Dagens musik i norden I

Dagens musik i Norden I

FINLAND

SEPPO HEIKINHEIMO

Koncertlivet i fare

Når man vil give et proportionsmæssigt rigtigt billede af musiklivet i nutidens Finland, må man først og fremmest se på den for fremtiden så vigtige reformation på det musikpædagogiske område. Der kan vel næppe herske tvivl om, at et livskraftigt musikliv kun kan trives, hvor der findes et bredt og vågent publikum. At fremtidsudsigterne i Finland i vor tid ikke ser alt for mørke ud, skyldes i første linie fremsynet hos Sibelius-Akademiets rektor, professor Taneli Kuusisto, der i samarbejde med Matti Rautio, lederen af Akademiets skolemusikafdeling, og Olavi Pesonen, musikkonsulent i Undervisningsministeriet, har gennemført en dybtgående fornyelse i hele det musikalske undervisningssystem.

Her vil jeg ikke gå ind på detailler, men kun henvise til, at alle skolebørn indtil øverste klasse i fremtiden vil kunne nyde en omfattende og kompetent musikundervisning.

Men man har også tænkt på den allerede opvoksede generation i Finland. I løbet af få år er der over hele landet spundet et tæt net af forskellige musikalske sommerkurser, som giver undervisning i hvilket som helst musikproblem. Jeg nævner blot her dagene i Jyväskylä, hvor man i begyndelsen af juli finder hele eliten af det finske musikliv, lyttende til foredrag af de bedste hjemlige og udenlandske gæster (Stockhausen allerede to gange), og den betydningsfulde virksomhed i Klemetti-opisto (Klemetti-instituttet), hvor specielt folkeskolelærere uddyber deres musikalske viden. Begge disse kurser fuldstændiggøres af en række koncerter i højeste plan.

Fra kredsen omkring Klemetti-instituttet stammer et foretagende, hvis betydning ikke kan vurderes højt nok. Med Harald Andersen som første protagonist er hele opfattelsen af korsangen gennemgribende revideret i retning mod det mellemeuropæiske stilideal, som med sin »fortyndede« syngemåde stadig vinder større fodfæste og bringer repræsentanterne for den patriotiske, mere »opblæste« end musikalsk forfinede retning i en stadig snævrere forsvarsstilling. Harald Andersens arbejde er forøvrigt velkendt i Danmark. Sidste forår gæstede han Danmark med Klemetti-instituttets kammerkor og fik en stor succes.

Endnu må det nævnes, at Seppo Nummis energisk tilrettelagte idé til musikbiblioteker nu endelig kan realiseres. Efter en ny og kærkommen lovbestemmelse kan samtlige finske biblioteker nu anskaffe grammofonplader, hvorigennem de dele af befolkningen, der bor fjernt fra større musikcentre, kan stifte bekendtskab med den klassiske musik.

Man kan allerede mærke sporene af denne nye musikalske pædagogik. Det af Matti Rautio ledede orkester fra Helsingin Suomolainen Yhteiskoulo (den finske fællesskole i Helsinki) optrådte f. eks. i fjor med stor succes ved ISME-kongressen. Også det af studerende sammensatte kammerorkester fra Sibelius-Akademiet har nået en glædelig standard. Symptomatisk er det tillige, at gennemsnitsalderen hos symfonikoncerternes besøgende stadig bliver lavere.

Til de positive sider hører også, at den musikvidenskabelige skoling ved universitetet i Helsinki efter mange års totale stilstand atter er kaldt til live. Professor Erik Tawastjerna, der for tiden som den bedste finske Sibeliuskender skriver på en endegyldig biografi over stormesteren, har siden sin udnævnelse for halvandet år siden udfoldet en enestående aktivitet, der bl. a. har vist sig i en tidobling af de studerende og i grundlæggelsen af et eksperimentalt tonelaboratorium. Det behøver næppe understreges, hvor betydningsfuld hans fordomsfri behandling af den nyeste avantgardes teoretiske og æstetiske problemer, f. eks. i værker af Boulez og Stockhausen, er for den kommende forskergeneration.

