uden titel

Om Bach og Jürgen Uhde

Kære Liselotte Selbiger!

Jeg har desværre aldrig overværet Jürgen Uhdes foredrag og fortolkning af den nyere musik, som De udtaler Dem så anerkendende om. Men jeg hørte hans foredrag med demonstrationer af »den ukendte Bach«, en fejlagtig titel, hvis oprindelse blev forklaret af formanden.

Mon jeg skulle være den eneste foruden Ilse Meyer, der ikke savnede »den dybe indsigt og medleven, som ellers præger Jürgen Uhde, når han bevæger sig inden for sit specielle område«?

Hentede han da netop ikke Bach henover alle tider og instrumentformer og kom han ham ikke således imøde, at vi oplevede noget af det mest levende og medrivende Bachspil?

Lad os se objektivt på det: som en stakkels pianist, der aldrig har haft lejlighed til at sætte sine fingre på et cembalo, har jeg aldrig kunnet begribe, hvad det var der gjorde, at der kunne være så stor forskel på de forskellige cembalisters spil, når man nu vidste - ikke sandt - at tonerne ikke kunne nuanceres?

Dette har De selv, fru Selbiger, forstået at klarlægge i et par artikler her i bladet, og som jeg har forstået således, at et bevidst og meget behersket rubato (som ville være utænkeligt på klaver) og som kræver rytmisk nerve og suverænitet, er det afgørende. Og hvilken oplevelse er det ikke, når man har forstået dette, at høre Goldberg-variationerne og »den italienske« på cembalo spillet af en af de indviede. Jeg mener ikke, at der var noget, der tydede på, at Uhde betragter de gamle instrumenter som værende ringere end klaveret, han har vel blot ment, at Bach fulgte med i klaverets videre udvikling og måske kom det lidt i møde - hvorfor ikke? Og glem ikke, at Uhde netop sagde, at de to nævnte kompositioner ikke egnede sig for klaver (og det er så sandt, så sandt).

Mon det ikke er vanskeligt overhovedet for en cembalist at høre Bach-spil på klaver med glæde? Det omvendte er som bekendt også ofte tilfældet! Der skal altså god vilje til på begge sider!

Men tilbage til Jürgen Uhde. Hans Bachspil står altså for mig som det helt uangribelige. Ganske vist heftede også jeg mig ved hans påstand om, at man ikke behøvede at frasere og artikulere så tydeligt på klaver, da vi jo har dynamikken. Jeg prøvede det med nogle af eleverne, men vendte hurtigt tilbage til min sædvanlige nidkærhed i den retning.

Men fri os for at høre de samme værker skiftevis på klaver og cembalo, og diskussionen har vi hørt før. Lad os ikke fortolke Bach, men spille ham. Det er da vist netop også Deres mening, ikke sandt?
Deres hengivne Anna Veibel.

Fru Selbigers svar — se næste side.

Kære Anna Veibel! Deres brev kom ikke uventet for mig. Man må jo være forberedt på at blive angrebet, når man offentlig træder frem med en mening, der er anderledes end majoritetens. De har åbenbart overset, at jeg slet ikke er modstander af Bach-spil på klaver. Desværre bliver man som oftest på forhånd bedømt som fanatiker; det ligger i sagens natur, når man udadtil kun er kendt som cembalist.

Det vil måske undre Dem at høre, at jeg ikke kun har samme pianistiske uddannelse som Jürgen Uhde, men at vi ovenikøbet i Berlin har haft samme lærer - Leonid Kreutzer - som har præget sine elever, som kom fra hele verden, for livet. Jeg bilder mig derfor ind at være lidt kompetent også hvad angår klaverspil, især da jeg gennem undervisning har bestræbt mig på at vedligeholde det ved siden af mit cembalospil.

Mine artikler om cembalo- og clavichordspil var — efter aftale - udelukkende tænkt som en beskrivelse af instrumenterne og forskellen i deres behandling. Alt hvad der vedrører stil (»fortolkning« som De kalder det i lidt nedsættende betydning), var bevidst udeladt, da jeg agter at komme tilbage til denne væsentlige side af sagen - og dermed bevisføring for mine påstande - ved given lejlighed.

