Faresignaler for dansk ballet

Af
| Årgang 37 (1962) nr. 05 - side 154-156

A. V. COTON

Faresignaler for dansk ballet

A. V. Coton, den kendte engelske balletkritiker, er gennem mange og lange ophold i Danmark dybt fortrolig med vort balletliv. Han er nu midt i halvtredserne. Af hans forfatterskab kan nævnes A. Prejudice for Ballet (1938) og The New Ballet (1946). Som balletkritiker har han været knyttet til Evenïng Standard og fra 1954 til Daily Telegraph.

l 1947 besøgte jeg første gang København, da jeg havde fået nys om den internationale koreografiske kongres, som Rolf de Mare havde organiseret. Bortset fra det spændende i denne begivenhed opdagede jeg tillige, at Danmark havde sin egen ballet, helt forskellig fra de andre europæiske balletter, jeg kendte. Jeg tør ikke påstå, at jeg dengang fuldt ud forstod, hvorfor Bournonville-balletterne var så virkningsfulde; men jeg følte mig overbevist om, at dette stof, udtrykt i denne enestående koreografiske stil, var et kunstnerisk fænomen, som jeg ikke havde mødt noget andet sted.

Få år senere startede den nuværende række af festivals. Den første af dem overværede jeg ikke, men jeg har set adskillige af dem efter 1950, deraf fire i de sidste seks år. Blandt andre englændere, som har besøgt Danmark, var også jeg spændt, når jeg tænkte på den allerede oplevede kunstneriske åbenbaring det var for os i England, da Den kongelige danske Ballet besøgte London i 1953, og da den deltog i Edinburgh-festivalen i 1955.

Eftersom de store politiske begivenheder, der har ændret Europas ansigt i de sidste hundrede år, ikke i nogen væsentlig grad har grebet ind i livet i Danmark, har Deres land kun været udsat for få indgreb i sit kulturelle mønster. Overalt i Europa, også i Rusland, blev balletten påvirket af enhver flygtig moderetning inden for teatret siden 1870 ... undtagen i København. Deres store fortrin var, at De havde skabt et system til organisation og administration af en stor balletskole og et lige så stort balletteater, der var lige så fuldkomment (og lige så fuldkomment tilpasset Deres nationale kurtur særpræg) som i St. Petersburg, Moskva, Milano eller Paris. I alle disse byer måtte balletten imidlertid lade sig påvirke af forskellige politiske, æstetiske og kunstneriske krav i årene efter genoplivelsen af 1840'ernes romantik og krigsudbruddet i 1914. Men Kobenhavn synes at have undgået disse forskellige konflikter; Deres balletsystem fortsatte med påfaldende få ændringer, uden store reformer og uden forstyrrende revolutioner, men bygget på et storartet og absolut enestående repertoire af danske balletter. Bournonvilles værker var simpelthen ukendte andre steder i Europa, og den fremmede balletentusiast fandt (oftest ved et rent tilfælde), at København havde noget meget specielt at vise frem. Således var situationen efter min opfattelse, da de udenlandske besøgende begyndte at strømme til dansk ballet - i større antal dog først efter 1950.

Mine besøg i København og de to gæstespil af Deres Kongelige Ballet i Storbritannien har gjort det muligt for mig at se næsten hele Bournonvillerepertoiret samt flere værker af danske koreografer og en del udenlandske balletter, oprindelig produceret i Frankrig, England eller Amerika inden de kom til Danmark.

Her må jeg ærligt og redeligt fremhæve, at hvert eneste menneske jeg kender i Storbritannien, og som har virkelig fornemmelse for balletkunst, er kolossalt imponeret både af Bournonvilles balletter i sig selv og af den stil, hvori Deres dansere kan udføre dem. Jeg er ikke sikker på, at hele den danske balletverden opfatter dette faktum, som er en stor hyldest til den specielle artistiske kvalitet i Deres nationale balletarv. Vi fremmede, som tilfældigvis også er ballet-fanatikere (hertil regner jeg også de temmelig mange engelske, tyske og amerikanske balletkritikere), føler, at vi har et klart og ærligt syn på dansk ballet; vi ser dens udsøgte og originale kvaliteter, og vi ser også - med respekt at melde - at der er visse mangler. - Her kommer jeg til et punkt, hvor jeg må tage erindringen til hjælp for at klarlægge mit syn på den nuværende situation i dansk ballet.

Alle kunstkritikere, og især teater- og koncertkritikere, henter en del af deres viden om kunstproblemer ved at tale med de udøvende, med direktører, teknikere og impressarier ( og naturligvis med andre kritikere); men vi må passe på nøje at afveje alt det, vi hører. Kunstnernes verden trives af samtaler, men ofte rummer samtalerne en hel del sladder og skandaler. Kritikeren må forstå at udskille den virkelige, værdifulde belæring om kunstnere og kunstværker fra det intetsigende nonsens som ofte høres. Dette siger jeg, fordi jeg tydeligt har set, at der har været dybe og voldsomme forstyrrelser inden for den danske ballet i løbet af de sidste ti år. Vi fremmede gæster har i denne tid hørt adskilligt om de vanskeligheder, stridigheder og uoverensstemmelser, som herskede i årene 1952-1956.

