Enquête: Hvad er meningen?

Enquete: Hvad er meningen?

De Nordiske Musikdage var ikke en time gamle, før man spurgte sig selv, hvad meningen var. Forsinkelse, programændring, sammenbrud i orkestret, værker af den højeste interesse vekslende med værker af minimal interesse - altsammen akkompagneret af klikkende og snurrende TV-kameraer.

Organisation, programvalg, fuld offentlighed kontra privat komponistkomsammen - snakken var øjeblikkelig i gang og fortsatte med tiltagende styrke under resten af musikdagene.

I pressen så man de forskelligste synspunkter afspejlet. Danske aviser sloges i al hyggelighed om eneretten til brug af ordet »uniformisme«. Oven i købet til diametralt modsatte formål. For den ene var koncerterne uniformeret traditionalisme, for den anden uniformeret avantgardisme.

I andre skandinaviske lande har man efter musikdagenes afslutning diskuteret det videre perspektiv: Hvad skal der ske med disse nordiske musikdage? Her står meningerne lige så stejlt mod hinanden. Nogle har haft det hyggeligt i København og anser musikdagenes nuværende form for ideel. Andre slagter nådesløst institutionen, og mener, at der må en revolution til for at gøre musikdagene tidssvarende.

For at få meningsbrydningen nærmere belyst har vi stillet disse to spørgsmål til en række af de komponister og kritikere, der overværede musikdagene:

1. Hvad var Deres musikalske udbytte i forbindelse med De nordiske Musikdage?

2. Mener De, at De nordiske Musikdage bør fortsættes i deres nuværende form?

HER ER SVARENE:

OLAVI PESONEN, Finland

1. Jeg kan ikke bedømme den musik, jeg hørte ved De Nordiske Musikdage i enkeltheder her. Jeg hørte meget interessant, men også værker, som jeg godt kunne have undværet. For mig er det ikke sådan, at musik bliver interessant på grund af en bestemt stil, f. eks. den moderne skrivemåde. Kun den musik interesserer mig, hvori jeg mærker komponistens personlige stemme. Naturligvis kan man ikke holde et værks tekniske sider og kunstnerens personlighed ude fra hinanden, men man mærker dog altid, om det er kunstneren, der har det første ord, eller teknikeren, ingeniøren. På programmerne ved musikdagene i København mødte man også værker af ægte kunstnere. For mig personlig var den sjette strygekvartet af Vagn Holmboe det mest givende værk af alle.

Måske skal jeg tilføje, at jeg ikke har noget imod den moderne udtryksmåde i sig selv. Det er naturligvis godt, at de skandinaviske komponister vænner sig til musikkens nye stilretninger og også selv baner nye veje, men jeg vil stadigvæk gerne høre komponistens personlige stemme. Det gjorde jeg f. eks. i »Canzona per orchestra« af Arne Nordheim.

2. Ja! I det store hele mener jeg, at De Nordiske Musikdage bør fortsætte i deres hidtidige form. Dog ville det måske være godt, hvis man bød på lidt mindre musik ved musikdagene for dermed at få tid til mere diskussion om de nye værker. Måske ville det være nyttigt for komponisterne ikke blot at læse anmeldelserne i aviserne, ikke blot at høre vennernes høflige udtalelser - men derimod at få deres værker alsidigt behandlet i diskussionsform. Måske skulle man også opføre de mindre letfattelige værker to gange. I London har jeg overværet mange koncerter med efterfølgende diskussion af værkerne koncerter, der var lige så interessante for komponisterne som for publikum.

FOLKE RABE, Sverige

1. Av de uppförda kompositionerna var det endast ett fåtal, som gav mig större behållning. Stort utbyte gav dock samvaron och diskussionerna med nordiska kolleger - både äldre och yngre.

