uden titel

Af
| Årgang 37 (1962) nr. 05 - side 167-171

MUSIKALIER

DAG WIREN: Kvartet for flojte, obo, klarinet og violoncel, op. 31 (1956). —Divertimento, op. 29 (orkester). - LÅRS-ERIK LARSSON: Quartetto alia serenata, strygekvartet, op. 44 (1955). ERLAND v. KOCH: Koncert for lille orkester (1955). - Carl Gehrmans Musikforlag, Stockholm.

INGEMAR LILJEFORS: Sonatina for violin og klaver (1954). - Nordiska Musikforlaget, Stockholm.

Disse fem værker, skrevet i forrige tiår af fire omtrent jævnaldrende svenske komponister (alle nu over de 50), har ganske naturligt adskillige træk tilfælles. Titler som divertimento, sonatine og alia serenata viser tilknytning til neoklassicismens idealer. Den traditionelle satsopstilling: hurtig-langsomhurtig findes i alle værkerne, hos Wiren suppleret med indskudte satser af scherzokarakter.

Wiren bruger omtrent samme skabelon til begge sine kompositioner. Første sats har langsom indledning, hurtig mellemdel og afsluttende tilbagevenden til indledningsstof Tet.

Det hurtige afsnit har ikke den betydning af hoveddel, som det plejer at have i lignende førstesatser; dertil er det for kortvarigt og stoffet for begrænset. Det virker da også ganske naturligt at lade hurtige satser følge derpå; navnlig kvartettens andensats er meget effektfuld og er vel værkets mest inspirerede del. Efter en langsom sats følger finalen, som både i kvartet og divertimento slutter med genoptagelse af indledningsstoffet fra første sats. Dette virker navnlig i divertimentoet noget påklistret og umotiveret; den fremstormende allegrosats får herved en underlig mat afslutning. I kvartettens sidesats, tema med variationer, har de korte afsnit vanskeligt ved at forbinde sig til en helhed; det føles her mere tilfredsstillende at »komme hjem« til sidst.

Larssons strygekvartet er større i linierne, og der gøres mere ud af motivisk arbejde.

Første sats er tredelt; dens tredje afsnit er med en uvæsentlig ændring - identisk med første afsnits første halvdel. Andet afsnit er imitatorisk med overvejende nyt stof.

Også anden sats har repriseform. I tredje sats arbejdes på en organisk tilknytning til de forrige satser; således begynder den hurtige hoveddel, der har samme tempo som første sats, med en akkompagnementsfigur hentet fra første sats' andet afsnit, og den langsomme indledning anvender akkordstof fra både første og anden sats.

Det tematiske stof er som regel af klar tonal holdning, diatonisk præget. En sammenligning af indledningstemaerne i de to kvartetter og sonatinen giver en ganske god forestilling om komponisternes forskellige ansigter. Wiréns tema er pentatont; han skaber her en fin stemning med den melodiførende fløjte i dybt leje, ledsaget af celloens liggende kvint i flageolet og med basstemmen i klarinetten. Heroverfor virker Larssons springske tema mere søgt og let ironisk indtrykket understreges af akkompagnementets helslutninger med altereret dominant medens Liljefors' mixolydisk farvede rnelodik nærmer sig det spændingsløst almindelige.

I det hele taget er Liljefors' sonatine det mindst fængslende værk i samlingen; dog vil sidstesatsen kunne virke effektfuldt i det rette tempo og i professionel udførelse - der er ikke tale om amatørmusik, som titlen ellers måske kunne få én til at tro. Også finalen af Wiréns divertimento finder jeg meget medrivende, ligeledes - som tidligere fremhævet - andensatsen af hans kvartet.

Derimod er de langsomme satser som ofte i værker af denne holdning det svageste punkt; man får tid til at savne stærkere musikalske spændinger. Her står Wiréns køligt-lyriske satser mod Larssons og Liljefors' mere sødlige - begge sidstnævnte med et anstrøg af sicilianopræg.

Erland v. Kochs »Koncert for lille orketser« adskiller sig i stof og karakter noget fra de andre værker. De større intervalspændinger i det melodiske, de »friske« toner, der udfylder det kromatiske tonerum, den prægnantere rytme, de rytmiske dissonanser - alt dette viser mod inspirationskilder af bartóksk art. Karakteristiske eksempler er første sats' hovedtema og temaet fra den langsomme sats' andet afsnit. På den anden side virker han i det formelle og det instrumentatoriske mere primitiv end de andre, navnlig i anden sats savnes en videreudvikling af det i sig selv kærnefulde stof.

Af de relativt få trykfejl og forglemmelser nævnes: Wiréns Divertimento, side 16: Trombonens basnøgle må skulle være en tenornøgle.

E.v.Kochs Koncert, side 22, ciffer 14: Der må mangle tempoangivelsen poco piu mosso (e. L), metronom ca. 66.