Så vidt jeg kan se, hænger det således sammen, at Harald Lander i årene for de første festivals forlod København af årsager, som endnu ikke helt forstås af den verden, der ligger uden for København. Madame Vera Volkova kom til København fra London som lærer for Den kongelige Ballet - og danske mandlige dansere begyndte at gæsteoptræde uden for Danmark i forskellige kompagnier, stadig i stigende antal og i stadig længere perioder.

Resultatet af disse begivenheder (der dog ikke nødvendigvis behøver at være direkte forbundne) synes at forme sig således: Erik Bruhn - muligvis en af de største dansere, verden har kendt - har forladt Den kongelige danske Ballet for at forfølge sin karriere i udlandet. Lander, der synes at have udført et fremragende arbejde i sine år som balletmester i København, har slået sig ned i udlandet. Og mest påfaldende er det, at den måde, hvorpå Bournonvilles balletter nu danses, selv i en udlændings øjne, absolut ikke er så præcis, så elegant, så smittende munter, som da jeg så dem opført på Det kongelige Teater for femten år siden.

Jeg ved ikke, om der mellem den opvoksende generation af Deres unge dansere har rejst sig en vis foragt for Bournonville eller ej. (Danserne selv ville naturligvis være de sidste til at fortælle mig, som fremmed, om dét). Men under hver af de sidste fire festivals, jeg har overværet (siden 1958), ser jeg disse unge kunstnere danse, som om de ikke længere satte en ære i at danse i Bournonvilles balletter. Dette indtryk kan naturligvis delvis skyldes, at disse balletter ikke er så nøjagtigt huskede, genskabte og gennemprøvede som de tidligere blev det; og hvis det er forklaringen, kan jeg ikke tænke mig anden årsag, end at den ældre generation af dansere og instruktører er blevet mismodige over Den kongelige Ballets forvirrede tilstand.

En sådan forvirring behøver til dels blot være et tegn på rasende (og i almindelighed gavnlig) aktivitet, som skyldes det faktum, at Deres dansere nu gennemgår et træningssystem, der søger at indføre en dansestil i lighed med den stil som i aftagende betydning - findes i russiske, amerikanske, engelske og franske balletsystemer. For en fremmed vil det da være nærliggende at spørge: hvis en ny, formodentlig neo-klassisk, dansestil læres i skolen, kan det da ikke ordnes således, at den læres af visse typer af dansere? Hermed mener jeg den art af dansere, hvis fysik er bedst skabt til at beherske en stil, som udelukker Bournonville-typens specielle æteriske kvaliteter.

Og er det ikke interessant, at Erik Bruhn netop på dette stadium i Deres ballethistorie - i skrift og undervisning udøver en storartet propaganda for Bournonville-stilen og for nylig hos The Royal Ballet på Covent Gården har produceret to værker med Bournonville-koreografi?

På grund af særlige træk i Deres kultur og i hele den danske livsform er De en nation med en speciel ballet-arv (Bournonville), som intet andet balletsystem i verden nogensinde kan kopiere med held. De har fostret meget få originale koreografer i de senere år, og det har medført, at De i stort omfang har importeret værker af fremmede koreografer (Fokine, Balanchine, Ashton, Petit, Cullberg, Macmillan m. f l.). Alligevel får opførelsen af hver eneste af disse balletter, jeg har set, en særlig dansk kvalitet; det behøver ikke være nogen ringere opførelse end hos et udenlandsk kompagni, men den er tydeligt forskellig derfra, fordi danserne ufravigelig »farver« deres fortolkninger med disse finheder, lyriske overtoner og den elegance, som er indpodet ved træning i Bournonville-stilen.

Det er derfor min overbevisning, at dansk ballets højeste styrke ligger, og altid vil ligge, i de balletter og i den balletstil, som kaldes Bournonville.

Til slut to betragtninger: én trist, én forhåbningsfuld. Under mine tre sidste festivalbesøg i København så jeg ikke én Bournonville-ballet udført så blændende og så betagende som jeg har set dem i tidligere år - skønt enkelte kunstnere naturligvis ydede meget fine, individuelle præstationer. — Men jeg er meget imponeret af Den skandinaviske Ballet, skønt jeg kun har set lidt af dens virke, og mit indtryk skyldes hovedsagelig, at dens arbejde synes mig (husk - en fremmed!) at rumme noget af den renhed, kunstneriske redelighed og stræben efter fuldkommenhed, som engang var - og atter må blive - grundtonen i Den kongelige Ballets forestillinger. Glem ikke, at De har den eneste europæiske festival, hvor ballet er den største attraktion. Vi, der kommer fra andre lande, ønsker stadig at føle os tiltrukket af dansk ballet. Hvad kan vi se frem til ved festival 1963?