2. Nej! Att på stående fot lägga f ram ett forslag till nyordning låter sig inte göra. Härmed därför endast en improviserad idé:

I København samtalade jag med några unga danskar om hur Nordiska Musikdagarna skulle kunna läggas upp. Någon ansåg att radikála, ovanliga, tekniskt intressanta eller - för att använda ett farligt ord - experimentella verk borde dominera på konserterna, medan traditionellare kompositioner borde forekomma endast när de är av största konstnärliga halt. Jag är benagen att halla med om detta. Jag menar inte att ett konstnärligt direkt undermåligt verk borde tagas med bara för att det innehåller någon ny teknisk detal j, men jag tror att det kan ge mer utbyte att hora ett halvbra intressant verk an ett halvbra konventionellt. De nyskapande verken och det tekniskt intressanta hos dem skulle sedan kunna diskuteras, respektive tonsättare utfrågas etc. vid eftermiddagskonferenser. En ansats till detta fanns j u vid årets Musikdagar; jag tanker på 5 unga danskars présentation av notationsmetoder.

Vidare tycker jag att allt bor göras for att varva publik till konserterna. En programpolitik som den ovan nämnda utesluter - i var j e fall i Stockholm -inte publikintresse; snarast tvärtom.

BO WALLNER, Sverige

1. Kontakten med de unga dánská tonsättarna. Den var inspirerande och oroande.Radions initiativ med dels ett notationsseminarium, dels en avantgardekonsert utanför det ordinarie programmet innebar en väsentlig fornyelse.

2. Härmed är redan svaret på fraga 2 givet: det bl ir ett nej.

För det forstå maste målsattningen omprövas. Bort med tonsattar-isolationismení Om den beror på mallighet eller byghet är svårt att saga. Om det señare, bor man inom tonsättarföreningarna i stallet uppträda med pretentioner. Det är j u konsten värd. Har man inget på hjärtat, anser man sig inte arbeta med så väsentliga ting i sin kompositionsgärning att man vill fora ut det till en störra publik, då skall man inte ails anordna några fester eller »dagar«.

Förslag för framtiden.

Byt ut det nordiska komponistrådet som musikdagarnas kontinuerligt verksamma hjärntrust mot ett Råd for de nordiska musikdagarna, och släpp dar in ungdomen och släpp också in annat musikaliskt fackfolk an tonsättare. (Nu kommer »främmande« kategorier ju med först i juryarbetet).

Uppläggningen skulle kunna fordelas på följande 4 kategorier:

1. Konserter: De bor inte vara fier an tre, en symfonikonsert, en kammarkonsert och en speciell avantgardekonsert, dar de unga får härja hur de vill.
Den obligatoriska kyrkokonserten har spelat ut sin roll och bor tas med endast om man kan fylla den med förstklassigt material. (Kyrkomusikerna saknar ju f. o. inte själva siná nordiska kontaktpunkter).
Samtliga tre konserter bor vara maximal a ur kvalitetssynspunkt: de basta och in tressantaste verken, de bästa dirigentern a, de basta solisterna och ensemblerna. De basta tankbara repetitionsmöjligheterna.

2. Varumäss: Varje land bor få var sin formiddag att genom band/skivor, noter m. m. göra reklam för siná varor (materialet bor kunna lanas ut för fortsatt studium). Detta låter kanske inte så idealistiskt, men det torde istället vara desto mera - reaüstiskt.
Det kommersiella spelar ju en alltmer framträdande roll i vår tid. Vi i Norden får inte hamna på efterkälken, därför att våra tonsättare inte annat an undanttagsvis hjälps fram av de stora världsförlagen.
Bjud alltså in inte bara pressen utan också forlag och grammofonbol ag. Och bjud in representanter för de olika konsert- och operainstitutionerna i Norden! Radiostationerna inte att förglömma, även om deras insatser och intressen ju redan är de bärande för hela musikdagsverksamheten.
Bjud in utländska kritiker, dirigenter, tonsättare m. m.! 3. Foredrag, seminarier/diskussioner av det slag som redan prövats i Köpenhamn och som väl i viss man erinrar om de mera of Hciella sidorna i t. ex. Musikhögskolans kompositionsseminarier. Detta sagt bl. a. med den señaste konservatoriefestén i Stockholm i gott minne.