Hvad endelig Deres lidt uelskværdige: ».. . fri os for samme værker...« angår, så er idéen ikke min. For mange år siden gennemførte Herbert Rosenberg og jeg på opfordring af Finn Høffding under stor tilslutning en aften på Musikkonservatoriet, hvor jeg til Rosenbergs foredrag demonstrerede, hvordan man med forskellige midler opnår omtrent samme virkning på cembalo og klaver. Netop for kort tid siden læste jeg anmeldelsen af en nylig udkommen tysk grammofonplade, som behandler denne idé: udførelsen af de samme værker på henholdsvis Clavichord, cembalo og hammerklaver med kommentarer. Jeg kender ikke denne plade, men tanken er altså af mere vidtgående interesse, end De tror.
Med venlig hilsen
Liselotte Selbiger.

Ungdom musicerer

Det var en stor oplevelse at se og høre den gruppe unge elever, 15-20-årige, fra Stådtische Jugendmusikschule, Leverkusen, som Mp F i samarbejde med de tre sanglærerforeninger havde foranlediget et møde med på Emdrupborg lørdag den 7. april. Det var hovedsagelig prøver på musik af Carl Orff, Hans Ber ges e og Ebehard Wer din (skolens leder), eller bearbejdelser af disse, vi fik at høre.

Flokken var sammensat af blokfløjter ( + klarinet og obo), strygere (fidler og cello), stavspil (xylofon, metallofon, klokkespil) og slagtøj. Dertil kom, at medlemmerne også kunne synge.

Vi hørte om eftermiddagen, hvorledes disse grupper på interessant og smuk måde udnyttedes enkeltvis eller kombineredes til registrering i original barokmusik, vi hørte instrumenterne sammen med sang i »Volkslied«-arrangementer.

Om aftenen fik vi prøver på nutidig musik, dels i originale satser for dette instrumentarium, dels arrangeret musik, bl. a. festlige bearbejdelser af stykker fra Béla Bartóks »Für Kinder« og »Mikrokosmos«. Et af højdepunkterne var Hans Posers »Kleine Serenade«, oprindelig for altfløjtesolo og guitar, men her med guitaren erstattet med xylofon og metallofon. Det var et stykke fuldt af ynde og charme, overlegent spillet, trods mange rytmiske vanskeligheder, og med en skønhed i blokfløjtens tone, som vi - og ikke mindst blokfløjtens modstandere - har godt af at høre. Blokfløjten er et ædelt instrument, det blev her tydeligt bevist. Til slut fik vi nogle imponerende improvisationer over europæiske folkedanse, der ikke var uden påvirkning af jazzen.

Og så er denne Spillegruppe, hvor spilleglæden gav sig udslag i smil og frigjort spændstighed og rytme, kun tænkt som en slags forskole til »rigtige« orkestre og kammerensembler, idet alle medlemmer også spiller et klassisk instrument. Dette smukke resultat er udbyttet af elevernes fritidsarbejde ro timer ugentlig på en kommunal ungdomsmusikskole, hvor de selv betaler et ret ringe honorar.

Man kan godt føle en lille smule misundelse.
Georg Berggreen.

Fængslende besøg fra Ungarn
Man ærgrede sig over, at så få af foreningens medlemmer havde forstået betydningen af det initiativ, bestyrelsen havde taget ved at indbyde bibliotekaren ved Musikakademiet i Budapest, fru Margit Prahacs, til at fortælle om Bartók og Kodåly onsdag den 25. ds. i Konservatoriets sal. Og man skammede sig over den ligegyldighedens ånd, der synes at råde på Konservatoriet, der dog var medarrangør af foredraget - kun et par af institutionens lærere og ikke én af eleverne var mødt op. Men man glemte snart ærgrelse og skam for bare at lytte. Man skulle nu lytte godt, for det er ikke nemt at forstå tysk eller rettere sagt østrigsk, når det tales med ungarsk accent, og fru Prahacs talte tilmed så sagte, at en mikrofon ville have været på sin rette plads.

