Anti-kunst en gros

»Anti-kunst« en gros På DUT s generalprogram for efterårssæsonen er der et dunkelt punkt i november: »Kommer Tudor og Paik igen??« står der. Og videre: »Fluxus Festival??« Tudor kommer ikke. Paik kommer derimod, og sammen med ham har Fluxus Festivalen definitivt meldt sin ankomst. Spørgsmålstegnene kan stryges. Eller kan de? »Fluxus« betyder ifølge vort leksikon: flydende. Så vi er på bunden af vore forventningsfulde sjæle beredt på, at de seks omhyggeligt planlagte festival-koncerter i Nicolai Kirke kan gå hen og blive offer for selve ideen bag festivalen - og lige så stille flyde bort for næsen af os.

Vi skal ikke gå i detaljer med hensyn til arrangementet. Det samlede program for festivalen findes andetsteds i bladet. Man vil desuden kunne orientere sig i Fluxus-gruppens baggrund gennem det »manifest«, som en af de deltagende komponister, George Maciunas, har forfattet. Yderligere berører Mauricio Kagels artikel »Det instrumentale teater« problemer, der ligger nær op ad Fluxus-bevægelsens æstetik, og Jan Maegaards rapport fra Palermo-dagene for ny musik i begyndelsen af oktober omtaler enkelte af de værker og komponister, der også vil være repræsenteret ved Fluxus Festivalen.

Her blot dette: Af manifestet og programmet synes det at fremgå, at vi ikke vil blive vidner til noget, der kan tilføre dansk musikliv væsentlig større chok end dem, Paik-koncerten på Louisiana sidste efterår forårsagede. Dette ganske uanset, at det af Fluxus annoncerede instrumentarium ser ud til at stå i samme størrelsesforhold til Paiks husgeråd som en engros-produkthandel til en marskandiserbutik.

Hvorfor så sætte strømmen til endnu engang? Netop fordi »Fluxus« viser os, at de »anti-kunst«-tendenser, Paik er eksponent for, har mangedoblet deres potens.

De må godtages eller forkastes - og derfor høres, registreres. Efter koncerten sidste år sluttede Dansk Musiktidsskrift en hektisk debat med sætningen: »Og hermed må debatten om Paik være skrinlagt«. Den kraft og bredde, hvormed fænomenet sætter ind denne gang, kan umuligt tænkes igen at resultere i en lignende eftersætning. Fluxus Festivalen kan ikke afstedkomme en debat om enkeltpersoner eller f. eks. DUT's ansvarsbevidsthed, men derimod med rimelighed en debat om kunstens mening, mål og midler. Og den debat kan ikke skrinlægges.

Skulle en eventuel diskussion oven på Fluxus Festivalen alligevel forvilde sig ind på et lignende sidespor som det, der sidste år fik et bestyrelsesmedlem i DUT til at fralægge sig ansvaret for både Paik-koncerten og det halve hundrede andre koncerter med ny og gammel musik, som DUT står for årligt - så kunne man vel også tænke sig, at dette blads redaktion blev ramt i flugten. Redaktionen bliver, hvor den er. Ikke en kat vil formå at overbevise os om, at det er forkasteligt, når vi i dette nummer har forsøgt at lade vore læsere tilflyde en så fyldestgørende orientering, som det er muligt, om fænomener, der er foruroligende og derfor vigtige i vor tids musik.