Dagens musik i Norden V

Af
| Årgang 37 (1962) nr. 05 - side 150-152

DANMARK

TAGE NIELSEN

Mådehold trods alt?

Hvis man med ét ord skulle karakterisere dansk musik fra perioden ca. 1930-1955, ville det være nærliggende at anvende ordet »mådehold«. - Naturligt nok er udviklingen i dette tidsrum i mange henseender præget af Carl Nielsen, men derudover finder man mangfoldige påvirkninger udefra: fra fransk musik - navnlig fra efterimpressionismen, men også fra Les six - og desuden fra komponister som Bartok, Stravinskij og Hindemith. Men de i stilistisk henseende mest tilspidsede træk hos disse komponister optræder betegnende nok i modereret form på dansk grund, og karakteristisk er det, at man i disse 25 år leder næsten forgæves efter dyberegående påvirkninger fra Schönberg, Berg og Webern. Først fra slutningen af 50'erne har situationen til en vis grad ændret sig takket være den stadigt stigende interesse, som den yngste danske komponistgeneration har vist Wienerskolen og dens efterkommere.

Spørgsmålet er, om prædikatet »mådehold« stadig har gyldighed, om det med rette kan anvendes også om de seneste års avantgardeprægede strømninger. Umiddelbart ville man vel ikke tro det. Men ved en nøjere betragtning viser det sig måske alligevel at være tilfældet. Ganske vist har en række unge danske komponister lagt en hidtil uhørt dristighed og trang til eksperimenteren for dagen. Men har nogen for alvor været ude, hvor man ikke kan bunde? Vel egentlig ikke. Det synes snarere som om der gøres indtrængende forsøg på en »musikalisering« af de indvundne erfaringer. Om disse formodninger holder stik kan naturligvis endnu ikke med sikkerhed siges. Og før der igen er gået et par årtier, kan det næppe afgøres, om en afdæmpning af fremmede påvirkninger også er et karakteristisk træk ved 60'ernes danske musik.

Forklaringen på, dels at de tre wienerkomponister så sent kom til at spille en rolle, dels på det stilistiske moderato, som i hvert fald indtil midten af 50'erne prægede udviklingen, må søges i et samspil mellem mange forskellige faktorer. Af disse skal den mest nærliggende og samtidig formentlig den vigtigste kort antydes: Dansk mentalitet har altid været kendetegnet ved en vis tilbageholdenhed over for det yderligtgående, det ved første øjekast alt for fantastiske - et træk, der på musikkens område bl. a. fremgår af det koncertrepertoire, som var det gængse i dansk musikliv i første halvdel af dette århundrede. Den tysk-østrigske senromantik, det umiddelbare udgangspunkt for Schönberg og hans skole, findes her kun sparsomt repræsenteret. Og det er først i de seneste år, at f. eks. Bruckners og Mahlers symfonier jævnligt står på koncertprogrammerne. - Også Carl Nielsens tidlige gøren front mod senromantikken, et fænomen der hænger nært sammen med det just nævnte, er her en betydningsfuld faktor. Og i den forbindelse skal der gøres opmærksom på en interessant foreteelse, der, samtidig med at den kan forekomme parakdoksal, måske netop kan tjene som illustration af, hvad der ovenfor er sagt om dansk naturel. Nemlig det forhold, at Carl Nielsens seneste værker kom til at spille en temmelig ringe rolle i udviklingen. Stilen er i disse værker så egenartet, at der næppe findes europæiske paralleller, og karakteristisk nok tog adskillige af hans efterfølgere snarere deres udgangspunkt i stilen fra hans mellemste periode, hvis værker endnu er fast forankret i tonaliteten.

Lad os forsøge at se lidt mere konkret på den øjeblikkelige situation og på de interessante aspekter, den frembyder.

