KONSERVATORIET OG NY MUSIK

KONSERVATORIET OG NY MUSIK

Den 5. september bragte »Ekstrabladet« et længere interview med Musikkonservatoriets direktør Knudåge Riisager. Overskriften lød »Ingen tid til ny musik«, og interviewet blev efterfulgt af en række indlæg, der gik imod konservatoriets tilsyneladende passive holdning til den musikalske udvikling i den sidste halve snes år. Siden er debatten fortsat på selve konservatoriet — foreløbig med det resultat, at konservatoriets elevforening i samarbejde med komponisten Henning Christiansen og med støtte fra konservatoriets ledelse forbereder en udbygning af de studiekoncerter med helt ny musik, der startede i foråret.

Her følger korte uddrag af debatten i »Ekstrabladet«. DM vil i et senere nummer tage hele spørgsmålet op til mere alsidig og grundig behandling.

I interviewet blev Knudåge Riisager bl. a. spurgt:

— Får de kommende musikere og komponister en grundig orientering i den nyeste musik?

Riisager svarede: - Nej, der er ikke tid. Fire eller fem års elevtid er i forvejen knebent nok til at komme igennem det klassisk-romantiske stof. Men vi arbejder mod en ny konservatorie-ordning, som vil betyde, at eleverne enten kan begynde omkring 14-års alderen eller også få en eller anden form for efter-uddannelse gennem særlige kurser. Det skulle give den nyeste musik en bedre chance . . .

- Men under de givne betingelser: Er det ikke lige så vigtigt at bringe eleverne i kontakt med deres egen tids musik som at lære dem at skrive en perfekt Bach-fuga?

- Det mener jeg ikke. Når de unge kommer ud fra konservatoriet, kræves det af dem, at de kender det klassiske repertoire til bunds. Ellers vil de ikke kunne klare sig som musikere. Det må vi indpasse uddannelsen efter. Det er jo dette repertoire, der ligger til grund for musiklivet. I øvrigt tror jeg ikke på, at man ville kunne forstå og fremstille den nyeste musik, hvis man manglede det solide, klassiske fundament. En anden sag er, at de vordende komponister naturligvis bliver undervist i f. eks. tolvtoneteknik. . .

- Men musikerne - hvordan skal de klare sig, når de i de forskellige orkestre bliver præsenteret for musik, der kræver kendskab til de nyeste former for notation og instrumental teknik?

- Vi kan som sagt ikke tage os af det. Som det ligger i øjeblikket, må de unge i det store og hele selv søge orientering om disse problemer, hvis de får brug for det. Alt dette nye befinder sig også på et så eksperimentelt stade, at det vil være næsten umuligt at undervise i det. . .

- Er der ingen krav fra elev-side om mere aktuel orientering . . . man hørte for nogen tid siden om en »5. kolonne«, der var begyndt at røre på sig... ?

- Jeg undersøgte det, men fandt aldrig realiteter bag rygtet. Naturligvis ville jeg med glæde diskutere sagerne med denne »5. kolonne« - hvis den eksisterede …

- Hvis man beskæftigede sig mere med den nye musik på konservatoriet, kunne man så ikke tænke sig, at det ville få en mere direkte funktion i musiklivet ... at der i højere grad ville udgå impulser fra konservatoriet?

- Måske. Men det er jo slet ikke meningen. Hvis man bragte konservatorieeleverne ind i det aktive musikliv, ville man skabe skæbnesvangre forstyrrelser i deres uddannelse. Det er bl. a. derfor, man forbyder eleverne at optræde offentligt, inden de er færdige... Næh, for mig er det slet ikke noget problem. Det, der i disse år trænger sig på, er koordinationen mellem de danske konservatorier, forbedring af økonomien, nye eksamens- og stipendie-ordninger. Der ligger de store opgaver i de kommende år...

Fra den videre debat i Ekstrabladet« citerer vi:

Komponisten Henning Christiansen: . . . Når direktør Riisager siger, at man må kende det klassisk-romantiske stof, og at man ikke kan fremstille den nye musik uden et solidt klassisk fundament, så må jeg postulere, at det faktisk er omvendt. Er man ikke fortrolig med den nye musiks æstetik, alias tidsånden, vil det ikke være muligt at udføre f. eks. et Mozart-værk, så det får betydning for en nutidig levende tilhører. Tænk på, hvilke ændringer fortolkningen af klassikerne har været igennem, rent bortset fra at vi for den europæiske kulturs skyld er bedre tjent med, at denne musik overgår til grammofonpladen eller i hvert fald opføres ved færre koncerter end det i dag er tilfældet. . .

... jeg mener, at der på konservatoriet må være mere tid til »kærtegn«, en ikke alt for stram undervisningsform, som det er tilfældet. Den er dikteret af, at materialet - takket være vore i øvrigt glimrende nutidige konserveringsevne hober sig op. Faren er, at man mister den unge musikers åbenhed over for samtiden . . .

(Siden dette indlæg har direktør Riisager haft kontakt med Henning Christiansen og tilsagt ham al mulig støtte til gennemførelsen af studiekoncerterne med ny musik på konservatoriet).

Komponisten Per Nørgård:

... En nærmere drøftelse af problemerne omkring konservatoriet og den nye musik har næppe sin plads i »Ekstrabladet«. Somme vil vel endda sige, at den kun hører hjemme inden for konservatoriets fire mure. Personlig mener jeg dog, at konservatoriets uddannelsesform har en så direkte og stærk indflydelse på det offentlige musikliv, at en offentlig debat om mål og midler for undervisningen er absolut rimelig... Den voldsomme dynamik i tiden lader endog ikke en permanent debat være uden for mulighedernes rækkevidde.

Efter at have påpeget synspunkter i interviewet, der efter hans mening rummer selvmodsigelser, sluttede Per Nørgård:

. . . Det selvmodsigende ligger imidlertid ikke i Riisager, som jo ellers er et forbilledligt udtryk for tankeklarhed, men i den konservatorie-situation, han skal forsvare. Thi der er alt problemer. Håbet om en kommende udvidelse af konservatorietiden bør i hvert fald ikke dæmpe diskussionen ned. Thi hvor let kan det klassiske repertoire da ikke sluge seks år, otte år - ja, hele livet? Den hellige ko må flyttes en kende ud til højre, ellers kommer de levende ikke ud af stedet af bare respekt for »de store afdøde«.

Komponisten Mogens Winkel Holm påviste »5. kolonnens« eksistens og fortsatte:

. . . Ifald interessen for musikalsk nyorientering nu skulle leve en så hensygnende tilværelse, at selv direktør Riisager har svært ved at øjne den, må grundene nok være disse:

1. En stor del af de pt.-konservatorieelevers desværre ret beskedne åndelige behov . . .

2. Konservato riel ed eisens beklagelige mangel på forståelse for nødvendigheden af vidtgående nyorientering. . .

3. Det faktum, at konservatoriet ledes som en skole og ikke som en fri, kunstnerisk og akademisk læreanstalt. . .

Formanden for elevforeningen ved konservatoriet, Knud Vad, svarede Mogens Winkel Holm, at der stadig er liv i konservatoriets »studiekreds for ny musik«, og sluttede: . . . Selv om mange af os sikkert med blusel har bøjet vore hoveder for dine skarpe ord om »en stor del af de pt.-konservatorieelevers desværre ret beskedne åndelige behov« (!), må vi dog hævde, at endnu er der olie på vore lamper!