Naturligt nok dvælede fru Prahacs især ved den pædagogiske side af de to mestres værk. Bartók følte sig ikke kaldet til at undervise, men retlinet og samvittighedsfuld som han var, blev han en ypperlig musikalsk instruktør - virtuoser interesserede ham ikke, dem overlod han til kolleger, der gerne høstede lavrbær på deres elevers tekniske fermhed. Gribende var det at høre om den unge pige, Ditta Pasztori, der først blev Bartóks elev og siden hans anden hustru. Det var dog med videnskabsmanden Bartók, fru Prahacs mest samarbejdede. Som forsker mødte Bartók megen modgang. Han påviste jo, at sigøjnermusikken ikke er identisk med den ungarske folkemusik, men som oftest kun en artistisk anrettet underholdning, den ægte folkemusik fandt han og Kodåly hos bønderne, og det har næppe behaget de adelige godsjere i 20'ernes og 30'ernes Ungarn at erfare dette. Også fru Prahacs fik sin andel i lussingerne, hvad hun muntert vedgik.

Kodály var og er derimod den fødte pædagog og folkeopdrager. Palestrina var den basis, hvorpå han byggede sin undervisning ved Musikakademiet, og endnu før Knud Jeppesens lærebog i kontrapunkt forelå i tysk oversættelse, brugte han den til sine kompositionselever, der værsågod havde at lære så meget dansk, at de kunne forstå den! Men Kodåly vidste, at man ikke kan skabe musikkultur oppefra og ned, derfor blev arbejdet med børnene i skolen hans hovedinteresse - og i dag har hans principper for skolesangen sejret i den ungarske folkeskole. Aftenen sluttede med, at fru Prahacs med grammofonplader gav eksempler på den vidunderlige rigdom af børnesange, som Kodåly har skænket sit folk og dets ungdom.

Det blev en smuk aften i samvær med en fin og følsom personlighed, der fængslede os, fordi hun selv var så åbenbart grebet af sit emne.
Walter Zacharias.

Legatforening

Da det jo er en kendsgerning, at de legater, der er til rådighed for musikstuderende, der endnu ikke har gjort sig bemærket ved en eller anden form for offentlig optræden, må siges at være utilstrækkelige, idet de ikke dækker så mange af de studerendes udgifter, at de kan passe deres studier i ro uden at skulle ofre urimelig megen tid på ekstrajobs, har jeg fået den tanke, at der kunne skabes bedre kår for studerende på et tidligere tidspunkt af deres studietid, end det hidtil har været tilfældet, gennem en legatforening. Eventuelt interesserede i en sådan skulle støtte den med et lille månedligt bidrag, der efter fælles overenskomst kan ansættes til imellem 2 og 5 kr. pr. måned for hvert medlem.

Det var så min tanke, at pengene, der skaffes ind ved dette månedlige kontingent, skulle uddeles én til to gange om året til virkelig talentfulde studerende uanset alder, køn og studieretning inden for musikken.

Det er nemlig en misforståelse at mene, at en virkelig begavelse også vil kunne kæmpe sig igennem en hård studietid med anstrengende ekstrajobs uden men, ligesom det er forkert at mene, at de udøvere, der på et tidligt tidspunkt viser forbavsende teknisk færdighed, nødvendigvis også bliver dem, der vil kunne skaffe os de højeste kunstneriske nydelser.

Eventuelt interesserede bedes rette henvendelse til mig ved enten at ringe eller skrive, og sige, hvor stort et månedligt beløb, der ønskes ydet.

En meget stor støtte for mig ville det være, hvis bladet »Musikpædagogen« ville modtage eventuelle meddelelser til medlemmerne, hvis tanken kan realiseres, da det sikkert ville være bedst, dersom der kunne afholdes nogle møder med de musikere, der eventuelt vil henvende sig til mig, at der kan drøftes, hvem der bør sidde i den dommerkomité, der skal udvælge egnede kandidater til de eventuelt opsparede midler.