Hvis vi et øjeblik ser bort fra den nyorientering, der som allerede nævnt i de senere år har gjort sig gældende, er forholdet det, at hovedparten af den internationale modernismes strømninger findes repræsenteret; altså vel at mærke den modernisme, hvis hovedskikkelser er Stravinski j, Bartok og Hindemith. Påvirkningerne udefra er imidlertid i så høj grad tilpasset den stedlige tradition, at man med en vis ret kan tale om en særlig dansk modernistisk dialekt, dog naturligvis med mange individuelle afskygninger. Ridset op i meget få streger og følgelig stærkt forenklet ser billedet således ud: De franske impulser ses først og fremmest hos Knudåge Riisager, Svend Erik T ar p og Jørgen Jer sild, med Riisager (f. 1897) som den ældste og Jersild (f. 1913) som den yngste. - Jørgen Bentzon (1897-1951) og Finn Høf-fding orienterede sig i en anden retning end deres samtidige Riisager, idet især den hindemithske Neue Sachlichkeit for dem begge blev af betydning som igangsættende impuls. — Bartoks og Stravinski j s landevindinger på rytmens område spores navnlig hos Herrn. D. Koppel (f. 1908), tydeligst i hans værker fra 1930'erne. Og også for Vagn Holmboe (f. 1909) blev Bartok en vigtig inspirator, om end den symfoniske del af hans skaben snarere er nordisk præget - man aner et vist slægtskab med Sibelius. - Lei j Kay ser (f. 1919) og Svend S. Schultz (f. 1913) bygger i højere grad direkte videre på Carl Nielsen-traditionen, hvorimod Niels Viggo Benizons (f. 1919) tidligste værker i stilistisk henseende bærer præg af Hindemiths klassicisme, men samtidig af en stærk, romantisk farvet ekspressivitet, et træk, som fremtræder accentueret i hans senere udvikling.

Bl. a. i betragtning af den pædagogiske virksomhed, som flere af disse komponister har udøvet, er det naturligt, at også den yngste komponistgeneration tog udgangspunkt i den hjemlige og åbenlyst værdifulde tradition. Men adskillige af de unge har som sagt senere forsøgt at bryde den isolation, der truede som et resultat af mangelen på kontakt med de mest fremadrettede internationale strømninger, og følgelig har impulser fra linien Schönberg-Webern og frem til den nye serielt prægede musik gjort sig stærkt gældende i de senere år.

Jan Maegaard (f. 1926) var den første danske komponist, som tilbunds tilegnede sig den dodekafone udtryksform. Og medens for hans udvikling navnlig et dybtgående Schönberg-studium har haft betydning, mærker man i Bernhard Lewkovitchs (f. 1927) dodekafone værker i højere grad inspiration fra Stravinskijs særlige udnyttelse af rækketeknikken. - Også Poul Rovsing Olsen (f. 1922) har i sine senere værker vist interesse for de serielle problemer og har desuden modtaget impulser fra indisk og arabisk musik. - Endvidere har de to begavede Holmboe-elever Ib Nørholm (f. 1931) og Per Nørgaard (f. 1932) orienteret sig i avanceret retning. Nørgaard har således i naturlig fortsættelse af sin tidligere stil udviklet en særlig seriel teknik, som ikke er dodekafont betinget. - I denne sammenhæng må endnu to talentfulde komponister nævnes: Axel Borup-Jørgensen (f. 1924), som skriver i en forfinet punktuel stil og Pelle Gudmund s en-Holmgreen (f. 1932), i hvis seneste værker serielle tendenser gør sig gældende.

Endelig findes også elektronisk og konkret musik repræsenteret om end foreløbig i begrænset omfang. Det er navnlig Else Marie Pade (f. 1924) og Jørgen Plaetner (f. 1930), der har gjort sig bemærket på dette felt.

Nyorienteringen har skabt fornyet aktualitet omkring en komponist af den lidt ældre generation, Gunnar Berg (f. 1909) og hans stærkt personligt prægede punktuelle udtryksform. Og den har desuden, hvad der ikke er mindst interessant, sat sig spor hos flere af de øvrige lidt ældre komponister. Således har f. eks. Flemming Weis (f. 1898) tilegnet sig elementer af tolvtoneteknikken i sin seneste kammermusik, og noget lignende gælder Svend S. Schultz og Herrn. D. Koppel; førstnævnte har endog i de sidste måneder beskæftiget sig med de muligheder, båndteknikken rummer. — Hos Niels Viggo Bentzon finder man ikke sjældent forsøg på at udnytte den virkning, som udspringer af den serielle teknik, uden at komponisten har taget strengt serielle konstruktionsprincipper i anvendelse.

Imidlertid er de mere avantgardistiske tendenser ikke enerådende i ung dansk musik. Adskillige begavede komponister af den yngre generation har tværtimod reageret herimod og har i deres tonalt funderede værker bekendt sig til troen på traditionens betydning som bærende kraft i udviklingen. Dette gælder i første række Leif Thybo (f. 1922), Svend Wester gaard (f. 1922) og Ole Schmidt (f. 1928).

Der er grund til med den største interesse at afvente de virkninger, som den her antydede spænding mellem tradition og fornyelse vil få på de kommende års danske musik.