Man kan undre sig over samtlige fem komponisters moderate skrivemåde, netop i 50'ernes Sverige. Hvem vil tænke på, at disse værker er skrevet samtidig med f. eks. Lidholms Ritornell for orkester. P. H.

Ny orgelmusik HENRY LINDROTH: Vid evigbetens brunnar.

Orgelkoral. (Nordiska Musikforlaget). - JOH.

NEP. DAVID: Choralwerk XIII (Breitkopf). JÜRG. BAUR: Trio und Passacaglia (Breitkopf).

A. F. KROPFREITER: Freu dich, Du Himmelskönigin (Wilhelm Hansen).

Lindroths koralbearbejdelse over en gammel svensk salme er velklingende holdt i et overvejende romantisk farvet tonesprog, hvor den delvis 6-stemmige sats slynger sine arabesker omkring koralmelodien.

J. N. Davids Choralwerk foreligger i 13 hæfter, det sidste er tilsendt DM og fremviser kunstfærdige, kontrapunktiske bearbejdelser af »Aus tiefer Not«, »Ach Gott vom Himmel« og »Vater unser«. De tre koralbearbejdelser kombineres dels parvis og dels i en apoteose over alle tre koralmelodier.

Orgelsatsen er meget krævende, anvender bl. a. til tider dobbelt pedal.

Mere traditionel er Jürg Baurs Trio og Passacaglia, der synes at være led i et større orgelværk, der benævnes: Orgelmusik in E.

Stilen ligger ved sit musikantiske præg nærmest på linie med Hindemiths. Det foreliggende værk er komponeret i 1950, men først udgivet i 1959.

Betydelig mere interessant er den variationsrække, som Augustinus Franz Kropfreiter har udsendt på Wilh. Hansens Musikforlag. Der arbejdes med en fri polyfon sats, der veksler med virtuost anlagte spillefigurer.

Værket er lagt an som en stigning, der får sit klimaks i 6. og sidste variation, hvor der arbejdes med dissonerende akkordblokke. Et værk, som det lønner sig at fremføre.

B. J.

Klavermusik til undervisning MAURICE KARKOFF: 15 lätta pianostycken (Gehrmans). - The SIDNEY HARRISON Piano Metbod (Boosey and Hawkes).

Den produktive svenske komponist Karkof T har udsendt 15 små klaverstykker, der udmærket egner sig til undervisningen. Et par af satserne er for 4 hænder. Tonesproget er moderat nutidigt.

The Sidney Harrison Piano Method foreligger i to små hæfter, det ene betitlet »Invitation to the Keyboard«, det andet »Invitation accepted«. Der udgås fra et meget elementært standpunkt, og det traditionelle tonesystem fastholdes i begge hæfter. Temmelig smagløs virker den »simplified version of the famous melody from Liebestraum by Liszt«. Den slags burde ikke høre hjemme i nutidige udgivelser af undervisningslitteratur. Den Liszt'ske sats er helt ukendelig, rent bortset fra, at Liebestraum og begynderundervisning for børn intet har med hinanden at gøre. ß jm KORMUSIK fra Carl Gehrmans Musikforlag, Stockholm.

En række små korsatser for tre- og firestemmigt blandet kor er tilsendt NM. Der er fem satser af Maurice Karkoff, hvoraf jeg her skal fremhæve den muntre Boom-Da-Li Da, der iøvrigt er skrevet for trestemmigt mandskor. En vittig lille sats i et moderat tonesprog. En lidt mere banal dansevise af Lille Bror Söderlundh i korarrangement af Torbjörn Lundquist, endvidere to fine småting af Göte Strandsjö, en latinsk drikkevise af Lennart Lunden, en ikke særlig interessant folkevise af Daniel Olson og endelig en folkelig dansevise af Erik Uppström.

B. J.

Fra Nordiska Musikforlaget, Stockholm, er tilsendt en række korblade med satser af Solwig Hernth-Grippe, David Åhlen, og Lille Bror Söderlundh, sidstnævnte med flere effektfulde satser bl. a. »Höstsyrsan« til Harry Martinsons ord.

På Gehrmans Musikforlag, ligeledes Stockholm, foreligger en række trestemmige satser for sopran, alt og baryton. Af komponisterne skal her fremhæves Maurice Karkoff og Bo Linde. Man fæstner sig især ved førstnævntes »Bon«, til tekst af Olga Magnusson.

Endelig har Wilh. Hansen tilsendt fem korblade fra Kor-Biblioteket, to for blandet kor, to for mandskor og ét for damekor. Det drejer sig om ret folkelige satser og bearbejdelser bl. a. af Mozart. Foruden disse korblade udsender W. H. et ualmindeligt ukunstnerisk arrangement for mandskor og solo med klaverakkompagnement af »Sommer i Tyrol«. Det er den slags publikationer, der står alvorligt i vejen for det folkemusikopdragende arbejde, som forlaget selv gennem andre udgaver og skolemusikserier går så stærkt ind for. B. J.

