Dagens musik i norden II

Af
| Årgang 37 (1962) nr. 05 - side 144-145

Dagens musik i Norden II

ISLAND

JON NORDAL

Rivende udvikling

Når man ser på musiksituationen i Island i dag, må man tage i betragtning, at der, for kun nogle årtier tilbage, praktisk talt ikke eksisterede noget musikliv i landet. Der fandtes intet koncertliv, ingen orkestre, ingen institutter for musikopdragelse, kun få virkeligt uddannede musikere, der kæmpede med store vanskeligheder med beundringsværdig sejghed og optimisme. Men de anstrengelser, som de lagde for dagen, synes ikke at have været forgæves. Det billede, vi møder i dag, er et helt andet. Vi står over for et frodigt musikliv i rivende udvikling. Endnu kan det selvfølgelig ikke, og kan måske aldrig, helt måle sig med større landes musikliv, som har rødder i urgammel musiktradition. Men sådan som forholdene har været, kan det siges, at man på kort tid har nået ganske imponerende resultater, som vi nu skal se lidt nærmere på.

Først bør nævnes Islands symfoniorkester, som'med sine 16 abonnementskoncerter danner kærnen i hovedstadens musikliv. Orkestret holder desuden talrige skole- og ekstrakoncerter. Det har lige afsluttet en yderst vellykket sæson i et nyt, smukt koncerthus, der rummer ét tusind tilhørere, og der var praktisk talt udsolgt til alle koncerterne. Som solister optrådte kendte navne fra udlandet samt hjemlige kunstnere, og Island har nu en række fortræffelige instrumentalister og sangere. Et andet vigtigt led i koncertlivet er musikforeningen (Tónlistarfélagi S), som i årenes løb har betydet meget for musikudviklingen i Reykjavik. Den holder årlig 10-12 abonnementskoncerter, hvor et imponerende antal verdensberømte kunstnere har optrådt, foruden de bedste indenlandske solister. Dertil holdes adskillige kammermusikkoncerter, og de yngste og mest radikale musikere har dannet en sammenslutning som de kalder Música Nova. Der opføres de nyeste værker af såvel udenlandske som islandske komponister. Yderligere holdes kirke- og korkoncerter i stort antal.

En vigtig begivenhed i musikudviklingen i Island var da Musikkonservatoriet i Reykjavik blev stiftet 1930. I de første år var det en meget lille skole med ganske få elever, men lærerstaben var dygtig og skolen voksede støt. Siden har det været stedet, hvor næsten alle vore yngre musikere har fået deres første uddannelse. Nu er Konservatoriet et stort institut med lige så mange lærere som det før havde elever. Mindre musikskoler skyder desuden op både i Reykjavik og i de største byer rundt om i landet. Konservatoriet i Reykjavik er en privatskole med offentlig 144 understøttelse, og det har, i de sidste år, været autoriseret til at udskrive sanglærere til folkeskolerne. Dette er af stor betydning for musikopdragelsen i landet, for på skolemusikkens område er der endnu et stort banebrydende arbejde at yde.

Jeg slutter denne korte oversigt over musiksituationen i Island med at kaste et hastigt blik over den unge islandske tonekunst. Skal den bedømmes rigtigt, må man kende noget til den grobund, som den er vokset op af. Vi har set, at dens historie ikke er lang. Vore første komponister virkede i slutningen af forrige århundrede, og de var få og fik sjældent tilstrækkelig uddannelse. Indflydelserne var ensidige, og næsten helt til den anden verdenskrig var islandsk musik næsten uberørt af dette århundredes musikstrømninger.

Hvis vi skal følge de vigtigste tendenser i senere tid, skal vi først nævne de to betydeligste repræsentanter for den ældre generation, Pálí Isólfsson (f. 1893) Jon Leifs (f. 1899). De fik begge deres uddannelse i Tyskland (Leipzig), men har siden udviklet sig i meget forskellig retning. Det meste af Pálí Isólfssons musik har dyb rod i tysk musiktradition, mens Jon Leifs har bygget sine værker på den særprægede, men primitive islandske folkemusik. Disse tendenser præger også i nogen grad værker af Thorarinn Jonsson (f. 1900) og Karl O. Runolfsson (f. 1900), der begge har en betydelig produktion bag sig.

Blandt de yngre har Islands folkemusik fået en ivrig forkæmper i dr. Hallgrimur Helgason (f. 1914), som også har behandlet emnet videnskabeligt. Han forsøger at forbinde folkemusikken og et avanceret tonesprog i værker af udpræget polyfon karakter. Vigtige impulser fik den yngre generation, da Hindemitheleven Jon Thorarinsson (f. 1917) kom hjem 1947 og begyndte sin virksomhed som lærer i komposition ved Konservatoriet i Reykjavik. De fleste af de yngre komponister har, på et eller andet tidspunkt været hans elever. Han har desuden komponeret adskillige værker, som er stærkt præget af hans berømte lærers stil. Derefter kommer vi til den yngste generation. Den tæller en række talentfulde komponister, som søger nye veje, og ligesom man kender det fra andre lande, skriver de fleste seriel musik på forskellige stadier. (Fjölnir Stefánsson, f. 1930, Leifur Thorarinsson, f. 1934, Atli Heimi Sveinsson, f. 1938).

De har solid uddannelse og følger godt med i hvad der sker i musikken i dag, og deres eksperimenter rækker helt til elektronisk musik. (Magnus Blöndahl Johannsson, f. 1926, Thorkell Sigurbjörnsson, f. 1938).

Det er målbevidste unge musikere, som man bør vente sig noget af. Og ser man deres bestræbelser på baggrund af den udvikling, som er sket i landets musikliv i de sidste år, har man al mulig grund til at nære håb om, at Islands andel i nordisk musikliv vil blive større i fremtiden.