Valgfri instrumentalundervisning på skolerne

Af
| Årgang 37 (1962) nr. 05 - side 178-180

RUDOLF SCHOCK

Valgfri instrumentalundervisning på skolerne

Med tilladelse fra Rudolf Schoch og Räber-Verlag, Luzern, bringes kapitel 21 af Schochs bog »Musikerziehung durch die Schule« som et bidrag til debatten om musikundervisningen og skolerne. Rudolf Schoch, som er praktiklærer ved hovedseminariet i kanton Zürich, er en yderst aktiv musikpædagog, en fremragende organisator af skolemusikken, herunder på forbilledlig måde af blokfløjteundervisningen i sin egen kanton. Han er en søgt foredragsholder om musikpædagogiske emner.

I kanton Aargau i Schweiz har der i flere decennier eksisteret en valgfri (fakultativ) instrumentalundervisning ved skolerne. Ligesom eleverne her kan vælge græsk, latin, engelsk eller italiensk som frivillige fag, således kan de også vælge trompet, violin, klarinet, fløjte, cello eller bratsch. Undervisningen gives til grupper af elever på 3 til 4 af en musiker eller særligt uddannede lærere. Interessante enkeltheder kan aflæses af følgende statistik over deltagelse i valgfrie fag:

Skoleåret Skoleåret
1944/45 1956/57
Græsk .............. 16 elever 21 elever
Latin ................ 451 - 657
Italiensk ............ 632 - 588
Engelsk ............. 654 - 1365
Instrumentalmusik 765 - 1304

Det er altså en glædelig kendsgerning, at eleverne meget gerne benytter lejligheden til at få instrumentalundervisning, og at forældrene øjensynlig værdsætter det som skolen byder hjemmene på dette punkt. Undervisningen strækker sig over hele skoletiden. Man skulle se de spillede værker for sig for helt at kunne måle, hvad det betyder, at så mange unge år efter år bliver fortrolig med musik, i stedet for at de lader sig spise af med billig »konservesmusik« eller blot helliger sig sport. Betragtet på denne måde, forstår man, hvilken indflydelse denne velsignelsesrige indretning har på folkets musikforståelse og dermed på en forfinelse af smagen og af følelseslivet.

En statistisk undersøgelse har vist, at deltagelsen i den valgfri instrumentalundervisning når op på 40 %. Der er altså skoler, i hvilke mere end en tredjedel af eleverne benytter denne mulighed for uddannelse. Det er interessant, at deltagelsen ikke er stærkest i de større kommuner eller i byerne, men at den er stærkest på landet.

I de større centre har de bedrestillede kredse altid sendt deres børn til musikundervisning. Det gør de også i dag og de behøver ikke skolens-formidling så stærkt. Gode musikpædagoger er bosiddende på stedet og giver en anerkendt undervisning. Anderledes er det i mindre tæt befolkede områder. I mange kommuner er der slet ingen private violin- eller klaverlærere, endsige en fløjtelærer. At skolen tilbyder gratïsund er visning og stiller egnede lærerkræfter til disposition hilses med glæde. Derfor opviser netop de mindre landskoler det største elevantal i instrumentalfagene. Det må virke inspirerende på et lokalområdes musikliv at have gode instrumentalister blandt ungdommen. Mangen en musikopførelse kan voves, som ellers ville være ladt uforsøgt. Utvivlsomt opstår her eller der med tiden inden for enkle former et orkester, som uden den fra skolen udgående impuls aldrig var blevet begyndt. Dernæst må det ikke overses, at korsangen først i skolen og sidenhen i foreningerne finder en værdifuld støtte i de elever, som gennem musikundervisningen har fået skolet deres øren, udviklet træfsikkerheden og musikforståelsen og har fået skærpet den musikalske dømmekraft.

Undersøgelser i kanton Zürich viste i 1943, at indtil 20 % af eleverne i de mere velsituerede beboelseskvarterer fik musikundervisning; på landet og i arbejderkvartererne sank tallet til 8 %. Med indførelsen af den valgfri blokfløjteundervisning i folkeskolen forbedredes forholdene således, at i dag i Zürich hver tredje 10-15-årige elev i folkeskolen får eneundervisning eller undervisning i en gruppe.