Nyt fra Samfundet Poul Rovsing Olsens Schicksalslieder op. 28 fra 1953 og Jan Maegaards 5 Préludes for soloviolin fra 1957 er fremkommet på Samfundet. Det skal hertil bemærkes, at Samfundet inden længe udsender en LP-plade (på HMV), hvor bl. a. Rovsing Olsens værk er indspillet.

De fire Lieder for sopran og en instrumentalgruppe (fløjte, klarinet og strygere) har tekster af Hölderlin (»Hälfte des Lebens«, »Hyperions Schicksalslied«, »Ah die Parzen« og »Am Abend«). Den gamle tidligromantikers højstemte, lyriske sprog og hans sværmeriske beskuen af naturen og venden sig til græske emner, har inspireret komponisten til et mere »passivt« musikalsk sprog, hvor de instrumentale klang virkninger smyger sig om sangstemmen, træblæserne ofte med meget fine melodiske arabesker. Enkelte steder kommer det til større, mere dramatiske udsving som i nr. 2 og i slutningen af nr. 3. Sangstemmen er gennemgående holdt i en deklamerende stil med dynamiske udbrud til understregning af metrisk og meningsmæssigt betonede tekststavelser. Smukkest står måske nr. 2 Hyperions Schicksalslied, med den sarte fløjtecantilene, der duetterer med sangstemmen, og senere i sangen træder celloen i stedet for fløjten. Rovsing Olsens 4 sange er et meget fornemt værk, typisk for sin autor med det fine mådehold i den klanglige udfoldelse og den stille, intense lytten sig ind til kærnen i de ellers så tidsbundne digte.

Jan Maegaards 5 préludes for soloviolin er skrevet til fremførelse af Niels Nielsen, og satsernes stundom eruptive og stundom mystiske struktur er så velegnet til denne karakterfulde og stærkt personlige violinist.

Komponisten bemærker selv om sine fem satser, at de egentlig er tænkt som en suite.

Fra det 1. præludie, contemplativo kaldet, med dets improvisatoriske anstrøg og de store eruptioner, kommer man frem til en mere »spadserende« sats, Andante. Værkets centrum er en Ciacona, hvor soloviolinens tekniske muligheder spændes til det yderste.

Efter en Marda fúnebre følger en mere vittig sats med kontrasterende tempi og dynamik.

Værket er overordentligt velskrevet og rummer både musikalsk og spilleteknisk så mange interessante momenter, at det må være enhver soloviolinists pligt at stifte nærmere bekendtskab med Maegaards preludier.

B. J.

FINN HØFFDING: Kammermusik for sopran, obo, og piano op. 11. — Samfundet til udgivelse av dansk musik.

Det er et verk av temmelig gammel dato som her publiseres, men jeg skulle anta at det fremdeles er karakteristisk for Finn Høffdings musikalske holdning. Besetningen, sopran, obo og tostemmig klaver, er ikke helt vanlig, men den bidrar under alle omstendigheter til å gi verket den luftige klangkarakter med klart og presist tegnet linjeføring komponisten tilstreper. Det hele utspilles innenfor et temmelig fritt tonalt område, ofte med bruk av sterke spenningsintervaller. Mot de to livlige yttersatser står Lento-satsen med klaverets tunge ostinatoakkorder i sær kontrast, men hovedinntrykket blir allikevel en musikalsk utfoldelse i lettere luftlag - men ingenlunde kunstnerisk uforpliktende.

C.B.

HENNING WELLEJUS: Frihedsouverture op. 13.

Samfundet til udgivelse av dansk musik.

Det er egentlig intet merkelig ved denne »Frihedsouverture«. Det er musikk skrevet ut fra et godt musikerhjerte, nokså gammelmodig i uttrykket og uten påfallende særpreg. Formen er tredelt med en andante-innledning efterfulgt av allegro-avsnitt, dernest en espressiv mellomdel og endelig triumferende utgang. I orkesterbehandlingen følger komponisten kjente veier som garanterer effekten utad.

STIG GUSTAV SCHÖNBERG: Un Po'Ostinato. Skoleorkestern 34, Nordiska Musikforlaget.

I serien Skolorkestern har S. G. Schönberg udgivet en morsom ostinato sats for fløjte, B-klarinet, trompet, gitar, to violiner og cello (eller bas). Den ganske korte sats med sin effektfulde opbygning på et to-toners ostinat motiv kan med held anvendes til et amatørensemble. ß t JØRGEN BENTZON: f Ucconto nr. 2 op. 30. Fløjte, violin, viola og cello. — Skandinavisk Musikforlag, København.