4. Musikdramatiken får inte glömmas bort. Kontakter maste har givetvis tas i mycket god tid med aktuella institutioner.
Ett centralt nytt opera- eller baletrverk bor ligga inom rackhåll att få fram. - I brist på materiál bor man har kunna gå utanför den nordiska ramen. De magnifika Lander-Riisagerbaletterna i all ara, men nog hade det varit intressantare om Det Kongelige bjudit på Henzes Elegi...

Till sist en liten detalj:
Inledningskonserten i Glyptoteket var forvisso ingen uppbygglig tillställning. Vad som förundrade en utländsk lasare av Köpenhamnspressen var a) att man i de aura fiesta tidningar helt enkelt förteg alla olyckshändelserna, b) ända ansåg sig kunna bedöma t. ex. Erik Bergmans Concertino da camera.
Detta är för mig en gâta. Nog kan man ha fått en viss aning om stilmedlen, men inte om kompositionen. Collegium musicum är enligt min mening skyldig Bergman ett förstklassigt framförande under säsongen.

Forlåt en främling...

FINN MORTENSEN, Norge
1. Jeg synes stort sett at komposisjonene som ble fremført var påfallende gammelmodige, og at det er på tide at de nye krefter får mer innpass på programmene. Nå mener jeg ikke uten videre at frisk eksperimentering er det samme som god musikk eller at en moderat modernisme må bli kjedelig. Vagn Holrnboes 6. strykekvartett var f. eks. min største opplevelse på festen, uten at en her kan tale om noen dristig eksperimentering men ganske enkelt om åndfuld musikk. Hvor imidlertid det moderate bare er passelig godt, blir det lett kj edelig og jeg vil da heller høre en umoden, men friskt pågående komposisjon. Ordene avansert, moderne, radikal osv. er riktignok floskler en snart ikke kan bruke uten å få en vond smak i munnen, men det friske, søkende avleirer som regel positive følelser i en.

Musikalsk utbytte? En del av verkene var uten tvil av høy kvalitet, og nok en gang kom svenskene sterkt inn i bildet. Men det skjer noe i alle de nordiske land. Det er grotid, og de nye krefter vil etterhvert trenge seg mer og mer på. Det musikalske utbyttet besto vesentligt for meg i disse nye krefters utfoldelse.

2. Ja, stort sett. Jeg håper at konserten med eksperimentell musikk blir en fast post på programmet.

KNUT NYSTEDT, Norge
1. Så er igjen en ny serie musikk-dager tilende, den 17. i rekken. Og man spor seg selv: hvor står vi nå? Det slo en under de siste »dager« i Kobenhavn, at vi i og med denne musikkfest er kommet over i en betraktelig radikalere gate enn ved tidligere musikkdager. De nasjonale særpreg hos de fem nas joner er i ferd med å viskes ut og de seneste års avantgardepregede stromninger har gjort sitt inntog for alvor.
Der arbeides med dristighet, entusiasme og eksperiment-trang i alle fem land. Og dog er resultatet meget ujevnt. Dette slo meg allerede da jeg satt i den norske jury ifjor og bladde i de tilsendte partiturer. Der var verker som bare bar preg av törr konstruksjon, men der var også verker som röbet ånd, kraft, personlighet.
Det var derfor uhyre interessant for meg å komme ned til Kobenhavn og mote verkene igjen i klingende form. Og det viste seg at de verk som var skrevet med kunstnerisk innlevelse unnlot aldri å gjöre inntrykk. Dette er vesentlig. Uten slike ting som intuís j on, personlighet og åndsinnhold er vår nye musikk dömt til döde.
Musikkdagenes store betydning ligger vel kanskje först og fremst i dette at vi motes og stifter bekjentskap med hverandre og hverandres verker. Vi er alltid spendte på hva de »kjente navn« har bedrevet siden sist. Og iår dukket der også opp en lang rekke unge nye navn som man merket seg, navn som for enkeltes vedkommende sikkert komker til å la sin röst höre i den nordiske musikkutfoldelse.

