Grammofon

GRAMMOFON

HILDING ROSENBERG: Strâkkvartett no. 5 (1940) og no. 6 (1953). KYNDEL-KVARTETTEN. Swedish Society 33122 B.

Strakkvaríett no. l (1956) og no. 8 (1957). KYNDEL-KVARTETTEN. - RCA LM 9913.

Sinfonía semplice (no. 6, 1951). - På samme plade: ERLAND v. KOCH: Oxberx-variationer. Stockholms Symfoniorkester, dir. STIG WESTERBERG. Telefunken SLT 43053 (stereo).

Dette udvalg af Rosenbergs særdeles omfattende produktion dækker naturligvis ikke alle sider af hans indsats; men det er alligevel i visse henseender repræsentativt.

I den så smukt afrundede sjette symfoni oplever man hans specielle melodik i sin mest afslappede form, og den kan derved virke som introduktion til kvartetternes mere problemfyldte sfære.

Som det vil være flittige læsere af DM og »Ñutida Musik« bekendt, overgik komponisten med kvartet nr. 7 til en modificeret dodekafoni, og disse fire kvartetter, som numerisk befinder sig i midten, skulle kunne kaste lys over den problematik, som ledsager et - som det kan synes - overordentlig drastisk og kategorisk valg. I virkeligheden er overgangen ikke så voldsom. Medens 5. kvartet er ret traditionel i sin udformning, mærker man allerede i den berømte sjette, hvis åndfuldhed og gratie stadig må vække beundring, en tendens til ekspansion og en tiltagende ekspressivitet. At komponisten derpå føler dodekafonien som en velsignelse for ham, er jo kun en naturlig følge af hans egen udvikling som komponist, men på den anden side et vidnesbyrd om en udtryksvilje af de sjældne. Hvad der bidrager til at udjævne overgangen, er den særlige brug han gør af tolvtonerækken. For ham er den en inspiration, et værktøj, som giver ham mulighed for at betragte sit eget stof under nye synsvinkler og aflokke det materiale, som gennem et langt livs arbejde er blevet hans ejendom, stadig nye og mere essentielle udtryk, og der er således næppe tale om et skisma. Alligevel medfører beskæftigelsen med »rækken« visse konsekvenser, som kan føre til kritiske tilstande. For eksempel kan det være vanskeligt over længere perioder at fastholde en tonalitet, hvilket tenderer imod en afkræftelse af motivudviklingen, ligesom det ud fra traditionel musikalsk tankegang kan blive vanskeligt i tilstrækkelig grad at motivere kontraster. I spændingen mellem hvad man kunne kalde den tonale tradition og dodekafoniens aspekter, springer gnisten i 7. og særlig 8. kvartet. For en musiker af mindre karat end netop Rosenberg ville det næppe være muligt at holde sig klar af både Skylla og Charybdis; men selv her kan de voldsomme dynamiske udsving undertiden føles postulerede, selv om de oftest resulterer i karakterfulde, næsten ætsende strukturer, som kaster et skarpt lys over hele satsen, ligesom de kantabile partier har fået en næsten overjordisk karakter.

Kyndel-kvartetten, som jo er specialister, når det gælder Hilding Rosenberg, har ydet en fortræffelig indsats. Det samme kan siges om Stig Westerberg, som i spidsen for Stockholms symfoniorkester giver symfoni nr. 6 og Erland v. Koch's kompetente, men ikke alt for spændende »Oxberg-variationer« en særdeles smuk udførelse. Teknisk set er pladerne af høj standard. // JSJP LANGE-MULLER: Sulamith og Salomon, l sange, op. l nr. 1-5, op. 6 nr. 5 og 6. (B. S. Ingemann).

JOHANNES NØRGÅRD: Vom Baum des Lebens, l sange (Hermann Hesse). - HELLE HALDINGSCHACK, sopran, FRIEDRICH GÜRTLER, klaver. - Odeon LP MO AK 11.

En plade for den lidt ældre generation, der stadig kan føle sig bevæget over denne Lange-Müllerske toneverden, som helt er i overensstemmelse med den fredsommelige Ingemanns gendigtning af Højsangen fra Det gamle Testamente. Disse sange hører til Lange-Mullers ungdomsværker, for de første fem sanges vedkommende skrevet midt i 1870'erne, mens de sidste fire, hvoraf kun de to første er medtaget på pladen, blev komponeret et par år senere. Lange-Muller satte selv særlig pris på dette ungdomsarbejde, hvori man også nu om stunder kan finde betydelige skønheder, ikke mindst i akkompagnementets ofte meget raffinerede arabesker og i den udtryksfuldt reciterede tekst, som Helle Halding behandler med virkelig musikalsk finfølelse, brillant støttet af Friedrich Gürtlers sikkert afbalancerede klaverledsagelse.

Johannes Nørgårds syv Hermann Hessesange, som udfylder pladens anden side, røber ikke nogen original skaberevne - og kunne for så vidt lige så godt være skrevet i slutningen af forrige århundrede i kredsen om de østrigske og tyske senromantikere.