Jørgen Benzons Racconti representerer en form som såvidt jeg vet er helt hans egen.

Den bal anse mellom stoff og form som en har lært å sette særlig pris på hos denne komponisten preger også dette lille verket.

Stoffet gir ikke anledning til sterke utladninger, det er noe fornemt tilbaketrukket over det musikalske uttrykk, og linjenes frie løp er det vesentlige. Det er kort sagt kammermusikk i ordets beste mening. ^£ KLAUS EGGE: Sonata nr. 2. Op. 27. - Edition Ly che.

I sin stort anlagte 2. klaversonate kaldet Sonata Patética anvender Klaus Egge et temmelig frit-tonalt tonesprog, mere radikalt end i tidligere værker. Man synes nu og da at kunne fornemme tolvtone-komplekser, uden at der er tale om en reelt seriel udformning af materialet. Værket falder i tre satser, 1. sats med en Grave stentato-indledning efterfulgt af en Allegro appassionato, som anden sats en Canto etéreo, et meget fint og klangligt fascinerende stykke og endelig Finale, quasi una Fantasia. De voldsomme ekspansive udladninger kræver en mester ved instrumentet, men det lønner sig at indstudere dette værk, der rummer uendeligt mange musikalske skønheder og klaveristisk interessante udformninger. ^ j GÖSTA NYSTROEM: Sinfonía concertante per violoncello ed orchestra. (Nordiska Musikforlaget).

I tre stort anlagte satser har Nystroem udformet sin Sinfonia concertante for cello og orkester. Soloinstrumentet spiller nok solokadencer, men glider som helhed ind i det symfoniske apparat, selv om anmelderen her må nøjes med et klaverudtog. Satsfølgen er »unormal«, der åbnes og sluttes med langsomme satser, mens den skæmtsomme og kontrastrige anden sats i hovedsagen er hurtig. Meget yndefuld er slutsatsen med dens sicilianotema i elegisk b-tonalitet. ß j IB NØRHOLM: Tre sange til tekster av Robert Browning. — Viking.

Ib Nørholm synger seg godt opp mot Robert Brownings lyrikk i dette opus, som forøvrig kan minne litt om Benjamin Britten i karakteren. Klaver akkompagnementene er overveiende viet en mere selvstendig utarbeidelse uten at de bringer solostemmen i altfor allvorlige konflikter med klaveret. Uttrykksmåten kan ved et overfladisk blikk kanskje virke litt ordinær på sine steder - i »Parting at morning« slites det således flittig på mediantforbinnelsen i f-dess - men man sporer allikevel en kunstnerisk hensikt bak det hele.

C.B.

GUNNAR DE FRUMERIE: Konsert för klarinet, sírakorkester, harpa och slagverk. Klaverudtog. — Carl Gehrmanns. Stockholm 1957/58.

De Frumeries Klarinetkoncert er let diverterende og elegant i anstrøget, men stiller ikke ringe krav til sin solist. Så vidt det fremgår af det tilsendte klaverudtog er orkestersatsen holdt temmelig kammermusikalsk, motiver og akkompagnementsfigurer væver sig kunstfærdigt ind i solostemmen. På klassisk .

vis optræder en temmelig vidtspunden solokadence i 1. satsens slutning. Trods det noget konventionelle tonesprog er det dog et værk, som bør vække en klarinettists interesse. % j HARALD SÆVERUD: 20 små viol indu etter, også for træblæsere op. 32. Pris: 9 kr. — Musikk Huset, Oslo.

Hvor er det prisværdigt, at vor tids komponister vil skrive for den opvoksende ungdom - kun derigennem vil det være muligt på en god måde at gøre dem fortrolig med nutidens tonesprog. Endnu findes der alt for lidt anvendelig litteratur for mindre viderekomne, særlig for strygeres vedkommende.

Det er ikke givet alle komponister også at have en intim forståelse for en mindre fremskreden elevs tekniske formåen og musikalske habitus.

Nærværende lille samling, hvis stykker bevæger sig i 1. stilling, er, som Sæverud skriver i sit forord, et udtryk for komponistens melodiglæde, men ingen af stykkerne er »bygget på folkevisens grunn, som det så ofte heter, når musikk er lettfattelig.« Duetternes overstemrner er letfattelige, men understemmerne stiller ret store, ja for store fordringer til elevens øre og grebssikkerhed i det kromatiske område og vanskeliggør derved også sammenspillet, i betragtning af at der her er tænkt på begynderstadiet i 1. stilling.

Skade derfor, at det er tvivlsomt, om disse små musikalske perler vil kunne anvendes af ret mange i den daglige undervisning.

Skriv endelig, højt værdsatte komponister, skriv meget for begyndere, men endnu enklere, navnlig når det gælder de for en normal elev nyere klange, og helst lige så enkelt som f. eks. Finn Høffding i sine små børnestykker. Gm1ft Bm