2. I store trekk vil jeg si: ja. Nå får ikke presentas j onen av et verk de gunstigste forutsetninger akkurat på en slik musikkfest, hvor det ene moderne verk dynges opp å det annet. Det ville sikkert i mange tilfelder stat meget ster kere i forbindelse med klassiske verker. Men slikt kan ikke gjöres ved våre musikkdager. Men en ting kan hjelpe på dette: verker av noenlunde samme karakter bor ikke settes side om side. Det er en stor kunst å sette opp konsertprogrammer. Ved flere konserter var kontrastene gode. Men f. eks. ved avslutningskonserten i Radioen var det uheldig, at både Lidholm, Nordheim og Nørgård var satt opp på samme konsert. Vel har de hvert sitt personlig særpreg, men dog ikke så meget at inntrykket grovt sett ble noe av den samme orkesterklang. Dette er uheldig for de som kommer sist i rekkene. Når så Meriläinen kom tilslutt oppå det hele, var vi mettet med klangutfoldelse. Kanskje dette verk hadde gjort et gunstigere inntrykk i en annen sammenheng?

Positivt var det at konsertene alltid var lagt till forskjellige steder. De mange kunstcentre vi fikk besöke var et festlig forum og knyttet forbindelsen med andre kunstarter.

Tillslutt en liten innvending: Verkenes antall bor skjæres litt ned slik at det blir bedre tid til forberedelse og fordypelse. Når ikke alt klaffet så kan ikke musikerne lastes.

Man kan ikke kreve det umulige når de må arbeide på spreng nesten hele dögnet for å bringe verkene i havn. De gjorde en f remrakende innsats. Hatten av for de danske musikere og sangere!

LEIFUR THORARINSSON, Island

1. Det var overraskende at høre, hvor omfangsrig en skala af stilarter der blev benyttet af nordiske komponister, eller måske snarere hvor mange dybt forskellige værker, man havde vedtaget at opføre, uden at nogen vanskeligheder syntes at melde sig. Det er ikke mit at bedømme disse værkers kvalitet.

De virkede ikke allesammen ret imponerende på mig, nogle syntes jeg, ærlig talt, var kedelige. Alligevel var det uhyre interessant og gavnligt at træffe i disse dage flere kolleger, som syntes at kæmpe mod problemer der i åndelig og materiel henseende ligner ens egne, at veksle meninger og drøfte fremtidsplaner. Og danskernes dytighed til at opføre nye værker er ganske beundringsværdig. Gengivelserne af endog de mindst tilgængelige værker var i de fleste tilfælde meget gode, og det er mere end man kan sige om mange andre tilsvarende musikstævner.

2. Derimod mener jeg, at arrangementet af »Nordiske Musikdage« kunne forbedres. Ganske vist er det dejligt, at komponisterne mødes og hører hinandens værker. Men musik kan ikke trives uden tilhørere. Ikke kun de tilhørere som på en eller anden måde er tilknyttet komponisterne ligesom de bedsteforældre, kærester og kritikere, som dannede den største del af disse musikdages publikum, men først og fremmest det gængse musikalske menneske. Vistnok er det meningen med de Nordiske Musikdage at præsentere nye nordiske værker for gældende musikførere, som derefter skal få dem opført, hver i sit hjemland. Men som vi alle ved, er disse mænds gode forsætter sjældnest blevet til virkelighed. Dertil ligger sikkert adskillige årsager, jeg ikke kender. Men hvorfor så ikke slå to fluer med ét smæk? Hvorfor ikke prøve på at forene de spredte kræfter som arbejder bag de musikdage og småfestivaler, som hvert år finder sted i Norden og forsøge at oprette én årlig nordisk musikfestival, hvor komponister, instrumentalister og publikum kunne mødes? Et publikum, som fordomsfrit kunne deltage i den musik, som skrives i dag på deres hjørne af kloden. På den måde tror jeg, at anstrengelser og penge kunne yde fordoblet resultat og det kunstneriske udbytte deles på flere hænder.

FINN HØFFDING, Danmark

1. Inden jeg besvarer de stillede spørgsmål, må jeg oplyse, at jeg overværede de koncerter, det var mig muligt at overkomme uden at forsømme mit daglige arbejde. Beklageligvis opnåede jeg ikke at høre studiematinéen torsdag formiddag den 13. september og kunne heller ikke overvære diskussionen om notation den 14., men alt det øvrige hørte jeg.