Men han er godt tjent med de to fortolkere, Helle Halding og Friedrich Gürtler, som får alt det bedste ud af de meget velklingende og ægte følte sange.

Indspilningen er i alle henseender upåklaêeliê- 5. B.

STRAVINSKI J: Petrus eb ka (revideret version 1947) og Le Sacre du Printemps. Minneapolis symfoniorkester, dir.: Antal DOR ATI. - Mercury MG 50216 og Mercury MG 50253 (også stereo).

Mercury har udsendt Stravinskij's Petruschka og Le Sacre du Printemps på to plader! Minneapolis symfoniorkester spiller under Antal Dorati's ledelse. Optagelseskvaliteten er som altid på Mercury's seriøse plader af den mest udsøgte kvalitet, og orkesteret spiller med stor indlevelse, usvigelig disciplin og overlegen virtuositet. Denne musik står tydeligt nok Dorati's hjerte nær, og han giver de to storslåede værker en kongenial udførelse. Den reduktion af orkesterbesætningen, som Stravinski j foretog i 1947 med Petruschka-partituret, er glimrende gjort, men mon den dog ikke har haft et udelukkende merkantilt formål? Den oprindelige version med det store orkester havde en fylde og klangpragt, som forekommer reduceret i den nye udgave, der virker som en nødhjælpsforanstaltning. Hvorfor Dorati har valgt at fremføre stykket i denne mindre farverige version, kan man ikke rigtig begribe; han får alt ud af den, som partituret rummer. Også Sacre (som Stravinski j ikke har villet foretage nogen retouchér i), dirigerer han fortræffeligt, selv om heller ikke han overgår Pierre Monteux, som dirigerede uropførelsen; han er dog nok den, der kommer ham nærmest i konkurrencen om den bedste Sacre.

CARL ORFF: Antigonce. Fuldstændig indspilningmed den bayerske radios kor og orkester. Dirigent: FERDINAND LEITNER. Antigonæ: INGE BORKH, Ismene: CLAUDIA HELLMANN, Kreon: CARLOS AEXANDER, vogteren: GERHARD STOLZE, Hæmon: FRITZ UHL, Tiresias: ERNST HÄFLIGER, budet: KIM BORG, Eurydike: HETTY PLÜMACHER, korføreren: KIETH ENGEN. - DG 18717-19.

Det er altid lidt forstemmende, når en komponists forbilleder skinner alt for tydeligt igennem; dobbelt trist er det, når dette forbillede er komponisten selv. Carl Orff, som i årene omkring 1940 skrev nogle værker, som vakte berettiget opsigt ved deres egenart og stærke inspiration (Carmina burana, Der Mond og Die Kluge), har siden haft den triste skæbne at blive sin egen epigon, idet han med hastigt aftagende inspirationskraft rendyrkede sin førnævnte egenart i en sådan grad, at den må siges at være ført ud i karikaturen. Allerede i Catulli carmina (1943) aner man begyndelsen til denne udvikling, som var i fuld gang, da han i 1949 fik førsteopført sin »Antigonæ«, som Deutsche Grammophon nu har fundet anledning til at udsende på plade. Lad det vrzre sagt straks, at udførelsen her virker særdeles overbevisende; alle de medvirkende yder fortræffelig kunst i deres partier, navnlig er Inge Borkh i titelrollen og Gerhai • Stolze som vogteren storslået gode, og den oayerske radios kor og orkester medvirker på udmærket måde under Ferdinand Leitners sikre og omhyggelige ledelse. Også teknisk er pladerne mere end tilfredsstillende. Men man har svært ved at forsti, hvad der har bevæget grammofonselskabet til at optage dette værk, som ved sin fuldstændige mangel på harmonik, sin ensformigt hamrende rytmik (orkestret består af 6 klaverer, en mindre blæsergruppe, nogle kontrabasser og en vrimmel af slaginstrumenter), sin ganske vist monumentale mens frygtelig enstonige melodik og sin ret naive indstilling til tekstens indhold virker dræbende kedsommeligt på den tilhører, der må savne forestillingens synlige faktorer.

Orff har som tekst benyttet Hölderlins meget klangskønne og meget tankerige oversættelse af Sofokles' drama uden nogen forkortelse, og dunkelhederne i Hölderlins ord bliver ikke lettere at fordøje, når de deklameres på de Orffske melismer eller hans stampende, abrupte ottendedele, som også ganske dræber ordenes velklang. - Man undrer sig som sagt over udsendelsen af dette værk - ikke mindst i betragtning af, at Orff s tidligere - og langt bedre - værker så at sige alle er indspillet, og i betragtning af, at der endnu ikke foreligger en eneste sungen tone af hans jævnaldrende kollega Hindemiths operaer på plade. Mon ikke tiden var inde til en indspilning af f. eks. »Mathis der Maler«? G. S.