Men ved siden af disse lovende udsigter er der et faktum, som vækker dyb bekymring, nemlig de finske orkestermusikeres stilling. Med en let overdrivelse tør man næsten fastslå, at med den vedvarende underbetaling til musikerne står hele Finlands koncertvirksomhed i fare for at standse. For nylig mistede et af Helsinkis to symfoniorkestre sine to bedste violinister, som blev koncertmestre i Tyskland, og fra næste efterår vil også den anden koncertmester i samme orkester forlade sin plads for at hellige sig den bedre lønnende undervisningsvirksomhed. I foråret blev endog officielt meddelt, at byorkestret i Kuopio, en by på 45.000 indbyggere, var tvunget til helt at annullere sit planlagte program for næste år på grund af pengevanskeligheder. Krisen blev senere afværget, men hvor længe, ved ingen.

Denne situation, som i sammenligning med de andre nordiske lande føles så nedværdigende, skyldes øjensynlig en mangel på interesse for symfonisk musik men lige så øjensynligt er det, at forbedringen vil komme ved en dybere indlevelse i musikken gennem skoleundervisningen.

Manglen på gode orkestermusikere har sat begge orkestrene i Helsinki i en vanskelig situation, som sandsynligvis stadig vil blive vanskeligere. Den finske Nationalopera omgås nemlig med planer om at grundlægge sit eget 5 O-mands orkester, fordi Helsinkis Byorkester belastes for stærkt med det regulære operaarbejde. Af mange, især økonomiske årsager kan det ventes, at talrige musikere vil foretrække arbejdet i operaens orkestergrav for symfoniorkestrenes. Sandsynligvis vil også provinsorkestrene miste deres bedste musikere. Hvorledes disse huller skal blive udfyldt, er et endnu uløst problem.

Man har som en mulighed tænkt, at Helsinki radio-orkester og byorkestret kunne forenes. Og det er i den sidste tid ivrigt diskuteret, om den derved opnåede højnelse af opførelseskvalitet kan opveje den kvantitative formindskelse af koncerterne. I så tilfælde ville man i Helsinki kun få én ugentlig koncert i stedet for to. Ganske vist kunne man så slippe for byrden af megen utilfredsstillende prøvetid til fordel for vigtigere værker, men samtidig ville publikum få færre muligheder for at høre gode solister og dirigenter. De heftigste modstandere af foreningstanken nærer tillige den frygt, at de hjemlige solister og orkestermedlemmer vil få forringede arbejdsmuligheder.

Foreløbig vil dette problem ikke kunne løses, så længe et andet spørgsmål endnu står åbent. For en eventuel grundlæggelse af et forenet orkester er nemlig et anvendeligt koncerthus en uomgængelig forudsætning, og så længe virkeliggørelsen af det af Alvar Aalto projekterede hus svæver i en ubestemt fremtid, kan der intet udrettes. For tiden er hovedstaden den eneste større by i Finland, som ikke ejer et godt koncerthus.

Ved denne lejlighed er det ikke overflødigt til slut at tilføje nogle ord om det nordiske samarbejde. Det kan ikke nægtes, at Finland med hensyn til informatorisk aktivitet står bag nabolandene. Som en god kværulant ville man naturligvis helst skyde skylden på statens myndigheder, som har drevet en kortsynet og uklog politik når det gjaldt understøttelse af de pågældende organisationer. Men til syvende og sidst bærer musiklivet selv sin del af skylden, fordi det ikke har kunnet tilvejebringe den almindelige interesse. Også denne médaille har dog sin bedre side: Det af Olavi Pesonen ledede finske musikråd har omsider fået midler til at oprette et Music Information Center, hvorigennem andre landes musikalske nyheder, blot de er mekanisk reproducerede, hurtigere og i et langt større omfang kan gøres tilgængelige i Finland.