har haft g-moll slutning, giver den varme h-dur - nu endelig! - her en tryg følelse af at »komme hjem«, fast grund under fødderne og sundt, roligt overblik. Variationerne har hver sin stilistiske idé og er klavermæssigt sjældent afvekslende; hver variation kræver sin spillemåde. For at det klare musikalske arbejde skal komme til sin ret, står Tema med Variationer sig ved at blive spillet med en vis konstruktiv glæde, mere bevidst formende end Chaconnen, men sans for stemning og karakter er - som altid når det gælder Carl Nielsen - (mindst) lige så uundværlig.

Carl Nielsen anså ikke sin musik for »stilfuld, klassisk« - og sådan skal den bestemt heller ikke spilles, - men uden at støde ham må man sige, at Thema med Variationer er en »klassiker« med sin naturlige plads blandt litteraturens store variationsværker.

* Der går nu ca. tre år, før Carl Nielsen atter skriver for klaver, et værk, der både tonalt og i rytmiske og instrumentale virkninger rummer stærk fornyelse og peger frem mod hans senere værker som den 6. symfoni og klarinetkoncerten. I suiten for klaver op. 45 (»den luciferiske«) har Carl Nielsen ikke foresat sig at arbejde ud fra et givet musikalsk princip, men har skrevet løs med fantasi og følelsesstyrke. Et stykke af stærke kontraster og frodigt indhold. Formen er ukonventionel. Suiten består af seks satser, hvoraf 1., 3. og 6. sats er vægtige hjørnestene, - de tre øvrige kortere karakterstykker. I stof og karakter er satserne ganske forskellige og danner dog en stærk helhed.

Der åbnes lyrisk og nynnende i en roligt glidende melodilinie - men kort efter stikker et lille kromatisk lurende motiv hovedet frem, mødes af drilske figurer i sære modulationer, og som en glød der stadig pustes til, blusser det op i en kraftig ild. Nu griber et rytmemotiv ind i bassen, bider sig fast og gentager sig stædigt efter at alle figurationer er ophørt; lidt efter lidt aftager dets energi, og strømmen finder et øjeblik hvile i dybe akkorder - men rytmemotivet dukker frem igen i en sidste kort opblussen (eks. 10) og dør hen i dumpe slag. Ganske stille, og som den naturligste sag af verden, træder nu den allerførste melodi mildt smilende ind; i fine afskygninger og i melodisk og harmonisk ekspansion stiger den til et syngende højdedrag, finder stærke følelsesudtryk og falder gennem rytmiske stød til ro i en åben, en smule afventende durklang.

Anden sats er i sin stillestående klangkunst og spinkle melodik et ret sjældent stykke hos Carl Nielsen. Impressionistisk men ikke fransk i tonen, klangfarverne er sprøde og dog lidt lune som hos de fynske malere. - I sammenhængen kan dette stykke ikke undværes som et naturligt klangligt og følelsesmæssigt hvilepunkt i suitens forløb.

Molto adagio e patético - en magtfuld mol-akkord slår portene op for denne betagende sats. Vi er her i barsk, majestætisk vejr, hvor vældige akkordfølger og frie grupper tårner sig op i gotisk fantasi. Som den største kontrast hertil er det næste afsnit et udtryk for den mest fuldkomne hvile - fredfyldte klange, der nynner blidt og gynger let (eks. 11).

[nodeeksempel]

Her vegeterer naturen i salig fylde - til fladen atter kruses og efterhånden glider over i førstedelens storslåede og patetiske karakter. Reprisen er fortættet, og enkelte akkorder går én til marv og ben, men vi får atter lov til at hvile i rolige egne, og satsen slutter stille.

Når de første rene toner af fjerde-sats, Allegretto innocente, lyder, er vi i et barns uskyldige verden, luften er klar og let, problemer fjerne. Man kan tænke sig en dreng, der drysser rundt en sommerdag, leger lidt, kaster et par småsten, falder i staver over det ene og det andet, løber smådansende videre - i fuldendt harmoni med sig selv og naturen (eks. 12). - En lille perle af form og indhold. - Næste sats (Allegretto vivo) hører til i samme verden, kun med en smule livligere glimt i øjet. Lyriske klangfigurer brydes stedvis af temperamentsfulde udfald, og slutningen har sin egen pointe (eks. 13a-b).