BIRGIT THIEDE,
Hostrups Have 38 4,V.
Luna 821 (bedst hverdage inden 12 30)

• Musikpædagogisk litteratur

HARALD BJERG EMBORG & HANS JØRGEN HEYN: '»Spil rigtigt uden noder«. To lærerhæfter, fire arbejds-hæfter og en arbejdsmappe. - Jul. Gjellerups forlag, København.

At Carl Orffs Schulwerk har stået model til foreliggende arbejde, vedgår udgiverne selv i deres forord med den motivering, at bl. a. den Orffske samling med sine tyske vers og remser ikke henvender sig til danske børn. Desuden mener man, at sværhedsgraden i Schulwerk hurtig iler forbi, hvad vi herhjemme kan forvente at opnå i den tidligste musikundervisning i skolerne. Meningen med arbejdet er, at børnene gennem aktiv træning af de forskellige musikalske elementer, rytme, melodi skal nå frem til at beherske et nodebillede og stemmernes sammenstilling i et partitur. De fire arbejdshæfter, der er tiltænkt eleverne, rummer tomme felter, der skal anvendes til de i arbejdsmappen medfølgende ark, hvorfra brikker skal udklippes. Disse brikker indeholder noder og rytmetegn. Noget af det bedste ved samlingen er dens ganske enkle grundlag; det er nemlig ikke så svært at få begyndt, som det ser ud til. Meget værdifuld synes hæfte 2: At digte, at komponere. Udgående fra vers og remser udbygges den musikalske rytmik gennem legemsbevægelser og rytmeinstrumenter. Til brug ved undervisningen anbefaler forfatterne den »tværgående læsning«, d.v.s. at sanglæreren bør starte med sprogets rytme, rytmik og melodik samtidigt.

Den klare pædagogiske disponering af stoffet placerer dette arbejde i forreste række, hvad man hidtil har haft af elementære grundbøger til brug for skolernes musikundervisning. Man må kun håbe, at dette værk må vinde indpas i landets skoler, så at vi her tillands kan nå frem til en højere musikkultur i skolen, hvor den instrumentale opdragelse ligestilles med den vokale.
B.].

Orkesterinstruktion i Århus
Søndag den 4. marts besøgte violinisten Henrik Sachsenskiold Århus, hvor han for Jydsk musikpædagogisk Forenings medlemmer og andre interesserede demonstrerede, hvordan man instruerer et strygeorkester. På en to-timers prøve om eftermiddagen og en times aftenprøve indøvede man Bachs E-dur violinkoncert, som derefter blev opført ved en »koncert« med Sachsenskiold selv som solist. Desuden spillede han Bachs solosonate nr. l i gmoll. Dagen var yderst vellykket, og man må håbe, at dette arrangement må blive efterfulgt af flere af samme art, og at også folk fra Det jyske Musikkonservatorium, seminariernes musiklinier og Universitetets musikvidenskabelige Institut må gå aktivt ind for foretagendet.
G. S. Gundersen.

Generalprøvekort til torsdagskoncerterne
Medlemmer, der ikke tidligere har modtaget kort til generalprøverne på torsdagskoncerterne i radiohuset, bedes, såfremt de ønsker at få kort til sæsonen 1962/63, snarest indsende meddelelse herom til Mp Fs kontor.

Mp Fs kontor holder sommerferielukket i tiden 15. juni til 13. august.

Musikpædagogisk Forening
Kontor: kl. 9-13 (undtagen lørdag).
Frederiksborggade 50, Kbh. K, tlf. BYen 4021.
Postgiro 26284.
Formand: Henning Bro Rasmussen.
Næstformand: Harald Bjerg Emborg.
Sekretær: Bellis Stedstrup.
Kasserer: Margit Raae.
- Ruth Savery Trojaborg, Friedrich Gürtler. — Ingeborg Strøyberg.

ÅRHUS: Willy Carlo Christensen.

ODENSE: Svend Aage Spange.

Juridisk konsulent: Lrsagfører Helge Christopher sen, Vester Voldgade 96, V.

»Musikpædagogen« udgives af bestyrelsen for Musikpædagogisk Forening under redaktion af et udvalg. Ansvarshavende: Henning Bro Rasmussen.