Sociale overvejelser vil sikkert føre til, at musikalsk uddannelse indføjes i undervisningsplanen i forøget målestok. Vort musikliv skal ubetinget organiseres således, at der gives alle børn en mulighed for musikalsk uddannelse. De skal begynde med at dyrke enkle instrumenter i grupper. Her kan de vise talent og føre bevis for lærvillighed og udholdenhed. De virkelig begavede kunne da blive opmuntret til at gå over til vanskeligere instrumenter. Jo bredere basis er, jo tidligere kan eleverne henvises til musikpædagogerne og til musikskolerne, hvor undervisningen virkelig tager fart. Det skulle frem for alt også være muligt at skærpe betingelserne for adgang til det professionelle musikstudium, således at kun de virkelige talenter uddannes til egentlige musikere.

Som ethvert andet land har vi al mulig grund til på alle områder at give de begåvede elever muligheder for at udvikle sig. Med stipendiers hjælp gøres der allerede meget, men de bærer endnu alt for ofte præg af almisser. Dette er forkert. Staten har en interesse i, at intet talent går til spilde, at enhver får den plads, der modsvarer hans evner. Derfor er der også al mulig grund til på kunstens områder nu at yde en storlinjet støtte til talenterne.

Udnævnelser

Kgl. kammersanger Thyge Thygesen er udnævnt til professor i sang ved Det kgl. danske Musikkonservatorium.

Pianisten Viktor Schïoler er udnævnt til professor i klaverspil ved Det kgl. danske Musikkonservatorium.

Mp Fs årsfest i juni

Følgende den kulturelle linje fra tidligere år havde Mp F i år henlagt årssammenkomsten til »Bakkehuset«, et af vor litterære guldalders berømteste steder.

I det skønneste sommervejr, med sangfuglenes tusindstemmige kor som akkompagnement samledes en fuldtallig skare af Mp Fs medlemmer i de minderige stuer. Uvilkårligt indfangedes man af stemningen i huset, når man overskred tærsklen til de skønne, lavloftede rum. Hvor forunderligt at stå i Knud Lyhne Rahbeks arbejdsværelse, lille og dunkelt og tænke sig ham stående ved arbejdspulten omgivet af duften af hollandsk kanaster fra den lange pibe. Ja, man kunne blive ved, ikke mindst efter at have hørt museumsinspektør fru Wedel Andersens lange, livfulde foredrag. Intet øjeblik trættedes man, stadig lod fruen de store og små fra guldaldertiden stå levende frem. Hist en Oehlenschlæger og en Baggesen, her en Ingemann, Poul Martin Møller, Chr. Winther! En stor fortids, en svunden kulturepokes ånd blev genoplivet for en stund.

Gennem Søndermarken og Frederiksberg have vandrede selskabet nu, fulgt af minderne over til Josty, hvor festlige borde stod dækkede. For nu ret at blive i stemningen fra »Bakkehuset« holdt lektor Karl Clausen foredrag om Rahbektidens klubliv og om de mangfoldige viser, denne affødte. Koncertsanger Holger Nørgård og Henning Bro Rasmussen foredrog med megen charme og indlevelse en række af viserne, og alle festdeltagerne sang med på omkvædene. Tilslut blev der sunget trestemmigt overordentlig smukt af to unge damer og formanden, ligeledes med alle deltagerne i det festlige omkvæd.

Den livlige samtale under det efterfølgende smørrebrødsbord viste, at vor forening atter kunne notere en smuk succes i sine annaler, og først sent sluttede den smukke »guldalderfest«.
Vagn Hedemann.

Benyt
Deres titel »statsprøve t musikpædagog«, når De averterer.

Musikpædagogisk Forening Kontor: kl. 9-13 (undtagen lørdag).
Frederiksborggade 50, Kbh. K, tlf. BYen 4021.
Postgiro 26284.
Formand: Henning Bro Rasmussen. Næstformand: Harald Bjerg Emborg. Sekretær: Bellis Stedstrup.
Kasserer: Margit Raae. — Ruth Savery Trojahorg, Friedrich Gürtler. — Ingeborg Strøyberg.

ÅRHUS: Willy Carlo Christensen.

ODENSE: Svend Aage Spange.

Juridisk konsulent: Lrsagfører Helge Chrisfophersen, Vester Voldgade 96, V.

»Musikpædagogen« udgives af bestyrelsen for Musikpædagogisk Forening under redaktion af et udvalg. Ansvarshavende: Henning Bro Rasmussen.