Det musikalske udbytte af »De Nordiske Musikdage« var for mig særdeles tilfredsstillende. Jeg har overværet adskillige nordiske og udenlandske musikstævner, og som regel er man glad, om der ved en sådan lejlighed blot er ét eller to værker, der er af virkelig interesse. Under »De Nordiske Musikdage« var der adskilligt, der føltes som virkelige oplevelser og en hel del, som vakte min interesse.

Jeg skal vel vogte mig for at veje de forskellige komponister imod hinanden, men må have lov at sige, at jeg rent umiddelbart følte format og kompositorisk dygtighed hos komponister som Bjarne Brustad, Lars Edlund, Vagn Holmboe, Jonas Kokkonen, Ingvar Lidholm, Bernhard Lewkovitch, Arne Nordheim, Per Nørgård, Poul Rovsing Olsen, Karl Erik Welin og Lars Johan Werle. Det var det personlige moment hos disse komponister, der fængslede mig, uanset om det musikalske sprog var radikalt eller ikke, og om det var mig sympatisk eller ej.

Det var interessant at iagttage, hvor megen indflydelse den mellemeuropæiske musik efterhånden har fået på nordiske komponister. Den tid, hvor det var periferien i Europa, der ved de nationale skoler dominerede billedet (Bartok i Ungarn, Stravinskij og Prokofjef i Rusland, Vaughan Williams i England, Sibelius i Finland, Grieg i Norge, Carl Nielsen i Danmark, de Falla i Spanien m. fl.) er ved at slutte; mellemfolkelighedens folkloristiske musik afløses af en international metropolisme, hvilket er konsekvent i industrialismens, radioens, fjernsynets og den globale lyntrafiks tidsalder. Det er derfor heller ikke til at undres over, at Sverige, som alle dage har været det mest internationalt indstillede af Nordens lande (tænk på dets historie) og det, der betød mindst blandt de nationale skoler, blev det af de nordiske lande, som hurtigst sluttede sig til metropolismen. Den internationale stils tilnærmelse til orientens klang - og rytmemønstre (Gamelanorkestret) gør denne stil i videre forstand international; det bliver spændende at se, om avantgardisterne evner at få de store troppemasser med sig; de har i hvert tilfælde propagandamaskinen i orden.

2. De nordiske musikfester har netop i denne tid deres store betydning, og jeg vil tro, at de nu, hvor de fra musikfester er blevet ændret til musikdage — arbejdsdage, som Poul Rovsing Olsen træffende karakteriserede dem i sin modtagelsestale på rådhuset - har fundet den form, der i hvert tilfælde vil passe en række år fremefter. En stor orkesterkoncert, en kammerorkesterkoncert, to kammermusikkoncerter og en kirkekoncert samt en opera- eller balletaften på Det kgl. Teater er ikke for meget ved et sådant stævne. At begrænse koncerterne og erstatte dem med båndfremførelser er næppe nogen heldig løsning, allermindst, hvor det drejer sig om elektronisk musik, hvor der ofte benyttes rumperspektiviske virkninger, som ikke høres tilstrækkeligt i radio eller på bånd; dertil kommer, at mekanisk gengivelse stadig ikke kan erstatte levende musikfremførelse.

Så længe de offentlige musikspredningsinstitutioner (radio, koncertselskaber, grammofon) gør så lidt ud af nordisk musik, som de gør, tror jeg, at også det ydre apparat er nødvendigt simpelthen for offentligt at manifestere, at der findes en værdifuld nordisk musik, som ingenlunde er ravnekrogsmusik. Publikumsbesøget kan man ikke klage over, det var forbavsende stort til de allerfleste af koncerterne. Koncerterne medfører en del - men ikke nær nok - presseomtale; Dansk Musiktidsskrift havde på fortræffelig måde helliget et helt nummer »De Nordiske Musikdage« og bragte på fortræffelig måde orienterende artikler og oplysninger om nordisk musik og dens skabere, dog fandt jeg kommentarerne til de enkelte værker i programmet mere afskrækkende end indbydende; sådanne pseudo-saglige og utilstrækkelige forklaringer har ingen betydning. Betydning har det derimod, at komponisterne, ikke mindst de yngre, har lejlighed til at kontakte hinanden og få lejlighed til at udveksle erfaringer.

