Ballet- og musik festivalen i søgelyset

Ballet- og Musik Festivalen i søgelyset:

JÜRGEN BALZER

Hvorfor festival?

Hvo alle tjener, far tak af ingen (Peder Syv).

Hvorfor holder vi festival? Ja, svaret skulle jo gerne fremgå af sagen selv, af det formålsbevidste i foranstaltningerne. Når spørgsmålet altså rejses, er det, fordi svaret ikke umiddelbart kan aflæses af linien, den der i år mere end nogensinde gik i siksak med en omgåelse af dansk kunst, der virkede påfaldende ængstelig.

For hvem holder vi festival?

I betragtning af at Turistforeningen for Danmark er så stærkt impliceret, må det vel i første række være for turisterne. Men hvorfor i alverden skulle en musik glad turist tage til Danmark, just til Danmark, i maj måned for at høre den musik der blev spillet ved Den 13. Kongelige Danske Ballet- og Musikfestival? - Det gør han heller ikke. Han tager til Danmark i maj, fordi det passer ham at besøge os på dette tidspunkt. At der så foruden vore andre attraktioner også er lejlighed til at se den berømte Kgl. Danske Ballet samt høre noget musik hist og her, det tager han med i købet. At han er glad for det, skal ikke benægtes, men han kommer her ikke primært på grund af festivalen.

Hvorfor ikke?

Fordi festivalen (trods alle advarsler) sætter sig mellem to stole. Den ene hedder den internationale festival, den anden den nationale. På den første er Edinburgh-festerne typen, på den anden Praha. Vi må vælge, hvilken stol vi vil sidde på. D.v.s. vi har intet valg, for vi kan ikke, har hverken råd eller vilje til at sætte ind på den internationale linje. Det koster nemlig dyrt, både i penge og opfindsomhed at vinde frem til et særpræg på denne linie. Vi må sætte ind på den nationale linie.

Vi, det er i denne sammenhæng de fire partnere i festivalen: Det kgl. Teater, Danmarks Radio, Tivoli og Turistforeningen for Danmark.

Teatrets dispositioner nærmede sig i år stærkt det skandaløse. Ved balletforestillingerne støttede man sig hårdt til korpsets ry, og det bar, trods programmernes gennemsnitligt ringe kvalitet. Et lignende ry kan operaen, fortjent eller ufortjent, ikke støtte sig til. Det for os opsigtsvækkende i Henze-premièren afsløredes i festivalens projektørlys som den rene provinsialisme. Det for os selvfølgelige — »Saul og David« (som udeblev!) - er det for udlændingen opsigtsvækkende. Det kan han nemlig ikke opleve andetsteds.

Ikke et ondt ord om Schwarzkopf og Arrau - forudsat at de blot optræder som kontrastfarver i et stort set rødt-hvidt program. Som trækplastre for en speciel dansk musikfest duer disse verdensomvandrende musikanter ikke. Og nogen dansk solist havde Tivoli ikke fundet det umagen værd at præsentere. Det overlod man til Odense, hvis program overhovedet var det eneste, der lå på den eftersøgte linie.

Radiokoncerten i Tivoli var typisk for den rådende tilfældighed. Det var ganske simpelt en forsinket torsdagskoncert, hvor den dyrebare tid optoges af førnævnte Aarrau plus den danske førsteopførelse af et polsk værk, alt under ledelse af en polsk dirigent. Jamen, så har vi jo demonstreret, hvordan en torsdagskoncert ser ud! Udmærket — for os! Vor udenlandske gæst vil være ligeglad, for det ligner jo til forveksling det, hans hjemlige radio byder ham til daglig.

Men der var jo da ikke mindre end tre koncerter med dansk musik! Ja, det var der. Med »contemporary Danish music«, d.v.s. for størstedelen specialiteter for mandariner. Og så var den så »contemporary«, at den ikke var til at skelne fra al mulig anden »ny musik«. Godt; den skal have sin plads, men den skal ikke have al pladsen, for det er ikke nogen ISCM-festival, vi skal lave. Og det ville heller ikke være af vejen, om kvaliteten var blevet efterprøvet i forvejen. Nyheden er god for os, men den rager udlændingen en fjer, hvis ikke det nye samtidig er af overbevisende kvalitet. Han er jo nemlig ganske uden interesse for udviklingen hos komponist N. N.; det eneste, der interesserer ham, er N. N.s her og nu hørte værk. Derfor skal Holmboe ikke repræsenteres med en sinfonía, men med en symfoni. Anderledes sagt: Repræsentationen af dansk musik skal være central! Og hvis N. N. ikke (endnu) har skabt et i dansk musik centralt værk, så skal han slet ikke repræsenteres.

Det, der manglede, var dansk musik af i går (Carl Nielsen-generationen) og i forgårs (Hartmann-Gade-tiden). For det kan jo være meget godt at vise, at vi er up-to-date, men turister er nu nok mere interesserede i det mere håndgribelige særpræg. Så hvorfor ikke også tage Weyse-Kuhlau med ind i billedet. Også de har jo et par specialiteter at fremvise (men det kræver en smule introduktion via det trykte program, som i år var nødtørftigere end nogensinde før). »Den store dansker« - Buxtehude - er jo som historisk personlighed selvskreven som et blikfang. Men hvorfor er hans fornemste hjemlige fortolker, vor eneste internationalt kendte orgelkunstner, Finn Viderø, så gledet ud?

Det kgl. Kapel foretrak at spille godt under Celibidache i stedet for at spille mindre godt under..... (indsæt dansk dirigents navn efter behag). Det ville vi også foretrække — til enhver anden tid! For under festivalen er det så usigeligt ligegyldigt, om Dvoráks »Fra den nye verden« spilles eller ikke spilles. Den spilles nemlig overalt og somme steder endog endnu bedre end Det kgl. Kapel kan gøre det — selv under Celibidache!

Vokal kammermusik opførtes på Kronborg med »Sestetto Luca Marenzio«. Det var nok mindre godt end tidligere års gæstespil, men hvorfor overhovedet gæstespil? Hvorfor ikke opmuntre fem-seks af vore egne »kammer«-sangere til at danne det nødvendige ensemble? Så kunne festival-komiteen da siges at have været medskabende i dansk musikliv. Hvad er den nu?

Ja, mon vi ikke her er ved pudlens kerne ( den, der i »Faust« viser sig at være »der Geist, der stets verneint«)? Man har en uhyggelig fornemmelse af, at programudvalget tror, det skal være en slags maître de plaisir for tilfældigt tilstedeværende turister. Men det er netop de målbevidst rejsende turister, vi skal have fat i, dem, der søger kunstens særpræg, hvor det er at finde. Og dem kan man kun lokke hid ved at præstere noget med særpræg (tænk eksempelvis på de udenlandske kritikere og Bournonville).

Beror programlægningen på en mistro til dette vort særpræg, så er der to muligheder: Enten er mistroen berettiget, og så bør festivalen lukke - eller den er uberettiget, og så må der andre folk til.