Og nu en større dyst, hvor gnister fyger og Lucifer - ild og lys - lurer i baggrunden. Med et næsvist motiv (eks. 14) starter sidste-satsens festlige symfoniske udvikling, der sprudler af rytmisk liv. Her har Carl Nielsen været generøs med taknemmelige klaverpassager og klangfigurationer, alt over enkle og kraftige musikalske ideer.-----Det hemmelighedsfuldt fortællende sidetema ulmer længe farves i en polytonal variant - og vinder til sidst energi til en fortissimo-indsats (eks. 15), der bruser op mod en befriende udløsning. Langsomt åndes ud, og over dybe, alvorlige akkorder træder en pianissimo dur-klang ind med lys og fred. Her kunne man dvæle længe - men det første lille motiv lister sig frem igen fulgt af en pudsig modfigur, og der pusles i et fint'Spindelvæv, til der atter er samlet friske kræfter og hovedtemaet sætter beslutsomt ind under kaskader af løb, der skyller ned over klaveret. Sidetemaet erindres, og efter dets sidste, højtidelige akkorder føres vi i klangligt festfyrværkeri til en begejstret og ildfuld apoteose, hvor temaet til sidst hamres fast med syvtommersøm.

Til suiten skrev Carl Nielsen selv dette forord, der viser hans sans for klaverets væsen og især kaster lys over den tolkendes kunst:

»Oprindelig havde jeg tænkt mig at tilføje denne Suites titel Ordet »Luciferisk«, men da dette Ord indebærer Faren for en ensidig Opfattelse, vil jeg hellere antyde, hvordan de seks Musikstykker kan opfattes. Jeg siger udtrykkeligt: kan opfattes, ikke: skal opfattes, thi enhver talentfuld Kunstner maa have Rum og Frihed for sin egen Opfattelse, og man ser jo saa ofte i den udøvende Kunst - Musik, Skuespilkunst - at noget ufordelagtigt som et Under kan vende sig til en Fordel - netop et af disse besynderlige Fænomener, der ofte forlener Kunsten med et vidunderligt Liv.

Hvis jeg var Klaver kunstner, ville jeg omtrent udføre mit Opus som følger: Den første Sats Begyndelse noget kold og sprød i Tonen og i et roligt henflydende Tempo. Ved »un poco meno« - Tempoet vel noget langsommere, men med mere indre Liv. Ved »con fuoco« meget inderligt. Anden sats: »poco moderato« med den sarteste Klang og udsøgt Anvendelse af Pedalen, ligesom lyttende. Tredie Sats med overlegen Ro og Kraft, og paa nogle Steder, f. Eks. Takt 5 o.s.v. og Takt 20 o.s.v. med et vist brutalt Lune. Fjerde Sats med et fuldstændig køligt og krystalagtigt Foredrag uden Spor af »Gefühl«, men med udsøgt Klang. Femte Sats giver sig af sig selv. Den sjette Sats helt igennem med en Baggrund af dæmonisk Stemning, som driver den udøvende til stærke Kontraster og heftige Akcenter.«

Hver sats har helt sit eget liv både stofligt, tonalt og karaktermæssigt, men samtidig er der en naturlig indre sammenhæng, - personlighedens præg.

Suiten vil kunne få mange i tale ved sit rige indhold, elementære følelsesudtryk og umiddelbare virkning. - Her har Carl Nielsen villet skabe et stort klaverværk med udnyttelse af instrumentets muligheder, og med sin herlige sans for instrumenter og deres egenart (man tænker f. eks. på violin-, klarinet- og fløjtekoncerterne) har han her skrevet et pragtværk for pianister.

[nodeeksempel]

Klaverstilen er frisk og original, fri for konventionelle spilleformler og frodigt afvekslende. — Når man spiller Carl Nielsen, tænker man aldrig på, at han ikke selv var nogen ferm pianist. Man har fuldt op at gøre og spiller sig varm ved den levende variation og opfindsomhed i det instrumentale, som altid er rent musikalsk betinget, udtryk for stærkt musikalsk liv.

Samtidig fornægter symfonikeren Carl Nielsen sig ikke. I sine større klaverværker vokser han i stykkets forløb udover klaveret og ind i orkestret. En latent ekspansionskraft fører, især mod slutningen, til stor orkestral udfoldelse, der frigør, åbner og løfter.