Til slut i Tage Nielsens artikel »Mådehold trods alt?« om dansk musik står Svend Westergaards navn nævnt; men intetsteds har jeg set en oplysning om, at juryen for »De Nordiske Musikdage« antog hans violoncelkoncert. Det burde ikke kunne ske, at et værk, der er gået igennem de forskellige juryinstanser og antaget af disse, ikke kommer til opførelse. I dette tilfælde unddroges man ikke alene mødet med en begavet dansk komponist, men vore nordiske gæster gik glip af at høre en af vore bedste solister (Erling Bløndal Bengtsson).

Jeg synes, man skyldte komponisten en officiel meddelelse f. eks. i programmet om, at hans værk var blevet valgt, men at opførelsen af en eller anden grund (?) ikke havde kunnet finde sted. Man kunne have oplyst, at den vil blive uropført i denne sæson i Århus.

Ser jeg bort fra denne plet på »De Nordiske Musikdage«, finder jeg, det hele forløb var vellykket og udfyldte sin mission; det forekommer mig derfor overflødigt at pille ved formen for disse. At der i intervallet mellem »De Nordiske Musikdage« burde ske en langt stærkere indbyrdes orientering, er en sag for »Nordisk Komponistråd«, radiofonierne, koncertinstitutionerne og tidsskrifterne at tage sig af.

PER NØRGÅRD, Danmark

På trods af et halvt dusin værker af indiskutabel kvalitet, efterlod musikdagene en eftersmag af flovhed. Censuren synes at have været belastet med andre hensyn end de rent kvalitative: hensynet til at alle retninger burde repræsenteres, at sjældent hørte komponister burde opføres fremfor andre ved sidste musikdage spillede (adresse:Sverige) og måske først og fremmest, at der ud af de valgte værker skulle kunne etableres et vist antal koncerter af en vis minimumsvarighed og med en vis maximumsbesætning.

Disse hver for sig forståelige hensyn skabte i forening misk-mask-programmer i stedet for de fængslende og velkomponerede koncerter, som alene ville opfylde formålet: at informere om nordisk musik. Ikke uden grund ofrer såvel private koncertgivere som offentlige konecrtinstitutioner stor opmærksomhed på programsammensætning; tilhørere er jo ikke maskiner køligt registrerende værk på værk. Hvert værk skaber en atmosfære, der kan dræbe det påfølgende - eller være belysende. I denne forbindelse er det ligegyldigt, om musikdagene henvender sig, eller ikke henvender sig, til andre end fem komponistforeningers evt. tilstedeværende medlemmer; komponister unddrager sig ikke den lov, som gælder alle øvrige musikelskere, at hvad musikkens kunst angår er information betinget af oplevelse.

De årlige ISCM-fester lider under samme »de hundrede hensyns handicap«. Og lider mærkbart. — Men spørgsmålet er om fem små skandinaviske nationer behøver at påføre sine beskedne, bienále musikdage samme skavanker som en verdensmusikfest. Kort sagt foreslår jeg, at censurkomiteen fremover bliver bemyndiget til udelukkende at arbejde ud fra kvalitative hensyn. Resultatet ville blive en lille bunke værker, som under ingen omstændigheder kunne udgøre en koncertserie, bestående som bunken ville være af f. eks. to orkesterværker, tre små kammerværker, to kirkeværker o.s.v. - Men som meget vel kunne udgøre kærnen i en koncertserie! De mange og store huller skulle da udfyldes med ældre, højt kvalificerede nordiske værker, evt. interessante repriser fra tidligere musikdage. Det andet store, ligeledes kvalitative, hensyn skulle på dette stadium være enerådende: at komponere hvert koncertprogram til en helhed, hvori de enkelte programpunkter ikke undergravede, men belyste hinanden.